TRANEVÅR 2017 UDSTILLING 20. MARTS – 17. APRIL KL. 10:30 – 17:00 VELKOMMEN!

29. oktober 2014

UNDERLIG KÆRHØG



Om efteråret er Pulken fast overnatningsplads for kærhøge. Der er gerne en kærhøg i luften over Pulken dagen igennem, men om aftenen samler de sig her, for at overnatte kollektivt i kæret i nord-Pulken.

Den 24/10 gik tre kærhøge til overnatning. Dagen igennem havde to fugle frekventeret området: en adult hun og en 1k, men ved skumringstid arriverede en tredie fugl, som jeg opdagede siddende på en pæl ude i kæret. Umiddelbart lignede det en blå kærhøg, men ved nærmere eftersyn så den underlig ud. Øjenomgivelserne viste brede, hvide halvmåner, som det typisk ses hos blå kærhøg, men den havde desuden en nærmest renhvid, og i hvert tilfælde fuldstændig ustribet, halskrave, som afgrænsede de mørke øredækfjer som en hvid halvmåne. Jeg begyndte at mistænke adult hun steppehøg, og gik derfor ud for at tage fuglen i nærmere øjesyn. Desværre var der et eller andet pis galt med mit kamera, så jeg har været nødt til at tegne fuglen i stedet.

Tegningen skal vise en kærhøg med ret lys, men definitivt stribet bryst, massiv, mørk fjerboa, men med lyse, okkerfarvede pletter ordnet i længderetning, enkelte hvide pletter i nakkeregionen samt håndsvingfjer som når til midt på halen.

Flugtprofilen var den gængse for blå kærhøg. En adult hun havde tidligere på dagen givet anledning til let hovedbrud, da den havde fældet P9, men denne fugl var klassisk blå, hvad angår flugtprofil. Spurvehøgehånd og ingen dikkedarer.

Aldersbestemmelse foretoges ikke, den var umulig, fordi jeg havde bøvl med kameraet, alt imens tre kærhøge konstant rodede omkring over nord-Pulken. Det var helt enkelt svært, at holde styr på fuglene.

Senere på aftenen sås iøvrigt en jagende mosehornugle nede ved Sjögård, klassisk for årstiden.

14. oktober 2014

MELANITTA-BONANZA I BLÅVAND!


Sortand, sibirisk fløjlsand og fløjlsand. Et forsøg udi ærlighed overfor oplevelsen.


Fantastisk dag i Blåvand. For en gangs skyld twitchede jeg igennem - fra København til Danmarks vestligste hjørne og retur på én dag. Sibirisk fløjlsand samt brilleand i Blåvand var bare lidt for fristende. Når der er to skud i bøssen, er chancen for succes selvsagt dobbelt, men det som virkelig trak var uden tvivl den sibiriske fløjlsand - et taxa som måske er en art, og som jeg desuden aldrig tidligere har set. Dertil er den en del af et kompleks af svært bestemmelige fugle, og dét er altid noget, som inspirerer mig.

Viggen vågnede kl. 03:20 og efter at have lavet grød og gået lidt rundt om mig selv, besluttede jeg mig for, at mandag den 13. oktober skulle anvendes til "videreuddannelse". Fuglene var meldt igår, opdaget af Rasmus Strack, som er Danmarks førende ekspert i feltbestemmelse af ænder, og hvis jeg skulle have en chance for at nyde godt af hans expertise, var et twitch senere end på dag to nok en dårlig idé. Efter fire timers biltur var jeg fremme i Blåvand, hvor jeg kørte omkring bageren, dels for at få morgenmad, dels i håb om at møde fuglekiggere, som kunne give mig tips om sortænderne - hvilket jeg også gjorde, nemlig i form af Munken. 

Kl. ca 08:30 var jeg på plads ved Blåvand-/Hvidbjerg Strand, og snart efter meldte Rasmus amerikansk sortand. Han stod, viste det sig, ca 400 m øst for mig, og jeg skyndte mig at flytte mig ned til ham. God idé - en flot han amerikansk sortand deltog aktivt i sortandespillet ud for kysten, og snart efter opdagede Jan Hjort Christensen endnu en amerikansk sortand han. Efter et stykke tid genfandt Rasmus den sibiriske fløjlsand, så nu var dagen sådanset allerede en succes.

Den sibiriske fløjlsand var i virkeligheden slet ikke så let at kende, som felthåndbøgerne giver indtryk af. Ude i bølgerne i 60 x forstørrelse er de vigtige kendetegn mildt sagt svære at se. Dét man oplever, er en langnæbbet, fladisset fløjlsand, med et trappetrin ned til den gulorange næbnegl, som synes isoleret af mørkt. Kun ved grundigt eftersyn ses den lille næbknop. Hovedformen adskiller sig fra fløjlsand: stejnegeri er flad ovenpå issen, mens fløjlsand har en hvælvet isse. Fløjlsand afslører sig desuden ved gulorange næbsider, afgrænset mod næbryg af den flade, sorte "knop" - stejnegeri har mørke næbsider, og næbbet virker tvedelt - flad, gulorange spids og høj, langstrakt, sort næbbasis.

Fire steadier i den amerikanske sortands parringsspil. Nr. 2 fra venstre viser "gryntefløjt", en adfærd som varer et par sekunder, og afsluttes med et vandret løb i overfladen - fugl nr. 3 fra venstre.
AMERIKANSKE SORTÆNDER I KÆMPEFLOK
Efter en times tid lød der mumlen om brilleand ude fra venstre flanke. - "Sidder I og ser brilleand?" sagde Rasmus, "så skal i nok råbe lidt mere op, for den er der nok mange, som gerne vil se". Det var der. En flot brilleand han fik hurtigt afledt opmærksomheden fra den sibiriske fløjlsand. Brilleanden blev nydt, men her opstod faktisk også et problem, som kom til at præge dagen: Der var simpelthen for mange hits, og hver gang noget nyt blev opdaget, blev fokus hurtigt skiftet, så der ikke blev holdt styr på de forskellige fugle.

Der kom desuden hele tiden nye folk til, og fokus var derfor på, at udpege godbidderne. Ingen lod derfor til at være særligt fokuserede på at få styr på situationen.

Jeg var nok den som sad på Sydhukket i længst tid, og hvad angår de amerikanske sortænder, så begyndte jeg at få indtryk af, at to fugle definitivt var et minimumsantal. Når folk skulle have dem udpeget, var jeg et par gange ude for, at stedbeskrivelsen ikke passede ret godt på den amerikanske sortand, som jeg lige sad og kiggede på, og kl 14:00 stod John Kyed, Christian Hjort, Svend Bødker og Jens Ole Byskov og kiggede på to fugle, mens jeg kiggede på én. Mine medobservatører virkede noget irriterede over mine hidsig spørgsmål, som f.eks. "HAR DEN ÅBENT NÆB, HVA? HVA? - FLYVER DEN? FLYVER DEN?" etc. men grunden var, at jeg efterhånden var sten sikker på, at jeg IKKE kiggede på den ene af deres to fugle, men på en tredie. Da "min fugl så lettede, og fløj et kort stykke, mens "deres" to fugle lå på vandet, kunne der ikke længere være tvivl om, at der faktisk var tre amerikanske sortænder i dykandeflokken ud for sydhukket. Og det er sgu en KÆMPEFLOK!

At kunne studere fem ud af seks taxa i melanitta-komplekset i felten simultant, var simpelthen Veltklasse. Non plus ultra! En forbitrækkende rosenstær var blot var et skuldertræk, en flok bjerglærker et "nå", mens jeg allernådigst ofrede fem minutter på to ringdrosler, som jo passer så godt til mig. Diverse meldinger om bryn, fuglekongesanger, dværgværling og brun løvsanger ignorerede jeg totalt, og helligede mig fordybelsen.

Melanitta deglandi stejnegeri, forsøg på efterrationalisering.

Melanitta deglandi stejnegeri - feltskitse; som man kan se øsede det ned mens jeg malede.

Melanitta deglandi stejnegeri, fløjlsand og brilleand. Feltskitser.