BLANDSKOV MED BL.A. SMÅBLADET LIND, NAVR OG VEDBEND

 

Frejlev Skov, Lolland, 29. september 2021. Billedet er tegnet op i tiltagende regn. Da jeg begyndte at male (med akvarel) fandt jeg hurtigt ud af, at farven regnede bort næsten lige så hurtigt, som jeg kunne male; paraplyen var ikke til megen hjælp. Jeg markerede derfor blot nogle farveprøver og malede billedet færdig hjemme. 

Det man ser her er skovbrynet mod strandengen set inde fra skoven. Da jeg nærmede mig stedet skræmte jeg en flok dådyr. Skoven bar da også. netop lige her, tydelige spor af hjortenes fouragering. De havde bidt træernes kviste af i "nippehøjde" og der var optrampede partier i skovbunden, muligvis sølepladser? Det er dét man ser nederst til højre. Her i skovbrynet var småbladet lind, i forskellige aldre, det hyppigste træ og der var en del navr, en specialitet for "Sydhavsøerne". Man ser blade af navr øverst til venstre. Det mest spektakulære, og det jeg valgte som hovedmotiv, var imidlertid en velvoksen vedbend. Den havde groet op ad et træ, som nu var dødt og væltet - dets stamme var ikke meget tykkere end vedbendstammen. Vedbenden levede, trods stramt udspændte rødder (de ses i forgrunden), og var nu på vej over i kronen af en småbladet lind, op af hvilken det døde træ lænede sig. I skovbrynet voksede endvidere eg sp. (bladene syntes intermediære mellem stilk- og vintereg, men det kunne jeg godt have studeret lidt nøjere), tjørn sp. samt bøg og enkelte meget flotte avnbøge. Jeg havde gerne fået alt dette med på ét billede, men da jeg ikke kunne finde en vinkel hvor alle elementer var synlige, valgte jeg alligevel den væltede vedbend, hvor både navr og småbladet lind - samt et flygtende dådyr - kunne komme med. Det var mig magtpåliggende at male et konkret sted i skoven, uden digteri.

Billedet er malet på bestilling af Verdens Skove, som for nylig har købt parceller i Frejlev Skov, med henblik på at bevare skovens specielle karakter - jeg vil karakterisere den næsten som en "stenalderskov" - og fremme- og bevare dens biodiversitet. Billedet kan nu købes som "skovcertifilat", det foregår i Verdens Skoves Webshop.

NIKKENDE HULLÆBE

 

Epipactis phyllanthes confusa - troede jeg, men det var mig, der var konfus, Det bør være ssp. pendula. Ivö Klack. Akvarel på bomuldspapir

Dansk knipprot, er det svenske navn for nikkende hullæbe af racen confusa. Og fra sit voksested på nordspidsen af Ivø, ville den da, så fremt der ikke havde været blade på træerne, også have haft udsigt til øen Stora Danmark. Grundfjeldet her er øverst et lag kalk, under kalken et lag kaolin og så granit. Kaolin er forvitret feldspat, hvor vand er trængt ned i grundfjeldets granit ("gennem revner i kalken"), og det kan bruges til porcelænsfremstilling. Måske har du vasket hænder, eller det, der er værre, i noget af mærket Ifö? Nu giver alt mening, ikke sandt?

Nikkende hullæbe forekommer i tre racer, jeg ved ikke hvad de hedder på dansk, men på svensk hedder de engelsk-, dansk- og sandknipprot. Den danske vokser gerne nær rindende vand, oftest under fem meter, har jeg læst. På Ivø bryder den tilsyneladende med dette. Og dog. Her deler den nemlig undertiden habitat med en anden orkidé, som foretrækker voksesteder hvor jorden er vandgennemstrømmet, nemlig knælæbe. Jeg har set dem stå næsten side om side på den i øvrigt vegetationsløse, og meget stejle, skovbund under bøgene. Ivö Klack er et stejlt bjerg, som rejser sig 134 meter over havet, så det giver egentlig meget god mening, at der er tryk på vandet. Da jeg tidligere på måneden var nede i Allindelille Fredskov, fem dage for sent til at se knælæben blomstre (eller ca femten år for tidligt; sådan kunne man også formulere det), fik jeg, om ikke andet, lov at opleve vandgennemstrømmet skovbund. Blomsten var borte, men voksestedet var ikke svært at finde. Da brød et tropisk regnvejr løs, så sigtbarheden mellem træerne svandt ind til blot et halvt hundrede meter. Der gik ikke lang tid, før knælæbens voksested var en strømmende bæk. Ivö Klack og Allindelille Fredskov har det fælles, at kalkgrunden ligger meget nær jordoverfladen. Et friskt gæt kunne være, at denne omstændighed forhindrer vandet i at sive ned i undergrunden, så det i stedet strømmer gennem bøgemulden. Husk på kaolinen, som netop er dannet hvor vand er strømmet ned "gennem revner i kalken".

Nikkende hullæbe kaldes undertiden glat hullæbe og "samlebetegnelsen", altså artsnavnet på svensk, er kal knipprot. Kal betyder glat. Alle tre racer vokser i Kristianstad Kommun, og det er mig lidt af en gåde, hvordan tre racer kan leve så nær hinanden uden at hybridisere. Deres habitater er forskellige, javist, så de mødes naturligvis sjældent. Men alligevel. 

 

Sort trompetsvamp kom også i notesbogen på Ivö Klack.

 

PS. Efter at have set på et udbredelseskort indser jeg, at jeg må have taget fejl. Det må være racen Epipactis phyllanthes pendula, jeg har malet (SVE Engelsk Knipprot). Det udbredelseskort findes på https://www.researchgate.net/publication/258905995_Knipprotter_i_Skane - en virkelig glimrende artikel skrevet af Birkedal og Kreuz. Blandt Sven Birkedals meritter er opdagelsen af racen Epipactis phyllanthes arenaria (SVE Sandknipprot - det danske navn kender jeg ikke). Desværre var både læbe, petaler og sepaler bortvisnede på det eksemplar jeg malede, så fejlbestemmelsen foretoges på baggrund af form og indbyrdes længde på blosterbladene.

Så blev man forvirret på et højere plan. Men min tekst lader jeg være -  

Det tabte land/ kvinder og pant/ snart kan du blive en voksen mand/ så skyd dine vildskud/ hvem husker dig?

- Nasa Dude 

KOELERION GLAUCAE

 

Sandstäpp, Everød 29-07-2021, detalje. Akvarel på bomuldspapir

Ved Everöd ligger et lille stykke sandsteppe. Det ligger langs en nedlagt jernbanestrækning, og det er vel derfor det har undgået at blive en del af den omgivende, røvsyge fyrreplantage (som dog supplerede med lille flagspætte og topmejse). Sandsteppe dækkede engang store områder i Østskåne, Uden jævnlige forstyrrelser som bringer kalkrigt sand op til overfladen overtager andre plantesamfund, f.eks. grønklit. At store områder kunne oppebære dette konkurrencesvage og kræsne plantesamfund skyldes det nærmest nomadiserende landbrugssystem, som var fremherskende i det sandede Østskåne før i tiden. I dag er sandsteppen en af Skandinaviens sjældneste naturtyper - totalt under 50 ha. 

På én eller anden måde er en lille stump overlevet netop her, ved Everöd. Jeg besøgte stedet i morges, med det formål at male den mest arketypiske sandsteppe, nemlig "tofsäxingsamhälle". Dette plantesamfund har den plantesociologiske betegnelse Koelerion glaucae. Altså sandsteppe med klit-kambunke Koeleria glauca (den hedder på svensk tofsäxing) og blottet sand. Hvis ikke det er dét, jeg har malet hører jeg meget gerne. 

Det var ellers svært nok at holde sig til planen. Jeg begynder altid med rekognoscering, og allerede i vejkanten voksede klit-kambunke, sand-nellike og soløje. Snart efter stødte jeg på ager-kohvede og aks-ærenpris. Lidt borte voksede noget jeg på afstand troede var due-skabiose, men da jeg kom nærmere viste det sig at jeg havde taget ordentligt fejl. Det var vellugtende skabiose! Grenet edderkopurt stod med fine, hvide stjerner - jeg blev simpelthen blæst bagover af den rigdom, her var. Andre fine sager, som også hører til den "ægte" sandsteppe, var gul evighedsblomst og grådodder - og så groede, direkte i sandet, en øjentrøst, som jeg skal have set nærmere på en anden gang. Naturligvis var der også sådanne sager som smalbladet timian og sandstar.

Jeg bliver af og til spurgt, hvor lang tid det tager at male et billede og det har jeg sjældent noget svar på. Men i dag ved jeg, at jeg tvang mig selv til at holde mig til planen - trods fristende vellugtende skabiose og grenet edderkopurt malede jeg dér hvor jeg kunne finde blomstrende sand-nellike sammen med klit-kambunke. Klokken otte sad jeg foran mit motiv og kl. 12:10 var jeg klar. Det var fire stive timer - noget mere end jeg havde ventet.

Mit maleri viser: klit-kambunke; det er de små blågrønne græstuer, og alle aks på maleriet er klit-kambunke-aks, på nær ét, der er nemlig også en anden græs med, en art Festuca, som jeg mistænker er baltisk svingel. De hvide blomster til venstre på maleriet, som stiger op fra en tæt, blågrøn tue, er sand-nellike af den nær-endemiske race, som kun findes i Sverige og et par steder i Baltikum. Plantens aflange, langstilkede frøstande ser man også. I øvrigt er det bart sand og endelig en skorpeagtig mos.

Nedenfor kommer nogle billeder fra maleprocessen samt det færdige maleri. Aller nederst et billede jeg tog i  Skånes bedst bevarede sandsteppeområde nær Vitemölla, som viser baltisk svingel Festuca polesica. Det er den lille græstue nede i venstre hjørne. Egentlig var det den store tue af sand-nellike med frøstande jeg fotograferede, men man har åbenbart lov at være heldig!

 

optegning i gang

 

Godt halvvejs

Næsten klar

Færdig.

 

 

 

Baltisk svingel og sand-nellike ved Vitemølla.

 

 

XERIC SAND CALCAREOUS GRASSLANDS - DEN SKÅNSKE ØRKEN

 

Den røde hullæbe er langt henne i sin blomstring. Her i området vokser de i forbindelse med sandsteppefragmenter. Nogle står i egentlig, knastør sandsteppe, gerne direkte i det hvidgrå “rensdyrlav” og med sand-nellike som nabo. Disse er dog ved at være færdige, har måske et par smukke blomster i toppen, men er i øvrigt gået i frø. For at finde individer, som endnu stod i fuldt flor, måtte jeg lidt ind mellem fyrretræerne.

Fyrreskoven langs Hanøbugten er en sandflugtplantage og for at fremme sandsteppearterne og genskabe et mere åbent klitlandskab er plantagen blevet ryddet visse steder, trærødderne er fjernet og sandet blottet – noget jeg i aller højeste grad bifalder. I selve “hullæbeområdet” har et ret åbent parti med fyrretræer dog fået lov at blive stående. Både rød hullæbe, skovhullæbe og glat hullæbe trives nemlig udmærket både i sandsteppen og inde mellem fyrretræerne. Voldsomme indgreb netop hér, kunne nok risikere at gøre mere skade end gavn.

Billedet her viser en rød hullæbe, den står i mos, men substratet er hvidt, kalkrigt sand. Ved siden af hullæben står en frøstand af kobjælde, sandsynligvis opret kobjælde, og her, lidt inde mellem fyrretræerne, er almindelig kohvede talrig – det er den med de gule blomster. Mellem kobjælden og hullæben ses en anden art, som er almindelig i forbindelse med fyrretræerne, nemlig de runde blade af en art vintergrøn, som jeg ikke forsøgte at bestemme. I nærheden fandt jeg i øvrigt smalbladet klokke i den sjældne, hvide form. Dette er ikke egentlig “6120 sandstäpp”. Jeg har endnu til gode at male et ordentligt billede af den åbne sandsteppe, det må blive ved et senere tilfælde - så skal jeg også nok smide en mængde ord efter hvad det er.

KALKOVERDREV, TOSTEBERGAKUSTEN

 

6210 kalkoverdrev *vigtige orkidélokaliteter.

Her om sommeren trænger botanikken sig på og fylder meget. I år er der endda bedre tid til floraen; Pulken er næsten tørret ud. Der er ikke andet end en stor vandpyt tilbage – i dag var der lige plads til fem tinksmede, to svaleklirer og to viber. En gåtur i engene skuffer til gengæld ikke – særlig i det sydøstlige fenne, som blev afgræsset i foråret, blomstrer engens sene arter nu overdådigt. Jeg så en moshumle, fandt pile-alant som ny art for Pulken og da jeg gik i kanten af kæret og bestemte starer fandt jeg en ny bestand af hvepseedderkopper.

At min indgangsvinkel til naturoplevelsen gennem de senere år har flyttet sig fra de enkelte arter til de forskellige habitater har betydet meget. Blandt andet har det åbnet en hel verden af motiver, som jeg ikke ville have givet mig i kast med tidligere. Det veksler mellem hurtige akvarelskitser, som bliver færdige på stedet, og komplicerede minilandskaber, som begynder med timers tegning og maling i ubekvemme stillinger – f.eks. liggende på maven - og afsluttes over flere dage i ateliéret. At naturtypen er kommet til som interesseområde betyder bestemt ikke, at fascinationen af de enkelte arter er forsvundet. Det er ofte en spændende eller smuk art som lokker – bakkegøgeurt eller hyldegøgeurt f.eks. - men opmærksomheden på det plantesamfund den eftertragtede art indgår i leder til, at alt får en dybere betydning: Opmærksomheden skærpes og jeg får øje på den stribede kløver; spørgsmål til lokalitetens geologi og hydrologi opstår. Jo flere vinkler der kommer til i oplevelsen af naturen, des mere åbner landskabet sig. Flere og flere fortællinger kommer til.

Den 20. juli var det Havtäppet, som besøgtes. Stedet er en del af NATURA 2000 området Tostebergakusten. Vi er altså her i den Nordøstskånske Skærgård. Det ledsagende billede viser en plet vegetation i det kalkoverdrev som dækker det indre af Havtäppet.

Kalkoverdrevet er så tæt bevokset med høje enebærbuske, at man næsten kan tale om en meget lysåben enebærskov gennemkrydset af korridorer, som indimellem vider sig ud i lysninger; det hele gavmildt bestrøet med store ledeblokke. Naturtypebetegnelsen i NATURA 2000 plejeplanen er “6210 kalkgräsmarker”, men kunne med god ret også betegnes “5130 enbuskmarker på heder eller kalkgräsmarker”; det er vist mest et spørgsmål om, hvor man lægger fokus.

I det labyrintiske landskab, hvor mere eller mindre tætte enebuskadser veksler med åbne partier, er den sjældne strand-krageklo en af karakterarterne. Den står virkelig overalt og pletter overdrevet lyserødt. Almindelig knopurt er mindst lige så talrig og en tredie karakterart er knoldet mjødurt. På de tørreste dele af overdrevet vokser pletter af hedelyng, soløje (Helianthemum nummularium ssp.), timian og rundbælg, som her er småblomstret og oftest højrød (evt. ssp. vulneraria). I de mere friske partier får den evindelige strand-krageklo selskab af blandt andre hulkravet kodriver og eng-nellikerod. Den plet jeg her har malet ligger i et af disse sidstnævnte, friske. Det er undertiden de små ting som tæller; det er en plet på nordsiden-, og altså i skyggen af, en lille rosenbusk. Her er der grønt, selv nu i højsommeren. Det er gerne sådan et sted man finder bakke-gøgeurten. På mit maleri ses én, som er ved at afblomstre nedefra. Der er også en opsvulmet frøkapsel ca midt i akset, og grundbladene er ved at visne. Blandt de øvrige arter på billedet ses eng-nellikerod, løvefod sp. og den allestedsnærværende lancetbladede vejbred. De lyse, behårede blade kan kun tilhøre én eller anden kurveblomst. Nogen blomst var der dog ikke. Mit bedste bud er, at det er lancetbladet høgeurt. Klokken er en liden klokke, de intrikate blade i midten er knoldet mjødurt og endelig er der skovjordbær. Græsserne har jeg ikke noget bud på, det var indviklet nok blot at få dem placeret nogenlunde rigtigt på billedfladen. Det lykkedes til gengæld meget godt. 

 

 

ENGEN

 

Venstre og højre side af opslag i skitsebog. Akvarel.

Jeg har malet engen i de seneste dage, gerne siddende på værkende knæ, for at komme langt nok ned. I de fugtige partier er blomstringen overdådig, i de tørre er det på vej til at være overstået pga. det tørre vejr. Jeg har nået at male engen hvor den har været græsset i foråret, og er nu i gang med at male et parti som ikke har været afgræsset endnu. 

Et særligt parti i engen er helt utrolig flot. Pukkellæbe står tæt mellem skjaller, almindelig knopurt, agerpadderok, lav tidsel, hjertegræs, slangetunge og en mængde græsser og starer, som jeg ikke ved hvad er. Noget som ligner djævelsbid, selvom det da er alt for tidligt, står med blåviolette blomsterkugler, hvor Zygaener sidder som en ekstra dekoration (jeg mener det er viciae). Også statices er jeg stødt på. Flere steder er der partier med sumphullæbe. Og så her jeg fundet en ny orkidéart i Pulken. Den vokser også i dette engparti. Den er rank og højvoksen, blomsten ligner mest af alt skovgøgeurt - læben er dybt tredelt og plettet, sporen kort, men grundbladene er spidse.

Vildsvinene gør sig meget bemærkede i år. Et kuld grislinger holder for tiden til i kanten af den østlige elleskov, den nærmest Yngsjö. De har alt for travlt med at rode i jorden til at opdage mig, selvom jeg holder med cyklen oppe på Härnestadsvejen, blot fem meter fra dem. Når en af dem så endelig opdager mig farer de ind i skoven under hyl og skrig, men så snart de ikke kan se mig mere falder de til ro igen, og roder videre. Det vil sige efter 10-15 meters vild flugt.

Vi har i dag fået en smule regn, men det battede ikke noget videre. Vandet er nu så lavt i syd-Pulken, at vaderne ikke gider være der; blot to små præstekraver og en svaleklire. Tranerne er til gengæld begyndt at samle sig; 34 stk. landede til aften for at overnatte.

 

 

MIDSOMMER

 

Sortklire, Pulken 26-06-2021, akvarel. Det er sjovt at se sortklirerne fouragere. Først går de fremad og fejer som skestorke, så pludselig løber de baglæns og bliver tykke - det er det, den på billedet gør.

Det begynder at ligne tørke. Engen er farvet som et klassisk atlas, de lavere dele er grønne, de højereliggende brune. Vi taler ikke om den Tibetanske Højslette og Bangladesh, men om små højdeforskelle på vel ca 10-30 cm, det ser ret pudsigt ud. Syd-Pulken er ved at tørre ud, noget som ikke er sket i mange år. Vand er der dog, og vanddybden er perfekt til de klirer og brushøns, som nu raster. Smukke fugle, sortklirer i fuld sommerdragt, brushanerne lidt mere afdankede; nogle flotte, andre noget rampornerede. Egentlig helt utrolig kort, at de brushaner er i deres fulde skrud, det er ikke meget mere end en måned. Her skal I lige se en ret speciel hane, som rastede i går. Den var ualmindelig elegant i sit harlequinkostume: 

Et regnvejr nu, ville med største sikkerhed give et formidabelt vadefuglefald. Ét tordenskrald var dog hvad man fik at høre fra en overskyet himmel. Men måske er det ikke så tosset med den tørke, det er jo netop dynamikken som gør Pulken så spændende. Uden dén kunne det være endnu en lille sø med et par blishøns.  

Her er nok at se på, i går aftes sad jeg i syd-Pulken og så 41 tinksmede, syv sortklirer, syv brushaner, krikænder, knarænder, skeand. Rødbene gik der med en nyligt flyvefærdig ungfugl. Pludselig strakte vaderne hals og gjorde sig flade - det var lærkefalken som lagde vejen forbi, sneg sig ind som en høg, ganske nær. Nogle vadere fløj op, andre trykkede mod vandfladen. Jeg tænker, at de derved ikke længere står ud som en karakteristisk silhouet mod vandet. Hvordan jagten gik ved jeg ikke, det gik lynhurtigt og på mystisk vis var falken straks borte igen. Det er sådan noget den kan.

Kotula breder sig over mudderet nede i sydøsthjørnet, og nu blomstrer også pukkellæben, mens sumphullæben står i knop. Nu nattergalen tier lyder det voldsomt, når vagtlen slår. Karmindompappen var på besøg i haven, for at synge fra  toppen af birketræet,.. det er også sandt - jeg skal ud en morgen og tælle karmindompapper. Måske i morgen. Og hvordan mon det går for rørdrummen?

Sortklire trykker, de kan faktisk godt trykke mere, have hagen helt nede og røre vandet.

UDSTILLINGSÅBNING LØRDAG DEN 26. JUNI

Klydekolonien i Äspet

 

strandskader

 

brushaner

   

kalkoverdrev på Rævebjerg

Kalkoverdrev på Rævebjerg

Urfugle på højmose, Håknaryd

Ekstremrigkær, Tryggevælde Å

Store præstekraver ssp tundrae, Äspet

 

Fra på lørdag og ti dage frem holder jeg udstilling i mit ateliér. Jeg er i gang med at vælge ud til diverse udstillinger, og er slet ikke klar endnu, men her er et lille udvalg af malerier fra foråret 2021.

 

Ligesom under tranevåren vil jeg her på bloggen følge naturen i Pulken i udstillingsperioden. Hvis der er interesse for guidede ture, kan vi også finde ud af dét. Her ved midsommertide er Pulken først og fremmest en god botanisk lokalitet, der er bl.a. flere arter af orkidéer i området, og så er vadefugletrækket i gang. Det er noget som kan ændre karakter i løbet af en nat, ja faktisk kan en regnbyge betyde knald eller fald; i denne forbindelse er regn positivt, fordi det pludselig kan bringe hundreder af vadere, som ellers ville væøre trukket forbi, ned til rast i Pulken. Mindst 30 vadefuglearter er registreret her.

TOGT MED RYLEN 11. TIL 16. JUNI 2021

 

  Fra Rylens stævn, mod Gabet 12.06.21. CCT, akvarel på papir, A4

Netop hjemvendt fra togt med Johannes Larsen Museets ekspeditionsbåd Rylen. Om bord var vi billedkunstner og skipper Jens Bohr, Ingeborg Siri Tofte-Hjort, Solveig Dagny Tofte-Hjort og jeg. Endnu påvirket af sejladsen duver jeg fra side til side.

Det at sejle fører én ind i en tilstand af opmærksomhed på nuet. Hav, vind, nedbør, navigation, landgangsforhold, bølgehøjde – alt kalder på ens umiddelbare opmærksomhed, og når man sejler med Rylen i det danske ørige er Johannes Larsen og Achton Friises Danmarksbeskrivelse en stadig reference. Dette skaber tilsammen et prisme hvorigennem eventuelle forandringer i naturen, i menneskeliv og i natursyn henover det forløbne århundrede bliver tydelige. Dét man måske tager for givet, bliver synligt; tiden bliver tydelig. Rylen har herved en væsentlig rolle at spille i dansk kunst, en rolle hvis aktualitet aldrig svinder ind. Rylen er netop ikke en nostalgisk mindestue over Johannes Larsen og Achton Friis, men derimod et arbejdende værksted, et opmærksomhedens laboratorium.

Det var et togt i kølvandet på Johannes Larsen og Achton Friis, i hundredeåret for starten på deres ekspedition rundt til de Danskes Øer. Vi besøgte først Vigelsø i Odense Fjord, derpå Vejlø Kalv og Bogø, med et kig til Mejlø, hvor landgang i dag ikke er tilladt i fuglenes yngletid. Disse tre øer ligger i den havbugt som i dag kaldes Lillestrand, men som på Friis' og Larsens tid kaldtes Korshavn. Navnet Korshavn er i dag kommet til specifikt at betegne den naturhavn, som findes i havbugtens nordligste ende, umiddelbart syd for Fyns Hoved og i læ af krumodden Korsør. Også her var vi i land, og vi foretog desuden en kort rekognoscering af strandengen syd for Pughavn og Fællesstrand. Endelig besøgtes Romsø. På næsten alle lokaliteter blev der tegnet og malet og der blev taget noter om fuglelivet og floraen, vel at mærke i udvalg; en række planter, som jeg ikke kan bestemme med lethed, er ikke noteret, f.eks. mælder, skræpper, pileurter og de fleste græsser. På øerne og på Korsør har jeg tilstræbt at notere alle fuglearter, mens noteringen i øvrigt har fokus på, hvad jeg har fundet bemærkelsesværdigt. Hvor det skønnedes relevant forsøgte jeg, efter bedste evne, at bestemme lokaliteternes naturtype ud fra bogen “Danske Naturtyper i det Europæiske NATURA 2000 Netværk” - de er i teksten noteret som følgende eksempel: 1220 Flerårig vegetation på stenede strande.

Jens Bohr havde forinden sendt mig Johannes Larsens (JL) optegnelser om det fugleliv han mødte i forsommeren 1921. Hvad dét angår er det ikke småting, som er forandret i løbet af det århundrede, som ligger imellem hans optegnelser og mine. Det generelle billede, nemlig at det er gået kraftigt ned ad bakke for det åbne lands fugle, sås bekræftet: Rødben, gul vipstjert og agerhøne, arter som JL noterede på flere af de lokaliteter som også vi besøgte, savnedes i dag helt. JL's noter er ganske grundige og det lader til, at han har noteret (næsten?) alle fuglearter han stødte på. For visse arters vedkommende må man desuden tro, at alle individer er noteret. Det gælder bl.a. arter som krage, toppet skallesluger og fiskehejre (1!). Disse er i dag så talrige, at jeg simpelthen ikke orker at holde styr på dem. Det samme gælder ederfugl: I hele området fra Korshavn i nord til Vigelsø i syd noterede JL kun: “Ud for Dalby 4-5 etårige ederfugle”. I samme område så vi ederfugle talrigt over alt, inklusive adskillige ungeførende hunner. Vi så desuden en række arter, som i 1921 var store sjældenheder, bl.a. knarand, husrødstjert og knopsvane. Det samme kan siges om skarv, som i dag er karakterfugl ved Danmarks kyster - vi så den ynglende på både Vigelsø og på en af de kunstige holme i sejlrenden i Odense Fjord. JL så 0 (nul). Tejst så vi omkring klinterne på Mejlø (min 2 par), Fyns Hoved (2 fugle) og Romsø (min 8 fugle); JL nævner intet om tejst. Endelig kunne jeg have undt JL at opleve de tre havørne, som jagede måger på Bogø – skarpt forfulgt af rørhøg og duehøg. I 1921 et nærmest utænkeligt sceneri.

Her følger mine noter fra togtet, illustreret med arbejder udført på diverse lokaliteter og ombord på Rylen, dels af Solveig og Ingeborg, dels af mig selv.

11.06.21

Rylen, mellem Romsø og Fyns Hoved

Afgang fra Kerteminde 18:30. Rylen står nordud i Bæltet, først for storsejl og fok, nu med motorhjælp. Planen er, at gå ind i Odense Fjord inden den frontpassage, som er i vente lørdag til søndag. Ederfugle letter for boven, splitterner i luften, et marsvin var oppe nogle gange ret nærved. På Fyns kyst flot stenstrand med rigelige mængder af blomstrende strandkål. Bagved blomstrer hvidtjørnen og dufter helt herud.

 

 

 

Klintekyst på Hindsholm ud til Romsø Sund 11.06.21. CCT, akvarel i notesbog                    

 

Mod nord, malet fra Rylens fordæk mens brådsøerne stod ind 11.06.21. Ingeborg Siri Tofte-Hjort, akvarel i notesbog

Korshavn

Anløb Korshavn sent, efter at have rundet Fyns Hoved i høj søgang. En tejst fløj nær forbi. Vi malede siddende på dækket, Ingeborg et havbillede, malet siddende i sprøjtet fra brådsøer. Solveig malede landskabet inde på kysten, jeg også.

Korshavn ligger i læ af en krumodde (Korsør, også Korsøre), et smukt eksempel på bl.a. naturtypen 1220 Flerårig vegetation på stenede strande. Et tæppe af strandmalurt på indersiden af krumodden, den eksponerede yderside er en rullestensstrand med flotte strandkål. Mod Korshavn et tæt tæppe af strandvejbred, noget strandmalurt, hindebæger (at dømme efter blade og vinterstandere må det være lav hindebæger) og kødet hindeknæ. Også en siv, som ligner harril, dog er dækbladet undertiden længere end blomsterstanden, jeg kan bare ikke finde et alternativ der passer bedre end harril.

I det tørre malurt-tæppe vokser en uhyre smuk nellike, som jeg aldrig mindes at have set. Lysegrøn og rank med en lang, ret tæt, aksformet blomsterstand. Hvide blomnster, klæbrig (klæbrig limurt. Ifølge Store Nordiske Flora meget sjælden i DK!).

Korsør/Korshavn er et godt sted at opleve naturtyperne 1220 Flerårig vegetation på stenede strande, 1330 Strandenge og 1150 Kystlaguner og strandsøer. Selve Korshavn må være 1160 Større lavvandede bugter og vige, dog er vanddybden nogle steder ned til 8 m.

12.06.21

Korsør/Korshavn

I 1220 Flerårig vegetation på stenede strande – det er muligt, at jeg her inkluderer 1210 Enårig vegetation på strandvolde; jeg finder det svært at udskille sidstnævnte:

Klæbrig limurt: 700+ blomstrende skud (enårig)

skovløg: almindelig på tørreste del af strandvolde

strandvejbred: hist og her

Kamchatka-rose: hist og her

strand-arve: almindelig

benved: enkelte

strand sennep: hist og her

(strand-)engelskgræs ssp: almindelig

strandkål: almindelig

lancetbladet vejbred: ret almindelig

bidende stenurt: almindelig

strandmalurt: bestanddannende hvor der er grønsvær, på rullesten mere spredt voksende

strandkamille: ret almindelig

diverse mælder.

I 1330 Strandenge:

sandkryb: almindelig

lav(?) hindebæger: almindelig

strandvejbred: almindelig - bestanddannende

almindelig salturt: ret almindelig på bart sand/grus

kødet hindeknæ: almindelig – bestemt bl.a. på, at nedre stængel ikke er forveddet

(læge-)kokleare ssp: almindelig

(strand-)engelskgræs ssp: ret almindelig

strand-trehage: almindelig - bestanddannende

strandmalurt: almindelig – bestanddannende

Cf. harril: almindelig - bestanddannende

Fugle:

engpiber: 1 ad, 1 1k

husrødstjert: 1

hvid vipstjert: 1

havterne: 2

sanglærke: 2 syngende

dværgterne: 1fiskende i Pugesø

tornsanger: 1 syngende

munk: 1 syngende

Stod ind i Odense Fjord, på Borges Grund en adult sildemåge. Ederfugle, skarver, sølvmåger, stormmåger, svartbage, enkelte hættemåger og hav/fjordterner.

 

Klintebjerg, overfor Vigelsø

Fortøjringspladsen på Vigelsø er optaget. Afventer. Det gav lejlighed til at bestemme en korsblomstret, som sås bestanddannende på flere småøer mens vi stod ind i fjorden. Nemlig hjertekarse. Den er Ifølge Store Nordiske Flora temmelig sjælden i DK.

Fjordterne: 1

havterne: 4

Vigelsø

Vi fik lov at fortøjre på nordsiden af molen på Vigelsø. Rundvandring på øen.

Skarv: koloni

I skarvkolonien var partier af underskoven helt døde (bl.a. på den slåede sti samt omkring en lille sø). Ellers underskov af mandshøje stor nælde hyld, enkelte vild kørvel og rød kornel; det hele overskidt og spøgelseshvidt. Gylp af skarv fundet, indeholdende: 2 stk. ca 15 cm lange kutling sp, en håndfuld trepiggede hundestejler og en ca 10 cm lang aborre.

 

Skarver, Vigelsø 12.06.21. Solveig Dagny Tofte-Hjort, skitser i notesbog

 

Skarver, Vigelsø 12.06.21. Ingeborg Siri Tofte-Hjort, skitser i notesbog

Skarv, Vigelsø 12.06.21. CCT, skitser i notesbog

Langs Vigelsøs kyst østkyst (Gåsebadet) en smal bræmme med strandvejbred, strandtrehage, harril(?), strandkogleaks, kokleare ssp, kødet hindeknæ m.fl. Indenfor denne zone vokser strandmalurt, så en bræmme bukketorn, så skov. På øens vestkyst findes en mere udviklet strandeng 1330 strandenge med plads til flere zoner – altså også nogle tørrere længere fra selve vandkanten. Her sås bl.a. kvan (hist og her) hjertekarse (almindelig) og længst oppe på strandvolden skovløg (almindelig).

Skoven er plantet tidligt i 1990'erne ('91-'94 ca) og ganske anonym, bortset fra en død stub, hvor op ad en lårtyk vedbend (Hedera helix) voksede. Meget smukt. På denne stub (vel ca 2 1/2 – 3 m. lang) voksede flere arter epifytisk, bl. Græs sp og noget kurveblomst, muligvis en svinemælk, alternativt en tidsel. På- og langs de slåede stier gennem skoven voksede nogle interessante arter, bl.a. dunet vejbred, kamgræs (talrig) samt en af baldrianarterne og æblerose var faktisk ny for mig! Nord for molen findes en rågekoloni. Ungerne udfløjne; sad med forkærlighed på molen nær Fodermesterhuset.

Diverse observationer:

æblerose

dunet vejbred

lancetbladet vejbred

bellis

kamgræs

almindelig hyld

skarv: koloni opdilt i tre delkolonier

vild kørvel

spansk kørvel

skovløg

kvan

klyde: 1

strandskade: flere par

stor regnspove: 9 rastende (trækgæster i flok)

knarand: 1 han

gråand: par

gravand

råge: vel en hundrede stykker inklusive mange 1k

fiskehejre: ca 5

tornsanger: syngende

gøg: syngende

gulspurv: syngende

vikke sp

hvidkløver

knopsvane: par med min 2 unger, hundreder rastende

engriflet hvidtjørn

musvåge: 1

brunelle sp

NB. I kanten af den slåede sti på vestsiden af Vigelsø så jeg nogle blomstrende bruneller. Jeg bemærkede, at blomsterstanden sad et stykke over de øverste stængelblade, vel omtrent én til halvanden cm, og jeg tænkte, at det var noget som burde tjekkes i floraen. Det har jeg gjort nu, efter at være kommet hjem, og det er faktisk et af kendetegnene for den meget sjældne storblomstrede brunelle. Jeg synes ikke det er nok til en sikker bestemmelse, men det bør undersøges.

Retur til Klintebjerg.

13.06.21

Vigelsø

Efter en meget sen start sejlede vi fra Klintebjerg til Vigelsø. Solveig og Ingeborg malede udsigten fra molen (eller dæmningen, kunne man måske kalde den), nær Fodermesterhuset mod sydvest, og derefter malede de havbunden med sten, muslinger, tang m.m. Nord for molen. I øvrigt var det interessant, at der i opskyllet på molen lå en del ålegræs, en art som er under genindvandring i Odense Fjord. Ifølge Jens forsvandt ålegræsset fra fjorden på et tidspunkt. Hvorvidt dette har en forbindelse til, at der for hundrede år siden lader til at have ynglet langt flere terner i fjorden (og i Lillestrand) end i dag – og dét trods den intensive ægindsamling, som Friis beskriver, kan jeg kun gisne om, men det er da en mulighed.

Kystnær havbund, blade af hindebæger sp, blæretang, Vigelsø 13.06.21. Solveig Dagny Tofte-Hjort, akvarel i notesbog

 

 

 

 

 

Sten, fjer, tang og muslinger på havbunden, Vigelsø 13.06.21. Ingeborg Siri Tofte-Hjort, akvarel i notesbog

 

 Selv gik jeg om til skarvkolonien, egentlig for at male underskoven. I min søgen efter et egnet sted at sidde fandt jeg en 1/5 udvokset død skarvunge. På den så jeg to ådselbiller af en art, som jeg tidligere har set i Pulken, da på en død rørdrum. De er ret store, vel ca 1,5 cm lange og af form som en trilobit. Thorax er fladtrykt og orangebrunt, dækvingerne gråsorte med brede furer i længderetningen. Desuden en ådselgraver Nicrophorus sp, som desværre gravede sig ind i skarven før jeg kunne få kameraet frem. Jeg havde ikke lyst til at stikke fingrene i det stinkende ådsel. Men fint at se, at også disse arter findes på lokaliteten.

Det viste sig desværre umuligt, at finde en egnet vinkel, hvor jeg uden at forstyrre skarverne kunne male uden at blive overgylpet, så det endte med, at jeg trak ned til stranden ved Gåsebadet. Herfra malede jeg kolonien, som aftegnede sig som en hvid by mod det grønne.

Selve strandzonen her var domineret af strandtrehage, strandvejbred, kødet hindeknæ og sandkryb. Derpå et bælte strandmalurt, så bukketorn.

Skarvkoloni, Vigelsø 13.06.21. CCT, akvarel på papir 36x26 cm

Ved 18-tiden stod vi nordpå med Egensedybet og Otterup Havn som mål, men ud for Lindøværftet blev kursen lagt om mod nord én bøje for tidligt. Odense Fjord er generelt naturtypen 1160 Større lavvandede bugter og vige, men at den også rummer naturtypen 1170 Rev, fik vi nu at føle. Dér sad Rylen på Harehage, med sten under kølen agten for midtskibs, så rorets “trappetrin” ragede mindst en decimeter op over vandet. Med bådshagen loddedes vanddybten til godt en meter. Vi forsøgte at vugge ved at hive i vantene (er det ikke dét, de hedder?), men kunne ikke få hende fri. Søredningen tilkaldtes, og da de holder til i Bregnør, nåede de frem til vores position mellem Roholm og Flintholm efter blot godt tre kvarters venten. Efter lidt spænding om udfaldet kom vi af grunden. Kursen sattes atter vestpå mod Klintebjerg, hvor vi overnattede. En “hare” er i øvrigt, i denne forbindelse, ikke noget blødt pelsdyr. Det er en sten – ligesom i Hareskoven.

Sæl sp: 6

Ederfugl, fra Rylens dæk, Odense Fjord 13.06.21. CCT, akvarel på papir A4

 

Klintebjerg, aften

Klyde: 2 flyvende mod syd

taffeland: 19 flyvende mod syd

havterne: ca 5 fouragerende

toppet skallesluger: par

rørhøg: 1 han

På Skalø, den lille holm vest for Vigelsø, er en sølvmågekoloni. Store (ca 2-3/5 udvoksede) unger fra ca 8-10 par sås i strandkanten. Også mindst ét par svartbage med to 3/5 udvoksede unger. Også strandskader, gravænder og endelig rugede en stormmåge i en rede anbragt på en pæl ved molen på Vigelsø.

Sen aftensmad i Klintebjerg. Nu må vi simpelthen også sove – vi skal i morgen til Korshavn og ind i Lillestrand.

14.06.21

Fra Klintebjerg til Korshavn

Ederfugle.

Skarvkoloni på stenbunke med bøje ved sejlrenden.

Efter Gabet, hvor vi gik ind og tog ny proviant ombord, som Helle havde handlet ind, og hvor jeg fik en snak med Søren, som er bådsmand ved lodsvæsenet, og som har lagt navn til Søholm, syd for Gabet, sås mest sølvmåger og enkelte skarver og svartbage. Dog en enkelt sildemåge.

Gåtur om eftermiddagen ad Fynshovedvej mod øst, langs Korshavn. Så over campingpladsen til østkysten, op til Horseklint og tilbage ad vejen med samme navn langs strandengene ud til Fællesstrand og Pughavn.

Strandvegetation, Korsør ved Korshavn med strandmalurt, klæbrig limurt og engelskgræs. Overflyvende havterne, 14.06.21 CCT, akvarel på papir 36x26 cm

Strandvolde langs Fynshovedvej ud mod Korshavn

vild asparges: fåtallig på den tørreste del af strandvolden, hvor denne er græsdækket

skovløg: meget almindelig, karakterart på den tørreste del af strandvolden

strandbede: almindelig – nu har jeg tjekket det, og trods min hårdnakkede modstand må jeg erkende, at Jens har ret. Det er strandbede. Særlig almindelig på rullestens-strandvoldene (=1220 Flerårig vegetation på stenede strande)

Strandvejbred: yderst almindelig i “saltmarsken” (1330 Strandeng)

klæbrig limurt: ca 700 på Korsør – de vokser så smukt på tør bund midt i strandmalurten

engelskgræs ssp: almindelig

(læge-?)kokleare ssp: almindelig i “saltmarsken” (1330 Strandeng)

strandvejbred: bestanddannende i “saltmarsken” (1330 Strandeng)

Cf. lav hindebæger: almindelig i “saltmarsken” (1330 Strandeng)

kødet hindeknæ: meget almindelig i “saltmarsken” (1330 Strandeng)

strandmalurt: bestaddannende, fladedækkende karakterart på mere tør strandeng og grønsværsdækkede strandvolde (1330 Strandeng), mindre talrig på rullestens-strandvoldene (1220 Flerårig vegetation på stenede strande)

strandkål: talrig og iøjnefaldende på rullestens-strandvoldene (1220 Flerårig vegetation på stenede strande)

krybende potentil

Cf. harril: almindelig og bestanddannende i “saltmarsken” (1330 Strandeng)

almindelig pimpinelle: fåtallig på tørre, græsdækkede strandvolde

hjertekarse: ret talrig

Et enkelt sted havde strandvolden snarest karakter af naturtypen 6120 Meget tør overdrevs- eller skræntvegetation på kalkrigt sand. Denne skrænt lå på sydsiden af Fynshovedvej, ud mod Korshavn. Her voksede:

liden museurt: en del

stribet kløver: fåtallig – en art jeg i øvrigt kun har set på sydside af Rævebjerg i Odsherred

harekløver: fåtallig øverst på skrænten – måske kan tilstedeværelsen af denne kalktrangsplante undergrave mit forslag til naturtype?

Bidende stenurt: ret almindelig

 

Strandenge ud mod Fællesstrand og Pughavn, langs vejen Horseklint

tidlig skjaller: fåtallig

klæbrig limurt: hundreder

Cf. rank frøstjerne: bestand på ca 100 blomstrende skud. Lignede grangivelig rank frøstjerne, bladene dobbelt fjersnitdelte, opret stillede. Om de enkelte blades grund kan siges at være kileformet synes jeg er svært at vurdere. Nogle, javist, andre, njaeh... Men jeg har svært ved at se, at det kan være andet

engelskgræs ssp: almindelig

almindelig kællingetand: almindelig

syre/rødknæ: bestanddannende

strandmalurt: bestanddannende

gåsepotentil: almindelig

Den våde del af engen, den som er domineret af strandvejbred, strandtrehage, hindebæger og hindeknæ, er let at genkende som 1330 Strandeng, og denne naturtype omfatter også den tørrere strandeng, hvor strandmalurt danner tæppe. Mod land bliver vegetationen gradvis til hvad jeg ville kalde strandoverdrev. Naturtypen her svær at sætte en nål i, måske bare rigtig herlig natur.

Fugle:

splitterne: ca 15

havterne: ca 4

canadagås: flok overflyvende

stor præstekrave: par på Korsør

lille gråsisken: syngende

tornirisk: par

solsort

strandskade

ederfugl

Klæbrig limurt, gul snerre m.m. Korsør ved Korshavn 14.06.21. CCT, blyant på papir 26x36 cm

 

15.06.21

Korshavn, Korsør, morgen

Efter vore to ophold her kan følgende ynglefugle konstateres på Korsør (mulig/sandsynlig/sikker):

Landsvale: sikker - min. 1 par

hvid vipstjert: sikker - 1 par

stor præstekrave: sikker - 1 par

husrødstjert: mulig

tornsanger: sikker – 1 par

sanglærke: sandsynlig – snarest 2 par

strandskade: mulig

gravand: mulig

Af fouragerende fugle ses konstant havterne, ederfugl og sølvmåge. Dværgterne sås ved et tilfælde fiskende i Pugesø. Rørhøg set ved et par tilfælde, tårnfalk mere regelmæssigt – op til to stk. Ingen af disse lader til at yngle på selve Korsør.

Lettede anker med Lillestrand som mål. Passerede nær forbi klinten på Mejlø (naturtype 1230 Klinter eller klipper ved kysten). På selve klinten sad et tejstepar og yderligere ét par lå på havet, nær kysten. En (af to) tårnfalk landede på klinten, det forekommer ikke usandsynligt, at den yngler der. Stor digesvalekoloni i øverste del af klintens østende, mindst 30-40 fugle i luften foran redehullerne. Der er en tydelig lagdeling af klinten netop der: Nederst moræne og ovenfor dette en smallere, vel maksimalt halvanden meter høj, zone, som også ligner moræne, men af en anden farve. Her var redehullerne. Øverst et smalt “muldlag”.

Tejst, blyant på papir. CCT

                                                              

Vel inde i løbet mellem Mejlø og Bogø kunne vi konstatere, at forholdene var gode til et besøg på Vejlø Kalv. Det er noget Jens allerede udtrykte et ønske om i 2017, da vi var på togt sammen første gang, et ønske jeg siden da har delt. Achton Friis skriver nemlig om Vejlø Kalv: “- Det er et lille Stykke dansk Urskov, her findes, den har saaet sig selv og Mennbeskehaand har aldrig rørt den.”. Det skal naturligvis tages med dét gran salt, at Friis skriver med “bred pensel”, og f.eks. i De Danskes Land også skriver om Vejlø Kalv: “...her stod...store Kynger af blomstrende Hindebæger”, vel at mærke på basis af et besøg 25. maj 1921. Hindebæger blomstrer juli-september. Dog, en dansk urskov vil man gerne se, så vi begav os ind på det lave vand i gummibåd og nåede, i modsætning til Friis og Larsen, tørskoede frem. JL nævner i sine noter, at de vadede i land gennem blød bund med “Ålegræs Jastera mana” - det må være almindelig bændeltang (=ålegræs) Zostera marina, der menes. Det så vi intet til. Bunden er i dag for størstedelen sandbund, her og der med enkelte blæretang (1160 Større lavvandede bugter og vige).

Solveig og Ingeborg satte sig straks til at male, Jens begyndte en rundvandring langs stranden og jeg begyndte med en registrering af floraen i de forskellige zoner fra strandkanten og ind mod midten af øen.

Vejlø Kalv

Zoner, 1) er nærmest kysten etc.

1. havstokken: Strandvejbred, sandkryb, hindebæger sp, strandasters – hvor af én i blomst, strandbede

2. græsser og strandmalurt

3. vild asparges – meget talrig, bredbladede græsser, skovløg – meget talrig, hjertespand – kun ved det lille “næb” mod øst

4. vild kørvel, Cf. Agertidsel, stor nælde, kodriver sp, hjorterod – interessant! Hjorterod er én af “Storebæltsarterne” og findes i Danmark kun i det tørre og varme bæltklima; ligesom f.eks. fransk bredpande

5. klint på nord- og vestsiden vel ca 2-3 m høj. På syd- og østsiden stejl skrænt. Her vokser buske, nogle steder dog også skovtræer, i øst således eg sp og på sydøsthjørnet småbladet lind. Hyld, rose sp, tjørn sp, vedbend (jeg har efterfølgende bestemt den sikkert til Hedera helix ud fra fotografier – bladstængels længde = bladpladens længde. Der var en vis variation i de fertile skuds bladform, men flertallet var elliptiske), slåen, ene (!) - på sydvesthjørnet, vild kaprifolium, benved – angående denne så kiggede jeg kun kortvarigt på den. Friis nævner vrietorn og jeg kan have taget fejl i skyndingen. En af disse buske havde spind med små, gule (sommerfugle?) larver med sorte hoveder og sorte prikker. Vegetationen nogle steder fuldkommen uigennemtrængelig, særlig sydsiden var én tæt mosaik af diverse arter. Spektakulært.

6. Skoven: Blandskov af småbladet lind og eg sp. Træerne ikke særlig høje, 10-15 m vil jeg skyde på, men gamle. En død højstub af småbladet lind var ikke mere end ca 20-25 cm i diameter. Den ringe træhøjde kan skyldes, at det er en lille ø; i følge Friis 1,5 tønde land. Vedbend Hedera helix almindelig, men ikke dominerende på nogen måde, vild kaprifolium hist og her. Også et enkelt træ som mest af alt lignede pære i vækstform og bark (gråbrun med revner på kryds og tværs) – dette træ nåede tilsyneladende op i kronetaget. Busklaget bestod af tjørn sp, hvoraf enkelte var deciderede småtræer, rose sp, hyld, stikkelsbær, brombær sp. I skovbunden var der to typer vegetation: Under hovedsagelig eg sp på øens østside fandtes en tæt bestand af ørnebregne, muligvis tredelt egebregne og nogle stor konval. Jorden her virkede morbundsagtig, muligvis humus; føltes let trævlet. Under ege-lindeblandskoven var skovbunden dækket af urter: Stor konval – talrig, vild kørvel – talrig, liljekonval – talrig, snerle sp, stor nælde – ret almindelig, hundegræs – ret almindelig. Glemte desværre at undersøge jordbunden her.

Øen giver et udmærket billede af skovbilledet, ja hele landskabsbilledet, i Danmark under Atlantikum. Dét man ser her, er Ertebøllejægernes landskab. Danmarks ældste båd, en udhulet lindestamme, dateret til ca 7200 år før nu, er faktisk fundet i Korshavn, nogle hundrede meter nord for Mejlø! Skoven på Vejlø Kalv passer, som naturtype betragtet, ikke rigtig på noget som helst. Lidt paradoksalt, eftersom skoven her nok er det mest naturlige jeg nogensinde er stødt på i Danmark. Om der virkelig er tale om et relikt, med en kontinuitet som går tilbage til Atlantikum, ved jeg selv sagt ikke. Men jeg skal love for at det ligner. I en folder fra Fyns Statsskovdistrikt, findes et kort, visende “land i stenalderhavet” (gul signaturfarve) og “hævet havbund” (grøn signaturfarve). Kortet er noget gnidret, men viser Vejlø Kalv som en grøn ring med hvidt i midten, altså noget svært at aflæse! Det kunne tyde på, at korttegneren har glemt at farve midten gul. Hvis dét er tilfældet er muligheden for, at der rent faktisk er tale om et relikt i hvert fald til stede. Det burde undersøges. Det artsudvalg og generelle billede vi mødte svarer ganske nøje til hvad Friis beskriver. Vejlø Kalv er en perle af de helt sjældne.

Først så Jens et dyr: “Det passede til øens størrelse; en dværghjort!”. Midt på øen sprang den så pludselig op, mens jeg var ved at filme. Det var et Rålam. Jens var nede på stranden, og så det komme styrtende ud af skoven og direkte ud i vandet, hvor det rundede “næbbet” og forsvandt; det er vel gået i land igen på nordsiden.

Jeg tegnede dels en skitse af strandens vegetationszoner ved “næbbet” på østsiden, dels en kuglepensskitse i linde-ege-blandskoven. Ikke mange fugle på øen; to præderede æg – ringdue og sandsynligvis ederfugl, kaldende bogfinke, to strandskader, en overflyvende hvidklire, en krageunge. Men da jeg var færdig med at tegne hørte jeg pludselig havørnen kalde.

Vejlø Kalv 15.06.21, blandskov af småbladet lind og eg, i busklaget hvidtjørn og hyld, i skovbunden stor konval og vild kørvel. CCT, kuglepen i notesbog.

Tue på lavt vand, blåmusling, hindebæger, Vejlø Kalv 15.06.21. Solveig Dagny Tofte-Hjort, blyant i notesbog

           

Havbund, lavt vand ved Vejlø Kalv 15.06.21. Ingeborg Siri Tofte-Hjort, akvarel i notesbog

Vejlø Kalv 15.06.21 egedomineret parti, muligvis på morbund. I skovbunden ses ørnebregne, stor konval og muligvis almindelig egebregne, i busklaget hyld.

 

Vejlø Kalv 15.06.21 parti domineret af småbladet lind. I skovbunden stor konval, brombær sp, græsser. Som det fremgår er træerne lave af vækst.

 

Vejlø Kalv 15.06.21 småbladet lind og eg, vedbend. I skovbunden stor konval, almindelig kørvel m.m.

 

Vejlø Kalv 15.06.21 skovbryn med småbladet lind, eg sp, vedbend, hyld, rose sp.

Vejlø Kalv 15.06.21 Strandvegetation med bl.a. hjorterod, strandmalurt og skovløg.

Bogø

Da vi i gummibåden sejlede tilbage mod Rylen efter besøget på Vejlø Kalv kom en havørn - sandsynligvis 2k, da den var slidt hvid på partier af ryggen – flyvende fra Mejlø mod Bogø. Ivrigt mobbet af en mindre rovfugl. Det viste sig at være en duehøg! Snart efter slog havørnen ned bag bakkekammen på det nordlige Mejlø, og en sky af måger fløj i vejret i vildt raseri. Den var tydeligvis slået ned i en mågekoloni. Efter nogle minutter kom et par adulte havørne ad samme rute. De slog også ned i mågekolonien, den ene med udstrakte fangere. Også en rørhøg blandede sig i ørnemobningen. Vel 5-10 minutter senere kom den unge havørn flyvende fra Bogø, med en gammel svartbag lige over ryggen. Den forsvandt tilbage mod Mejlø og snart efter fulgte de to gamle.

Efter frokost gik vi i land på Bogø. Her blev vi straks optagede af at plukke ederdun, som lå overalt i strandkanten. Langs stranden fandt vi flere forladte ederfuglereder, to fra i år, hvor æggeskaller viste, at ungerne var klækket, og adskillige bare pletter i strandmalurten, spor af tidligere års reder.

På selve den smalle sandstrand fandt vi en sølvmågerede med tre æg, så, nærved, men inde i malurten, en svartbagerede, og her så man naturens drama udfoldet: Reden indeholdt ét uklækket æg, ét æg, hvor ungern var død under klækningen og lå død med æggehinden om kroppen, endnu i fosterstilling, men ved siden af reden, lidt inde i strandmalurten fandt vi den sødeste lille svartbageunge, 1/5-2/5 udvokset.

Bogø, diverse observationer:

Havørn: 2 adulte i par, 1 2k-3k fouragerende

rørhøg: 1 han, 1 hun

duehøg: 1

sølvmåge: en koloni med hundreder, rede med 3 æg

svartbag: 2+ adulte, rede med 1 æg 1 død 1/5 udvokset pull, 1 1-2/5 udvokset pull

ederfugl: ca 150, 2 klækkede reder fra i år, ca 5 fjorgamle reder

toppet skallesluger

gravand: par med 6 1/5 udvoksede pull

gærdesanger: 1 syngende

Mejlø, diverse observationer – set fra Rylen og Bogø:

Dværgterne: 1

havterne: 5-10

stor præstekrave: par

strandskade: 4-6

tejst: min. 4 omkring klinten

huldue: 11 rastende i flok nær klinten – yngler de i den?

tårnfalk: par

Vi sejlede fra Bogø ca 17:45.

Rylen opankret ved Romsø, 16.06.21. Ingeborg Siri Tofte-Hjort, akvarel i notesbog

Bogø-Romsø

Vi gik for motor rundt om Fyns Hoved til Romsø. Sidst på eftermiddagen løjede vinden nemlig af til noget nær havblik. Det gav gode muligheder for at se efter marsvin, Solveig lagde ud med at få øje på en voksen med en lille unge ud for Fyns Hoved. Flere fulgte snart.

Marsvin: 1 adult og 1 pull, 3 adulte, 3 adulte

tejst: 2 i par nær Fyns Hoved

splitterne: 3

Romsø

Vi ankrede op ved Romsø, nord for vestrevet. Inde på Romsø græssede mange dådyr, en spættet sæl lå på en sten nær stranden og en gammel havørn landede i en trætop.

Iagttagelser fra Rylen liggede for anker:

Havørn: 1 adult

fasan: 3

dådyr

vibe: 1

strandskade

ederfugl

marsvin: 1

spættet sæl: 1

16.06.21

Romsø

Fra Rylen sås om morgenen:

Spættet sæl: 1

tejst: 8

havterne: 3+

fjordterne: 1+

splitterne: 1+

skarv

ederfugl

strandskade

ringdue: kurrende

digesvale

Tejste på helt lavt vand med opstikkende "tangtrolde", Romsø 16.06.21. CCT, akvarel på papir, A4

Romsøs kyst er præget af klinter, både aktive og klinter med mere eller mindre grønsvær. Det er naturtypen 1230 Klinter eller klipper ved kysten og til denne naturtype må, så vidt jeg kan skønne, overdrevet som omkranser øens centrale, skovdækkede del regnes. Dådyrene holder vegetationen helt lav, dog brudt af større bevoksninger af brombær sp, som til gengæld er gennemkrydset af tæt græssede “hjortestier”, eller hvordan man nu skal udtrykke det. Hundetunge er almindelig i dette overdrevslandskab, jeg har aldrig før set denne art i sådan mængde. Det er tydeligt, at dådyrene undgår den. kamgræs er overordentlig almindelig – det typiske billede er, at man ser ud over græsplænekort græs, og op stikker overalt blomstrende aks af kamgræs. En anden almindeligt forekommende art i dette kortgræssede overdrevslandskab var almindelig mælkurt. Særlig på et areal med mange tuer af en eller anden myre – det lignede præcis rød engmyres tuer – var også hjertegræs almindelig.

Kysten var for en stor del rullestensstrand. Dér hvor vi gjorde landgang var vegetationen sparsom, blot smalle bræmmer af strand-vejbred. Mange større sten på stranden og ude i havstokken. Her voksede særlig blæretang og savtang.

Romsø 16.06.21, rullestensstrand og blokke, stille vand med opstikkende tang, digesvaler. CCT, akvarel og kuglepen i notesbog

Romsø 16.06.21, klint ved stranden bevokset med græs og urter. Solveig Dagny Tofte-Hjort, akvarel i notesbog

 

I land sås følgende:

Hvepsevåge: 1 – kredsende lavt, derpå lod den til at fortsætte mod sydvest, men den kan have gået ind på øen igen.

Digesvale: mindst tre kolonier . Talrig

hundetunge: almindelig

kamgræs: nærmest karakterart

almindelig mælkurt: almindelig – både lyserøde, blå og hvide set

hjertegræs: almindelig i “myretueengen”

gul iris: talrig i mindst én af de små damme

gåsepotentil

Cf. tornet tidsel

havørn: 1 adult kom ind fra havet på øens nordvestside, med et bytte i fangerne

strandskade

fasan

dådyr

ederfugl: almindelig, også med ællinger

toppet skallesluger

sølvmåge

tornsanger: 1 syngende

havesanger: 1 syngende

gærdesanger: 1 syngende

munk: 2 syngende

rødstjert: 1 syngende

stær: <10

huldue: 5 syngende, to set

ringdue: min. 2 syngende

solsort: flere syngende

Som sædvanlig kastede Ingeborg og Solveig sig straks over arbejdet, mens Jens og jeg først rekognocerede. Jeg fik malet en lille skitse af stranden med rullesten, blokke, tang og et par digesvaler. Det var stadigvæk vindstille da vi gik ombord i Rylen, men motoren reagerede ikke på det første par startforsøg. Endelig lykkedes det dog, og sidst på eftermiddagen lettede vi anker. Undervejs til Kerteminde malede jeg en skitse af tejste i det blikstille vand med opstikkende “tangtrolde”. Afmønstring.

 

Fra venstre: Solveig Dagny Tofte-Hjort, Jens Bohr og Ingeborg Siri Tofte Hjort ombord på Rylen 12.06.21

Carl Christian Tofte maler, Rævebjerg, Vejrhøjbuen 07.06.21. Foto Solveig Dagny Tofte-Hjort