TRANEVÅR 2017 UDSTILLING 20. MARTS – 17. APRIL KL. 10:30 – 17:00 VELKOMMEN!

15. april 2013

SANDSTEPPEHØG

Så ekstremt og unødvendigt smuk er steppehøgehannen. Åhus 15.04.2013.

VARMEGENNEMBRUD

Diset, svag sydøstenvind og varmegennembrud.

Blandt formiddagens ærinder var indkøb i Åhus. Jeg kører ad vej 118, det er et giftigt vejr og jeg tænker ringdrossel og spejder ivrigt. Spotter en sort drossel på en sandet hesteeng og jeg standser, bakker ind til siden og konstaterer solsort. Jeg passerer Helge Ås nordlige gren, straks efter åbner landskabet sig igen - sandede brakmarker, hvor de blå kærhøge holder af at jage. Pludselig får jeg øje på en kærhøg, som flyver lige over rabatten i den modsatte side af vejen, så lavt, at jeg ser ned på dens overside. Ikke meget sort på de vingespidser. Sekundet efter er jeg oppe på siden af den, og kører nu parllelt med en adult han steppehøg i øjenhøjde på 10 meters afstand!

Jeg får lavet det, som på svensk hedder en "fulparkering" og kaster kikkerten til øjnene - et gyldent syn. Helt lys og kontrastløs med gult, stikkende øje og sorte håndkiler, så pisset i sne som noget vejskilt og med den frostsvedne sandsteppe som baggrund. Sandsteppehøg!

Steppehøgen tog højde og røg ind over poplerne ved den sydlige indfart til Åhus. Den fortsatte nordøst på, langs åens ledelinie og var borte.

Hvor heldig kan man være. Hvis jeg ikke havde tjekket den solsort, havde jeg passeret høgen mens den var skjult bag Helge ås ellegalleri.

Hit på hit
Hjemme igen dukker så Rune op, det er hans første besøg ved Pulken i tranetiden, mens jeg kører på sjette år. Rune går ud til fugletårnet. Desværre ser jeg ingen af hans sms-beskeder om at der ligger en sort glente og kredser over mit hus. Jeg har nemlig telefonen liggende inde i stuen og står selv i haven og fremviser  en gammel havørn, som finder det for godt, at slå et sving over mit birketræ - og jeg har, for at komplettere billedet, lånt min kikkert ud.

Til aften melder Björn hærfugl fra Sånnarna, der er rødhalset gås på Isternäset og i Pulken står der stadigvæk 1000+ traner. Der gik en bølgende dans i syd-Pulken til aften.

Tranevåren i år bliver bare ved - der har ikke været nævneværdigt tiltræk idag, men igår kom en hel del traner ind fra stik vest, hvilked var en overraskelse for mig. Jeg havde spejdet en del fra haven uden at se en eneste - men de kom så også fra netop den vinkel, som jeg har dårligst udsyn til.
Jeg har holdt åbent idag og kommer også til at have åbent imorgen og næste weekend. Overvejer om jeg skal ta hele ugen med. Jeg har ikke haft så mange gæster idag - måske ville det hjælpe, hvis jeg fik ændret min udstillings slutdato på plakaten henne på Pulkens p-plads. Dér står, at jeg lukkede igår.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar