TRANEVÅR 2017 UDSTILLING 20. MARTS – 17. APRIL KL. 10:30 – 17:00 VELKOMMEN! LUKKET MANDAG 27. EFTERMIDDAG!

31. marts 2013

FØRSTE BØLGE AF NORDTRÆKKENDE TRANER HAR RAMT PULKEN

Påske Dag har været en lang, solrig forårsdag med god termik og musvågeskruer på himmelen. I dagens løb har bl.a. en stor tornskade og 30 bjergirisker rastet, en fjeldvåge trak nordover og det samme gjorde formodentlig en havørn. Det stille vejr og trækbevægelserne gav anledning til en vis forhåbning om, at også nogle traner eventuelt ville våge springet over Østersøen.

Vi skulle dog helt frem til kl. 18:15, før et blik udover Pulken afslørede fem rastende traner. Et, efter forholdene, uhørt antal - en flok!

Så hurtigt det overhovedet var muligt var vi ude ved Utemuseet, men kom dog for silde - de fem traner passerede lige over vore hoveder og fortsatte trækket mod nordøst.
Snart efter fulgte en flok på 11, som kom ind fra syd og gik lavt ned over Pulken, dog uden at lande. Også de fortsatte i nordøstlig retning og i løbet af den næste time yderligere 1+6+8 traner mod nordøst, mens 5-7 fugle lod til at blive i Pulken-Egesideområdet. I aftenens løb var mindst fem fugle nede og stå i Pulken, trods en ræv, som tværede over engen ved Pyramiderne.
I mørket lyder nu traneskrig fra Pulken. Dagens traner er uden tvivl fugle, som er lettet fra Rygen eller Brandenburg i dagens løb; herfra kan det vist kun gå én vej.


Trane trækkende mod nordøst over Graften, aften 31. marts 2013
Skumring over Pulkens Utemuseum 31. marts 2013

En havørn flyver mod overnatningspladsen i Egeside Träsk, i baggrunden den snedækkede Linderødsås, aften, 31. marts 2013.
Kredsende havørn over Pulken


30. marts 2013

KONSTRUNDA

Tranerne venter vi på endnu, men her er andre tobenede gæster. Konstrundan er begyndt, og mange lægger vejen her forbi. Solveig og Ingeborg har nu ændret opfattelse fra, at far leger at han holder udstilling (se forrige indlæg), til at far har en slags "Tranebutik".
Denne tid byder på mange kære gensyn; folk som har besøgt os under de tidligere udstillinger, venner og gode gamle kendinge. I dag var bl.a. foreningen Hellebæk Kohaves Venner forbi. De har været her på tranetur vistnok hvert eneste år jeg har udstillet og i år kunne vi dele den mærkelige oplevelse, at skue ud over Pulken den 30. marts uden traner! Bedst som jeg sad og skrev fakturaer inde ved skrivebordet lød et råb ude fra haven: "Traner!" og ind over Pulken fløj et tranepar i paradeflugt med kippende vingeslag. De vendte og slog et sving ind foran haven. Trane fik Kohavevennerne trods alt i bogen!
I dagens løb har jeg også kunnet vise mine udstillingsgæster kongeørne, havørne, glenter og musvåger. Vist er her fugle, selvom hovedpersonerne tøver med at indfinde sig.

Jeg ved ikke om DMI's tidøgnsprognose gør hverken til eller fra. Den ændrer sig som vinden blæser, men nu begynder den at se lovende ud - Ostseebad Prerow får noget der ligner gunstigt trækvejr næste weekend - let vestlig vind og solskin.

Jeg sidder alligevel bare her, så jeg tager hvad der kommer. Nu til aften lød traneråb fra syd-Pulken. Skønt at høre, det har man ikke hørt længe. En stille aften! Vindmøllerne står stille, peger hver sin vej, men mest mod nordøst. Solsorten synger.
Bedst som himmelen bliver rosa over Linderødsåsen stryger en mosehornugle ned langs stendiget, lander på en pæl og pudser sine fjer.


Nyt skilt!

Hele huset med skilte, heksekoste og skraldespande.

27. marts 2013

ØRNE, ØSTENVIND OG NUL TRANER

Forleden dag, da jeg indskærpede, at ungerne ikke må klatre på ryglænet af sofaen, "især ikke når vi holder udstilling", som jeg sagde, spurgte Solveig: " Far, den udstilling, er det bare noget du leger?".

Et fuldstændig logisk spørgsmål, stillet af en klog pige på fire år, som godt kan analysere en situation. Ingeborg og Solveig er vant til, at der er masser af gæster i huset dagen igennem når vi har udstilling og forleden havde vi endnu ikke haft en eneste.

Det har vi så haft siden, nemlig 13, så der er stadig et stykke igen, før vi når op på sidste års 1000 gæster.

Det formaledide vinterhøjtryk har bidt sig fast og tranerne står stadig i Tyskland. Her har jeg ingen set, siden to fugle den 16. marts. Det er ikke kun tranerne, som lader sig forsinke af det kolde vejr. Pulken er stadig fuld af græssende sædgæs, som normalt burde være trukket nordpå ved denne tid. Også havørn er usædvanlig talrig nu. Igår kl. 12:30 kunne mindst fem havørne ses fra haven på én gang - sammen med en adult kongeørn, en fjeldvåge og fire musvåger.
Senere på dagen fouragerede en stor tornskade meget aktivt omkring stendiget, henne ved Pulkens p-plads. Stor tornskade har optrådt jævnligt siden begyndelsen af marts, hvor en meget hvidbrystet fugl ankom, men dette var en ny stor tornskade, en fugl med mørkt grårosa bryst i god kontrast til den hvide strube.

Lærken er kommet tilbage, efter ca 10 dages fravær. Hulduerne har holdt kulden ud og i morges hørte jeg rørspurven kalde. Viberne, som var her i de lune dage primo marts, er trukket sydpå igen, dem venter vi på - og så venter vi i den grad på tranerne.
Det er lærerigt - man er jo, som en anden stenaldermand, gået hen og blevet afhængig af noget så uforudsigeligt som tranernes forårstræk og dermed vejr og vind. "En helt ny form for økologisk landbrug", som Red Warszawa synger. Man siger, at landmænd altid brokker sig, i skulle høre mig.

Hvornår kommer tranerne?
Vejrudsigten for Härnestad siger mere østenvind, men det er svært, at konkludere på udsigten for Härnestad. Et blik på vejret der hvor tranerne må formodes at opholde sig i den nærmeste tid, giver et bedre fingerpeg: Den siger, at Brandenburg får nordvestlig vind i påsken, mens Ostseebad Prerow og Rygen får skiftende vindretninger fra Påske Søndag og prognosen ud (til og med fredag). Det er muligt, at tingene falder i hak på et eller andet tidspunkt i perioden.
Hvis ikke vejret udløser nordgående tranetræk, kommer det før eller senere til at blive tidsfaktoren. Da jeg var en ung, grøn ornitolog i slutningen af 1980'erne forbandt jeg tranetræk med midten af april. Det har jeg siden undret mig noget over, for i Pulken er det så absolut den sidste martsuge og den første apriluge, som plejer at stå i tranens tegn. Jeg begynder at overveje, om ikke forklaringen på min ungdommelige sammenkobling af dronningens fødselsdag og tranetræk kan være, at vi i 1980'erne havde nogle meget hårde vintre?







20. marts 2013

UDSTILLINGSÅBNING OG TRANEPROGNOSE 20. MARTS



Jessica Lee Hjort har designet årets plakat

Pulken, 20.03.2013

Så har jeg åbnet årets traneudstilling! Jeg havde to gæster, det er nok bundrekord, men jeg kan ikke klage over mit interesserede publikum, to journalister, som fik en times foredrag om alt dét, vi ikke lige kunne se idag - Åsa Pearce fra Vattenriket og Tomas Krämer fra Nordis Magazin und Reisehandbuch. Det lykkedes Tomas at tage et super godt stemningsbillede fra Graften, med en ræv som sniger sig ind på en fiskehejre!

Der er en del som spørger mig om hvordan det forholder sig med traner i Pulken lige for tiden. Det er hurtigt overskuet, af og til kommer et af de lokale ynglepar forbi og der er ingen trækgæster endnu. Tranerne står, så vidt jeg kan forstå, i Tyskland lige nu, jeg mener det var den 13. marts, at Diepholzer Moorniederung havde 19.000. 13. marts er der rapporteret "tusinder" fra Meuse, Frankrig og noget af det seneste jeg har kunnet finde er sølle 365 i Hessen 16. marts. Hvis nogen er bedre til at gennemskue hvor tyskere og franskmænd rapporterer deres observationer end jeg er, tager jeg med kyshånd mod tips.

Det ser ud til, at vinden holder sig i det østlige hjørne frem til den 27. marts, med temperaturer under frysepunktet. Omkring dét tidspunkt drejer vinden om i vest og temperaturen her stiger over frysepunktet i dagtimerne. Nede i det tyske er udsigten for 28. marts 5°C, vind SV og V 3 og en del regn. 29.marts kommer mindre regn og vind SV 2. Det burde være udmærket trækvejr for traner, de kan trække selvom der ikke er termik og er glade for medvind.

Jeg tror ikke der kommer traner til Pulken før de har nået at reagere på vejrskiftet. Man skal også huske på, at tranernes hovedstyrke for så vidt ikke er forsinket - kun fortroppen. 2009-2012 har antallet i Pulken ligget mellem 500-1000 omkring 20 marts. Antallet plejer at kulminere i Pulken omkring 1. april - få dage efter det første større tiltræk. Traner kan flyve direkte fra Havelluch i Brandenburg, vest for Berlin, til Pulken. Det bør betyde, at tranerne lige nu befinder sig to-tre dagsrejser borte.

Derfor går jeg heller ikke lige nu, og forventer en flok traner hvornår det skal være, jeg regner med, at de tager det roligt, for i modsætning til mig, holder de deres tidsplan. Men derfor er det naturligvis alligevel usædvanligt, at der er nul traner i Pulken den 20. marts.

Når jeg så en gang imellem kigger ud ad vinduet i en pause mellem indramning af billeder, maleri, blogopdatering og tekstgennemgang til vores nye traneadfærdsfolder, så ser jeg af og til en spurvehøg stryge igennem haven og lige før kom en skovsneppe flyvende lavt over græsplænen. Eller en havørn laver en vending over skoven og så står der nogle rådyr - og så ser jeg stadigvæk en gammel hvide bil ude på marken. Måske smelter den, sammen med sneen?. Det er meget stille og roligt og rigtig dejlig koldt.


Roderi og sne, jeg rammer stadig billeder ind. 
20.03.2013

Det blå,dér, ved Utemuseet var det nærmeste vi kom til traner igår. Det er en planche, med en traneflok.
19.03.2013
Snedækket midlertidig P-plads med nord-Pulken som lysende isflade i mellemgrunden
15.03.2013

Härnestadsvägen mod krægekrattet og p-pladsen.
15.03.2013

Ned langs stendiget mod syd-Pulken, nu med handicap-parkering!
15.03.2013




17. marts 2013

PROGNOSE FOR TRANEVÅREN 2013 / PROGNOSIS CRANES AT PULKEN 2013





Så er vi fremme ved den 16. marts. Idag for et år siden var her 300 traner og den første ladning byg kørtes ud på matningsfältet. Da var det lunt og Kristianstadslettens bønder havde sået allerede under den første martsuge. I år er situationen noget anderledes. Jeg kigger ud på Pulken, som stadig er dækket af sne og is. Det ser ikke ud til, at der kommer til at stå 300 traner derude i aften.
I år har jeg blot noteret op til 11 traner og jeg har kun konstateret traneovernatning ved ét tilfælde (dog var jeg ikke ved Pulken om aftenen den 7.-8. og 13. marts). Idag var to traner kortvarigt på foderpladsen i Pulken, sikkert et ynglepar fra Egeside, som ville se om der mon vankede noget. Det gjorde der naturligvis ikke.

Det kold vejr stimulerer ikke tidligt tranetræk, iøvrigt er vinden i øst, hvilket er dårligt vejr for Pulken. Her skal vi helst have vestlig vind som dels giver varme, dels presser tranetrækket ud mod østkysten. At det er så koldt gør, at tranesæsonen i år kan komme til at blive meget koncentreret. Sidste år var sæsonen lang - ca 16. marts - 15. april. Kulminationen indtraf den 26. marts, hvor ca 6900 traner rastede. Man kunne ellers have troet, at sidste års mere udtrukne sæson ville gøre, at sæsonens højeste tælling ville være markant lavere end de 7200, som blev sæsonmaximum i 2011, men det blev ikke tilfældet.

Nu er der jo ingen som rigtig ved hvor mange traner der passerer igennem Pulken i løbet af et forår, men at det bliver flere og flere, kan der vist ikke herske tvivl om. Måske kan mængden af korn, som bliver kørt ud give et fingerpeg. I 2012 blev der så vidt jeg husker kørt 30 ton ud, mod ca 17 ton i 2011. Selvom dette nok ikke kan omregnes til, at der passerede dobbelt gange så mange traner i 2012 som i 2011 kan det muligvis betyde, at der var en del flere fugle. Det jeg vil frem til er, at det kommer til at blive meget spændende at se hvad der vil ske i år. Sæson 2013 tegner som sagt allerede til at blive mere koncentreret. Vil det betyde, at kulminationen vil byde på en ny rekordtælling? Vi får se. 

I mellemtiden maler jeg på livet løs, jeg arbejder lige nu med en flok af traner som udfører forskellige former for adfærd. Jeg var netop blevet færdig med et billede og undervejs havde jeg skitseret på en anden komposition, en viderebearbejdning af den komposition jeg netop havde afsluttet, som jeg så skitserede videre på, på en fotokopi. Da jeg så trak stregerne op på lysbordet havde jeg pludselig et Matisse maleri på papiret, underligt, at den slags ting pludselig dukker op - jeg vil tro, at det er ting som ligger i underbevidstheden og som ikke bruges bevidst, når jeg komponerer billeder, men simpelthen indgår i underbevidsthedens lager af referencer.

Traneudsigt.
Der stadig koldt og der er værre vejr i vente. Ned til -12° C og snestorm er stillet i udsigt for den kommende uge. Det er ikke et vejr, som kommer til at udløse tranetræk. Tværtimod er det nærmest noget af en incident. Tranerne er blevet overraskede af vejret og fra Tyskland har jeg modtaget følgende melding:
"the cranes are HERE, 300 meters from the house and in the villages nearby: Nearly 5000 dropped down a week ago, seemingly very weak and exhausted and since then we tried to feed them...Others got lost in a fog-accident...and the public is very concerned about these cranes beccause never before they came down in such an ammount and never before they stayed for so many days...."
- Carsten Linde Bösinghausen, Tyskland.

Det betyder altsammen, at tranevåren i Pulken kommer relativt sent igang. Jeg har konsulteret DMI´s femtendøgnsprognose og ifølge den kommer det til at være koldt til og med den 27. marts. Derefter stiger temperaturen markant og det er sandsynligt, at det vil udløse massivt tranetræk. Mit bedste gæt er, at der vil ankomme massive mængder af traner til Pulken den 29.-31. marts. DMI angiver ingen vindretning, men særligt hvis vinden bliver vestlig, kan det komme til at dreje sig om traner i meget store antal, fordi fuglene nu er koncentreret og fordi de på det givne tidspunkt vil være vældig ivrige efter at trække.

English summary:
Cranes are now stuck in Germany due to cold weather. In the approaching week temperatures in Pulken will drop to -12°C and a blizzard is heading our way on tuesday. This should hold the cranes back on their German roosting sites. On 27. march temperatures will rise and that will probably trigger massive crane migration. I expect a massive influx of cranes at Pulken immidiatly after the rise in temperature, probably during 28-31. march. If the wind at that time turns out to be westerly, there is a good possibility that this influx will become indeed very spectacular.
Meanwhile I am preparing my exhibition, painting cranes and working on varioys compositions. The one seen below turned up as I was elaborating on a scetch which I had photocopied. I was working at the light-table, drawing up the lines and there were about 30 cranes on the sheet but when I reached this point I was surprised: A Henri Matisse composition had appeared. I am not working actively with that sort of references, but most likely it is a part of the unconcious pool of references upon which I feed. This time, though, it became so obvious, that I noticed.



14. marts 2013

TRÆKGÆSTER OG SNEVEJR


Mosehornugle 1 km øst for Hommentorp, 14.03.2013.
Sneen falder igen, men foråret er alligevel i anmarch, det er der ingen tvivl om. Hver dag ses nye tegn, som peger mod forår: Trækkende lærker, syngende bogfinke, trommende flagspætte og også det tidlige forårstræk af en række andre arter afslører sig, diskret men afgjort. En stor tornskade f.eks. Den art har jeg ikke set i Pulken i vinterens løb, så når en tornskade pludselig sidder og spejder ude i kæret, må det være en trækgæst, som har slået sig ned i Pulken.

En anden ting man bemærker i denne tid, er den tiltagende mængde af trafikdræbte ildere og skov/mosehornugler. Ilderne er forårskåde og det koster mange af dem livet, at fjolle rundt på vejene. Man ser ikke meget til ilderen i øvrigt, men at det er en ret almindelig art får man bekræftet hvert forår, når man kører en tur.
Forårstrækket af skov- og mosehornugle ser man også afspejlet langs vejene, hvor trafikdræbte skov/mosehornugler er et almindeligt syn nu. De to arter er svære at adskille med 110 km/t på E22, men idag var jeg heldig også at støde på en levende ugle. En fugl som sad i toppen af en ensom eg 1km øst for Hommentorp lignede umiddelbart en tårnfalk, men farven var forkert. Det viste sig at være en flot og bistert udseende mosehornugle, som havde sat sig på et for arten ret atypisk sted. Den lod mig komme nær, før den lettede og gled om bag bakken.

Pulken er nu fourageringsområde for en hel del gæs - 800 sædgæs er rapporteret for et par dage siden og også grågæssene er rigeligt repræsenterede. De grå går parvis i engen og er sikkert allerede grundigt i stødet til ynglesæson 2013.

Havørnene er tyndet noget ud i antal, på det seneste, men i forgårs rastede alligevel tre havørne i syd-Pulken, da Solveig, Ingeborg og jeg var på opdagerfærd. Havørn er en almindelig vintergæst i Pulken fra oktober til primo marts, hvorefter de stationære fugles antal dajer mærkbart. Forårstrækkende havørne ses regelmæssigt til begyndelsen af april.

English summary:
Snow is falling, again, but the coming of spring is evident in subtle ways. Singing chaffinches, migrating sky larks, drumming woodpeckers and the sudden occurense of species not seen for long: A roosting great grey shrike in Pulken, a species which I have not seen during winter, must be a roosting migrant. The northward migration of long-eared- and short-eared owl is also evident, judging from the roadkills along highway E22, but today I also chanced upon a live owl 1 km east of Hommentorp. A bird, first thought to be a kestrel, did not show the rufous upperparts of that species, so I pulled over and had fine views of a short-eared owl, rather oddly perched in the top of a lone oak tree.

On Pulken foraging bean geese are a common sight just now - up to 800 have been counted, along with fewer greylag geese. White-tailed sea-eagles are still present, three roosting birds were seen on the 12 March.  These eagles are common winter guests here, but around this time of year stationary birds are getting fewer. Migrants occur regularly until early april. 


Trane, 12.03.2013

Stor tornskade, feltskitse fra Pulken 12.03.2013






11. marts 2013

NORDØSTENKULING

Det værst tænkelige vejr har mange ansigter. Et af dem er kuling fra nordøst, som vi har haft her den 8. - 10. marts, med tilhørnde temperaturfald til -5° i de koldeste nætter. Hvis der så blot havde været sne med, vandstanden i Pulken er usædvanlig lav, efter en tør vinter, men det har været barfrost og bidende koldt.

Vejrfuglene har reageret forudsigeligt i perioden og vibe, trane og sanglærke har jeg ikke set siden den 7. marts - før idag. Vinden er nu løjet af og selvom den stadig er nordøstlig har jeg hørt sanglærke over haven  og kl. 18:20 stod der igen traner ude i engen, denne gang to stykker.

Jeg tog en lille tur rundt i landskabet, for at se hvordan det stod til. På strækningen Yngsjö til Åhus Kärr sås ca 40 sangsvaner og hundredevis af grå- og skovsædgæs. Et par viber gik på en pløjemark, i et område hvor jeg så mindst tredive for en uges tid siden. I højde med Furuboda kredsede en kongeørn kortvarigt, inde over Egeside Träsk.

Der er begyndt at være en del gæs i Pulken nu. De græsser ude i vest, ned mod åen, dagens højeste tælling løb op i 360 blandede Anser-gæs. En ordentlig flok har også græsset på marken lige ovre på den modsatte bred af åen, men set her hjemme fra er afstanden derover for stor til at jeg kan tælle op.

For tiden overnatter gæs og svaner ikke i Pulken, som er tilfrossen. Det er lidt trist, at måtte undvære deres nattesnak, men de kommer igen, så snart Pulken bliver isfri og prøver prompte, i mindre antal, så snart en våge er åben.


6. marts 2013

FORÅRSTEGN, UGLER OG ÅRETS FØRSTE TRANEOVERNATNING

Det har været en rigtig forårsdag! Det er sjovt, som man kan se det på lyset. Det er en ny årstid. Lærken synger, tranen skriger, der går viber i Pulken og så blev jeg overfløjet af årets første nældens takvinge ude i haven, mens jeg baksede med naboens væltede fyrretræ. Insekterne er igang, ikke blot sølvfiskene og dem som kommer ind med brændekurven. Toplettet mariehøne og stueflue har været aktive i mindst en uge, nu.

Da jeg ved 16 tiden var ved at være træt af at male tog jeg til Friseboda, i håb om lidt aftentræk. Havet var helt stille, gik i et med himlen og fuglene lå på havet uden spejlbillede og svævede i et tomrum, men belyst af lav sol. Han og hun fløjlsand og 105 havlitter - og det er mange.
Træk var der til gengæld intet af før 17:03, hvor årets første store præstekrave trak nordpå, lavt over havet. Fire nordiske lappedykkere kom osse i bogen og netop som jeg forlod Friseboda trak fire hulduer nord.

I skumringen var jeg tilbage ved Pulken, smågrupper af traner trak ind til overnatning - det blev 11 stk, og det er årets første traneovernatning i Pulken. Gårsdagens premiærefugl blev ikke til natten.

Der er rapporteret mosehornugle ved Åhus kärr idag og skovhornugle på Håslövs Ängar. Høgeuglen er osse på plads ved Sjögård og så er der endnu sædgæs og sangsvaner i området. De er ikke i Pulken, som stadig er dækket af rådden is, men langs vej 118 syd for yngsjö stod flere flokke.


Havlitter, Friseboda 06.03.13

Sådan ser en høgeugle ud, når tomtkryss nr. 166
skal dokumenteres. Set fra Härnestadsvägen 127,
var den var federe når den fløj!

Så gik jeg nærmere

og nærmere

Sjögård med høgeugle

Pulkens vestlige spids, hvor Helge Å deler sig i Graften (til venstre)
 og det nye løb mod Gropahålet (til højre). 26. februar 2013.

Helge Å fra Härnestads Bro mod øst. 26. februar 2013.



Høgeuglen igen, det må være 27. februar.

05.03.13.
Årets første trane i Pulken.

Årets første trane går gennem isen.

Årets første trane klarer sig.

5. marts 2013

TRANEN ER ANKOMMET TIL PULKEN

Årets første trane sås idag i Pulken. Efter et besøg ved Sjögård, hvor høgeuglen stadig var på plads, kom jeg hjem igen og hørte et skrig, som lød umiskendeligt som trane. Det skulle selvfølgelig verificeres og en afsøgning med kikkert afslørede en enkelt fugl, som stod på isen i nord-Pulken. Den spadserede lidt omkring og kaldte, med rejste tertialer. Så gik den igennem den rådne is, men baskede op igen og fortsatte, lige glad for det.
Lærken sang idag, ovre ved Sjögård. Det er decideret varmt - 9° - og tranens ankomst var ventet. De Skånske ynglefugle skal ankomme omtrent nu, hvis vejret tillader det, og med det smukke vejr vi har haft i de seneste dage, synes vejen at ligge åben.