TRANEVÅR 2017 UDSTILLING 20. MARTS – 17. APRIL KL. 10:30 – 17:00 VELKOMMEN!

14. marts 2014

TRANEPROGNOSE: MULIGHED FOR MANGE TRANER I WEEKENDEN

Traffik over Pulken, 13.03.2014 - akvarel, gouache og olie på papir.
Jeg ved jo, at der er en del, som går og spekulerer på, om det er en idé at tage til Pulken i den kommende weekend, det tror jeg, kort sagt, at det er -  her er en traneprognose for de kommende dage:

Lad os begynde med, hvor mange traner her er lige nu. Min tælling igår aftes blev foretaget lynhurtigt, ti ad gangen, og jeg talte 700. Fågelklubben talte 650, og de gav sig god tid, talte først fuglene på engen og derefter ankommende fugle. Nu er jeg ingen haj til procentregning, men jeg tror det betyder, at min lyntælling var omkring 7% forkert - en meget lille fejlmargin, når jeg tænker på, hvor hurtigt jeg talte.
Derfor er min tælling fra idag kl. 18:00 sikkert heller ikke helt i skoven: 1100 rastende traner.

Vejret i Pulken i weekenden bliver lørdag solrigt og blæsende fra retninger mellem vest og nordvest. Søndag aftager vinden og der kommer regn i eftermiddagens løb.

De traner som skal ankomme til Pulken står pt. omkring Rygen og Berlin. Traner, som vil videre nordpå, tager afsted i formiddagens løb. De traner som står ved Berlin, kommer lørdag til at opleve frisk vestlig vind og solskin. Det er godt trækvejr. Tranerne ved Rygen vil opleve hård vestlig vind og solskin.
På Öland har jeg oplevet tranetræk med 1500 fugle/time i frisk-hård vestenvind. Samtidig er hård vestenvind godt tranevejr i Pulken - det presser nemlig trækkorridoren, som normalt går over det centrale Skåne - mod øst, og ind over Pulken, hvor mange fugle så vælger at raste.. Derfor er de højeste tranetal i  Pulken også noteret i perioder med hård vestenvind.
Der er derfor, simpelthen, lagt i kakkelovnen til en meget spændende lørdag, som kan komme til at byde på en del flere traner end dagens 1100. Fodringen på matningsfältet i Pulken er nu gået igang, så jeg gætter på, at vi imorgen vil opleve stort tiltræk - og på, at de ankommende fugle så vil vælge at raste her i flere dage (modsat situationen den 12. marts i år, hvor mindst 1000 fugle ankom hertil - da blev her IKKE fodret, og forårårssåningen på markerne var ikke begyndt endnu. Her var altså ingen mad at få, og godt 1300 fugle valgte derfor at trække videre i løbet af de følgende dage).
Søndag formiddag bliver vejret i Tyskland vådt,  og det betyder, at meget få traner vil vælge at trække. Derimod vil der, trods solskin om formiddagen i Pulken, være sandsynlighed for, at mange traner vil blive og raste, nu da her er mad at få. Jeg tror, at både lørdag og søndag kan komme til at byde på et højt antal traner her.

Slut på prognosen - iøvrigt har vandrefalken i den seneste uge tilbragt det meste af dagen på en pæl i Pulken, pibeænder og krikænder raster og jeg spejder efter sølvhejre, rovterne og fiskeørn, som nok er noget af det næste guf som kan forventes her.

Og så åbnede jeg iøvrigt min udstilling idag, så tag og kom ind til mig, på Härnestadsvägen 127, 100 m øst for Pulkens P-Plads - gult stenhus, trane på muren, kom glad! Jeg synes, jeg er kommet frem til noget væsentligt i mit maleri, i år.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar