TRANEVÅR 2017 UDSTILLING 20. MARTS – 17. APRIL KL. 10:30 – 17:00 VELKOMMEN!

18. juli 2016

Noctua comes?

Ung nattergal i haven 18. juli 2016


Eftersom det kan lade sig gøre, så kommer her lige en lille statusrapport fra Pulken i højsommeren. Jeg har fornøjelse af alt det helt almindelige som sker. Det har momenter, som f.eks. den fuldt udvoksede, men samtidig totalt friske nattergal, som idag frekventerede min kvasbunke i baghaven. Den model ser i hvert fald jeg ikke så tit. Den er fed, og trækker både referencer til rødstjert og blåhals. Den var så ung, at den ikke holdt sig særlig skjult. Specielt var, at den holdt halen løftet som en gærdesmutte det meste af tiden, samtidig med, at den lod den rotere i en cirkel.

En trafikdræbt hvid vipstjert ude på vejen viste overraskende nok olivengrønne indslag i dragten. Er det et tegn på hybrider blandt forfædrene, eller har jeg været uopmærksom?

Vigulf SKAL sove til middag, men nægter. Alle kan se, at han er dødtræt, men idag var en rundtur i bil det eneste som virkede. Undervejs så vi ti projektstorke, hørte en meget sjælden lille gråsisken og stødte endelig på en adult lærkefalk, som sad på en gren i fyrreskoven nede ved Vittskövle Driva.

Nedenfor et billede af en ubestemt Noctua, som jeg ikke har set før. Jeg mener det er interposita eller comes, og bestemt ikke orbona. Hælder til comes, pga. relativt brede forvingerEr der nogen som kan hjælpe med at sætte ret navn på min nye liver?



17. juli 2016

CARL CHRISTIAN TOFTES SOMMERPROGRAM


Tranefrisen, kompositionsskitse







NASA DUDE LIVE, sommer 2016
23. juli Fanø Free Folk Festival, Sønder Ho (kl 19:30 - 20:15)
30. juli Københavns Hovedbibliotek, (kl 18:00)
11. august Drone, Nørrebrogade, København (aften)


NASA DUDE
Nu er det på tide! NASA DUDE holder "sommertourné"; lad os kalde det dét. Line-up'et er spritnyt: Sebastian Friis Sharif (Dynablaster) på trommer , Tanja Jessen (Distortion Girls) og Kim Günther Hansen (ex. Grind, Antenne) på guitar, Mikkel Damkjær Paaske (Ensamble Orlando) på bas og så mig, som efter flere år som trommeslager og råbekor i No God, får lov at spille guitar og synge. Mikkel har sørget for, at indkøbe en guitarstemmer til mig, Kim har fixset et jack-stik, som ikke knaser. Det er i høj grad Jens "Valo" Danielsen, som har været Kirsten Giftekniv i sammenstillingen af denne konstellation af NASA DUDE, bl.a. gennem sit samarbejde med Kim og Tanja i Grind og Amstrong, ligesom både Tanja, Mikkel og jeg selv indgår i Valos "brain child" Piss Guitars.
Tanja og Kim er nogle rigtige kælegrise med deres guitarlyd og spiller med et sandt arsenal af pedaler. Mikkels basspil og Sebastians trommer er klippen i det oprørte guitar-hav. Jeg tror aldrig NASA DUDE har lydt bedre live, og det passer godt til sættet, som dels er Rocksange (med stort R) fra NASA DUDE PÅ BORNHOLM (udgivet på TimmTimm Tonträger, 2016 - kan høres på "bandcamp"), dels af dansksprogede sange, bl.a. fra Markens Liljer (Markens Liljer, fremført af Obstinate Esther, Helicopter Records 2003). Fanø Free Folk Festival har stadig enkeltdagsbiletter - Fanø har 275 års jubilæum for deres frihed fra Riberhus - jeg glæder mig til at træffe Bertel Haarder i Sønder Ho på min fødselsdag den 24. juli, måske får jeg lejlighed til at spille den anden rocksang jeg skrev, "Haarder er en gummiged", og det var sådan cirka i 1980, da jeg spillede børnerock og var guitarist i Haarders Engle. Hvem ved.

Nu havde jeg nær glemt at nævne, at der i forbindelse med Fanø Free Folk lader til at blive arrangeret en lille udstilling, med værker af undertegnede, på et galleri i Sønder Ho. Det må jeg vende tilbage til, når jeg ved lidt mere.

Kong Volmer
Dette år har foreløbig været som Kong Volmers Vilde Ridt, én lang udladning af års opsparede erfaringer. Tranevåren var, som sædvanlig "a moveable feast", og sjovt nok den måned hvor fuglekigning og spontant arbejde, trods godt 1500 gæster i privaten, fik plads. Ikke mindst tranestudier og forberedelser til det marathonløb som fulgte straks efter Tranevåren - udførelsen af det gennem år planlagte værk "Tranefrisen". "Tranefrisen" er en akvarel som måler 14,4m x 1,5m, et koncentrat af mine ni forår med tranerne i Pulken. Fra 13.april til 10. juni blev næsten al arbejdstid kastet ind i dette værk. Det hænger nu på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.  Fra 10. september kan det ses på Sophienholm og til vinter rykker det videre til Vendsyssel Kunstmuseum, sammen med udstillingen FUGL, i hvilken det indgår.

Jeg kan ikke tillade mig at breake alt hvad jeg er igang med, men kan sige så meget, at der er mindst en håndfuld projekter, som skal være klar inden løvfald. Der er flere bøger igang, bl.a. en bog som skal skrives, en udstilling ud over det sædvanlige, som jeg har fået lov at yde mit bidrag til, plakater, postkort… Mange dage er gået i vores lille københavner-ateliér på Vesterfælledvej - "Baghold", men lige nu, er det Pulken, jeg kigger udover - med en landsvale på antenne-ledningen lige udenfor vinduet. Ledningen har ikke forbindelse til noget, men hænger der alligvel, af netop den grund, at landsvalerne sidder dér sommeren igennem, år efter år.

Her i Pulken fylder landsvalerne det de bør: Et stadigt kvidder af hurtige fugle, som i antal trækker guirlander i luften. Småfuglene vimser om i haven. Havesanger og gærdesanger spiser fjeldribs i hækken. Nede i baghavens høje urter sidder skovspurve og en ung rørspurv. Dén er fed - og så forsvinder den ind i hækken. Og hvorfor nu det? Jeg tager kikkerten fra øjnene, og dér kommer rørhøgen, en 3k+ han, blot tredive meter borte. Kikkert på, rørhøgen dykker - ned i kornet - og kommer så op med en skovspurv i fangerne.

PS: Angående rørhøg, så beskriver jeg jo i blog-indlægget hvordan hannen tog en skovspurv. Senere gentog scenen sig, nu med en hunrørhøg. Hun slog ned i ca samme afstand, men kom ikke op igen. Jeg undrede mig efter et stykke tid, og gik nærmere. På to meters afstand fløj hun op, og efterlod en halvt udvokset kaninkilling - det største bytte jeg nogensinde har set en rørhøg tage! Kaninen var aflivet ved at rørhøgen havde presset en klo ind i dens hjerne, gennem højre tinding, hvilket afsløredes af en bloddråbe på nævnte sted. 
Seneste fra idag er, at Ingeborg har fanget hvad der muligvis er en Noctua interposita. Den fangedes ca 22:15 ved ærteblomster. Fotos følger.


Tranefrisen, knapt tør - detalje

Tranefrisen på gulvet i Swane-salen, Johannes Larsen Museet

Tranefrisen under ophængningen, Johannes Larsen Museet