TRANEVÅR 2017 UDSTILLING 20. MARTS – 17. APRIL KL. 10:30 – 17:00 VELKOMMEN!

14. marts 2016

CAVE IDUS MARTII



Det har været endnu en af disse røde forårsaftener, aftener som bliver længre og længre, des mere daglængden tager til. Dog er aftenen endnu så kort at, svanerne flyver ind i næsten mørke, koldt blå mod det røde. Gravænderne fremstår nærmest turkisblå, og ovenfor ser man mit andet forsøg udi gravænder.

Jeg har i nogle dage kunnet tælle til 34 traner, uden at jeg har taget decideret tag i at udforske, hvor vidt tallet er repræsentativt. I hvert fald ser man endnu ikke ret mange traner i Pulken i løbet af dagen. Hvad man ser er en mængde gråænder (126 talte jeg i morges) samt få andre svømmeænder, idag krikand 4, pibeand 4 og spidsand 1. Til aften spillede dobbeltbekkasinen, hulduer er her også, gerne nede på marken sammen med ringduer og alliker. Stor tornskade raster stadig nede ved Pyramiderne og ellers, ja ellers er det sg'u ret stillestående. Vi skriver 14. marts, så det er der sådan set intet forkert i, men snart går det løs.

Imens arbejder jeg med forårsudstillingen, rammer ind, maler lidt, hænger op, konfererer angående ophængningen med Jessica via skype og flytter så rundt på billederne igen. Det er et årligt tilbagevendende puslespil, og hver gang en brik skal flyttes, kan det indebære timers arbejde med skæring af passe partout, søm der skal flyttes, højder som skal justeres. Når jeg maler, tænker jeg ikke på, hvilken størrelse billederne får. Det hævner sig, når de skal rammes ind - og igen når de skal præsenteres på en nogenlunde harmonisk måde i en udstilling.

Traneprognosen
Vejret er mildt. Det kan betyde, at vi kan få en forholdsvis tidlig kulmination af tranetrækket. En forholdsvis tidlig kulmination, kunne f.eks. være omkring 25. marts. Vinden har været helt underligt svag i den seneste uge, til tider fra sydøst, og det er jo ok for tranetræk over Sjælland, men dofbasen giver mig intet indtryk af, at traner i større stil er begyndt på at trække ind over Danmark. Hornborgasjöns  højeste tal fra i år er 500. Hornborgasjön er et skamløst foderbrædt, hvor fodringen ikke har andet formål, end at tiltrække traner, ulig her, hvor fodringen er et middel til at holde tranerne borte fra bøndernes udsæd, så når Hornborgasjön max har 500, er trækket sandsynligvis ikke gået rigtig igang endnu.

Med udgangspunkt i vejrudsigten for Ystad, ser følgende dage gode ud for tiltræk.

Onsdag 16/3 SV 4, skyfrit
Lørdag 19/3 SV 2, halvklart
Søndag 20/3 V 5, halvklart

Spørgsmålet er så, hvor travlt tranerne har. Det ved de selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar