FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

11. marts 2013

NORDØSTENKULING

Det værst tænkelige vejr har mange ansigter. Et af dem er kuling fra nordøst, som vi har haft her den 8. - 10. marts, med tilhørnde temperaturfald til -5° i de koldeste nætter. Hvis der så blot havde været sne med, vandstanden i Pulken er usædvanlig lav, efter en tør vinter, men det har været barfrost og bidende koldt.

Vejrfuglene har reageret forudsigeligt i perioden og vibe, trane og sanglærke har jeg ikke set siden den 7. marts - før idag. Vinden er nu løjet af og selvom den stadig er nordøstlig har jeg hørt sanglærke over haven  og kl. 18:20 stod der igen traner ude i engen, denne gang to stykker.

Jeg tog en lille tur rundt i landskabet, for at se hvordan det stod til. På strækningen Yngsjö til Åhus Kärr sås ca 40 sangsvaner og hundredevis af grå- og skovsædgæs. Et par viber gik på en pløjemark, i et område hvor jeg så mindst tredive for en uges tid siden. I højde med Furuboda kredsede en kongeørn kortvarigt, inde over Egeside Träsk.

Der er begyndt at være en del gæs i Pulken nu. De græsser ude i vest, ned mod åen, dagens højeste tælling løb op i 360 blandede Anser-gæs. En ordentlig flok har også græsset på marken lige ovre på den modsatte bred af åen, men set her hjemme fra er afstanden derover for stor til at jeg kan tælle op.

For tiden overnatter gæs og svaner ikke i Pulken, som er tilfrossen. Det er lidt trist, at måtte undvære deres nattesnak, men de kommer igen, så snart Pulken bliver isfri og prøver prompte, i mindre antal, så snart en våge er åben.