3. september 2016

TRANEFRISEN

Værket under ophængning 

Tranefrisens midtersektion, da den netop er klar, og endnu ligger på gulvet.

Mit hidtil største maleri ”Tranefrisen” kan fra 10. september til 6. november 2016 ses på Sophienholm i Kongens Lyngby. Værket er udarbejdet som triptykon, og vil på Sophienholm være ophængt på tre vægge i et rum, i modsætning til på Johannes Larsen Museet, hvor der var plads til at vise det på én væg. Tranefrisen er malet med lysægte akvarelfarver på 300 grams akvarelpapir af 100% bomuld. 

Selve udarbejdelsen af ”Tranefrisen” varede godt to måneder, ultimo marts til primo juni 2016. Idéen og tilløbene har dog stået på i årevis. ”Tranefrisen” er et koncentrat ni års erfaringer med tranerne i Pulken. Værket handler selv sagt om traner – som et ægyptisk gravmaleri er det en fortælling; den store fortælling er ankomst, rast og afrejse, dét jeg oplever under en tranevår. Indlejret er detaljeret tranesprog, tranernes pantomime af dans, trusler og positionering. Værket handler også om materiale og om komposition. Det vender jeg tilbage til.

Mit møde med tranerne i Pulken var omvæltende. Da jeg købte mit hus ved Pulken i Østskåne i 2007 vidste jeg da godt, at der overnattede nogle traner i Pulken om foråret. Det havde jeg da læst, men det var egentlig en biting. Jeg søgte et sted hvor jeg kunne se på fugle uden at skulle hjemmefra, og allerede da jeg engang i august lagde vejen forbi for at se, om huset var noget for mig, så jeg fire lærkefalke fra haven - samt at der var udsigt til vandflade - og det var sådan set alt nok. Den første vinter så jeg på gæs, svaner, elge og ørne og lærte en masse om dét. Det var spændende hver dag, en ny dato på et nyt sted, og jeg så frem til foråret, også tranerne, som jeg vidste ville komme. Omfanget havde jeg bare ingen idé om. At en fugl i den grad kan fylde et landskab, havde jeg aldrig kunnet tænke mig til. Det er en naturoplevelse af samme helt elementære kvalitet som havet eller en solnedgang. Siden da er tranen kommet til at fylde godt i mit liv. Den har gjort mig afhængig af vejret som en stenaldermand. Tranen som motiv er uudtømmeligt for mig, det befrugtes til stadighed af nye indsigter, som kommer gennem direkte skitsering i felten, gennem analyser af film og fotoserier og gennem stadige iagttagelser som stenograferes ned, ofte suppleret med de mest primitivt nedkradsede hieroglyffer.

Med ”Tranefrisen” ville jeg op i format, først og fremmest. Op hvor farven får lov at flyde og hvor akvarelfarvens muligheder kan udnyttes fuldt ud. Størrelsen giver rum for spontanitet i penselføring og valg af kolorit. Jeg ønskede at opnå den kolorit det giver, at kunne lade en hvilken som helst farve få plads, uden at den trækker det overordnede udtryk væk fra det udfaldsrum, som er mit. Jeg må, for at opleve værket som forløst, nødvendigvis ramme indenfor et område hvor min kærlighed til både motivet og farven er forløst. I det store format bliver papiret uhåndterbart; samtidig med, at akvarelmediet får sin optimale udtrykskraft, synes det, at nærme sig sin grænse. Jeg håber på at få mulighed for at bryde vejen videre.



2. august 2016

BIRDS OF BOLIVIA ABOUT TO GO IN PRINT

Illustration of Heliactin bilopha, Birds of Bolivia.
I am excited to discover that the book Birds of Bolivia is about to go in print. The first writer is dr. Sebastian Konrad Herzog and the book is released by Ascociación Armonía, the Bolivian BirdLife partner. I participate in this project as one out of a team of a dozen illustrators. Previews of plates has been dripping during the months passed, and it looks not only promising - It looks fantastic.





Sketches from field studies in the cerrado, here i PN das Emas in central Brazil.







1. august 2016

DENNEHER VIL JEG KALDE EN HEDEHØG FORDI...




I formiddags opdagede Frederik Rydhagen en formodet hedehøg i Härnestad, hvor den jagede nord for Ripavägen og Härnestadsgård. Samme sted genfandt jeg sidst på eftermiddagen hvad der formodentlig er den samme fugl. Fuglen lignede i mine øjne en hedehøg, let, langhåndet og slank med lang og tynd hale. Jeg tog en serie fotos til hjælp for efterbestemmelse og jeg synes stadig det ligner en hedehøg. Jeg mener steppehøg kan udelukkes pga. rødbrun bånding i armhulen, stort hvidt felt omkring øjet, udbulende bagkant på hånd og lang p1. Jeg synes heller ikke jeg kan se halskrave.
Blå kærhøg synes jeg ikke det ligner; bare formen på hele fuglen - den er alt for tynd og langhåndet. Jeg mener heller ikke, at de rødbrune bånd i armhulen passer særlig godt på blå kærhøg. Fuglen har et ret tydeligt vingebånd på oversidens greater coverts og armsvingfjerene er mørke i bundfarven, så mit bedste bud er hedehøg 2k - jeg har straks sværere ved at se, om det er en hun eller en han. Det må da for katten være en hun, men hvorfor er den så så lys på bugen?

Efter hedehøgen holdt op med at yngle i Härnestad for snart en del år siden, har den kun optrådt yderst sporadisk her. Dette er faktisk blot den anden hedehøg jeg har set i området, efter ynglebestanden forsvandt.

18. juli 2016

Noctua comes?

Ung nattergal i haven 18. juli 2016


Eftersom det kan lade sig gøre, så kommer her lige en lille statusrapport fra Pulken i højsommeren. Jeg har fornøjelse af alt det helt almindelige som sker. Det har momenter, som f.eks. den fuldt udvoksede, men samtidig totalt friske nattergal, som idag frekventerede min kvasbunke i baghaven. Den model ser i hvert fald jeg ikke så tit. Den er fed, og trækker både referencer til rødstjert og blåhals. Den var så ung, at den ikke holdt sig særlig skjult. Specielt var, at den holdt halen løftet som en gærdesmutte det meste af tiden, samtidig med, at den lod den rotere i en cirkel.

En trafikdræbt hvid vipstjert ude på vejen viste overraskende nok olivengrønne indslag i dragten. Er det et tegn på hybrider blandt forfædrene, eller har jeg været uopmærksom?

Vigulf SKAL sove til middag, men nægter. Alle kan se, at han er dødtræt, men idag var en rundtur i bil det eneste som virkede. Undervejs så vi ti projektstorke, hørte en meget sjælden lille gråsisken og stødte endelig på en adult lærkefalk, som sad på en gren i fyrreskoven nede ved Vittskövle Driva.

Nedenfor et billede af en ubestemt Noctua, som jeg ikke har set før. Jeg mener det er interposita eller comes, og bestemt ikke orbona. Hælder til comes, pga. relativt brede forvingerEr der nogen som kan hjælpe med at sætte ret navn på min nye liver?



17. juli 2016

CARL CHRISTIAN TOFTES SOMMERPROGRAM


Tranefrisen, kompositionsskitse







NASA DUDE LIVE, sommer 2016
23. juli Fanø Free Folk Festival, Sønder Ho (kl 19:30 - 20:15)
30. juli Københavns Hovedbibliotek, (kl 18:00)
11. august Drone, Nørrebrogade, København (aften)


NASA DUDE
Nu er det på tide! NASA DUDE holder "sommertourné"; lad os kalde det dét. Line-up'et er spritnyt: Sebastian Friis Sharif (Dynablaster) på trommer , Tanja Jessen (Distortion Girls) og Kim Günther Hansen (ex. Grind, Antenne) på guitar, Mikkel Damkjær Paaske (Ensamble Orlando) på bas og så mig, som efter flere år som trommeslager og råbekor i No God, får lov at spille guitar og synge. Mikkel har sørget for, at indkøbe en guitarstemmer til mig, Kim har fixset et jack-stik, som ikke knaser. Det er i høj grad Jens "Valo" Danielsen, som har været Kirsten Giftekniv i sammenstillingen af denne konstellation af NASA DUDE, bl.a. gennem sit samarbejde med Kim og Tanja i Grind og Amstrong, ligesom både Tanja, Mikkel og jeg selv indgår i Valos "brain child" Piss Guitars.
Tanja og Kim er nogle rigtige kælegrise med deres guitarlyd og spiller med et sandt arsenal af pedaler. Mikkels basspil og Sebastians trommer er klippen i det oprørte guitar-hav. Jeg tror aldrig NASA DUDE har lydt bedre live, og det passer godt til sættet, som dels er Rocksange (med stort R) fra NASA DUDE PÅ BORNHOLM (udgivet på TimmTimm Tonträger, 2016 - kan høres på "bandcamp"), dels af dansksprogede sange, bl.a. fra Markens Liljer (Markens Liljer, fremført af Obstinate Esther, Helicopter Records 2003). Fanø Free Folk Festival har stadig enkeltdagsbiletter - Fanø har 275 års jubilæum for deres frihed fra Riberhus - jeg glæder mig til at træffe Bertel Haarder i Sønder Ho på min fødselsdag den 24. juli, måske får jeg lejlighed til at spille den anden rocksang jeg skrev, "Haarder er en gummiged", og det var sådan cirka i 1980, da jeg spillede børnerock og var guitarist i Haarders Engle. Hvem ved.

Nu havde jeg nær glemt at nævne, at der i forbindelse med Fanø Free Folk lader til at blive arrangeret en lille udstilling, med værker af undertegnede, på et galleri i Sønder Ho. Det må jeg vende tilbage til, når jeg ved lidt mere.

Kong Volmer
Dette år har foreløbig været som Kong Volmers Vilde Ridt, én lang udladning af års opsparede erfaringer. Tranevåren var, som sædvanlig "a moveable feast", og sjovt nok den måned hvor fuglekigning og spontant arbejde, trods godt 1500 gæster i privaten, fik plads. Ikke mindst tranestudier og forberedelser til det marathonløb som fulgte straks efter Tranevåren - udførelsen af det gennem år planlagte værk "Tranefrisen". "Tranefrisen" er en akvarel som måler 14,4m x 1,5m, et koncentrat af mine ni forår med tranerne i Pulken. Fra 13.april til 10. juni blev næsten al arbejdstid kastet ind i dette værk. Det hænger nu på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.  Fra 10. september kan det ses på Sophienholm og til vinter rykker det videre til Vendsyssel Kunstmuseum, sammen med udstillingen FUGL, i hvilken det indgår.

Jeg kan ikke tillade mig at breake alt hvad jeg er igang med, men kan sige så meget, at der er mindst en håndfuld projekter, som skal være klar inden løvfald. Der er flere bøger igang, bl.a. en bog som skal skrives, en udstilling ud over det sædvanlige, som jeg har fået lov at yde mit bidrag til, plakater, postkort… Mange dage er gået i vores lille københavner-ateliér på Vesterfælledvej - "Baghold", men lige nu, er det Pulken, jeg kigger udover - med en landsvale på antenne-ledningen lige udenfor vinduet. Ledningen har ikke forbindelse til noget, men hænger der alligvel, af netop den grund, at landsvalerne sidder dér sommeren igennem, år efter år.

Her i Pulken fylder landsvalerne det de bør: Et stadigt kvidder af hurtige fugle, som i antal trækker guirlander i luften. Småfuglene vimser om i haven. Havesanger og gærdesanger spiser fjeldribs i hækken. Nede i baghavens høje urter sidder skovspurve og en ung rørspurv. Dén er fed - og så forsvinder den ind i hækken. Og hvorfor nu det? Jeg tager kikkerten fra øjnene, og dér kommer rørhøgen, en 3k+ han, blot tredive meter borte. Kikkert på, rørhøgen dykker - ned i kornet - og kommer så op med en skovspurv i fangerne.

PS: Angående rørhøg, så beskriver jeg jo i blog-indlægget hvordan hannen tog en skovspurv. Senere gentog scenen sig, nu med en hunrørhøg. Hun slog ned i ca samme afstand, men kom ikke op igen. Jeg undrede mig efter et stykke tid, og gik nærmere. På to meters afstand fløj hun op, og efterlod en halvt udvokset kaninkilling - det største bytte jeg nogensinde har set en rørhøg tage! Kaninen var aflivet ved at rørhøgen havde presset en klo ind i dens hjerne, gennem højre tinding, hvilket afsløredes af en bloddråbe på nævnte sted. 
Seneste fra idag er, at Ingeborg har fanget hvad der muligvis er en Noctua interposita. Den fangedes ca 22:15 ved ærteblomster. Fotos følger.


Tranefrisen, knapt tør - detalje

Tranefrisen på gulvet i Swane-salen, Johannes Larsen Museet

Tranefrisen under ophængningen, Johannes Larsen Museet 

11. april 2016

SLUT PÅ FORÅRSUDSTILLING

Efter afslutningen af endnu en forårsudstilling på Pulken, vil jeg gerne sige tak til de mange besøgende, som siden den 17. marts har været igennem mit ateliér/ mit hus/ min dagligstue. Jeg har haft op imod 1250 gæster, og det har betydet et væld af samtaler, lejlighedsvise foredrag, guidning og mange glædelige gensyn.

Min udstilling under tranevåren 2016 har været min ottende forårsudstilling på Pulken. Min årligt tilbagevendende udstilling under tranevåren er for mig blevet noget helt specielt. Det er lidt svært at udtrykke, men som alle ved, kan man vænne sig til meget – jeg har efterhånden vænnet mig til at sidde på første parket til traner i tusinder, et af de største naturskuespil, som Skandinavien har at byde på, og for den omstændighed, at dette ikke leder til blaserthed, har jeg mine gæster at takke. Det som jeg får tilbage fra mine gæster, er deres begejstring ved mødet med Pulkens ekseptionelle natur, hvor tranerne naturligvis spiller en hovedrolle. Dette revitaliserer selv sagt mit eget engagement i til stadighed at udforske og formidle.

Også i år har flere gæster fortalt mig, at de besøgte os tilbage i 2009, det første år, og at de da oplevede vore enæggede tvillinger, Solveig og Ingeborg, som dengang, som etårige, legede i deres kravlegård, midt i menneskemylderet. I år har Jessicas og min yngste, Vigulf, indtaget scenen, mens tvillingerne spiller i-pad ovenpå. Ingeborg og Solveig er nu store, selvstændige piger, som dyrker de interesser, som deres alder byder, men alligevel – i dag lå de i en times tid på maven i haven med deres akvarelfarver, og malede forårsblomster efter levende model. Vigulf er to år gammel, fodboldspiller og eventyrer. Han vandrede forleden aften direkte mod Pulken, nåede en god bid ud over marken, før jeg indhentede ham, hvorpå han kravlede under hegnet til p-pladsen og fortsatte fremad. ”Vand!” udbrød han, og pegede på Pulken. Derpå kom en sent ankommende traneflok ind fra nord i solnedgangen - ”Traner!” udbrød Vigulf grinende, hvorefter jeg var nødt til at løfte ham op på skuldrene – ellers havde han fortsat direkte ud i Pulken. Jeg forklarede ham, at vi ikke kunne gå længere, fordi tranerne skulle have ro til at sove, og bar ham hjem, foregivende at jeg var en hest.

Forårsblomster i haven, påskelilje, vorterod, guldstjerne, vinca, tusindfryd og vår-gæslingeblomst. Solveig Dagny Tofte-Hjort.

Forårsblomster i haven. Vinca, påskelilje, vorterod, tusindfryd, vår-gæslingeblomst, guldstjerne. Ingeborg Siri Tofte-Hjort


Tranesæsonen i år er endnu ikke slut. Til aften talte jeg minimum 1500 traner på Pulken, og det fylder godt i landskabet. Vi må aldrig glemme, at årets maksimumtælling ved Hornborgasjön i 1970'erne var under 1000 traner, uden at dette betød, at folk holdt op med at valfarte dertil. Oplevelsen af ”mange” er derfor stadig præsent på Pulken, men i lyset af de seneste to års topnoteringer her, tænker jeg alligevel, at det kan forholde sig sådan, at de traner, som nu er tilbage, kan være yngre, ikke ynglende fugle – samt et antal af de sædvanlige krykhusarer, som ender enhver tranesæson: Halte, enbenede osv.

Hvad angår Pulkens øvrige fugleliv, så bemærker man gravand, som opholder sig her i et antal af op mod 200, diverse svømmeænder, hvor gråand er den talrigste, fulgt af krikand (daglig omkring 200), pibeand (daglig omkring 70), skeand, nu og da knarand, spidsand og så et enkelt atlingandepar. Vadefuglene er repræsenterede ved de ynglende dobbeltbekkasiner, store regnspover, rødben og viber, og blandt trækgæsterne bemærkes svaleklire, brushane og almindelig ryle.
Sølvhejre er set ved flere lejligheder i år. En række spændende rovfugle ses regelmæssigt: Fiskeørn, havørn, vandrefalk og rød glente. Duehøg er noteret, ligesom dværgfalk, men det har været mere ”by chance”.

Hvis jeg skal kigge lidt på Pulkens hitpotentiale i den kommende tid, så vil jeg personlig lægge min aktivitet på, at tjekke for eventuelle amerikanske pibe- og krikænder. En eventuel prærietrane bør komme efter det store rykind af nordgående traner, altså i perioden medio april – primo maj. I oplandet til Pulken, særligt på sandsteppelokaliteterne, vil det være oplagt at lede efter ringdrossel, mens gulirisk og rødtoppet fuglekonge er ved at besætte territorier i kystskovene langs Hanöbukten. Flere rødtoppede fuglekonger er allerede noterede. Set i bakspejlet, går vi nu ind i en tid, hvor meget uventet kan ske. Mine forår i Vattenriket har bl.a. budt på arter som hvidhalset fluesnapper, vendehals, kohejre, plettet mudderklire, steppeørn, lundsanger, amerikansk krikand, islom, damklire, hvidvinget terne, hedehøg og steppehøg. Småflokke af nordisk lappedykker, sortand, havlit og fløjlsand hører til normalen langs Ålakusten, og efterhånden som foråret bevæger sig ind i forsommer tilbyder Nordøstskåne helt enkelt fremragende muligheder for den naturinteresserede. På Sånnarna flyver snart den sortplettede blåfugl, Pulken vil blomstre i skjallerens gule farve, kombineret med pukkellæbens hvidgrønne, mens andre lokaliteter i nærområdet vil kunne fremvise salepgøgeurt, flueblomst, melet kodriver, opret kobjælde og riddergøgeurt. Da vil vi skrive juni, og karmindompappen vil synge fra toppen af mit birketræ.




2. april 2016

TRANEVÅR FORTSAT - SAMT EN ÆNDRING I ÅBNINGSTIDER

Efter nogle dage, hvor jeg troede, at tranetrækkets kulmination måtte være overstået, fik vi igår endnu en dag med voldsomt tiltræk. I hård nordvestlig vind, og under en klar blå himmel, kom flokke ind lavt over haven, hvor flere grupper af udstillingsgæster holdt picnic i det lune forårsvejr.
Fågelklubbens tælling nåede om aftenen op på 8000 rastende traner.

Hundredevis af ænder raster nu i Pulken, og bidrager, sammen med tranerne, til at gøre det lettere at opdage, hvornår der er havørne i luften. Tranernes lydniveau stiger pludselig markant og alle Pulkens andefugle letter og cirkler over vandfladerne. Dette sker gentagne gange i dagens løb.

Vi er til gengæld løbet tør for hits, sådan lige pt. Steppeørnen er ikke set siden i forgårs. Det gælder også for en sortstrubet bynkefugl, som har holdt til på Sånnarna - sandsteppen vest for Åhus. Mine egne aktiviteter i felten er for tiden begrænsede til haven, inklusive hyppige afsøgninger af Pulken. Det jeg kan håbe på at finde herfra, er arter som amerikansk pibe- og krikand, sort glente og den slags, men det har ikke givet pote endnu.

Jeg passer udstilling, og glæder mig over de mange gode samtaler jeg har i den forbindelse. For mig er tranevåren en tid præget af glædelige gensyn med gamle venner og mødet med nye mennesker. Til tider opstår situationer, hvor jeg pludselig holder foredrag om traneadfærd for store grupper; og generel travlhed råder. I ugens løb har jeg af og til haft "dobbelt arbejdstid": Først udstillingsaktivitet, og derefter arbejde med at male til ud på de små timer. Det kan man jo ikke i længden, og da jeg har en række deadlines i starten af april, bliver jeg nødt til at foretage en ændring i mine åbningstider, så jeg kan få noget arbejde fra hånden. Derfor holder jeg ikke åbent mandag til torsdag i næste uge, hvilket kommer til at fremgå af min skiltning på Pulkens parkeringsplads.

Jeg har dog ikke tænkt mig at afvise eventuelle besøgende, for jeg har opnået den paradoksale glæde i livet, at mange vitterlig giver udtryk for, at der gennem min persons middelmådige misogynisme, selvmedlidenhed og idiosynkrasi alligevel - og det i kraft af min kunst - er trængt en kærlighedens lue, som gør, at de faktisk gerne vil mødes og udveksle med mig. Det sætter jeg pris på. Til gengæld kan man i de fire dage ikke regne med, at jeg er hjemme, ligesom eventuelle besøgende vil kunne blive mødt af et vist mål af roderi; malerklatter, borde tværs gennem stuen og den slags, som mit arbejde medfører.



I forgårs: Ulf kalker marken syd for mit hus, for at øge boniteten.

Igår: Traner trækker direkte ind over haven i hård nordvestenvind.


Igår: Mine kære folkeskolelærere fra Bybækskolen i Farum undersøger en død musvåge

Idag: Zoo-vennerne på udflugt kigger på traner fra haven.
Traner på den kalkede mark.

Idag: Huset fuldt af gæster. (sig venligst til, hvis i ikke gider ligge på fjæsbog; selv synes jeg dog, at I ser søde ud!)