26. juli 2018

VILDSVIN OG MADDIKEKASKADER













Sorte ådselgravere på vildsvin. Härnestadsvägen i dag.




Bilen har været på værksted. Det er altid tidsskrævende, for det involverer langvarig venten på bussen og vandringer op og ned ad Härnestadsvägen. Det gode ved det er, at netop disse påtvungne ophold på steder, som jeg plejer at fare forbi i bilen, altid giver nogle værdifulde naturoplevelser. I morges ventede jeg således ca. en time på Nyponvägen, hvor jeg hørte grønspætte og havde fine obs af topmejse samt ikke mindst af en skovsanger, som er en art, der har det med at synke i jorden efter sin sangperiode.Vandringen fra Yngsjö og hjem langs Härnestadsvägen bidrog med det tredie bynkefuglepar i år i Pulken-Yngsjön-Egesidereservatet - samt en konstatering af, at også rødrygget tornskade har ynglet med succes i år. Dertil så jeg et bil-logo ligge og blinke i vejkanten. Jeg sparkede til det for at få det vendt. Nissan. Det tænkte jeg ikke yderligere over.

Først på aftenen måtte jeg så til det igen. Jeg vandrede ad Härnestadsvägen mod busholdepladsen i Yngsjö, og da jeg nåede Nissan-logoet lugtede jeg lig. Det måtte undersøges, og en smal sti i det høje græs ledte mig snart til et trafikdræbt vildsvin. Nu kunne jeg lægge to og to sammen, og koble det til de sorte bremsespor på vejen.

Da jeg endnu senere endelig var tilbage med bilen spurgte jeg børnene, om de ville se det døde vildsvin. De var straks fyr og flamme, og Solveig, Ingeborg, Vigulf og jeg drog på togt. Snart var vi ved dyret. Nu fik jeg lejlighed til at se nærmere på liget, mens Ingeborg og Solveig filmede og fotograferede. Stanken var nærved ulidelig, efter en lang, hed solskinsdag, men børnene var bandsatte på at dokumentere og observere. Da jeg nu alligevel måtte stå og vente rettede jeg kikkerten mod grisen, hvilket jeg ikke havde gjort tidligere i dag. Liget myldrede af liv! Maddiker stod som vulkanudbrud ud af alle sår og kropsåbninger. Der var en maddikecrowdsurfing i gang, som jeg ikke kan forklare. Ovenpå svinet, gennem den stride pels, kravlede store, sorte biller med orangerøde følehornsspidser og et haleparti, som stak langt ud bag dækvingerne - hovsa! det var da noget jeg kunne genkende fra forårets opgave for "Verdens Skove"!  Vel hjemme igen kiggede jeg på mine fotos fra arbejdsprocessen - det var sorte ådselgravere, jeg havde set!

Netop dette er noget af det bedste ved mit arbejde. Jeg er tvunget til at researche på både det ene og det andet. Af og til også noget, som jeg aldrig inden har skænket opmærksomhed. Når jeg så pludselig møder det i virkeligheden, har jeg allerede en oplevelsesramme på plads, som gør, at jeg er i stand til at se hvor fantastisk det som udspiller sig, rent faktisk er. Det er lige præcis dét som gør, at jeg nu har den største lyst til at vende tilbage til den døde gris i morgen for at se, om jeg kan finde flere spændende arter. En "ligrøver" f.eks. Hvem vil ikke gerne se sådan en?



Detalje fra plakaten "Kadaverfauna", udført for Verdens Skove i foråret 2018. Her ses sort ådselgraver sammen med sommerfuglene iris og det hvide c.



21. juli 2018

GENSYN MED MYRELØVEN

Det er så varmt. Jeg arbejder fra tidlig morgen til henad middag. Om eftermiddagen er vi på stranden, og det vil i år sige Friseboda. Først var det mig, som ville derhen for at se på lommer, nu er det børnene som er faldet for stedet og ikke accepterer alternativer.

Det er også fint, for der er hele tiden nyt at se. For nogle dage siden var Solveig og jeg så svineheldige at se en lampret komme ind i Segeholmsåns udløb, hvor den vimsede rundt som skudt ud af en kanon i nogle få minutter, før den vendte tilbage til havet. Det var nyt for os begge, og et dyr jeg har ønsket mig at se, siden jeg sidste år tegnede alle Danmarks ferskvandsfisk.

I går var Vigulf og jeg så henne og kigge på informationsplancherne, som Vattenriket har sat op. Et af slagnumrene var myreløven. Den havde jeg nærmest glemt, men det er jo et fantastisk dyr, som jeg gerne vil vise børnene. Vi prøvede lidt halvhjertet - det bliver det automatisk, når nogle har bare tæer i den grå klit, så i dag gik jeg selv en tur for at spejde. Jeg fandt 17 myreløvefangstgruber ganske tæt på stranden ( og 21 brune sandspringere). I nogle af gruberne lå der rent faktisk rester af myrer, så jeg tænkte, at de var aktive. Derefter gik jeg ned til havet og hentede børnene.

Drømmescenariet var, at se myreløven i aktion, så først gik vi hen til det myrebo, som Vigulf fandt igår ("løvemyrer", som han kaldte dem), for at samle lidt lokkemad. Så gik vi ud i sandheden til myreløverne. Vi var onde nok til at slippe myrerne ned i fangstgruberne, men det fungerede ikke skidegodt. Eller jo, den ene af myrerne var det meste af et minut om at komme op, men selvom den flere gange rodede rundt helt nede i vulkanens epicentrum, kom intet angreb. Jeg begyndte at tvivle på, om fangstgruberne overhovedet var i brug.

Det kræver nok en David Attenbouroughsk tålmodighed, at få myreløvens jagt at se, og netop ikke, at man har tre børn på henholdsvis 4 1/2 og 10 år stående omkring myreløvegruben. Vi overgik til  "quick and dirty". Jeg sagde "èn, to, tre", og stak næverne ned i sandet - "læg det op i sommerfuglenettet!", sagde Solveig - og det virkede! Sandet blev siet fra. Der var den, myreløven!

Efter at have studeret den blev den sat ud på samme sted, og vips var den nede i sandet igen. Hvor gammel var du, da du så en myreløve første gang?, spurgte Ingeborg og Solveig. "Jeg var vel fem og fyrre", svarede jeg. -  "og vi er kun ti år - og vi har allerede set den!"





18. juli 2018

REGN

Jeg vågnede klokken fem og hørte regn mod ruden. Det gjorde mig straks lysvågen, for denne her dag har jeg glædet mig til. Det har jo for katten ikke været til at holde ud. Alene ensformigheden har været dræbende. Blandt de ting, man har savnet på Pulken i denne sommer er gul vipstjert, karmindompap (sidst set 11. juni), en hver form for rastende vadefugle (bortset fra nogle få viber) samt noget så grundlæggende som landsvale. Den sidste burde nu have andet kuld på vej oppe under tagskægget, men svalerne har opgivet ævret, og jeg savner deres kvidder udenfor vinduet.

Pulken er tørlagt og kæret i syd ligner en udtørret oasebund, så jeg drog til Äspet for at se om der var vadefuglefald, og det var der vel egentlig ikke, når jeg sammenligner med hvad folk har set i de forudgående dage, men jeg var meget godt tilfreds alligevel, for man kunne mærke trækbevægelsen; der var udskiftning blandt rylerne, en trækkende stenvender. og en lille flok tinksmede kom ind fra havet.

Jeg kørte så til Friseboda af bare trækdrift. Naturligvis var vestenvinden ikke ligefrem produktiv, men jeg så dog en fjern vadefugleflok, en 20-30 stykker i kobbersneppe/regnspovestørrelse, 30 sydtrækkende troldænder og nogle flotte fiskende sortstrubede lommer, som lå helt inde under land.

Regnen blev ved, og først på eftermiddagen måtte jeg simpelthen ned i syd-Pulken for at se om der var kommet vandflade. Det var der ikke, men jeg gik alligevel en stor runde. Ud til Helge Å, hvor guldstånds blomstrede og hvor skægmejserne kaldte fra rørskoven. Længst ude i vest lettede jeg to svaleklirer, ja, ja, det er den rigtige vej!

Utroligt hvad man tramper op af blåfugle ude langs Graften. Jeg tjekkede én, og den var almindelig - og det regnede jo. Og så var der køerne. Dem er jeg jo bange for, og en af kalvene ville søreme gerne hen og snakke. Og så kommer alle kvierne. Og så kommer alle køerne. Og tyren står stor og sort i baggrunden. Så er man glad, når man når færisten. 

Vel hjemme igen var jeg helt svedt af at gå omkring i gummistøvler og regnjakke, så jeg tog et bad. Vinduet var åbent. Og dér - pludselig synger karmindompappen!

Klokken 18 regnede det helt afsindigt. Indkørslen var en vandpyt og på Härnestadsvejen kastede de forbikørende biler kaskader ind på marken. Bøtten med tøjklemmer ude på græsplænen nærmede sig 40 mm regn, hvis man ellers kan stole på en matadormixdåse. På vej ned til syd-Pulken for anden gang i dag, hører jeg en værling sige "tzlick". Den flakser besværet op og lander nærved. Den er nærmest sort. I kikkert ligner det verdens mørkeste rørspurv, men hvorfor siger den sådan? Jeg går nærmere, og kan se på fuglens reaktion, at den knapt kan lette. Måske er den syg? Vi har fugleburet klar, vi har faktisk lige haft en trafikchokeret skovspurv i pleje, som fløj frisk ud igår. Jeg sætter efter, og har snart fanget verdens vådeste adulte han rørspurv med hænderne midt på en rapsmark. Den er ikke en skid syg, den er bare fuldkommen gennemblødt, og i kraftig fældning. Jeg må sande, at det faktisk regner så kraftigt, at småfuglene knapt kan flyve! Siden ser jeg flere rørspurve med samme adfærd, sikkert fordi de, i modsætning til f.eks. torniriskerne, er i det åbne konstant. 

Da jeg når ned i syd-Pulken kan jeg konstatere, at der er vandflade! Der er allerede to dobbeltbekkasiner og en tinksmed. Nu håber jeg, at denne kedelige tørke kan blive erstattet af normalt dansk sommervejr.

Solen går dog ikke ned i en sæk, der er en rosenrød rand over Linderødsåsen. Solen sender en orange spot ind på bogryggene i min reol. Men landet virker lettet.
Her dufter.