27. december 2016

OVERVINTRENDE TRANE

Pulken lige nu
Rigtig god, og ret normal, vinterbirding, er hvad vi oplever i Pulken i disse dage. I går var en dag, hvor en panorering gav vandrefalk, fjeldvåge og stor tornskade. Havørn ses daglig, men dagen idag har skilt sig ud, idet hele 10 havørne opholdt sig på Pyramideengen hele formiddagen, sammen med årets overraskelse, en trane, som gør overvintringsforsøg. Tranen så jeg første gang den 18. december og den hænger altså ved endnu, i det milde vejr.
Og mildt er det, men kun hvad angår temperaturen. Natten bød, også her, på storm. Stormen medførte en strømafbrydelse, som varede hele natten frem til kl. 07:50. Den omfattede tilsyneladende hele Åhus og flot var det, hele horisonten rundt, kun at se mørke.
Af fugle, som er i spil i Pulken for tiden, kan fremhæves følgende liste:

Havørn: mindst 9 immature og en adult
Fjeldvåge: 1 adult
Blå kærhøg: 1 adult han, 1 1k, 1 hun/1k
Vandrefalk: 1 adult
Trane: 1 adult
Isfugl: 1 (i Graften, særlig omkring ”Brovalla”)
Sortspætte:1
Stor tornskade: 2

Dertil overnatter hver nat en mængde sædgæs, grågæs og sangsvaner. De ankommer hver aften, når det nærmest er mørkt, og forlader Pulken i det første morgengry. Da vandstanden, i hvert fald indtil i dag, har været meget lav, overnatter de udelukkende nede i Syd-Pulken. Med stormen er vandstanden imidlertid steget, og her til aften synes jeg det lød som om, at de omsider også har indtaget Pulkens centrale bassin – og det er noget jeg har savnet, for det er en udsøgt fornøjelse, at åbne terrassedøren om morgenen og se direkte ud på hundreder af gæs og svaner. Vi får se i morgen tidlig.

Vattenriket i øvrigt
Vandstanden i Äspets lagunesø, Korran, er meget høj i år. Her ligger hundreder af dykænder, især troldænder, men også rigtig mange bjergænder. Da jeg besøgte Äspet i forgårs (den 25. dec) lå også 18 knarænder i Korran, samt en hel del krikænder og en meget sen skeand. En gråmåge, som var rapporteret rastende på Karet, skæret ud for Äspet, den 24. december, så jeg derimod ikke noget til. Det passer meget godt med, at en gråmåge blev set ved Gislöv den 25.
Ved Åhus Golfbane er en høgeugle blevet rapporteret i snart et par måneder. Jeg har ikke set den endnu, men har dog heller ikke gjort nogen større indsats for at finde den. Den kan sagtens være på plads.

 I går var jeg et smut forbi Friseboda. Stormen var under opsejling, og den kraftige fralandsvind gav en underlig, urolig havoverflade. Fugle var der ikke mange af, kun en flok på syv sortstrubede lommer, to fløjlsænder, to sortænder og en toppet lappedykker. At det var så ringe må tilskrives vejret. Det er lidt usædvanligt at besøge Friseboda uden at se nordisk lappedykker.

16. oktober 2016

PLESKII TIL MANGE MEN SIBIRISK JERN TIL ALLE!


Endelig en mulighed for, at klemme noget ”hårdskådning” ind i hverdagen. Min frustration over sibirisk jernspurv i Brantevik, og ikke mindst en azurmejse, gjorde, at hele familien gik sammen om at få far i felten – og tusind tak for dét.

Azurmejsen var et virkeligt kølleslag, og selvom jeg i dagevis havde længtes til Brantevik, smed jeg jernspurven væk, og valgte at twitche azurmejsen. Efter at have afleveret Ingeborg og Solveig til mormor og morfar i Ronneby fortsatte jeg derfor østpå til Øland.
Netop da jeg havde passeret Ølandsbroen, fik jeg en sms-besked fra Jan Speierman om at en sibirisk jernspurv netop var opdaget i København, som jeg havde forladt fire timer forinden! Det er naturligvis dejligt, at blive informeret, men i situationen følte jeg mig som en idiot. Ved 15-tiden var jeg fremme i Grönhögen. Det viste sig, at azurmejsen var fløjet ad helvede til nordpå ved tolvtiden, efter et close encounter med nogle fuglefotografer, og jeg blev anbefalet at gå en tur nordpå langs stranden. Mejsen havde nærmest udelukkende fourageret på den stenede strand, så jeg gik langs stranden, som til min overraskelse vrimlede af småfugle. Her søgte de føde i læ for den hårde østenvind. Fuglekongerne vimsede om mine fødder, gransangere, rødhalse og blåmejser opførte sig nærmest som skærpibere.

Jeg gik langs stenstranden, til den afløstes af rørsump og strandsiv. Oppe ved strandsumpen stod en gruppe fuglekiggere, og jeg fik forevist en blåhals og en plettet rørvagtel, som jo var fint, men bevidstheden om alt det jeg var gået glip af, nagede alligevel. Det var en lang vej tilbage, dog flushede jeg endnu en blåhals, og så ved man da i hvert fald, at man har været grundig.
Så var det faktisk også næsten mørkt, og jeg begyndte i stedet at lede efter et sted at overnatte.

I morges begyndte jeg igen min søgen efter azurmejsen, men efter en times søgen uden held, valgte jeg at satse på en af de fem sibiriske jernspurve, som var blevet set dagen forinden.
Den nærmeste var set ved Parboängs badeplads, og heldigvis var den hjemme. Straks efter min ankomst hoppede den frem, og sad frit fremme i tangen, hvor den pudsede sig og viste sig frem, som den virkelige ”cosmic” den er. Jernspurve og rørspurve var der også, og en overflyvende laplandsværling hørtes. Det lettede alt sammen, og jeg besluttede at droppe yderligere futile strandvandringer efter azurmejsen. I stedet kørte jeg mod Degerhamn, hvor endnu en sibirisk jernspurv var set dagen før.

På vej nordpå kom jeg gennem Albrunna, hvor jeg stødte på et typisk Ølandsfænomen, nemlig mængder af parkerede biler og fuglekiggere overalt. Tilspurgt fortalte de, at det var en hærfugl de ledte efter, men nok så vigtigt, var der også en som ytrede, at azurmejsen var ”ifrågesatt” som mulig blåmejse x azurmejsehybrid. Jeg gad ikke snuse rundt efter en hærfugl, men fortsatte til Degerhamn.

I Degerhamn stod en hel del rådvilde fuglekiggere og kiggede på en bunke grene. Den sibiriske jernspurv var muligvis inde i bunken, men der var også en fugl, som var fløjet væk fra bunken, måske, måske ikke, netop jernspurven.
Mens de andre kiggede på grene gik jeg og en anden ud i området for at lede. Min makker genfandt jernspurven, hvilket jeg nærmest måtte hive ud af ham. Svenske fuglekiggere udtaler sig kun direkte adspurgt, og da tøvende. Jeg ved sgu ikke hvad det er med dem. Jeg hev frem, at han havde set den flyve, men havde mistet den i et stort tæt urtebed inde i havnen.
Vi tilkaldte de andre, og så stod vi alle en stund og botaniserede i urtebedet, men snart diffunderede de fleste væk igen. Det var jeg godt tilfreds med, for jeg kan godt lide, at der kommer styr på fuglen. Når der er 99% chance for, at den fugl man eftersøger sidder et bestemt sted, synes jeg det er dumt, at forlade stedet. Samtidig er en crowd altid bange for, at agere for aggresivt og derfor var det godt, at ”crowden” gik. Det gav friere handlemuligheder. Vi var der jo alle for at se fuglen, og jeg foreslog derfor de to tilbageblevne, at vi trawlede igennem buskadset. Dét gav pote, og den sibiriske jernspurv fløj over på en mole, hvor den sås super fint af os, og den efterhånden tilstrømmende fuglekiggerhob, i de tidsrum den var ude af urtevegetationen.

Efter en god halv time fløj en fugl bort fra det urtebed vi observerede. Alle kiggede mod det sted den var landet. Der flaksede en fuglekonge omkring, og alle svenskerne vendte tilbage til jernspurvens tidligere opholdssted. Jeg var dog ikke rigtig tilfreds, og undersøgte i stedet det sted, hvor en fugl var set lande. Der sad ganske rigtigt den sibiriske jernspurv, og jeg tilkaldte igen twitcherne, men fortsatte selv, da jeg havde set en fugl flyve videre. Mens alle andre igen nød jernspurven var jeg var langt i forvejen, og kunne konstatere en gransanger, men jeg noterede, at jeg fik en stalker, som åbenbart havde fået det indtryk, at det var mig som bestemte hvor jernspurven var.

Under almindelig snak fik jeg forevist et billede af azurmejsen. Det bekræftede den formodning jeg var blevet præsenteret for i Albrunna tidligere. Der er tale om en klokkeklar hybrid. Grönhögen-”azurmejsen” har kun de to ydre halefjer hvide, samt en lille hvid plet i spidsen af den tredieyderste. Det er altså en såkaldet ”pleskii” altså en fugl, som er krydset med blåmejse. Den kan derfor aldrig blive godkendt af ”Raritetskomiteen” som azurmejse. Ikke at det rydder min ærgrelse over ikke at have set den af bordet.
Men det hjælper.

PLESKII TIL MANGE MEN SIBIRISK JERN TIL ALLE!


Endelig en mulighed for, at klemme noget ”hårdskådning” ind i hverdagen. Min frustration over sibirisk jernspurv i Brantevik, og ikke mindst en azurmejse, gjorde, at hele familien gik sammen om at få far i felten – og tusind tak for dét.

Azurmejsen var et virkeligt kølleslag, og selvom jeg i dagevis havde længtes til Brantevik, smed jeg jernspurven væk, og valgte at twitche azurmejsen. Efter at have afleveret Ingeborg og Solveig til mormor og morfar i Ronneby fortsatte jeg derfor østpå til Øland.
Netop da jeg havde passeret Ølandsbroen, fik jeg en sms-besked fra Jan Speierman om at en sibirisk jernspurv netop var opdaget i København, som jeg havde forladt fire timer forinden! Det er naturligvis dejligt, at blive informeret, men i situationen følte jeg mig som en idiot. Ved 15-tiden var jeg fremme i Grönhögen. Det viste sig, at azurmejsen var fløjet ad helvede til nordpå ved tolvtiden, efter et close encounter med nogle fuglefotografer, og jeg blev anbefalet at gå en tur nordpå langs stranden. Mejsen havde nærmest udelukkende fourageret på den stenede strand, så jeg gik langs stranden, som til min overraskelse vrimlede af småfugle. Her søgte de føde i læ for den hårde østenvind. Fuglekongerne vimsede om mine fødder, gransangere, rødhalse og blåmejser opførte sig nærmest som skærpibere.

Jeg gik langs stenstranden, til den afløstes af rørsump og strandsiv. Oppe ved strandsumpen stod en gruppe fuglekiggere, og jeg fik forevist en blåhals og en plettet rørvagtel, som jo var fint, men bevidstheden om alt det jeg var gået glip af, nagede alligevel. Det var en lang vej tilbage, dog flushede jeg endnu en blåhals, og så ved man da i hvert fald, at man har været grundig.
Så var det faktisk også næsten mørkt, og jeg begyndte i stedet at lede efter et sted at overnatte.

I morges begyndte jeg igen min søgen efter azurmejsen, men efter en times søgen uden held, valgte jeg at satse på en af de fem sibiriske jernspurve, som var blevet set dagen forinden.
Den nærmeste var set ved Parboängs badeplads, og heldigvis var den hjemme. Straks efter min ankomst hoppede den frem, og sad frit fremme i tangen, hvor den pudsede sig og viste sig frem, som den virkelige ”cosmic” den er. Jernspurve og rørspurve var der også, og en overflyvende laplandsværling hørtes. Det lettede alt sammen, og jeg besluttede at droppe yderligere futile strandvandringer efter azurmejsen. I stedet kørte jeg mod Degerhamn, hvor endnu en sibirisk jernspurv var set dagen før.

På vej nordpå kom jeg gennem Albrunna, hvor jeg stødte på et typisk Ølandsfænomen, nemlig mængder af parkerede biler og fuglekiggere overalt. Tilspurgt fortalte de, at det var en hærfugl de ledte efter, men nok så vigtigt, var der også en som ytrede, at azurmejsen var ”ifrågesatt” som mulig blåmejse x azurmejsehybrid. Jeg gad ikke snuse rundt efter en hærfugl, men fortsatte til Degerhamn.

I Degerhamn stod en hel del rådvilde fuglekiggere og kiggede på en bunke grene. Den sibiriske jernspurv var muligvis inde i bunken, men der var også en fugl, som var fløjet væk fra bunken, måske, måske ikke, netop jernspurven.
Mens de andre kiggede på grene gik jeg og en anden ud i området for at lede. Min makker genfandt jernspurven, hvilket jeg nærmest måtte hive ud af ham. Svenske fuglekiggere udtaler sig kun direkte adspurgt, og da tøvende. Jeg ved sgu ikke hvad det er med dem. Jeg hev frem, at han havde set den flyve, men havde mistet den i et stort tæt urtebed inde i havnen.
Vi tilkaldte de andre, og så stod vi alle en stund og botaniserede i urtebedet, men snart diffunderede de fleste væk igen. Det var jeg godt tilfreds med, for jeg kan godt lide, at der kommer styr på fuglen. Når der er 99% chance for, at den fugl man eftersøger sidder et bestemt sted, synes jeg det er dumt, at forlade stedet. Samtidig er en crowd altid bange for, at agere for aggresivt og derfor var det godt, at ”crowden” gik. Det gav friere handlemuligheder. Vi var der jo alle for at se fuglen, og jeg foreslog derfor de to tilbageblevne, at vi trawlede igennem buskadset. Dét gav pote, og den sibiriske jernspurv fløj over på en mole, hvor den sås super fint af os, og den efterhånden tilstrømmende fuglekiggerhob, i de tidsrum den var ude af urtevegetationen.

Efter en god halv time fløj en fugl bort fra det urtebed vi observerede. Alle kiggede mod det sted den var landet. Der flaksede en fuglekonge omkring, og alle svenskerne vendte tilbage til jernspurvens tidligere opholdssted. Jeg var dog ikke rigtig tilfreds, og undersøgte i stedet det sted, hvor en fugl var set lande. Der sad ganske rigtigt den sibiriske jernspurv, og jeg tilkaldte igen twitcherne, men fortsatte selv, da jeg havde set en fugl flyve videre. Mens alle andre igen nød jernspurven var jeg var langt i forvejen, og kunne konstatere en gransanger, men jeg noterede, at jeg fik en stalker, som åbenbart havde fået det indtryk, at det var mig som bestemte hvor jernspurven var.

Under almindelig snak fik jeg forevist et billede af azurmejsen. Det bekræftede den formodning jeg var blevet præsenteret for i Albrunna tidligere. Der er tale om en klokkeklar hybrid. Grönhögen-”azurmejsen” har kun de to ydre halefjer hvide, samt en lille hvid plet i spidsen af den tredieyderste. Det er altså en såkaldet ”pleskii” altså en fugl, som er krydset med blåmejse. Den kan derfor aldrig blive godkendt af ”Raritetskomiteen” som azurmejse. Ikke at det rydder min ærgrelse over ikke at have set den af bordet.
Men det hjælper.

3. september 2016

TRANEFRISEN

Værket under ophængning 

Tranefrisens midtersektion, da den netop er klar, og endnu ligger på gulvet.

Mit hidtil største maleri ”Tranefrisen” kan fra 10. september til 6. november 2016 ses på Sophienholm i Kongens Lyngby. Værket er udarbejdet som triptykon, og vil på Sophienholm være ophængt på tre vægge i et rum, i modsætning til på Johannes Larsen Museet, hvor der var plads til at vise det på én væg. Tranefrisen er malet med lysægte akvarelfarver på 300 grams akvarelpapir af 100% bomuld. 

Selve udarbejdelsen af ”Tranefrisen” varede godt to måneder, ultimo marts til primo juni 2016. Idéen og tilløbene har dog stået på i årevis. ”Tranefrisen” er et koncentrat ni års erfaringer med tranerne i Pulken. Værket handler selv sagt om traner – som et ægyptisk gravmaleri er det en fortælling; den store fortælling er ankomst, rast og afrejse, dét jeg oplever under en tranevår. Indlejret er detaljeret tranesprog, tranernes pantomime af dans, trusler og positionering. Værket handler også om materiale og om komposition. Det vender jeg tilbage til.

Mit møde med tranerne i Pulken var omvæltende. Da jeg købte mit hus ved Pulken i Østskåne i 2007 vidste jeg da godt, at der overnattede nogle traner i Pulken om foråret. Det havde jeg da læst, men det var egentlig en biting. Jeg søgte et sted hvor jeg kunne se på fugle uden at skulle hjemmefra, og allerede da jeg engang i august lagde vejen forbi for at se, om huset var noget for mig, så jeg fire lærkefalke fra haven - samt at der var udsigt til vandflade - og det var sådan set alt nok. Den første vinter så jeg på gæs, svaner, elge og ørne og lærte en masse om dét. Det var spændende hver dag, en ny dato på et nyt sted, og jeg så frem til foråret, også tranerne, som jeg vidste ville komme. Omfanget havde jeg bare ingen idé om. At en fugl i den grad kan fylde et landskab, havde jeg aldrig kunnet tænke mig til. Det er en naturoplevelse af samme helt elementære kvalitet som havet eller en solnedgang. Siden da er tranen kommet til at fylde godt i mit liv. Den har gjort mig afhængig af vejret som en stenaldermand. Tranen som motiv er uudtømmeligt for mig, det befrugtes til stadighed af nye indsigter, som kommer gennem direkte skitsering i felten, gennem analyser af film og fotoserier og gennem stadige iagttagelser som stenograferes ned, ofte suppleret med de mest primitivt nedkradsede hieroglyffer.

Med ”Tranefrisen” ville jeg op i format, først og fremmest. Op hvor farven får lov at flyde og hvor akvarelfarvens muligheder kan udnyttes fuldt ud. Størrelsen giver rum for spontanitet i penselføring og valg af kolorit. Jeg ønskede at opnå den kolorit det giver, at kunne lade en hvilken som helst farve få plads, uden at den trækker det overordnede udtryk væk fra det udfaldsrum, som er mit. Jeg må, for at opleve værket som forløst, nødvendigvis ramme indenfor et område hvor min kærlighed til både motivet og farven er forløst. I det store format bliver papiret uhåndterbart; samtidig med, at akvarelmediet får sin optimale udtrykskraft, synes det, at nærme sig sin grænse. Jeg håber på at få mulighed for at bryde vejen videre.



2. august 2016

BIRDS OF BOLIVIA ABOUT TO GO IN PRINT

Illustration of Heliactin bilopha, Birds of Bolivia.
I am excited to discover that the book Birds of Bolivia is about to go in print. The first writer is dr. Sebastian Konrad Herzog and the book is released by Ascociación Armonía, the Bolivian BirdLife partner. I participate in this project as one out of a team of a dozen illustrators. Previews of plates has been dripping during the months passed, and it looks not only promising - It looks fantastic.





Sketches from field studies in the cerrado, here i PN das Emas in central Brazil.







1. august 2016

DENNEHER VIL JEG KALDE EN HEDEHØG FORDI...




I formiddags opdagede Frederik Rydhagen en formodet hedehøg i Härnestad, hvor den jagede nord for Ripavägen og Härnestadsgård. Samme sted genfandt jeg sidst på eftermiddagen hvad der formodentlig er den samme fugl. Fuglen lignede i mine øjne en hedehøg, let, langhåndet og slank med lang og tynd hale. Jeg tog en serie fotos til hjælp for efterbestemmelse og jeg synes stadig det ligner en hedehøg. Jeg mener steppehøg kan udelukkes pga. rødbrun bånding i armhulen, stort hvidt felt omkring øjet, udbulende bagkant på hånd og lang p1. Jeg synes heller ikke jeg kan se halskrave.
Blå kærhøg synes jeg ikke det ligner; bare formen på hele fuglen - den er alt for tynd og langhåndet. Jeg mener heller ikke, at de rødbrune bånd i armhulen passer særlig godt på blå kærhøg. Fuglen har et ret tydeligt vingebånd på oversidens greater coverts og armsvingfjerene er mørke i bundfarven, så mit bedste bud er hedehøg 2k - jeg har straks sværere ved at se, om det er en hun eller en han. Det må da for katten være en hun, men hvorfor er den så så lys på bugen?

Efter hedehøgen holdt op med at yngle i Härnestad for snart en del år siden, har den kun optrådt yderst sporadisk her. Dette er faktisk blot den anden hedehøg jeg har set i området, efter ynglebestanden forsvandt.

18. juli 2016

Noctua comes?

Ung nattergal i haven 18. juli 2016


Eftersom det kan lade sig gøre, så kommer her lige en lille statusrapport fra Pulken i højsommeren. Jeg har fornøjelse af alt det helt almindelige som sker. Det har momenter, som f.eks. den fuldt udvoksede, men samtidig totalt friske nattergal, som idag frekventerede min kvasbunke i baghaven. Den model ser i hvert fald jeg ikke så tit. Den er fed, og trækker både referencer til rødstjert og blåhals. Den var så ung, at den ikke holdt sig særlig skjult. Specielt var, at den holdt halen løftet som en gærdesmutte det meste af tiden, samtidig med, at den lod den rotere i en cirkel.

En trafikdræbt hvid vipstjert ude på vejen viste overraskende nok olivengrønne indslag i dragten. Er det et tegn på hybrider blandt forfædrene, eller har jeg været uopmærksom?

Vigulf SKAL sove til middag, men nægter. Alle kan se, at han er dødtræt, men idag var en rundtur i bil det eneste som virkede. Undervejs så vi ti projektstorke, hørte en meget sjælden lille gråsisken og stødte endelig på en adult lærkefalk, som sad på en gren i fyrreskoven nede ved Vittskövle Driva.

Nedenfor et billede af en ubestemt Noctua, som jeg ikke har set før. Jeg mener det er interposita eller comes, og bestemt ikke orbona. Hælder til comes, pga. relativt brede forvingerEr der nogen som kan hjælpe med at sætte ret navn på min nye liver?



17. juli 2016

CARL CHRISTIAN TOFTES SOMMERPROGRAM


Tranefrisen, kompositionsskitse







NASA DUDE LIVE, sommer 2016
23. juli Fanø Free Folk Festival, Sønder Ho (kl 19:30 - 20:15)
30. juli Københavns Hovedbibliotek, (kl 18:00)
11. august Drone, Nørrebrogade, København (aften)


NASA DUDE
Nu er det på tide! NASA DUDE holder "sommertourné"; lad os kalde det dét. Line-up'et er spritnyt: Sebastian Friis Sharif (Dynablaster) på trommer , Tanja Jessen (Distortion Girls) og Kim Günther Hansen (ex. Grind, Antenne) på guitar, Mikkel Damkjær Paaske (Ensamble Orlando) på bas og så mig, som efter flere år som trommeslager og råbekor i No God, får lov at spille guitar og synge. Mikkel har sørget for, at indkøbe en guitarstemmer til mig, Kim har fixset et jack-stik, som ikke knaser. Det er i høj grad Jens "Valo" Danielsen, som har været Kirsten Giftekniv i sammenstillingen af denne konstellation af NASA DUDE, bl.a. gennem sit samarbejde med Kim og Tanja i Grind og Amstrong, ligesom både Tanja, Mikkel og jeg selv indgår i Valos "brain child" Piss Guitars.
Tanja og Kim er nogle rigtige kælegrise med deres guitarlyd og spiller med et sandt arsenal af pedaler. Mikkels basspil og Sebastians trommer er klippen i det oprørte guitar-hav. Jeg tror aldrig NASA DUDE har lydt bedre live, og det passer godt til sættet, som dels er Rocksange (med stort R) fra NASA DUDE PÅ BORNHOLM (udgivet på TimmTimm Tonträger, 2016 - kan høres på "bandcamp"), dels af dansksprogede sange, bl.a. fra Markens Liljer (Markens Liljer, fremført af Obstinate Esther, Helicopter Records 2003). Fanø Free Folk Festival har stadig enkeltdagsbiletter - Fanø har 275 års jubilæum for deres frihed fra Riberhus - jeg glæder mig til at træffe Bertel Haarder i Sønder Ho på min fødselsdag den 24. juli, måske får jeg lejlighed til at spille den anden rocksang jeg skrev, "Haarder er en gummiged", og det var sådan cirka i 1980, da jeg spillede børnerock og var guitarist i Haarders Engle. Hvem ved.

Nu havde jeg nær glemt at nævne, at der i forbindelse med Fanø Free Folk lader til at blive arrangeret en lille udstilling, med værker af undertegnede, på et galleri i Sønder Ho. Det må jeg vende tilbage til, når jeg ved lidt mere.

Kong Volmer
Dette år har foreløbig været som Kong Volmers Vilde Ridt, én lang udladning af års opsparede erfaringer. Tranevåren var, som sædvanlig "a moveable feast", og sjovt nok den måned hvor fuglekigning og spontant arbejde, trods godt 1500 gæster i privaten, fik plads. Ikke mindst tranestudier og forberedelser til det marathonløb som fulgte straks efter Tranevåren - udførelsen af det gennem år planlagte værk "Tranefrisen". "Tranefrisen" er en akvarel som måler 14,4m x 1,5m, et koncentrat af mine ni forår med tranerne i Pulken. Fra 13.april til 10. juni blev næsten al arbejdstid kastet ind i dette værk. Det hænger nu på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.  Fra 10. september kan det ses på Sophienholm og til vinter rykker det videre til Vendsyssel Kunstmuseum, sammen med udstillingen FUGL, i hvilken det indgår.

Jeg kan ikke tillade mig at breake alt hvad jeg er igang med, men kan sige så meget, at der er mindst en håndfuld projekter, som skal være klar inden løvfald. Der er flere bøger igang, bl.a. en bog som skal skrives, en udstilling ud over det sædvanlige, som jeg har fået lov at yde mit bidrag til, plakater, postkort… Mange dage er gået i vores lille københavner-ateliér på Vesterfælledvej - "Baghold", men lige nu, er det Pulken, jeg kigger udover - med en landsvale på antenne-ledningen lige udenfor vinduet. Ledningen har ikke forbindelse til noget, men hænger der alligvel, af netop den grund, at landsvalerne sidder dér sommeren igennem, år efter år.

Her i Pulken fylder landsvalerne det de bør: Et stadigt kvidder af hurtige fugle, som i antal trækker guirlander i luften. Småfuglene vimser om i haven. Havesanger og gærdesanger spiser fjeldribs i hækken. Nede i baghavens høje urter sidder skovspurve og en ung rørspurv. Dén er fed - og så forsvinder den ind i hækken. Og hvorfor nu det? Jeg tager kikkerten fra øjnene, og dér kommer rørhøgen, en 3k+ han, blot tredive meter borte. Kikkert på, rørhøgen dykker - ned i kornet - og kommer så op med en skovspurv i fangerne.

PS: Angående rørhøg, så beskriver jeg jo i blog-indlægget hvordan hannen tog en skovspurv. Senere gentog scenen sig, nu med en hunrørhøg. Hun slog ned i ca samme afstand, men kom ikke op igen. Jeg undrede mig efter et stykke tid, og gik nærmere. På to meters afstand fløj hun op, og efterlod en halvt udvokset kaninkilling - det største bytte jeg nogensinde har set en rørhøg tage! Kaninen var aflivet ved at rørhøgen havde presset en klo ind i dens hjerne, gennem højre tinding, hvilket afsløredes af en bloddråbe på nævnte sted. 
Seneste fra idag er, at Ingeborg har fanget hvad der muligvis er en Noctua interposita. Den fangedes ca 22:15 ved ærteblomster. Fotos følger.


Tranefrisen, knapt tør - detalje

Tranefrisen på gulvet i Swane-salen, Johannes Larsen Museet

Tranefrisen under ophængningen, Johannes Larsen Museet 

11. april 2016

SLUT PÅ FORÅRSUDSTILLING

Efter afslutningen af endnu en forårsudstilling på Pulken, vil jeg gerne sige tak til de mange besøgende, som siden den 17. marts har været igennem mit ateliér/ mit hus/ min dagligstue. Jeg har haft op imod 1250 gæster, og det har betydet et væld af samtaler, lejlighedsvise foredrag, guidning og mange glædelige gensyn.

Min udstilling under tranevåren 2016 har været min ottende forårsudstilling på Pulken. Min årligt tilbagevendende udstilling under tranevåren er for mig blevet noget helt specielt. Det er lidt svært at udtrykke, men som alle ved, kan man vænne sig til meget – jeg har efterhånden vænnet mig til at sidde på første parket til traner i tusinder, et af de største naturskuespil, som Skandinavien har at byde på, og for den omstændighed, at dette ikke leder til blaserthed, har jeg mine gæster at takke. Det som jeg får tilbage fra mine gæster, er deres begejstring ved mødet med Pulkens ekseptionelle natur, hvor tranerne naturligvis spiller en hovedrolle. Dette revitaliserer selv sagt mit eget engagement i til stadighed at udforske og formidle.

Også i år har flere gæster fortalt mig, at de besøgte os tilbage i 2009, det første år, og at de da oplevede vore enæggede tvillinger, Solveig og Ingeborg, som dengang, som etårige, legede i deres kravlegård, midt i menneskemylderet. I år har Jessicas og min yngste, Vigulf, indtaget scenen, mens tvillingerne spiller i-pad ovenpå. Ingeborg og Solveig er nu store, selvstændige piger, som dyrker de interesser, som deres alder byder, men alligevel – i dag lå de i en times tid på maven i haven med deres akvarelfarver, og malede forårsblomster efter levende model. Vigulf er to år gammel, fodboldspiller og eventyrer. Han vandrede forleden aften direkte mod Pulken, nåede en god bid ud over marken, før jeg indhentede ham, hvorpå han kravlede under hegnet til p-pladsen og fortsatte fremad. ”Vand!” udbrød han, og pegede på Pulken. Derpå kom en sent ankommende traneflok ind fra nord i solnedgangen - ”Traner!” udbrød Vigulf grinende, hvorefter jeg var nødt til at løfte ham op på skuldrene – ellers havde han fortsat direkte ud i Pulken. Jeg forklarede ham, at vi ikke kunne gå længere, fordi tranerne skulle have ro til at sove, og bar ham hjem, foregivende at jeg var en hest.

Forårsblomster i haven, påskelilje, vorterod, guldstjerne, vinca, tusindfryd og vår-gæslingeblomst. Solveig Dagny Tofte-Hjort.

Forårsblomster i haven. Vinca, påskelilje, vorterod, tusindfryd, vår-gæslingeblomst, guldstjerne. Ingeborg Siri Tofte-Hjort


Tranesæsonen i år er endnu ikke slut. Til aften talte jeg minimum 1500 traner på Pulken, og det fylder godt i landskabet. Vi må aldrig glemme, at årets maksimumtælling ved Hornborgasjön i 1970'erne var under 1000 traner, uden at dette betød, at folk holdt op med at valfarte dertil. Oplevelsen af ”mange” er derfor stadig præsent på Pulken, men i lyset af de seneste to års topnoteringer her, tænker jeg alligevel, at det kan forholde sig sådan, at de traner, som nu er tilbage, kan være yngre, ikke ynglende fugle – samt et antal af de sædvanlige krykhusarer, som ender enhver tranesæson: Halte, enbenede osv.

Hvad angår Pulkens øvrige fugleliv, så bemærker man gravand, som opholder sig her i et antal af op mod 200, diverse svømmeænder, hvor gråand er den talrigste, fulgt af krikand (daglig omkring 200), pibeand (daglig omkring 70), skeand, nu og da knarand, spidsand og så et enkelt atlingandepar. Vadefuglene er repræsenterede ved de ynglende dobbeltbekkasiner, store regnspover, rødben og viber, og blandt trækgæsterne bemærkes svaleklire, brushane og almindelig ryle.
Sølvhejre er set ved flere lejligheder i år. En række spændende rovfugle ses regelmæssigt: Fiskeørn, havørn, vandrefalk og rød glente. Duehøg er noteret, ligesom dværgfalk, men det har været mere ”by chance”.

Hvis jeg skal kigge lidt på Pulkens hitpotentiale i den kommende tid, så vil jeg personlig lægge min aktivitet på, at tjekke for eventuelle amerikanske pibe- og krikænder. En eventuel prærietrane bør komme efter det store rykind af nordgående traner, altså i perioden medio april – primo maj. I oplandet til Pulken, særligt på sandsteppelokaliteterne, vil det være oplagt at lede efter ringdrossel, mens gulirisk og rødtoppet fuglekonge er ved at besætte territorier i kystskovene langs Hanöbukten. Flere rødtoppede fuglekonger er allerede noterede. Set i bakspejlet, går vi nu ind i en tid, hvor meget uventet kan ske. Mine forår i Vattenriket har bl.a. budt på arter som hvidhalset fluesnapper, vendehals, kohejre, plettet mudderklire, steppeørn, lundsanger, amerikansk krikand, islom, damklire, hvidvinget terne, hedehøg og steppehøg. Småflokke af nordisk lappedykker, sortand, havlit og fløjlsand hører til normalen langs Ålakusten, og efterhånden som foråret bevæger sig ind i forsommer tilbyder Nordøstskåne helt enkelt fremragende muligheder for den naturinteresserede. På Sånnarna flyver snart den sortplettede blåfugl, Pulken vil blomstre i skjallerens gule farve, kombineret med pukkellæbens hvidgrønne, mens andre lokaliteter i nærområdet vil kunne fremvise salepgøgeurt, flueblomst, melet kodriver, opret kobjælde og riddergøgeurt. Da vil vi skrive juni, og karmindompappen vil synge fra toppen af mit birketræ.




2. april 2016

TRANEVÅR FORTSAT - SAMT EN ÆNDRING I ÅBNINGSTIDER

Efter nogle dage, hvor jeg troede, at tranetrækkets kulmination måtte være overstået, fik vi igår endnu en dag med voldsomt tiltræk. I hård nordvestlig vind, og under en klar blå himmel, kom flokke ind lavt over haven, hvor flere grupper af udstillingsgæster holdt picnic i det lune forårsvejr.
Fågelklubbens tælling nåede om aftenen op på 8000 rastende traner.

Hundredevis af ænder raster nu i Pulken, og bidrager, sammen med tranerne, til at gøre det lettere at opdage, hvornår der er havørne i luften. Tranernes lydniveau stiger pludselig markant og alle Pulkens andefugle letter og cirkler over vandfladerne. Dette sker gentagne gange i dagens løb.

Vi er til gengæld løbet tør for hits, sådan lige pt. Steppeørnen er ikke set siden i forgårs. Det gælder også for en sortstrubet bynkefugl, som har holdt til på Sånnarna - sandsteppen vest for Åhus. Mine egne aktiviteter i felten er for tiden begrænsede til haven, inklusive hyppige afsøgninger af Pulken. Det jeg kan håbe på at finde herfra, er arter som amerikansk pibe- og krikand, sort glente og den slags, men det har ikke givet pote endnu.

Jeg passer udstilling, og glæder mig over de mange gode samtaler jeg har i den forbindelse. For mig er tranevåren en tid præget af glædelige gensyn med gamle venner og mødet med nye mennesker. Til tider opstår situationer, hvor jeg pludselig holder foredrag om traneadfærd for store grupper; og generel travlhed råder. I ugens løb har jeg af og til haft "dobbelt arbejdstid": Først udstillingsaktivitet, og derefter arbejde med at male til ud på de små timer. Det kan man jo ikke i længden, og da jeg har en række deadlines i starten af april, bliver jeg nødt til at foretage en ændring i mine åbningstider, så jeg kan få noget arbejde fra hånden. Derfor holder jeg ikke åbent mandag til torsdag i næste uge, hvilket kommer til at fremgå af min skiltning på Pulkens parkeringsplads.

Jeg har dog ikke tænkt mig at afvise eventuelle besøgende, for jeg har opnået den paradoksale glæde i livet, at mange vitterlig giver udtryk for, at der gennem min persons middelmådige misogynisme, selvmedlidenhed og idiosynkrasi alligevel - og det i kraft af min kunst - er trængt en kærlighedens lue, som gør, at de faktisk gerne vil mødes og udveksle med mig. Det sætter jeg pris på. Til gengæld kan man i de fire dage ikke regne med, at jeg er hjemme, ligesom eventuelle besøgende vil kunne blive mødt af et vist mål af roderi; malerklatter, borde tværs gennem stuen og den slags, som mit arbejde medfører.



I forgårs: Ulf kalker marken syd for mit hus, for at øge boniteten.

Igår: Traner trækker direkte ind over haven i hård nordvestenvind.


Igår: Mine kære folkeskolelærere fra Bybækskolen i Farum undersøger en død musvåge

Idag: Zoo-vennerne på udflugt kigger på traner fra haven.
Traner på den kalkede mark.

Idag: Huset fuldt af gæster. (sig venligst til, hvis i ikke gider ligge på fjæsbog; selv synes jeg dog, at I ser søde ud!)



30. marts 2016

UOVERSKUELIGE MÆNGDER AF TRANER I PULKEN OG TIPS OM HITS

Musvåge mobber steppeørn. Östra Ljungby, 30.03.2016
Nå! Så skulle et claim af en meget sjælden fugl, som jeg ikke tror på, alligevel ikke blive Tranevårens foreløbige bud på et megahit. Det skulle derimod en steppeørn, som idag blev opdaget ved Östra Ljungby, lige vest for Trolle-Ljungby.

Min telefon var løbet tør for strøm, og da jeg midt på dagen satte den til opladning, begyndte sms-beskeder at bimle ind. Så kunne jeg jo godt gætte, at Fanden var løs i Laksegade. Steppeørn i "hemmamarkerna" MÅ jeg se, og fuglen var blot 19 km fra Pulken. Jeg var derfor nødt til at smække skiltet nedenfor på hoveddøren -

"Stängt - stäppörn i Tosteberga". skal der stå.



- og vende fire udstillingsgæster, som netop var på vej ind ad samme, rundt, med beskeden om, at jeg var på vej til steppeørn, hvad jeg opfordrede dem til også snarest at være. Jeg er naturligvis ked af den slags, men hvis jeg ikke twitchede steppeørn straks, ville jeg ikke være normal. Jeg har præsteret, at twitche lokale hits i Kristiansstads Kommun, med udgangspunkt i København, flere gange og steppeørn er, ligesom wilsons paradisfugl, laplandsugle og mange andre, Verdens Fedeste Fugl.

Når en "hårdskådare" modtager sådan en besked - "Kristian Gärdsborn har en stäppörn mellan Trolleljungby och Tosteberga just nu", går klappen ned, og alt andet i Verden forsvinder momentant. Først på vej afsted i bilen kom jeg i tanker om, at hov - jeg venter faktisk besøg idag af Hanne Christensen og tre af hendes venner.

Men nu er det sådan, at Hanne er mor til min gode ven Rolf Christensen, Fuglekongen af Skagen, Danmarks toplister og dygtigste ornitolog (en titel, som er delelig, på samme måde som titlen "Verdens Fedeste Fugl"), og hvis nogen skulle kunne forstå, hvad det er for en bacille jeg er angrebet af, må det være hende. Jeg fortsatte derfor ufortrødent til Östra Ljungby, spottede hurtigt hvor i det nøgent åbne landskab biler var parkerede, kørte dér hen og så Steppeørnen i Linda Niklassons Teleskop.

Dét lettede.

Ørnen var absolut ikke ulig den steppeørn, som jeg har set i Börringe-Näsbyholm-området flere gange i løbet af den forgangne vinter: En 3-4K fugl, med mørkt hoved, lyse forvinger og et flabet smil om næbbet. Det er sikkert én og samme fugl, men det er noget andet at se den i "hemmamarkerna", end i Gärdslöv.

Da jeg var vel hjemme igen, var det tid til damage control. Først og fremmest var jeg nødt til at få fat i Hanne, hvis telefonnummer jeg ikke havde. En søgning på krak var næsten alt for succesfuld, jeg fik masser af resultater, så jeg måtte ringe til Rolf, som i hvert fald havde en slags idé om, hvor hans mor bor, når hun ikke lige er i Skagen.

Heldigvis, for mig, kom Hanne og hendes venner først senere. Min dårlige samvittighed lettede lidt, for en stund. Vi kiggede på den massive traneflok fra haven, og det lykkedes mig også, at fremvise en vandrefalk, som sad i et af træerne nede ved åen. Vandrefalk har jeg ellers ikke set siden en gang i februar, så det var et fint plus på dagen.

Ja, traneflokken er massiv. Jeg har ikke forsøgt at tælle, men det ligner MINDST 5000. Det kan være 7000 eller 8000. Det betyder også, at jeg ikke i min vildeste fantasi kan forestille mig, at der ikke vil være rigeligt med traner at se på i den kommende weekend. Jeg tør således lokke med både traner (det er altid sjovt for mig at høre reaktionen fra folk som oplever fænomenet for første gang - de bliver BLÆST bagover) og steppeørn.

Steppeørnen ved Östra Ljungby.



Endnu en af disse her fuldstændig overdrevent oppulente solnedgange, som man får lov at opleve, når man hr frit synsfelt mod vest.

27. marts 2016




7500

Rigtig fin dag. Mest sydøstlig vind og sol, men til aften drejende sydvest. Der er nu så mange traner, at det ikke er sjovt at tælle dem. Jeg gjorde to meget grove forsøg og kom til hhv. 5000 og 6000. Evert har fulgt med i tranernes kommen og gåen og er på  mindst 7500. Også nu, kl. 19:19 kommer flokke ind og selvom hundredevis er landet indenfor den sidste time, gør det ingen synlig forskel. Det ser simpelthen ud som MANGE.

Flere arter er ankommet til Pulken idag. Hvid vipstjert, rødben og brushane, og da jeg ved 14-tiden i eftermiddag havde besøg af Jonas Engzell, opdagede han en sølvhejre, da han kiggede ud ad havedøren. Den forsvandt ned bag elletræerne før jeg så den, men så spænede jeg ud til fugletårnet, hvor det lykkedes mig at genfinde den. Det er så den fjerde art, som er ankommet idag, og fed.

Siden igår er der for alvor ankommet svømmeænder, pibeand er talrig, men uoptalt, 193 krikænder, fire knarænder - og 21 skeænder er mange her, om foråret.

Billeder må i se en anden gang, for jeg ved, at mange har tænkt sig at komme herover imorgen, derfor poster jeg nu.

26. marts 2016

TRANEVÅREN KAN VÆRE NÆR SIN KULMINATION


Her står jeg foran mit solide stenhus, og kigger på fugle.
Her til eftermiddag talte jeg 3600 rastende traner. Der har i dagens løb været stor trækaktivitet i det optimale trækvejr, som har rådet, nemlig jævn sydvestlig til vestlig vind. Fra omkring klokken ni i morges sås flokke lette og skrue sig op i den gode termik, hvorefter de stak nordpå.
Samtidig er mængder af traner åbenbart lettet syd for Østersøen. I løbet af eftermiddagen kom den ene flok efter den anden ind sydfra i stor højde - det vil sige fugle direkte fra Tyskland eller Polen. Typisk lagde de sig til at skrue i formation ude mod øst, hvorefter flokkene gled ned og landede i Pulken.
Her er lige nu masser af traner, så mange, at de er svære at tælle. Igår taltes over 5000 til overnatning, og billedet er nogenlunde det samme idag.

Iøvrigt har dagen rent fuglemæssigt været på det jævne. I Pulken raster fortsat mængder af gråænder, gravænder og blisgæs. Bramgås, krikand og pibeand gør sig også bemærkede, mens enkelte skeænder kan pilles ud. Her er rigtig mange fugle, men intet specielt har kunnet noteres idag af undertegnede. Men så har jeg naturligvis også haft over 100 gæster, og dermed også andet end fugle, at se til.

Idag var engpiberparret ved stensætningen på plads, lærke, stær og stillits synger og som det er vanligt i vestenvind, har mange musvåger og glenter været på vingerne. Det jeg venter på er, at vi får lidt ekstra varme, og dermed chance for flere vadefugle og ænder. Begge disse grupper lader endnu vente på sig, men med lidt varme forventer jeg snarlig ankomst af brushane, stor kobbersneppe og atlingand. Fiskeørn og rovterne er to andre arter, som jeg kigger efter i denne tid.

Det skyder grønt i engen, vårvinter er ved at overgå i definitivt forår. Vi havde 11°C i skyggen idag!

24. marts 2016

KORT OPDATERING, TRANEVÅREN ER I FULD GANG

Tranor ved Ripavägen

En kort opdatering fra Pulken:
Der er smækfuldt af traner på matningsfältet og hundredetallige flokke vælter nu ind til overnatning. Igår aftes talte fågelklubben 3900 traner til overnatning og jeg vil ikke tro, at der er færre idag. Også stære i stort tal flyver forbi mod overnatningspladsen - i Hammarsjön? 1050 stære er foreløbig noteret.

I dagens løb har jeg set lille flagspætte hun, som søgte føde i de syge asketræer langs Graften, stor tornskade, som rastede nede ved Pyramiderne, tre spidsænder og en nordtrækkende rørhøg. Årets første rørhøg, for mit vedkommende, var iøvrigt en adult hun, som igår aftes trak ØNØ.  En havørn var forbi idag og den skræmte alle ænder og gæs på vingerne.

Blandt vaderne gør viberne sig bemærket med deres smukke sang. De markerer redepladser rundt om i engen. Dobbeltbekkasinerne gypper og idag sang en han stor regnspove. Hunnen har været her i et par dage.

Svømmeænderne er efterhånden ved at indfinde sig. De første knarænder i Pulken i dette forår så jeg i forgårs. Idag har 26 pibeænder græsset i engen, mens krikænderne stadig er ret fåtallige. Ca 140 bramgæs og ca 100 blisgæs græsser…mange sjaggere er her også - og så er jeg vist også ved at have været rundt om det meste.

Efter en periode med skiftende vind, og tendens til en streg i øst, får vi i den kommende uge vind fra syd og sydvest. Det er godt for tiltræk af traner. Antallet kan snart kulminere - f.eks. ser 26. marts rigtig fornuftig ud...



21. marts 2016

21. MARTS, AFTEN



Det har været en noget forvirrende dag. Det er tydeligt, at der har været tiltræk af traner, men antallet på Matningsfältet har vekslet voldsomt. Det virker som om, at mange traner i dagens løb har fourageret på markerne langs vej 118, for adskillige gange er vældige flokke kommet ind i Pulken fra sydøst i lav højde. Tiltrækkende traner kommer ikke i lavtgående, hundredetallige flokke, det er snarere tilfældet for fouragerende flokke, som f.eks. er blevet skræmt op af et eller andet. Jeg får den tanke, at markerne ned mod Åhus Kärr, er ved at blive tilsået. Jeg får også på fornemmelsen, at fodringen i Pulken ikke har fundet det rigtige niveau endnu. Ulf er ellers god til at docere, men han skal gerne have et par dage, til at skyde sig ind på ret dosis - og tranerne skal sikkert også bruge et par dage på at forstå, at maden på Matningsfältet er en sikrere fødekilde, end markerne i oplandet.

Aftenen var helt fantastisk. Vi er vant til sindssygt flotte solnedgange her, men idag var ekseptionel. En skybanke glødede som lava, mens dorisk lys skød op nedefra mod andre skygallerier. Underlægningsmusikken til dette sceneri var tusinder af traners råb garneret med en enkelt stor regnspoves gennemtrængende fløjt, som lå helt i forgrunden, med dobbeltbekkasinen som rytmesektion. Der kommer snart en film fra i aften på youtube. Jeg linker, når den er klar.

STORT TRANETRÆK IGANG, FORVENTET ANKOMST TIL PULKEN OMKRING KL. 13 IDAG

Ny Pulken-art for mig, fundet i forgårs: Brud.

Indtrækkende traner 16. marts 

Indflyvning til overnatning 19. marts


Vejret er mildt med temperaturer omkring 8°C. Vinden har i de forudgående dage blæst fra retninger mellem SV og NNV. Det har været meget småt med nedbør og dette har tilsammen betydet, at vandstanden i Helge Å er sunket markant. Der er en blottet mudderstrand langs Graften, men det har ikke påvirket vandstanden centralt i Pulken endnu. Der er vandet så dybt, at der endda har ligget dykænder, nemlig tre troldænder og to små skalleslugere,  samt to små lappedykkere. Det er ikke noget man nødvendigvis oplever hvert år.

Den slags vejr vi har haft, er gunstigt for nordtræk af traner. 13. marts var her 34 traner, 15. marts overnattede 250, dagen efter kom et stort rykind og antallet steg til 1050. Igår kl. 08:50 talte jeg 1500, og her er både et stadigt tiltræk og borttræk.  Fodringen i Pulken begyndte om eftermiddagen den 19. marts og det har i nogen grad koncentreret tranernes dagsaktivitet omkring Matningsfältet. Dog ser man hver aften temmelig stor indflyvning til Pulken fra oplandet.

Idag er vinden jævn VSV, solen skinner og det er lunt. Jeg var lige oppe ved Härnestads Gård, ca kl. 09:00, for at tjekke, om der stod traner på majsmarken fra i fjor. Det gjorde der ikke, til gengæld var der et stort nordgående tranetræk igang, 130 traner fordelt på ca ti flokke i løbet af 10 minutter. Det må være fugle, som netop har forladt Pulken. På baggrund af dette, samt det optimale trækvejr, forventer jeg at se et stort tiltræk af traner direkte fra Tyskland/Polen i løbet af eftermiddagen.
Trækbevægelsen ved Härnestads Gård inkluderede iøvrigt 13 skarver N og 60 sangsvaner N. Der er altså gang i den og det skal blive spændende at se, hvor mange traner som ankommer i eftermiddag, når de er nået over Østersøen.

16. marts 2016

TRANER KOMMER IND SYDFRA

Let sydvestlig vind og klar himmel giver lige nu, som forudsagt, tiltræk af traner. De kommer over kystskoven i stor højde. Nogle skyder videre nordpå, andre vender op mod sydvestenvinden og lander. Hvor mange det drejer sig om har jeg ikke tjek på, det direkte træk har jeg absolut ikke tid til at holde øje med, da jeg som bekendt åbner udstilling imorgen, men jeg vil prøve at danne mig et overblik over antallet af rastende fugle senere.

Igår gik præcis 250 traner til overnatning i Pulken, som iøvrigt præges af mange blisgæs (190 igår og stadig 150+ pp). Desuden opdagede Thomas Lindblad en isfugl i Graften, og det er efterhånden mange år siden, jeg har set sådan en her. De forsvandt stort set efter den sidste hårde vinter - var det ikke 2012-2013?

Nok herfra, og velkommen imorgen.

CCT

14. marts 2016

CAVE IDUS MARTII



Det har været endnu en af disse røde forårsaftener, aftener som bliver længre og længre, des mere daglængden tager til. Dog er aftenen endnu så kort at, svanerne flyver ind i næsten mørke, koldt blå mod det røde. Gravænderne fremstår nærmest turkisblå, og ovenfor ser man mit andet forsøg udi gravænder.

Jeg har i nogle dage kunnet tælle til 34 traner, uden at jeg har taget decideret tag i at udforske, hvor vidt tallet er repræsentativt. I hvert fald ser man endnu ikke ret mange traner i Pulken i løbet af dagen. Hvad man ser er en mængde gråænder (126 talte jeg i morges) samt få andre svømmeænder, idag krikand 4, pibeand 4 og spidsand 1. Til aften spillede dobbeltbekkasinen, hulduer er her også, gerne nede på marken sammen med ringduer og alliker. Stor tornskade raster stadig nede ved Pyramiderne og ellers, ja ellers er det sg'u ret stillestående. Vi skriver 14. marts, så det er der sådan set intet forkert i, men snart går det løs.

Imens arbejder jeg med forårsudstillingen, rammer ind, maler lidt, hænger op, konfererer angående ophængningen med Jessica via skype og flytter så rundt på billederne igen. Det er et årligt tilbagevendende puslespil, og hver gang en brik skal flyttes, kan det indebære timers arbejde med skæring af passe partout, søm der skal flyttes, højder som skal justeres. Når jeg maler, tænker jeg ikke på, hvilken størrelse billederne får. Det hævner sig, når de skal rammes ind - og igen når de skal præsenteres på en nogenlunde harmonisk måde i en udstilling.

Traneprognosen
Vejret er mildt. Det kan betyde, at vi kan få en forholdsvis tidlig kulmination af tranetrækket. En forholdsvis tidlig kulmination, kunne f.eks. være omkring 25. marts. Vinden har været helt underligt svag i den seneste uge, til tider fra sydøst, og det er jo ok for tranetræk over Sjælland, men dofbasen giver mig intet indtryk af, at traner i større stil er begyndt på at trække ind over Danmark. Hornborgasjöns  højeste tal fra i år er 500. Hornborgasjön er et skamløst foderbrædt, hvor fodringen ikke har andet formål, end at tiltrække traner, ulig her, hvor fodringen er et middel til at holde tranerne borte fra bøndernes udsæd, så når Hornborgasjön max har 500, er trækket sandsynligvis ikke gået rigtig igang endnu.

Med udgangspunkt i vejrudsigten for Ystad, ser følgende dage gode ud for tiltræk.

Onsdag 16/3 SV 4, skyfrit
Lørdag 19/3 SV 2, halvklart
Søndag 20/3 V 5, halvklart

Spørgsmålet er så, hvor travlt tranerne har. Det ved de selv.

11. marts 2016

11. MARTS

Traner flyer ind til overnatning i syd-Pulken 2016.03.11


Det er tidligt forår, den årstid jeg måske holder mest af. Jeg kan lide når årstiderne skifter, og jeg kan lide at have noget til gode. Det oplever man jo i virkeligheden flere gange om året - når forsommeren visner hen, og vadefuglene indvarsler efterår. Når sensommeren dør hen i løbet af august, brombærtiden, hvor munken skider hele det violette spekter ud, når man piller den ud af spejlnettet. Temperaturfaldet sidst i august, som sender hvepsevågerne sydpå, for slet ikke at tale om løvfaldet. Der skal en storm til, men så er det også vinter.
Og jo mere man nærmer sig naturen, des flere årstider får man. Vinteren er for mig således blevet en kort affære. Bramgæssene trækker igennem ind i november og hvis vejret ellers er mildt, så mærker jeg allerede i februar svanernes gennemtræk.
Nu, i marts, trækker de store tornskader igennem. En enkelt har rastet i Pulken idag og også blisgæssenes gennemtræk bemærker man i form af mange rastende i Pulken.

Vinden har i et par dage været sydøstlig. Nu er den drejet om i nord og selvom solen varmer huset op, så de toplettede mariehøns, som har overvintret i vinduessprækkerne vågner, er her intet tiltræk af traner. Jeg talte 34 rastende i eftermiddag, og det er som det skal være. Tranevåren er endnu i sin vorden.

Men snart kommer de jo, tranerne, i store mængder. Og hvornår det bliver, er jo i ret høj grad styret af vejret. Jeg tror, at vi får et første influx den 16. marts, hvor smhi spår SV 2 (4) og solskin.

11. MARTS – KOPI AF ORG. POST

Traner flyer ind til overnatning i syd-Pulken 2016.03.11


Det er tidligt forår, den årstid jeg måske holder mest af. Jeg kan lide når årstiderne skifter, og jeg kan lide at have noget til gode. Det oplever man jo i virkeligheden flere gange om året - når forsommeren visner hen, og vadefuglene indvarsler efterår. Når sensommeren dør hen i løbet af august, brombærtiden, hvor munken skider hele det violette spekter ud, når man piller den ud af spejlnettet. Temperaturfaldet sidst i august, som sender hvepsevågerne sydpå, for slet ikke at tale om løvfaldet. Der skal en storm til, men så er det også vinter.
Og jo mere man nærmer sig naturen, des flere årstider får man. Vinteren er for mig således blevet en kort affære. Bramgæssene trækker igennem ind i november og hvis vejret ellers er mildt, så mærker jeg allerede i februar svanernes gennemtræk.
Nu, i marts, trækker de store tornskader igennem. En enkelt har rastet i Pulken idag og også blisgæssenes gennemtræk bemærker man i form af mange rastende i Pulken.

Vinden har i et par dage været sydøstlig. Nu er den drejet om i nord og selvom solen varmer huset op, så de toplettede mariehøns, som har overvintret i vinduessprækkerne vågner, er her intet tiltræk af traner. Jeg talte 34 rastende i eftermiddag, og det er som det skal være. Tranevåren er endnu i sin vorden.

Men snart kommer de jo, tranerne, i store mængder. Og hvornår det bliver, er jo i ret høj grad styret af vejret. Jeg tror, at vi får et første influx den 16. marts, hvor smhi spår SV 2 (4) og solskin.

Blot som en slags teaser, kan I her få lov at se et udsnit af mit seneste arbejde, en planche til Vattenriket, som skal sidde i utemuseet ved Hercules. Herculesdammarne er, tør jeg godt sige, et af de bedste steder i verden, at opleve sortterne. Det vil jeg faktisk hævde. Nærmeste konkurrent skulle i så fald være sådan noget som Ohat Puszta kochz i Ungarn. Kogleaks kan i hvert fald gå hjem og lægge sig. De der fjerne, flimrende sortterner, er intet imod sortternerne i Hercules, hvor man har dem svirrende om ørerne.


10. marts 2016

10. MARTS

Af uransagelige årsager, har jeg nu pludselig internetforbindelse igen, så jeg vil benytte lejligheden til at opdatere i en fart.
Idag har været en rigtig forårsdag, solsorten synger, viberne trækker og fluerne varmer sig på husets sydmur.

Sangsvanerne er stadig mange, dog har jeg ikke forsøgt at tælle dem, men blandt sangsvanerne lykkedes det at finde to pibesvaner.
Forårsfuglene ankommer i disse dage, 9 krikænder var ny årsart for mig, og ud på formiddagen ankom også årets første skeand, en han.

Idag blevjeg ringet op fra Ljungbyhed. Folk planlægger deres traneudflugter, og jeg har i den anledning den fornøjelse, at agere turistbureau, hvad jeg gerne gør. Spørgsmålet gik naturligvis på,  hvor vidt tranerne var ankommet, og svaret på det spørgsmål, har vel almen interesse - både ja og nej. Trækket af de sydsvenske ynglefugle er igang og da vi i forgårs havde sydvestenvind, som er den bedst tænkelige vindretning, kunne jeg tælle til 125 traner. Igår gik 56 til overnatning men idag har tranerne gjort sig temmelig lidt bemærket. Vi er nu inde i en østenvindsperiode og det inspirerer ikke tranerne til at komme til Pulken. Hvis vi indenfor den næste uge får noget sydvestenvind og varme, er det muligt, at de traner, som skal langt nordpå, begynder deres træk.

I mellemtiden ser jeg på arter som havørn og kongeørn - og jeg glæder mig til stæren, den vil jeg meget gerne snart have på plads i toppen af birketræet. Så er det nemlig forår.

9. marts 2016

125 overnattende traner i Pulken!

Da jeg ankom til Pulken kl. 17:30 i dag, stod der 88 traner og der fortsatte med at ankomme traner. Tranerne ankom på den måde, som de plejer, når de ankommer til Pulken langvejs fra, dvs. fra Tyskland, i sydvesten vind. Dertil kan jeg sige, at der i dag har været rigtigt godt trækvejr. Det kunne jeg konstatere allerede i morges, i København, hvor der var svag sydvestenvind og solrigt – notorisk godt vejr for tranetræk, og jeg så trækkende blisgæs, grågås og min første jernspurv for i år.

Dagens tranetal, 125 overnattende, er relativt højt for datoen.

Rapporteret af Carl Christian Tofte, som sidder på Pulken i internetmørke og venter på at Bredbandsbolaget skal komme og reparere forbindelsen – i løbet af 3 til 5 arbejdsdager!

5. marts 2016

2. OG 3. MARTS – KOPI AF ORG. POST


Traneparret på marken.


Den anden marts 2016 så ud til at blive en kedelig dag. Tæt tåge var ikke lige hvad jeg havde brug for, blandt andet fordi jeg havde planlagt et studiebesøg ved Hercules. Vattenriket, er ved at renovere Hercules "Utemuseeum", og jeg skal male nogle gevaldige plancher, som skal hænge der. Selvom jeg kender lokaliteten så udmærket, så ser man et sted med andre øjne, når man ved, at man skal formidle det i et maleri. Tågen var imidlertid så tæt, at jeg opgav ved ankomsten.

Om aftenen begyndte den sædvanlig indflyvning af gæs og svaner til overnatningspladsen i Pulken. Svaner i store flokke landede og det stod efterhånden klart, at det kunne blive en rekordtælling af sangsvane. Til sidst lå der 8 knopsvaner samt rekordagtige 369 gulnæbbede svaner.

Min hidtil højeste tælling af sangsvaner i Pulken var 339 den 27 februar 2008. En fintælling var påkrævet - for hvor stor var andelen af pibesvaner? Mørke og tåge gjorde det dog umuligt, at pille eventuelle pibesvaner ud, så der var ikke andet at gøre, end at vente med at tælle til den følgende morgen - og håbe på bedre vejr.

Den 3. marts om morgenen kl. 07:00 var vejret heldigvis klart, og fintællingen gav tre pibesvaner og 359 sangsvaner - således det højeste antal sangsvaner jeg har kunnet notere i Pulken nogensinde!

Efter et besøg ved Hercules, hvor rørdrummen paukede, vendte jeg hjem for at indlede arbejdet på Herculesplancherne, og ude på den, nu nedpløjede, majsmark syd for huset gik traneparret omkring og fouragerede. Det er behageligt selskab.

Hen ad aften kom fire traner flyvende. De landede ved siden af traneparret på marken, som straks reagerede ved at trompetere en flot Duet (sve: Duett), den første jeg hører i år, hvorefter den ene Præ-stoltserede (sve: Pre-stoltserande) og vendte det røde nakkefelt mod magen, som nu Stoltserede (sve: Stoltserande) omkring. Ordene i bold henviser til vores tranefoldere samt hjemmesiden grusgrus.tofte-hjort.com hvor evt. interesserede lige kan genopfriske deres tranesprog og se de nævnte adfærdsformer på film.

At se traneparrets reaktion, og at høre årets første duet, var en påmindelse om, hvorfor det i grunden er, at jeg synes det er så fedt, at se på traner. Hele dagen havde parret gået i fred og ro, højest med lidt rejste tertiærer. Så snart de fire nye fugle ankom, skulle rangordenen fastslås. Jeg læser dem som en åben bog.


2. OG 3. MARTS


Traneparret på marken.


Den anden marts 2016 så ud til at blive en kedelig dag. Tæt tåge var ikke lige hvad jeg havde brug for.

Om aftenen begyndte den sædvanlig indflyvning af gæs og svaner til overnatningspladsen i Pulken. Svaner i store flokke landede og det stod efterhånden klart, at det kunne blive en rekordtælling af sangsvane. Til sidst lå der 8 knopsvaner samt rekordagtige 369 gulnæbbede svaner.

Min hidtil højeste tælling af sangsvaner i Pulken var 339 den 27 februar 2008. En fintælling var påkrævet - for hvor stor var andelen af pibesvaner? Mørke og tåge gjorde det dog umuligt, at pille eventuelle pibesvaner ud, så der var ikke andet at gøre, end at vente med at tælle til den følgende morgen - og håbe på bedre vejr.

Den 3. marts om morgenen kl. 07:00 var vejret heldigvis klart, og fintællingen gav tre pibesvaner og 359 sangsvaner - således det højeste antal sangsvaner jeg har kunnet notere i Pulken nogensinde!

Efter et besøg ved Hercules, hvor rørdrummen paukede, vendte jeg hjem, og ude på den, nu nedpløjede, majsmark syd for huset gik traneparret omkring og fouragerede. Det er behageligt selskab.

Hen ad aften kom fire traner flyvende. De landede ved siden af traneparret på marken, som straks reagerede ved at trompetere en flot Duet (sve: Duett), den første jeg hører i år, hvorefter den ene Præ-stoltserede (sve: Pre-stoltserande) og vendte det røde nakkefelt mod magen, som nu Stoltserede (sve: Stoltserande) omkring. Ordene i bold henviser til vores tranefoldere samt hjemmesiden grusgrus.tofte-hjort.com hvor evt. interesserede lige kan genopfriske deres tranesprog og se de nævnte adfærdsformer på film.

At se traneparrets reaktion, og at høre årets første duet, var en påmindelse om, hvorfor det i grunden er, at jeg synes det er så fedt, at se på traner. Hele dagen havde parret gået i fred og ro, højest med lidt rejste tertiærer. Så snart de fire nye fugle ankom, skulle rangordenen fastslås. Jeg læser dem som en åben bog.


1. marts 2016

Det er tydeligt, at det er blevet forår i Pulken. Det ser man af, at her pludselig ligger ænder i dagtimerne, ude i de oversvømmede enge. Hele vinteren bruger gråænderne Graften og Helge å som dagrasteplads, men et tydeligt forårstegn er, at de rykker ud i Pulkens småsøer. Her har de allerede fået selskab af gravænder - 20 gravænder. ligger her allerede.
Gravændernes antal kommer til at tidobles i løbet af marts. 209 gråænder ligger her, og selvfølgelig er vi allerede der henne, hvor man forventer en og anden trane. Også viben er kommet.

Jeg har det meste af vinteren været i København. København er faktisk, rent naturmæssigt, ikke kedelig, men jeg er nu sådan indrettet, at mit hjerte ligger et eller andet sted omkring Øresund. Et stort cirkelslag, som resulterer i, at jeg længes, hvor end jeg er.

Sydhavnen og Vesterbro, er mine københavnske "hjemmelokaliteter". I vintertiden tilbyder de fine naturoplevelser: korttåede træløbere, halemejser, pibeænder, vandrefalk, mistelten. Hvis vi breder synsfeltet lidt ud, har vinteren 2015-2016 desuden budt på en smuk han sortstrubet drossel, som har frekventeret baggårde i København NV. At kunne twitche denne juvel har, sammen med mine observationer i Kalveboderne, betydet meget, for min oplevelse af, at have kontakt til "fugleverdenen".

Københavns Sydhavn er, når Køge Bugt og Kalveboderne er tilfrosne, kendt for den våge, som  til stadighed består omkring Slusen. Her kan man, i isvintre, opleve tusindvis af ferskvandsdykænder, hundreder af små skalleslugere og mængder af små lappedykkere, måger, blishøns osv. Under sådanne forhold kan lidt af hvert ske, og jeg har da f.eks. været så heldig, at kunne notere rødhovedet and i Slusen.
Sådanne forhold har, selv sagt, ikke rådet i år. Det har været fint, at iagttage skarver og små lappedykkere på nært hold, en isfugl er det også blevet til, men isvinterens brutale sammentrykning af fugle i Slusen, har man i vinteren 2015-2016 ikke set.

At vende tilbage til Pulken, efter en vinter i København, er ærligt talt, spændende. Jeg skal indrømme, at jeg faktisk rystede på hånden, da jeg, ved min ankomst, skulle tjekke fem fugle, nederst på marken. De var grågæs, men tranen - den er her snart!
Jeg har selvfølgelig iagttaget vejret og jeg har konkluderet… yngletranerne bør være kommet nu.
Det var de også. I den sene eftermiddag stod to traner i engen.