FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

20. marts 2013

UDSTILLINGSÅBNING OG TRANEPROGNOSE 20. MARTS



Jessica Lee Hjort har designet årets plakat

Pulken, 20.03.2013

Så har jeg åbnet årets traneudstilling! Jeg havde to gæster, det er nok bundrekord, men jeg kan ikke klage over mit interesserede publikum, to journalister, som fik en times foredrag om alt dét, vi ikke lige kunne se idag - Åsa Pearce fra Vattenriket og Tomas Krämer fra Nordis Magazin und Reisehandbuch. Det lykkedes Tomas at tage et super godt stemningsbillede fra Graften, med en ræv som sniger sig ind på en fiskehejre!

Der er en del som spørger mig om hvordan det forholder sig med traner i Pulken lige for tiden. Det er hurtigt overskuet, af og til kommer et af de lokale ynglepar forbi og der er ingen trækgæster endnu. Tranerne står, så vidt jeg kan forstå, i Tyskland lige nu, jeg mener det var den 13. marts, at Diepholzer Moorniederung havde 19.000. 13. marts er der rapporteret "tusinder" fra Meuse, Frankrig og noget af det seneste jeg har kunnet finde er sølle 365 i Hessen 16. marts. Hvis nogen er bedre til at gennemskue hvor tyskere og franskmænd rapporterer deres observationer end jeg er, tager jeg med kyshånd mod tips.

Det ser ud til, at vinden holder sig i det østlige hjørne frem til den 27. marts, med temperaturer under frysepunktet. Omkring dét tidspunkt drejer vinden om i vest og temperaturen her stiger over frysepunktet i dagtimerne. Nede i det tyske er udsigten for 28. marts 5°C, vind SV og V 3 og en del regn. 29.marts kommer mindre regn og vind SV 2. Det burde være udmærket trækvejr for traner, de kan trække selvom der ikke er termik og er glade for medvind.

Jeg tror ikke der kommer traner til Pulken før de har nået at reagere på vejrskiftet. Man skal også huske på, at tranernes hovedstyrke for så vidt ikke er forsinket - kun fortroppen. 2009-2012 har antallet i Pulken ligget mellem 500-1000 omkring 20 marts. Antallet plejer at kulminere i Pulken omkring 1. april - få dage efter det første større tiltræk. Traner kan flyve direkte fra Havelluch i Brandenburg, vest for Berlin, til Pulken. Det bør betyde, at tranerne lige nu befinder sig to-tre dagsrejser borte.

Derfor går jeg heller ikke lige nu, og forventer en flok traner hvornår det skal være, jeg regner med, at de tager det roligt, for i modsætning til mig, holder de deres tidsplan. Men derfor er det naturligvis alligevel usædvanligt, at der er nul traner i Pulken den 20. marts.

Når jeg så en gang imellem kigger ud ad vinduet i en pause mellem indramning af billeder, maleri, blogopdatering og tekstgennemgang til vores nye traneadfærdsfolder, så ser jeg af og til en spurvehøg stryge igennem haven og lige før kom en skovsneppe flyvende lavt over græsplænen. Eller en havørn laver en vending over skoven og så står der nogle rådyr - og så ser jeg stadigvæk en gammel hvide bil ude på marken. Måske smelter den, sammen med sneen?. Det er meget stille og roligt og rigtig dejlig koldt.


Roderi og sne, jeg rammer stadig billeder ind. 
20.03.2013

Det blå,dér, ved Utemuseet var det nærmeste vi kom til traner igår. Det er en planche, med en traneflok.
19.03.2013
Snedækket midlertidig P-plads med nord-Pulken som lysende isflade i mellemgrunden
15.03.2013

Härnestadsvägen mod krægekrattet og p-pladsen.
15.03.2013

Ned langs stendiget mod syd-Pulken, nu med handicap-parkering!
15.03.2013