22. januar 2018

SKÅNEVINTER






Skånevinter. Hvis man smager lidt på ordet, kunne det vel være en vinter, som skåner os for kulden - den kulde som man snart kunne savne. Sne har jeg ikke set meget af denne vinter, faktisk først idag, hvor jeg kører østpå gennem Skåne, ser jeg sne. Et vist snedække begynder umiddelbart øst for Malmø. Jeg er søgt til Toarp, for her har en stor skrigeørn holdt til i en tid. Jeg så den i sidste uge, men blot kort. Alt for kort.

Her, i skovbrynet, er en grube gravet ud, en ådselkule med døde dyr, som nu tiltrækker en sværm af rov- og kragefugle. I sidste uge så jeg den store skrigeørn sidde  i skovkanten, da jeg kørte ud fra Törringe Gård. Jeg så den i håndkikkert gennem forruden, men mens jeg steg ud, og tørrede dug af teleskopet, forsvandt den. En udebleven oplevelse.
Det blev der rådet bod på idag.

Ved Toarps järnvägskorsning står man, så vidt jeg har forstået, primært hvis man synes, at det er vigtigt, at se stor skrigeørn i Malmø Kommune (det er faktisk vigtigt for mange, og fred være med det; se microbirding.se). Dagens vejr var egentlig ikke velegnet til ørneflugt, Jeg kiggede lidt, men rykkede snart videre til sidste uges åsted ved Törringe. I skovbrynet, over ådselkulen, sad rigeligt med rovfugle, dog var alle musvåger og røde glenter.


Mange minutter skulle jeg imidlertid ikke vente. Ude i syd fangede jeg snart den krakteristiske silhouet af den store skrigeørn, svævende over et skovbryn med sneklædte træer.

Selve idéen om stor skrigeørn i Skåne er større end det, blot at sé fuglen. Jeg havde allerede set den. Det at se den kredse over et skånsk vinterlandskab var en indfrielse af en større forventning - forventningen om engang at få den ikoniske oplevelse af overvintrende stor skrigeørn i Skåne, et set-up, som nok er klassisk, men imidlertid ikke helt let, at få lov at opleve.

Efter at fuglen var forsvundet bag Törringe Lund for anden gang tog jeg chancen, og kørte ned mod Käglinge og Arrie. Her er både åben slette, morænebakker og et mosedrag. Det var mosedraget, som gav bonus. Snart genopdagede jeg den store skrigeørn flyvende lavt over terrænet; flere gange satte den sig, jeg fandt kuglepennen frem og tegnede til fingrene smertede i frostvejret - ikke mindst dét, at komme tilbage til bilens varmeblæser var smertefuldt!

Østpå gennem Skåne tiltog snedækket, men som forventet aftog det igen på Kristianstadsslätten. I Pulken var sneen primært begrænset til muldvarpeskuddene. Vel hjemme igen var billedet således typisk: En nærmest snefri slette med Linderödsåsen stående i syd, som et sneklædt bjergmassiv.

Pulken er totalt islagt og opviser pt. høj vandstand, dog lavere end for et par uger siden. At der er is på gør, desværre, at fuglene koncentreres i Helge Å, hvor jeg ikke kan se dem hjemmefra.

Jeg kan til gengæld høre både overnattende gæs og svaner, - det er tydeligt, at de for tiden overnatter i stort tal. De tusinde skovsædgæs, som græssede på Pulken i forrige uge, giver en idé om omfanget. Det lokale hit her i vinteren, har været en sort glente, som sammen med ca 40 røde glenter, er set flere gange nede ved Yngsjö Kapel. Her ligger der efter al sandsynlighed et eller andet ådsel.

Noget af det mærkeligste jeg har oplevet i denne vinter var dog da jeg ca tredie juledag kunne tælle syv rastende traner ved morgenoptællingen i Pulken. Af disse var de fleste adulte, én definitivt 1k. Det var således ikke en flok idioter, men et genuint forsøg på overvintring i en skala som jeg aldrig har oplevet før!