TRANEVÅR & KONSTRUNDAN 2020 AFLYST / INNSTÄLLD PGA. EPIDEMI

30. marts 2020

PULKEN OM EFTERÅRET



I disse dage modtager jeg en hel del forespørgsler angående muligheden for at se traner i Pulken om efteråret. Her følger derfor en kortfattet gennemgang af mulighederne for fuglekigning i området om efteråret.

Traner anvender efteråret igennem Pulken som overnatningsplads og, hvis de bliver forstyrret under deres fouragering i det omkringliggende agerland, også som tilflugtssted. Antallet bygger op frem mod primo/medio oktober, men varierer meget, da efterårstrækket ikke har samme koncentrerede forløb som forårstrækket. Antal på op til ca 300 overnattende traner er normalt i sept-okt, 500 er en god notering, men ind imellem overnatter over tusinde fugle. Primo oktober kan man opleve store trækbevægelser med tusinder af traner, tusinder af bramgæs samt hvis det er svag vestenvind tillige trækkende rovfugle. Dage med hundreder af musvåger forekommer. En specialitet er fjeldvågetrækket, hvor antal på over 50 er en mulighed.

De lokale hvide storke samles ofte i- eller nær Pulken, jeg mener at huske, at de højeste noteringer ligger op mod en tyve stykker i flok.

Pulken indbyder forbitrækkende fugle af mange arter til at gå ned og raste for en stund. Det gælder ikke mindst rovfugle. I august-september kan man stort set daglig opleve jagende lærkefalke, særlig hen under aften. Efterhånden som vandet stiger i Helge Å begynder Pulken at tiltrække havørne i antal. 10-15 rastende er ikke et ualmindeligt syn, men op til over 40 rastende havørne er noteret i selve Pulken, mens min nabo nede på Ängagårdsvägen har noteret op til minimum 60 på én gang! Andre rastende rovfugle er bl.a. kongeørn, duehøg, dværgfalk og vandrefalk. Sort glente er en mulighed, den ses oftere og oftere og har overvintrer i vintrene 2017-2018 samt 2018-2019, folk har normalt set den ved Yngsjö kapel sammen med et halvt hundrede røde glenter, men jeg har også set (bl.a.) denne fugl hjemmefra.
En specialitet er overnattende blå kærhøge, de samles hver aften i Pulken, og i forbindelse med dette fænomen har jeg set steppehøg en enkelt gang, så det kan sikkert hænde igen.

Pulken er en forbavsende god vandfuglelokalitet, den meget begrænsede størrelse taget i betragtning.
I juli-august-september kan Pulken være en fantastisk lokalitet for vadefugle. Det er helt afhængigt af vandstanden, men når den er i orden ses de i mængde. Klirer, brushøns, hjejler, viber, dobbeltbekkasiner samt almindelige ryler dominerer i antal. Fåtallige men almindelige er også bl.a. stor- og lille præstekrave, krumnæbbet ryle, de to regnspover og strandskade, men det er sædvanligt, at der også er et eller andet ud over det sædvanlige. Jeg har fra og med 2007 noteret hele 30 arter vadefugle i Pulken, med odinshane, kærløber, damklire (forårsfund), tredækker og pomeransfugl som de sjældneste. Med sådan en artsliste siger det sig selv, at hvad som helst kan dukke op. 

Alle de almindelige svømmeænder kan ses rastende, undertiden kan det dreje sig om adskillige hundreder af krikænder, flere hundrede gråænder, 150 pibeænder, over 50 skeænder samt mindre antal af spidsand og knarand. Atlingand er regelmæssig men fåtallig.

For ænder og vadere, men faktisk også for småfugle, gælder det, at diset vejr eller regn - i kombination med østenvind - er det ideelle, og på den slags dage oplever jeg en slags vibrerende opstemthed når jeg er på vej ud i landskabet. Rødryggede tornskader, rødstjerter og grå fluesnappere sidder side om side på læsiden af ellelundene, bynkefugle smutter rundt i rørskoven og bekkasiner og engpibere letter når jeg går igennem engen. Rødstrubet piber er absolut en mulighed på sådan en efterårsdag, ligesom enkeltbekkasin. I rørskoven ses skægmejser; prøv også at gå en tur langs Graften, her kan isfugl ses stort set daglig, og i ellesumpen kan sortspætte og lille flagspætte ses.

Blandt gæssene er det først grågås, som dominerer. Fra og med oktober vokser antallet af bramgæs, op til minimum 5000 har jeg noteret rastende, mens antallene af trækkende bramgæs kan være langt højere. Store antal af skovsædgæs og blisgæs hører det sene efterår til. Da ses også tundrasædgås og kortnæbbet gås. Pibesvane er en temmelig regelmæssig trækgæst i det sene efterår.

Sjældne- eller usædvanlige gæster
Blandt mere usædvanlige arter (enten lokalt usædvanlige eller i det hele taget usædvanlige), som er noteret om efteråret i- og omkring Pulken, kan jeg umiddelbart komme i tanker om: Sølvhejre (temmelig regelmæssig efterhånden), steppehøg, sort glente, strandhjejle, pomeransfugl, kærløber, dværgryle, tredækker, enkeltbekkasin (ret almindelig), odinshane, aftenfalk, vandrefalk med caliduskarakterer, natravn, hedelærke, rødstrubet piber, storpiber, skægmejse (ret almindelig), pirol og nøddekrige og hvidsisken.

27. marts 2020

VANDREFALKEN OG PULKEN



Vandrefalken sidder i timevis på et muldvarpeskud ude i engen. Eller på noget andet. Noget skal det være, så den kan sidde ordentligt for de lange vinger. Når den sidder sådan, er den en glimrende model. Det er kun lyset som ændrer sig, som timerne går, ellers sker der ikke meget. En gylpebolle kommer der måske, eller vinden vender, og med den falken. Ligesom det er med ugler, kunne man også tænke sig, at se dens potentiale forløst.




Den flyvende falk er noget andet. Jeg opdager den gerne helt tilfældigt, enten fordi jeg leder efter noget andet, eller fordi jeg leder efter bare et eller andet. Ikke planløst, for afsøgning af himlen med kikkert eller teleslkop er den eneste vej frem, hvis man skal gøre sig håb om at opdage det fugletræk, som går rigtig højt. F.eks. lommer eller ederfugle. Helt deroppe, hvor mågerne blot udløser en hvid reflektion når de vender, ligger vandrefalken. Nærmest inde i himlen, som var den et helt andet sted.

Men det er den ikke. Der oppe fra må den kunne se nærmest til Mariannelund, og her klokken 13:55 må den befinde sig omtrent over vest-pulken. Den slår ikke en eneste gang. Armene er let sænkede og hånden er stemt imod den håndgribelige luft, hvis pres får vingespidsen til at svirpe let opad. Den er så langt borte, at dens farver er dæmpede af selve luftrummet, men den hvide kind lyser alligevel mod den sorte hætte, og formen står klart frem, mod det skummetmælksblå.

Hvis jeg slipper den af syne finder jeg den ikke igen. Det er sikkert. Fuglene ude i engen har altid et øje for, hvad der sker over dem, men vandrefalken har de ikke set. Så dykker den.

Ikke mod Pulken, som ellers er nærmest, men bort fra mig, et langt dyk, som på grund af den høje udgangsposition, alligevel er hazarderet stejlt.  Først som et anker, men snart som en dråbe, vingerne næsten sammenfoldede, mens den accelererer med gravitationen som hjælpemotor. Den forsvinder ned bag Graftens ellegalleri, og et øjeblik senere ryger viber, stære og grågæs op. Det bytte falken havde udset sig, har befundet sig omkring markoversvømmelsen ovenfor Sjögård. Jeg venter på, at den skal komme op over elletræerne igen, men det er forgæves.

En time senere får jeg øje på den igen. Jeg bliver opmærksom på nogle krager, som er forsamlede på engen i syd-Pulken, på en måde som udstråler rastløs forventning og uro. Og fordi de netop er dér, gider jeg hente teleskopet. Syd-Pulken er stedet hvor vandrefalk, duehøg, dværgfalk og havørn helst spiser deres bytte. Lidt af vejen, men med udsyn. Vandrefalken står krumbøjet i modlyset, flår, så overkroppen rykker voldsomt bagover, og sætter næbbet i igen, så halen ryger i vejret. Gad vide, hvad den fik?

Senere er jeg ovre ved Sjögård-oversvømmelsen. Det er en rigtig fin lokalitet, som er opstået her, rent midlertidigt. Vandet falder, først lå her trold- og hvinænder, sidst jeg var her gik en stor kobbersneppe og stak i dyndet og nu er vandet faldet yderligere, så der er store, sjappede banker. Først letter fire store præstekraver. Og det er altså her rødbenene fjæler sig. I Pulken har jeg kun hørt et enkelt fløjt i dag, og her er viber. Langs bredden tæller jeg 40 krikænder, så en stor flok hætte- og stormmåger, og der, en dobbeltbekkasin. Men der er flere. De ligner umiddelbart mudder og strå, men næbbene går som symaskiner. Bevægelsen afslører dem. Der er 20! Og der er en strandskade. Et par knarænder svømmer ude på vandfladen. Det var altså her vandrefalken hentede sin frokost.

23. marts 2020

ET ANDET BLIK PÅ EGESIDE

Stære og traner over Egeside, set fra øst, aften 23.03.2020

Vinden er gået om i sydøst, så bliver det koldt. Østersøen ligger derude, med rav og havlitter og lommer og våd kølighed, og så er det også klart, helt klart, og om natten stråler stjerner og planeter. Jeg så så stort et stjerneskud, den anden aften, at jeg næsten vil kalde det en bolide, men jeg glemte, at skrive tidspunktet ned. Det var vandret, fra vest mod øst, flere sekunder, i stik syd og 45 grader oppe.

Og skovhornuglen tuder, magen svarer, tranerne snakker i natten.

Til aften ville jeg prøve noget nyt, jeg ville se, hvor mon stærene sover. Jeg kørte ned syd for broen over Helge Å, hvor man kan se fra øst ind over Egeside. Her var de fire elge fremme, sammen med tusinder af traner, som stod spredt på markerne mellem vej 118 og Egeside, og i birketoppene sad tusinder af stære, så det næsten lignede fyrretræer. Indimellem var de alle på vingerne, og som himlen rødmede begyndte tranerne at flyve mod Pulken. Jeg er ikke fri for at synes, at det at se indflyvningen herfra kan konkurrere med at se det fra fugletårnet. Alle de mange traner, som man fra fugletårnet ser flyvende imod sig på stor afstand, sås nu passere mod den røde aftenhimmel, mens stæreskyen pulserede; det hele indrammet af gennemlyst rørskov og de sorte silhouetter af pilekrat og ellesump. Det var en meget anderledes oplevelse end den man har i Pulken, to blik på samme fænomen. Jeg kunne tænke mig at prøve at gå helt ind til rørkanten en aften, og opleve det derfra; det må være heftigt.

20. marts 2020

STOR KOBBERSNEPPE OG SORT SOL MED TRANEBÅND FOTOKAVALKADE


Traner i agerlandet langs Everöds Ängaväg. Tusindvis af traner fouragerer for tiden spredt ud over markerne her. Denne er malet på baggrund af feltskitser fra i forgårs; når man maler er det svært ikke at være en dag eller to bagud i forhold til rapporteringen.

Pulken, stik syd, malet fra fugletårnet i går aftes.Det var næsten mørkt, da jeg endelig nåede til spejlbilledet i vandfladen.

I dag har tiltrækket af traner været meget begrænset, trods nordvestenvind og opklaring i løbet af dagen. Måske fordi det var så koldt i nat. De bør heller ikke have så travlt endnu, selvom det er mildt, er det altså endnu kun den 20. marts, og der gives år, hvor trækket over hovedet ikke er gået i gang på dette tidspunkt. Til gengæld var der stort tiltræk i går, så det undrer mig, at Everts overnatningstælling her til aften blot gav lidt under 3000 stk.

Selv overlod jeg tranetællingen helt til ham, da der begyndte at komme stære. De kom i mindre flokke på mellem 20 og nogle få hundrede, så de var nemme at tælle. Stære, som holder en lige kurs, er relativt nemme at tælle, da de enkelte fugle i meget høj grad holder deres position i flokken - prøv selv at se efter, så forstår man nok, hvad jeg mener.

Grunden til at jeg gad dét er, at jeg i sidste uge så nogle meget store stæreflokke, som fik mig til at forstå, at de småflokke jeg så ofte har set flyve over Pulken om aftenen, i virkeligheden repræsenterer et meget stort antal fugle. Det er naturligvis fugle, som er på vej mod en fælles overnatningsplads. Dagens tælling kom op på 4700, og lidt efter at indflyvningen var stoppet kom en enorm sky op over Gamla Fåran, elleskoven som gør, at man ikke kan se Yngsjöns rørskove fra Pulken - nu er jeg næsten sikker på, at det er i dens rørskove, de overnatter.

Hvor mange fugle flokken bestod af, har jeg ingen idé om, for samtidig med at jeg tæller fugle som flyver ind fra vest, kan der snildt komme fugle til Yngsjön fra andre retninger, i skjul bag gamla fåran. Stæreflokken lavede klassisk luftakrobatik, alt imens hundreder af traner passerede dem. Det var spektakulært. Også en vandrefalk kom flyvende, mod den orangeguleaftenhimmel.

Et par ankomster har dagen også budt på, nemlig hvid vipstjert og en meget meget eksklusiv stor kobbersneppe, udmeldt af Evert kl. 15:25 og suttet af mig fra terrassen.

Her er til gengæld overraskende få ænder for tiden. Sådan noget som 50 krikænder og lidt færre gråænder, og så ligger de helt nede i sydøsthjørnet, så langt væk som de over hovedet kan komme til. Jeg havde ellers forventet mængder, nu hvor her er så meget vand, men nej.

Alt i alt en rigtig udbytterig tidlig forårsdag på Pulken.

Stære flyvende mod Yngsjön, i dag. Sådan en flok vurderer jeg til 400, og en lyntælling på foto gav ca 440 stk.

Stære og traner i luften over syd-Åulken i dag
Traner under indflyvning til Pulken i går.

Traner på vest-Pulken

Stære og traner over Gamla Fåren. Man skulle nok have været der, for rigtig at fatte hvor flot det var.


1971: "Nu er det vores tur"
2020: "Nu er det vores diktatur"
Glem ikke, hvad det vil sige, at leve i frihed!

19. marts 2020

UDSTILLING AFLYST - UTSTÄLLNING INSTÄLLD

Her er et af værkerne, som er malet til årets, aflyste, udstilling.

Jeg tror, at vi alle kommer til at tænke tilbage på, hvordan vi handlede i den forbandede situation, som vi nu befinder os i. Derfor må jeg desværre meddele, at jeg aflyser min udstilling.
Jeg elsker at holde udstilling her hjemme, elsker at tale med folk. Min forårsudstilling er det tidspunkt på året, hvor jeg møder mennesker, alle samlet om en fælles, og enestående, naturoplevelse.  men jeg ville personlig have svært ved at slå den tanke ud af hovedet, at jeg måske, måske ikke, havde gjort mit hjem til en central for smittespredning.

Jeg kommer til at være i Pulken under tranevåren, og formidle om tranernes kommen og gåen, som jeg har gjort det hvert år siden 2008. Det bliver dels på sikker afstand - heldigvis råber jeg højt - dels her på bloggen.

Det er i dag rigtigt forår. Nældens takvinge og citronsommerfugl flyver i haven. Solen skinner og vinden er jævn fra vest. Det kan ikke vare længe før jeg, her fra min plads ved tegnebordet, ser de første traneflokke, som er nået over Østersøen. Det er sådan en slags dag i dag. Nu vil jeg gå ud og være i det.

Deyr fé
Deyja frændr
Deyr sjalfr it sama
En or∂stirr
Deyer aldregi
Hveim er sér gó∂an gestr

17. marts 2020

SORT GLENTE


Dagens hit var en sort glente, som jeg, som sædvanlig, opdagede mens jeg kørte bil. Denne gang var det i Everöd. Rød- og sort glente minder en hel del om hinanden, men så alligevel ikke - den sorte giver mig altid et førsteindtryk, bare sådan et blink i bevidstheden, som kunne være noget i retningen af "langhalet ørn". Jeg ved ikke, hvor meget bredere vinger den har, end den røde, men det opleves meget markant. Mit kamera lå hjemme og ladede op, så det næste bliver desværre nok, at Rrk vil have en beskrivelse. Derfor lavede jeg en grundig skitse, i den genre, hvor man gør sig umage med ikke at tegne andet, end man kan stå inde for.

Jeg talte tranerne op, da de fløj til overnatning. I dag 4850.

13. MARTS


Kongeparadisfugl, nær Sorong, West Papua. Tegnet på baggrund af mit foto af spillepladsen samt mine feltskitser fra 2007 af fuglen selv.  Fuglen sidder på sin spilleplads og har netop rystet fjerdragten, for at få "vifterne" på brystsiderne til at folde sig ud. Viften ses her i kraftig forkortning, og den er ikke fuldt udfoldet.
12. marts var en dag hvor jeg skulle køre til København, men først skulle der gøres rent før årets udstilling, Tranevår i Pulken 2020. Det var en større opgave.

Samtidig pågik den værste storm jeg nogensinde har oplevet i Pulken. Naboens plankeværk væltede, og da jeg kom tilbage efter at have handlet i Åhus, lå deres hund, som nu ikke længere var spærret inde, på græsplænen, og var ved at spise en endnu levende høne bagfra - den havde det, man kalder en field day (naboen, som jeg naturligvis underrettede, fortalte senere, at den også havde ædt rottegift, og måtte en tur til dyrelægen).
Selv måtte jeg ud for at sikre taget på brændeskuret, som var begyndt at klapre i vindsiden. Øresundsbroen var lukket.
Det endte med, at jeg om aftenen talte 1400 traner og 5000 stære i Pulken, og overnattede til fredag.
Det blev så fredag den 13. marts, at jeg endelig fik overstået rengøringen, hvorefter jeg kørte til københavn.

Nu begynder det at knibe med at huske begivenhedernes rækkefølge, jo – det var Jessica som ringede og fortalte mig, at regeringen Mette Frederiksen havde besluttet, at lukke Danmarks grænser lørdag kl. 12.

Jeg var rystet. En ting var, at jeg ikke kunne få ind i hovedet, hvad en grænselukning skulle nytte. Men først og fremmest er jeg så meget sønderjyde, at tanken om at Danmark lukker grænserne mod Skånelandene, Sydslesvig, Holsten og Lauenburg, går fuldt ud på tværs af min nationalfølelse. Den er ligeledes af sønderjysk støbning. Min morfar blev født i 1903 i Sønder Hygum og gik i tysk skole. Min oldefar blev indkaldt til tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig, og var endt i skyttegravene, hvis ikke han havde været så heldig, at blive syg og hjemsendt. Under verdenskrigen måtte familien gemme grisen i møddingen, når de havde slagtet. Tyskerne havde ellers konfiskeret den til krigsindsatsen, og de gik godt nok rundt i møddingen og stak med bajonetter, men grisen var så langt nede under lortet, at de beholdt den. Jeg kunne blive ved, men kort sagt har jeg en erkendelse af, at man godt, uden at befinde sig indenfor de grænser, som nutidens landkort kan opvise, kan være dansk, eller have en identitet, hvori det danske er en vigtig bestanddel – det sidste er vidt udbredt i Skåneland, og jeg er fuldkommen overbevist om, at lukningen af den danske grænse mod Skåne smerter en hel del svenskere lige så meget som den smerter mig. Jeg skal sige jer, at jeg ikke etablerede mig i Skåne udelukkende p.g.a. naturen; det var nok så meget for at repræsentere en dansk identitet, dansk sprog og dansk kultur i landskabet. At få danskere til at komme her over og opleve det landskab, som ligger ligetil højre for København, hvis man vender kortet rigtigt. 

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg finder det bedrøveligt, at danskerne (ved opvisning af topmålet af taktisk idioti) tabte slaget ved Lund, og dermed hele Skåneland, med undtagelse af det altid tapre Bornholm (som sørgede for, at tilbageerobre sig selv, og ja, Bornholm er en del af Skåneland), men min kærlighed til Skåneland er ikke en udfordring af det svenske. Den er et ønske om samhørighed, som jeg også har udlevet på det private plan: Jessica er svensk og mine børn er både danske og svenske. Jeg har svensk svigerfamilie, svensk lillesøster, endda en svensk tiptipoldefar, og gennem min opvækst er jeg kommet så meget i Sverige, at jeg ikke kan huske hvornår jeg lærte at tale sproget. Det har dog været efter jeg fyldte fem, for jeg kan endnu huske en pinlig situation, hvor min fætter Morten og jeg kørte i traktor sammen med Yngve, som var naboen oppe ved min mormor og morfars hallandske “ødegård”. “Haor du keissat i bøusarna?” sagde Yngve, og grinede, “ja” svarede jeg, og Morten og Yngve grinede. Da tænkte jeg, at det skulle blive løgn, at de skulle kunne lave sjov med mig på den måde en anden gang. Jeg har nok netop været fem år gammel, den sommer.

Der er forskel på en rejsevejledning og en grænselukning. Den danske regerings lukning af grænsen finder jeg for det første anstødelig, ikke mindst mod det danske mindretasl i Slesvig-Holsetn og befolkningen i Skåneland, som for en stor dels vedkommende har det danske som en del af deres identitet – og som, for en endnu større dels vedkommende, i højere grad end til Stockholm og Göteborg, refererer til København, som “deres by” - den storby man føler, at man bor i oplandet til. Min umiddelbare tanke var, at dette var et stunt, som skulle slå politisk mønt af en i forvejen fuldkommen afsindigt umulig situation. Et signal, som skulle vise, hvilken handlekraftig leder Mette-den-store er.
I det par dage, som er forløbet, er jeg ikke blevet andet end bekræftet i min antagelse, for hver eneste gang jeg har hørt en ekspert på området udtale sig om spørgsmålet, dansk som svensk, har de understreget, at grænselukning ikke er et indgreb, som de kan støtte. I Sverige har man da heller ikke taget dette skridt. Her er det politiske plan, så vidt jeg har forstået, nødt til at rette ind efter de anbefalinger, som man kommer med fra Folkhälsomyndigheten, og som dermed er videnskabeligt funderede. Dette er i øvrigt også grunden til, at man ikke har lukket skolerne i Sverige. Den bagvedliggende argumentation er, at børn for det første reagerer meget svagt på coronavirus, og at det, nu hvor virus er etableret, ikke kan gå anderledes, end at størstedelen af os skal have en omgang før eller senere, virusern er kommet for at blive, og følgelig er det nærmest svært, at finde argumentet for, at åbne skolerne igen, når de én gang er blevet lukket, uden at komme til at modsige sig selv.

I øvrigt skal jeg ikke gøre mig til ekspert på området, men det virker logisk på mig, at det må være fordelagtigt, at få sygdommen på et eller andet tidspunkt, down the road. Og her kommer forklaringen på, hvorfor dette indlæg ledsages af en kongeparadisfugl. “Why do you white men have so much cargo, when we New Guineans have so little?”. Det spørgsmål fik Feltornitologen og UCLA professoren Jarred Diamond en gang, da han var på fugletur på Ny Guinea. Han satte sig for, at finde svaret, og det er: Guns, germs and steel. Geværer, sygdomme og stål. Jarred Diamond har skrevet en bog med den titel, men der er også lavet en tv-dokumentar, som kan findes på you tube, og den forklarer hans hypotese ganske udmærket. Jeg skal netop til at se den sammen med Solveig og Ingeborg. De skal skrive en opgave om Inkariget, mens de har hjemmeskole.

Teorien bygger på, at hele grundlaget for den verdensomspændende kultur vi ser i dag, og som det er svært at komme udenom har sin rod i Europæisk dominans gennem århundreder, er at finde i den opfindelse af landbruget, som indtraf i Mellemøsten for ca 12500 år siden, og at denne opfindelse var udløst af kuldeperioden Yngre Dryas. Teorien tager sin begyndelse i, at menneskene i Den Frugtbare Halvmåne, som havde haft gode livsvilkår som jæger-samlere under den lune Allerødtid , fik problemer, da kulden atter satte ind i Yngre Dryas (Allerødtid hedder det, fordi perioden har sin typelokalitet i den lille grusgrav nord for Bregnerød, som rent faktisk var der, hvor jeg cyklede hen for at se på rådyr, da jeg var barn). Og hvorfor indtraf så pludselig en ny (temmelig kort) kuldeperiode, umiddelbart efter den sidste istids slutning? En mulig forklaring er, at den blev udløst af et asteroidenedslag. 12800 år gamle fragmenter af en asteroide er fundet rundt om på Jorden.
I sommeren 2016 opdagede professor Kurt Kjær fra Københavns Universitet krateret efter et asteroidenedslag i Hiawatha Gletcheren, i grønlandske Inglefjeldland. Kurt Kjær var redaktør på Kim Aaris-Sørens bog Danmarks Pattedyr fra Istid til Nutid, som Jessica og jeg illustrerede og designede – han fortalte os om opdagelsen, allerede i efteråret 2016 (og efterfølgende fik jeg til opgave, at illustrere selve nedslaget). Fundet blev publiceret i 2018. Hiawathanedslaget er endnu ikke sikkert dateret. Én teori er dog, at det daterer sig til netop Yngre Dryas. Hvis det er tilfældet, er denne jernasteroide, 1 km i diameter, selve den faktor, som har lagt grunden til verden, den “Antropocæne”, som den er i dag. Det er svimlende at tænke på, at det muligvis er så slumpvis en hændelse, som gør, at vi ikke den dag i dag trasker rundt og jager urokser med bue og pil.

Der er ingen ende på, hvor fascinerende verden er, når svarene på spørgsmålene så ofte er spørgsmål, og lige nu er der fantastisk her; der var gråt af traner i Pulken i går aftes (16. marts). Tusinder. Det fortsatte på den anden side åen, og nede i engen sad vandrefalken på et stykke drivtømmer i stoisk ro.
Jeg kommer til at rapportere om dette års tranesæson i Pulken så meget som overhovedet muligt.

9. marts 2020

PULKEN RUNDER 1000 PRIMO MARTS!


Jeg havde godt, i eftermiddagens løb, bemærket, at der kom traner ind østfra. Det var en eftermiddag med vigende skydække, som efterhånden lod solen kigge igennem, svag sydvestenvind, men alligevel med et gråt præg. Havde det været sidst på måneden, efter et tøbrud, ville jeg have bedømt vejret som godt til tranetræk. Men sgu' da ikke 9. marts!?

Jeg var i fugletårnet fra ca 18:00 til 18:30, og da jeg sluttede tællingen stod 1030 traner på engen i Pulkens sydlige del. Over tusinde traner primo marts må næsten være en slags fænologirekord. Jeg vil ikke sige, at jeg er overrasket; hele denne vinter har været én stor overraskelse, så der er gået inflation i begrebet, men bemærkelsesværdigt er det. Jeg tror ikke det er hændt før.

Vandet er sunket betragteligt, nu er det blot usædvanlig højt. De forskellige bassiner i Pulken står ikke længere i forbindelse med hinanden. Det er faktisk næsten som et tøbrud - som var et mørke kommet over landet, nu man ikke har reflekserne fra det store vandspejl, som før omgav huset.

Mens vandet er sunket her siden i hvert fald midt i uge ti, er det til gengæld steget nord for Sjögård. Broen over åen danner her en flaskehals, og agrene på Vætlandssiden er oversvømmede af et stort vand. Det er spændende nok at følge med i.

Naturligvis bliver der udstilling igen i år. Jeg åbner den 21. marts, yderligere information følger.

4. marts 2020

EGENTLIG ER TRANEVÅREN ALLEREDE BEGYNDT



Der er ingen grund til at finde superlativerne frem. Jeg synes de rå facts taler for sig selv; fugle hvor end man vender sig og pattedyr, så det kan gøre det ud for en safari.

Lige nord for Graften fouragerede en blandet gåseflok: tajgasædgæs, blisgæs, kanadagæs, grågæs, to hybrider mellem kanada- og bramgås og to kortnæbbede gæs, den ene af de sidstnævnte med halsring, den anden med GPS-halsbånd. Dem fik jeg aflæst og rapporteret, og jeg glæder mig til at høre, hvor de har rejst omkring i verden, før jeg spottede dem fra min forhave.



Klokken 12:15 gav en panorering over Pulken en blå kærhøg, en gammel og en immatur havørn, stor tornskade, 110 blisgæs, ca 250 bramgæs og endelig en adult vandrefalk, som i øvrigt blev siddende længe nok på sit muldvarpeskud ude på en af holmene, til at jeg kunne nå at pumpe min cykel og køre ned og få malet en skitse af den. Ja, endelig skulle jeg en gang få tid til at gøre dét, som jeg er bedst til, og som jeg derfor burde koncentrere mig om, nemlig at sidde ude i naturen og male. Det er afgjort noget af det, jeg bedst kan lide at gøre, for da er jeg virkelig til stede i mit liv.

Jeg fejrede det med også at køre over og tegne elgene, som jeg fik lavet et par streger af, mens de roligt spiste vinterraps flankeret af seks rådyr. I dag var det let at se, at den ene var en han; det var den med geviret, samt én som vel så må være en kvie.



Natur- og Traneprognose
Der er stadig klass-1 varning for Helge Å nedstrøms fra Osby, så Pulken kommer nok til at have usædvanlig høj vandstand en tid endnu. Det er ikke nogen dårlig ting; tranerne overnatter her som de plejer, og her er, særlig i forhold til datoen, rigtig mange fugle - i går f.eks. hele ni knarænder. Jeg tør allerede nu spå, at det bliver et super godt år for vadefugle, når vi når så langtt. Ikke mindst bliver brushønsene glade når de ser så meget vand; jeg kunne godt forestille mig, at her kommer til at være op mod 200 rastende samt danseplads, når vi når hen sidst i april 

Det er lidt tidligt at lave en traneprognose, men i betragtning af at her allerede er omkring 200 er der en vis sandsynlighed for, at vi når dagsciffre på over 1000 stk. allerede fra næste uge. Bortset fra fredag og lørdag har alle dage fra idag og ti dage frem faktisk udmærket vejr for tranetræk, men da det er tidligt skal der nok noget solskin til. Torsdag og fredag i næste uge ser derfor gunstige ud og  kan nok give en del tiltræk.

Hvis man kan klare sig med de 200 traner som allerede er her, er elgene egentlig grund nok til at komme her over og opleve det tidligste forår i den Skånske vildmark. Jeg har nu set elg ved fire ud af fire forsøg. Fra kl. 16:30 og frem til det bliver mørkt er chancen for at se elg for tiden meget tæt på 100%.  Det er 130 km øst for Københavns Rådhusplads.

3. marts 2020

FORÅR ER DET UNÆGTELIG, MEN ER DET EN KASPISK MÅGE?


Elg nær Yngsjö 2/3 2020.


Vandstanden er nu faldende. Der er kommet en del mere eng oven vande og viben sang i dag, for første gang i år, på en dag hvor et par bemærkelsesværdige ankomster kunne noteres. Mest specielt er to spidsænder, det er meget tidligt her, og også knarand er ankommet (to par). De første stære blev set, og dét i form af en flok på ca 400 stk.

Et vue ned over syd-Pulken fra terrassen.


Ved aftenens tælling af overnattende fugle i Pulken sås følgende:
Trane: 210 - mange på så tidlig en dato
Blisgås: 74
Kanadagås: 6
Sangsvane: 10


Et par stoltserende traner. Dette var mens der var lidt lys, og ca 20 traner. Efterhånden som det skumrede, tidobledes antallert. Det var en meget smuk, stille aften, hvor tranerne kom ind i småflokke fra sydøst, nordvest og nord.
 
Trods faldende vandstand er Pulken og hele Egeside Träsk fortsat én stor sø med små holme. Fem store skalleslugere og halvandet hundrede fouragerende sølvmåger kan tilskrives dén omstændighed. Jeg tjekker naturligvis mågerne, for blandt de største huller på både "tomtlistan" og Pulken-listen er kaspisk måge. Og så skulle det naturligvis hverken gå værre eller bedre, end at jeg står på terrassen og får øje på en oplagt kandidat, en 2k fugl, men når en fugl ligger midt ude i Pulken, er den langt væk, hvordan man så end forsøger at sno sig. Jeg fik nogle billeder, men kan ikke komme videre. Egentlig ganske frustrerende, alt i alt.

Hvad man ser her, er en 2k måge. Jeg kan ikke få øje på noget, som taler imod, at det er en kaspisk. Den har mørke tertialer med lyse spidser, mørkbasede store armdækfjer, hvor det mørke er indrammet af lyse bånd. Ryggen ser også ok ud, grå med mørke bånd, mørkest bagtil. Man ser et hvidt hoved med et lille mørkt felt om øjet, hvid hals med mørke pletter nederst, dannende en diffus "neck-boa", et næsten sort næb, med en anelse lyst ved basis. Fuglen har desuden hvide underhaledækfjer, blot  med mørke spidser på de dækfjer, som sidder op mod halen. Hvis jeg blot havde set dens overgump og armhuler, havde jeg kunnet bestemme den. Nu håber jeg blot den dukker op igen i morgen, gerne en hel del nærmere.


Med syngende vibe, stære i flok og 210 traner er det forår, så det kan mærkes. Gråænderne er nu rykket ind i Pulken (67), her er krikænder (7), pibeænder (14) og gravænder (29). Grågæssene står parvis og et par storke havde vovet sig herned fra deres vinterkvarter på taget af volièren (antager jeg) oppe på Allebodavägen.

Sidst på eftermiddagen, men mens der endnu var lidt lys at fotografere i, prøvede jeg igen noget elg-spotting. Denne gang blev det til en enkelt, tyren, vil jeg mene, for det hvide på bagdelen sluttede i en jævn runding under det, som så smukt er blevet kaldt "røvrevnen". Pardon my french, jeg ved ikke hvad det ellers hedder, og jeg tror det er første gang i mit liv, jeg har haft brug for en betegnelse for dette dalstrøg. På elgkøer mener jeg at kunne erindre, at det hvide går op i en spids til lige under halen. Vel an, hvis det var elgtyren, så har den tabt geviret siden sidste uge. Det var da også på tide.

Endelig kan jeg nævne, at her raster en hun/2k blå kærhøg og så tuder skovhornuglen nu til aften, som den plejer van. Muligvis endda to, for først lød den typiske sang: "Huo - - - Huo - - - Huo - - -" osv. (der er tre sekunder mellem hvert Huo). Det stoppede så, men straks begyndte en ugle på at sige "Huo", men nu næsten en oktav højere, og med 20-30 sek pause mellem hvert Huo. Jeg har ikke nogen forklaring på dette.

Og således er livet fuldt af spørgsmål.