TRANEVÅR 2017 UDSTILLING 20. MARTS – 17. APRIL KL. 10:30 – 17:00 VELKOMMEN!

12. april 2017

"MAN EATER HAVØRN" - PULKEN 12. APRIL OG I PÅSKEN



Havørn på tranejagt i Pulken, 12.04.2017


Storke lige udenfor hækken, 11.04.2017


Vue over Pulken fra vores skorsten. På denne tid af året epicentret for vandfugle på Kristianstadslätten.





Billedserie af traner på foderpladsen 10.04.2017:  Tranedans og et par som næbhugger.

Så kommer traktoren med et læs byg.

I gamle dage stillede tranerne sig over på marken bag vores hus, når traktoren kommer. Nu ved de bedre.


RESUMÉ
I dag: Pulken: trane 1000 - jaget af havørn! 150 krikænder, rastende sølvhejre. Åhus: Gulirisk Sankt Jörgens Väg.
I går: Pulken: trane 1300. Yngsjö: rastende sølvhejre. Furuboda Kursgård: to gulirisker.
I forgårs: Pulken: mulig steppehøg trk NNØ, hvidklire 4 rast og rastende sølvhejre. 

Fortsat  utrolig sjælden østlig turteldue i Kivik 30 minutter fra Pulken.


 Fuglen i forgårs lignede en steppehøg, men den blev set alt alt for ringe, til at sige noget bestemt. Det er svært at male 1,5 sekunders indtryk af en falkevinget kærhøg, uden at sige for meget. Her en stærkt computermanipuleret akvarel, som kommer nogenlunde i nærheden af det jeg oplevede, men som stadig er for tendensiøs. Tag det som en oplevelse, det gør jeg.
HAVØRN PÅ TRANEJAGT
Nu til morgen talte jeg ca 600 rastende traner i Pulken, men efterhånden kom flere flokke ind. Markerne omkring Pulken er nu blevet tilsåede, det kan man se på, at der nu er parkeret bilvrag midt ude på markerne. Svenske fugleskræmsler. Så klokken 09:30 var der panik i traneflokken. Fuglene lettede som en bølge, og de som stod tilbage klumpede sig sammen i tætte klynger. Halsende strakt, spejdende mod himmelen. Årsagen til panikken fik jeg snart øje på. En yngre havørn musede få meter over en tæt klynge traner, som havde samlet sig i kæret i vest-Pulken. Så angreb den. Klyngen gik på vingerne, men én fugl blev skilt ud, og forfulgt på få meters afstand af ørnen, som havde fangerne fremme. Ørnen slog efter tranen, men ramte forbi. Så landede ørnen ved kæret, hvor halvanden hundrede krikænder strakte hals. Ørnen gjorde et udfald mod dem, og de lettede i en sky, som havørnen straks slog ind i. Den ramte igen forbi, og satte nu kursen mod en klynge traner på mindst 500, som igen lettede i en bølgebevægelse. Igen blev en trane udskilt, og så tabte jeg de to af syne. Jeg har aldrig før set havørn jage traner. Undertiden har jeg set tranerne klumpe sig sammen og strække hals, når havørnene jager i Pulken, men ofte reagerer de nærmest ikke, mens ænder og gæs altid går på vingerne. Denneher havørn har åbenbart mere stamina end de fleste. Hvis den har tænkt sig at fortsætte, tror jeg den har en god chance for at det vil lykkes – her er både en etbenet trane og en som er syg, og i bogstaveligste forstand nede på hælene. Jeg venter spændt.

OG HVAD ELLERS?
Pulken i de seneste dage byder på faldende traneantal, i weekenden i omegnen af 2000, faldende til noget som ligner ca 1000 i går. Mens havørnen jagede rundt herude lignede det igen noget i retningen af 1000 traner. Hvis jeg skal komme med en vurdering for påsken, så er det, at her stadig vil være en del traner at se, og smukt er her, nu hvor hægen springer ud. Vadere og ænder er i fuld gang med trækket. Hundreder af gravænder løber rundt mellem tranerne på foderpladsen. Brushaner raster, i første omgang er det hanner som trækker igennem. Snart vil tinksmedene være den talrigste vadefugl i Pulken.

Havørn ses daglig, røde glenter, musvåger og rørhøge er hele tiden i luften, når det ikke styrter ned.
Den hårde vestenvind, kombineret med klar himmel, har givet en del træk, f.eks. i forgårs: De trækkende spurvehøge foldede vingerne sammen som til styrtdyk, og lod sig blæse igennem. Klokken 13:29 fik jeg øje på en rastende sølvhejre. Jeg gik ind og hentede min telefon, for at melde den ud. Så fik jeg, ud af øjenkrogen, øje på en trækkende rovfugl, blot ca 100 meter borte. Min første indskydelse var tårnfalk, for silhouetten lignede grangiveligt tårnfalk. Jeg fik straks kikkert på og så den i ca ét sekund før den forsvandt bag birketræet. Det var sgu en 2k kærhøg! mørke armsvingfjer, båndede håndflader og – ikke mindst - umarkerede jævnt okkerbrune undervingedækfjer! Desværre havde den meget travlt. Jeg spænede efter, blot for at se den slå et slag op over elletræerne langs Graften og forsvinde i lyntempå mod nordøst på ubevægelige, v-stillede vinger. Jeg tror sgu' det var en steppehøg, men den er simpelthen set for dårligt til at komme længere end til skuffen med anekdoter.

I den kommende uge skal jeg bl.a. kigge efter arter som amerikansk krikand, damklire, sort glente, ringdrossel, vendehals, stor kobbersneppe og enkeltbekkasin. Allesammen arter, som er set i Pulken, og som hører årstiden til.


Der harves på marken bag vores hus 10.04.2017.

Storke, måger og kragefugle bag harven.

Storkene fouragerer lige på den anden side af hækken. De har en sort kile under næbbet, bemærkede jeg idag.
KONSTRUNDA
Og så begynder Konstrundan på fredag Kig efter gul/røde cirkler, skilte med tekster som "Konst, Kaffe" osv, og kom ind og besøg mig; jeg skal til at ramme nye ting ind, så min udstilling igen bliver præsentabel. Mine åbningstider er hver dag kl. 10:30 til 17, og jeg har sådan set åbent lige nu; det har jeg haft siden 20. marts. Her er et par billeder fra mine vægge hjemme på Härnestadsvägen 127 ved Pulken:

Udstillingen 2017. Gennem havedøren ses vores legehus, og bagved Pulken og Egeside.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar