TRANEVÅR 2017 UDSTILLING 20. MARTS – 17. APRIL KL. 10:30 – 17:00 VELKOMMEN!

30. april 2012

Gråhovedet værling

Jeg skulle hjem fra København idag og kom meget sent afsted. Da dagen således alligevel var ødelagt var det jo oplagt, at twitche Gråhovedet værling ved Gislövs Stjärna. Det var alligevel ikke til at komme udenom. Jeg medgiver, at jeg er glad for, at jeg ikke længre bliver aldeles utidig, når en eller anden sjældenhed finder det for godt at dukke op, men jeg er sgu osse glad for, at der stadigvæk er visse ting som hiver i mig. Dette var noget som hev. En fugl, som jeg først skal slå op i en bog, for at vide hvad er, er jeg da nødt til at se.

Gislövs Stjärna var et smukt sted, superb løvskov med anemonetæppe og bingelurt i bunden, men jeg var hurtigt ude på overdrevet, hvor en temmelig stor forsamling af fuglekiggere gjorde det umuligt at gå fejl af retningen. Det blev alligevel en temmelig lang, anspændt venten før dyret dukkede frem - og imens skulle man høre på de omkringståendes "jag är nöjd"eller "det blir inte bättre" med flere jubeludbrud.
Men endelig, dér var den, en underlig fugl, der lignede noget jeg har set i Kina (hvad et kig i notesbogen efter jeg var kommet hjem også afslørede, at jeg havde).

I engen voksede opret kobjælde, en blomst det er svært at blive træt af. På vej tilbage mod bilen gik jeg et sving ud over området for liige at se, flere kobjælder - og dér, pludselig en sø - og fra søen det fineste kor af klokkefrøer! Det i sig selv, havde faktisk været hele turen værd.
Af én af mine mange gæster under tranevåren fik jeg fortalt, at de svenske klokkefrøer er danskere, som er blevet sat ud og nu trives i det skånske.

Hjemad gik det, og vel hjemme så jeg årets tredie sølvhejre i Pulken.
Jeg kan li at sidde på terrassen og kigge på årets tredie sølvhejre.

Svalen er kommet. Gøgen kukker. Ingen traner.

Desmerurt

"Noget som lignede liden lærkespore", skrev jeg forleden, efter et besøg i Boserup Skov. Det var Jessica, som spurgte mig, om jeg havde en idé om hvad det var for en plante hun havde fundet. Jeg kiggede faktisk ret nøje på den og undrede mig over noget der lignede firetallige, gulgrønne blomster. Så igår, medens vi kravlede rundt i Jessicas baggård på Borgbjergsvej og kiggede på levermos, spurgte min far mig, sådan rent tilfældigvis, om jeg kendte en desmerurt. Ja, svarede jeg, og i mit indre dukkede et billede op af almindelig milturt, som imidlertid straks fortrængtes af den lille plante Jessica havde vist mig; desmerurt, naturligvis. Så blev det opklaret.

28. april 2012

Boserup Skov

Fladkravet kodriver malet i Fasanskoven 21.04.12

Når det sådan er april, er der et par ting jeg i hvert fald vil. Det er bl.a. de forskellige arenaspil hos urfugl, tjur og brushane, som jeg gerne vil opleve, og så er der forårsblomsterne og humlefluen. Jeg får aldrig gennemført det hele, men noget får jeg dog gjort - og igår var det forårsblomsterne som var på programmet.
Jeg har hørt, at Boserup Skov skal være fantastisk i den retning. Igår hentede vi så Solveig og Ingeborg i børnehaven. De har lige haft fødselsdag, så vi havde frugtsalat og flødeskum med og så fik de valget mellem fugletårnet ved Vejle Ås munding eller skoven. Det blev skov - og jo længre jeg kørte ud over Heden uden at finde én, des nærmere kom vi på Roskilde.
Og så var det at jeg kom i tanker om Boserup.

Efter børnehavetid og i bil. Det bliver hurtigt et spørgsmål om at forhindre folk i at falde i søvn. Først faldt Solveig i søvn i nærheden af Snoldelev og ved Vor Frue begyndte også Ingeborg at få et fjernt blik i øjnene.
Ved hjælp af rosiner lykkedes det at holde hende til ilden og jeg fik smidt bilen på bakken ved Boserup og fik hende ud i en fart. Ingeborg er blevet skrap til at se i kikkert. I den storslåede udsigt over Kattinge Sø fik hun øje på noget: "Hej lille dumme cyklist-dame". Selv Solveig fik vi efterhånden vækket. Hun fik lov at sidde på mine skuldre, det er en farlig vej, men det eneste der virkede i øjeblikket. Problemet med skulderridning er, udover de åbenbare, som kombinationen af botanik og sytten kilo barn på nakken giver,  at når Solveig har siddet deroppe, så skal Ingeborg også - "Lige så længe".

Dét jeg gerne vil er at sidde meget længe foran hver blomst og tegne den. Svært at gennemføre, når hele familien er på tur, så det må begrænses til et minimum, men da jeg spottede en klynge skælrod, en af mine absolutte yndlinge, måtte jeg altså ned på knæ og skitsere. Det gik osse udmærket, børnene ville osse tegne - det blev prinsesser - og selvfølgelig vil de helst sidde lige dér hvor jeg er igang. Hyggeligt, men også lidt stressende, for når man er fire år så er man meget tilstede i ligepræcis den handling man er igang med. Det betyder osse, at man ikke ser efter hvor de sætter fødderne. Børnene accepterer, at de ikke skal plukke skælroden og iagttager interesseret - der var både snegle og store, postkasserøde jordmider i- og omkring det lille område hvor skælroden havde forårsaget noget der lignede et miniaturejordskælv og brudt jorden op i klumper omkring de kødfulde blomsterskud.
Men hver gang børnene rejste sig op, var det bare med at passe på.

Skælroden gik fri, men der var sateme mange flade anemoner omkring dem!

Boserup Skov skuffede ikke. Der var et nærmest komplet udvalg af løvskovens forårsblomster. Jeg kunne ikke gå ind i at bestemme lærkespore- og guldstjernearter, men der var rigeligt med begge, især lærkesporer, sandsynligvis hulrodet, i alle farvenuancer og en del afblomstrede som jeg gætter på var liden lærkespore. Der var hvid anemone overalt, tre gule anemoner, én lungeurt, en stor bestand af ramsløg (i knop), vældig mange fireblad, masser af almindelig bingelurt, masser af fladkravede kodrivere og naturligvis vorterod.

Læsning i naturstyrelsens vandretursfolder afslørede, at den del af skoven vi besøgte drives som stævningsskov. Jeg havde godt nok undret mig over skovens karakter, det lignede umiddelbart hasselbuske med overstandere af store løvtræer, men ingen af buskene kunne alligevel bestemmes til hassel ved nærmere  eftersyn. Forklaringen var altså, at det var stævnede aske- og elmetræer - gud ved om den rige skovbundsflora havde noget at gøre med driftsformen?

16. april 2012

Tranetur med Danske Torpare 25. marts 2012


25.03.12
Denne dublerede tur skulle vise sig at falde på en skøn varm forårsdag. Vi begyndte i Naturum Vattenriket hvor vi var nogle som så vandrefalkeparret som igen i år yngler på vandtårnet i Kristianstad. Det var dog kun de som var først på pletten som fik se den ene falk sidde på Hellig Trefoldighedskirkens spir. Den fløj hurtigt bort og så var der kun den rugende fugl i redekassen tilbage. Den var ikke helt let at se. I kortege fortsattes til fugletårnet på Åsums Ängar. Her så vi turens første fire traner, kanadagæs, grågæs og en meget tidligt ankommen atlingandrik, som lå og hvilede sammen med en flok krikænder i den "blå bården" mellem engen og rørskoven. 

Fra Åsum fortsatte vi langs Hammarsjöns sydvestbred mod Åhus. Langs denne rute plejer man at kunne se småflokke af rastende traner, men idag var der ingen. Tranefodringen i Pulken var i begyndelsen af årets tranesson meget effektiv og stort set alle områdets traner opholdt sig dér. 
Vi ankom til Äspet, en strandengslokalitet på kysten ved Helge Ås nordlige munding, og vandrede ud til Fugletårnet ved Korran. Korran er en lagunesø dannet af en krumodde som har lukket sig og på en sandet ø ude i lagunen var klyderne allerede igang med at anlægge koloni. En hel del hidsige store præstekraver var også på plads og pilede omkring som mekanisk legetøj. De prægede i høj grad lydbilledet, sammen med strandskader og klyder. Blandt de mange andearter bemærkedes især gravand, krikand og et forelsket hvinandepar. 
Fra Äspet havde man idag en udmærket udsigt, i Nordøst sås Landöns Skärgård, den sydligste udløber af den skærgårdskyst som fra Skånes nordøstkyst fortsætter det meste af vejen op langs Sverige. Mod syd kunne vi, omend i modlyset fra en strålende sol, som der i øvrigt ingen klager skal lyde over, se ned langs Ålakusten til Stenshoved. Når man ved, at det meste af Sveriges kyst består af skærgård forstår man, at Ålakusten er en eksotisk og populær sommerferiedestination for svenskere der bor oppe i landet. For os danske, derimod, ser den milslange sandstrand meget hjemlig ud. 

Endelig drog vi afsted mod dagens hovedmål, Pulken. Jeg havde om morgenen optalt 2948 traner som havde overnattet. Da vi nåede frem til Pulken var antallet vokset til 3200 fugle, som for størstedelens vedkommende opholdt sig omkring foderpladsen hvor de havde selskab af en hel del gravænder. Vi studerede først tranerne fra min have, hvor vi indtog kaffe og kage i varmen på sydsiden af huset. Om vi så en af Härnestads storke har jeg simpelthen glemt. Storkene er blevet en så selvfølgelig del af Pulkens møblement, så jeg efterhånden glemmer at notere dem.
Fra Härnestadsvägen 127 vandrede vi ud til Utemuseet og oplevede nu tranerne på nærmeste hold. De fleste former for normal traneadfærd blev set, incl. dans. Tranerne var idag et næsten altoverskyggende landskabselement, men blandt de mange traners trompeterende råb kunne af og til den store regnspoves boblende trille udskilles og i Pulkens vandflader lå knarænder, gråænder og krikænder medens en han rørhøg blev årets første for mit vedkommende. Efterhånden som klokken nærmede sig de halv seks begyndte folk så småt at bryde op, men vi var nogle som blev og nød tranerne til kl 18:15.

12. april 2012

Det er tydeligt, at tranevåren er på retur, men her er stadig mange traner.  Lige nu står der 800 traner i Pulken. Man bemærker, at andelen af 2K fugle, altså fugle som er lidt under et år gmle og som netop har gennemført deres første tur til vinterkvarterene og retur, er stigende. Det har været interessant at følge hvordan tranerne har udnyttet Pulken i år. Først var der en periode hvor de næsten allesammen kun fouragerede på matningsfältet; resten af Kristianstadslätten var stort set støvsuget for traner i den periode. Derpå fulgte en tid, hvor fuglene fløj ud hver morgen. Man kunne høre gaskanonerne lyde og de fleste (?) vendte så tilbage til Matningsfältet, men der bemærkedes en vilje til erobring af de nysåede marker. Endelig kom en periode, som stadigvæk står på, hvor tranerne pludselig blev interesserede i at fouragere i hele Pulken og - til stor fornøjelse for os - på marken lige syd for mit hus. Denne periode begyndte med et vejrskifte til vådere vejr. Er det orm de plukker? I hvert fald har det i den seneste uge været almindeligt at se traner gå omkring på marken, vel blot 30-50 meter fra min hæk.

Et højdepunkt indtraf under en lille uge siden. Der kom pludselig sne, tranerne var sortagtige mod sneen i stedet for lyseblå mod græsset. Jessica, Solveig, Ingeborg og jeg var ude for at se på det. Da opdagede jeg en død trane som lå på engen, ca 200 meter vest for Utemuseet og lige under el-ledningerne. Det var en 2K trane, som efter al sandsynlighed var fløjet på ledningerne. Jeg bar den hjem og jeg og børnene tegnede den på stuegulvet. Siden målte vi den og den ligger nu i fryseren. Den vejede 6050 gram og havde et vingefang på ca 215 cm.

Hver dag byder på noget, i forgårs stod pludselig to sølvhejrer mellem Pulkens traner. Alle svømmeænderne er her, undtagen atlingand, som jeg venter når som helst. Spidsand er her hver dag - og det er ikke helt sædvanligt. Der gik faktisk et par år før jeg så min første spidsand  i Pulken.

Idag er knarændernes antal fordoblet - til fire, men nu er der kommet en hun, og de ligger og puster sig op derude, laver gryntefløjt og snerrer.

4. april 2012

Traner og kobbersnepper

Der står to store kobbersnepper i nord-Pulken. Dem har jeg ventet på. Der er set stor kobbersneppe i Pulken ultimo marts i år, det er jo fint, men jeg er ikke tilfreds för jeg ser dem selv. Man vil så gerne have at de kommer tilbage, de smukke kobbersnepper, med deres tossede sangflugt og evindelige sang, og de har det ad helveds til i hele Nordeuropa og man er så glad for, at de forsöger at yngle netop her, her i Pulken.
Bare de ville.
Det spirer grönt i vandfladerne og på en stille morgen er vandet koboltblåt og oversået med farvestrålende änder, isär gravänder og gråänder og svanerne gör jo meget väsen af sig, men ser man efter opdager man krikändernes vandrette hvide striber mellem dunhammerens vinterstandere, knarandrikkernes fine askegrå tertiärer og sorte bagpartier og spidsänderne, som er rusttonede i det hvide af det jernholdige vand; jo tak, vi kan smage det helt ind i blandingsbatterierne.

Men nu er det nat, nästen helt stille og viberne synger. Tranerne står nu i nord-Pulken, som de af en eller anden grund foreträkker for tiden. Der skal väre omkring 1600 lige nu. Jeg har ikke selv talt dem i flere dage, har simpelthen haft for travlt. Det var min plan, at göre det nu til aften, men tiden i fugletårnet faldt Solveig og Ingeborg lang, så der blev ikke noget af det.
Men hvordan er det så fat med tranevåren lige nu? Vinden har i nogle dage väret ugunstig for traneträk og f.eks. idag er kun få fugle ankommet i den svage sydöstlige vind. I de kommende dage skal den dreje over i sydvest og det er godt tranevejr, så hvis der er flere i posen kan der komme tranefald. Tranerne er på det seneste blevet glade for at stå ude på marken lige syd for vores hus og af og til er de tät på. Nyt er det, at de også er begyndt at gå närmere og närmere på Utemuseet. Når jeg nu står der og iagttager dem i teleskop, ser jeg ting som jeg aldrig har set för - f.eks. har jeg nu to gange set en trane med helt sort krone - som den nybeskrevne tranerace fra Armenien - sort krone er åbenbart også indenfor variationen af Grus grus grus.
Siden topdagene, som faldt ultimo marts, har antallet väret relativt stabilt i omegnen af tretusinde (hvilket må siges at väre höjt) indtil idag, som markerer et fald. Hvis jeg skal forsöge mig med en traneprognose (hvad jeg ofte bliver opfordret til) er den, at her vil väre over tusinde fugle også i påskedagene, med mulighed for tilträk på vestenvindsdage med klart vejr. En gang i näste uge vil antallet falde til omkring 500 og ret hurtigt derefter vil der kun väre et mindre antal 2K fugle og krigsinvalider tilbage.