TRANEVÅR 2017 UDSTILLING 20. MARTS – 17. APRIL KL. 10:30 – 17:00 VELKOMMEN!

30. marts 2013

KONSTRUNDA

Tranerne venter vi på endnu, men her er andre tobenede gæster. Konstrundan er begyndt, og mange lægger vejen her forbi. Solveig og Ingeborg har nu ændret opfattelse fra, at far leger at han holder udstilling (se forrige indlæg), til at far har en slags "Tranebutik".
Denne tid byder på mange kære gensyn; folk som har besøgt os under de tidligere udstillinger, venner og gode gamle kendinge. I dag var bl.a. foreningen Hellebæk Kohaves Venner forbi. De har været her på tranetur vistnok hvert eneste år jeg har udstillet og i år kunne vi dele den mærkelige oplevelse, at skue ud over Pulken den 30. marts uden traner! Bedst som jeg sad og skrev fakturaer inde ved skrivebordet lød et råb ude fra haven: "Traner!" og ind over Pulken fløj et tranepar i paradeflugt med kippende vingeslag. De vendte og slog et sving ind foran haven. Trane fik Kohavevennerne trods alt i bogen!
I dagens løb har jeg også kunnet vise mine udstillingsgæster kongeørne, havørne, glenter og musvåger. Vist er her fugle, selvom hovedpersonerne tøver med at indfinde sig.

Jeg ved ikke om DMI's tidøgnsprognose gør hverken til eller fra. Den ændrer sig som vinden blæser, men nu begynder den at se lovende ud - Ostseebad Prerow får noget der ligner gunstigt trækvejr næste weekend - let vestlig vind og solskin.

Jeg sidder alligevel bare her, så jeg tager hvad der kommer. Nu til aften lød traneråb fra syd-Pulken. Skønt at høre, det har man ikke hørt længe. En stille aften! Vindmøllerne står stille, peger hver sin vej, men mest mod nordøst. Solsorten synger.
Bedst som himmelen bliver rosa over Linderødsåsen stryger en mosehornugle ned langs stendiget, lander på en pæl og pudser sine fjer.


Nyt skilt!

Hele huset med skilte, heksekoste og skraldespande.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar