TRANEVÅR & KONSTRUNDAN 2020 AFLYST / INNSTÄLLD PGA. EPIDEMI

20. august 2020

19. AUGUST


Vadefuglemylder i syd-Pulken. Her en tegning fra juli 2020.


Der er spurvehøge i luften og på engen blomstrer djævelsbid mellem kastede trane- og gåsefjer. Vandstanden er faldet betragteligt mens det har været varmt. Mudderbankerne breder sig i syd-Pulken, og her er det nu mest unge vadefugle, som flokkes. I dag bl.a. fire smukt tværstribede sortklirer, 39 brushaner, 45 tinksmede og hele 56 dobbeltbekkasiner. Dertil enkelte præstekraver, almindelige ryler osv. 

Vadefuglene er mere forvirrede over mit nærvær end egentlig sky. Flyver op og tager en panisk runde, blot for straks efter at lande kun et stenkast fra mig. Tranerne er mere sky, ser mig, i det de hen under aften flyver til for at overnatte i vandfladen. De går i stedet ned ude i vest-Pulken. Jeg går hjem, så de kan komme til, og skumringen genlyder af traneskrig, grågæs og bramgæs. Værre var det ikke.

Tranerne samler sig i Pulken i denne tid og hen under aften kan op mod en halvandet hundrede stykker ses. Deres antal plejer at tage til videre gennem august og september, indtil de første kolde oktobernætter sender dem sydpå. Bramgæssene er endnu et efterårstegn. Da vi for fire uger siden var en tur oppe på skærgårdskysten nord for Åhus lå de afslåede på havet, tæt samlede som en flåde. Lokale ynglefugle med deres store gæslinger, som netop havde den alder, hvor de ligner kejserpingviner. Nu kan de flyve igen og når på deres fourageringstogter bl.a. også Pulken.

I øvrigt gik jeg i dag glad og fro ned til syd-Pulken i shorts og t-shirt. Man plejer ikke at møde stort mere end et par myg og måske en bremse, så det tænkte jeg var ok. Lidet anede jeg, at jeg ville blive modtaget af tusindvis af “knott”. Mitter, tror jeg de hedder på dansk. Det er noget jeg ikke har været udsat for tidligere. Deres stik gør ikke mere ondt, end at jeg på ingen måde lod mig forstyrre, men jeg skal da love for, at det brænder nu, jeg er kommet hjem. Særlig hårgrænsen og tindingerne har de været glade for, kan jeg mærke, og mine arme og ben er plettede som en gepard, bare i rødt og hvidt! Noget andet man lige skal være opmærksom på, når man går ud i Pulken, er kreaturene. Pulken er inddelt i to folde, med én flok i hver. Jeg noterer mig altid hvor de er. For det meste holder de sig væk, men af og til bliver de så glade for at se én, at de pludselig kommer galopperende. Særlig ungdyrene kan blive helt overstadige og nærgående, på en måde, som ikke er ulig Tigerdyret. Det er småfarligt, og det er en god idé, at have en flugtvej, f.eks. at holde sig nær et hegn, så man hurtigt kan være udenfor deres rækkevidde. Af og til er der dog ingen anden udvej, end at få dem til at gå væk. Det virker, at gå resolut imod dem og bede dem gå. Frem for alt skal man bevare roen. At løbe væk fra dem er en dårlig idé. For det første er det umuligt, og faren er, at de kan opfatte det som en opfordring til leg.

Det er som om vejret snart ikke længere kan holde sammen på sig selv. Midt på eftermiddagen lød ét tordenskrald, men ingen regn faldt. Der er ingen svalhed at finde, her på sletten - den gennemtræk i huset, jeg forsøgte mig med i eftermiddags, gjorde det bare endnu varmere indendøre.
På markerne bag huset er rugen høstet og høet slået. Det første har tiltrukket mængder af kragefugle og vel et halvt hundrede traner, mens storkene spankulerer omkring i det nyslåede hø. Over det hele svæver glenter og musvåger, slår ned og snapper en godbid. Meget sky er de ikke. Glenten er på jorden noget af en strimmel, kortbenet og langhalet, som den er.

I dag har en tornskade holdt til omkring bålpladsen i baghaven. Bålpladsens sten er gode udkigsposter for en tornskade og baghaven er i øvrigt holdt bevidst “rodet”, det er noget jeg gør mig umage med: Der er en ordentlig dynge grene, partier med kort- og langt græs og køkkenhaven er, ud over grønkål og gulerodstoppe, mest bar jord, hvor græskar og kartoffelplanter nu er godt i gang med at visne bort. Jeg har jævnet de fleste myretuer, dels så vi kan få plads til noget fodbold, dels for at komme førnen til livs. Her er meget af en græsart som på svensk hedder knylhavre. Myrerne slæber sand op i græstuerne, som med årene bliver højere og højere. Som man kan tænke sig, bliver det umuligt at slå, og så danner der sig et tykt lag vissent græs. Knylhavren trives fint med det, det samme gør tidslerne, men det har taget overhånd og det truede efterhånden med helt at fortrænge gul snerre, håret høgeurt, læge-oksetunge, hvid okseøje og hvad her ellers var meget af tidligere. Det er jeg træt af. Nu har myrer og knylhavre deres reservat og de fleste tidsler er hevet op. Kun tornet tidsel, som har en meget begrænset udbredelse i Sverige, har jeg fredet; så må stillitserne tage til takke med dén.

Landsvalerne troede jeg en overgang helt havde opgivet Härnestadsvägen 127, men midt i juli slog et par sig ned inde i udhuset. Det var sent, men åbenbart tids nok. Nu har de to fine, nyudfløjne unger!

Men nu er det nat, klokken har passeret ingenting, og før jeg skal sove, vil jeg gå ud og se, om jeg kan få øje på Svanen og rette teleskopet mod det sorte hul ved Cygnus X-1.

22. juli 2020

PIPFUGL

Øverst en ryle, Men hvilken? Der er tale om en analyse af et foto, som kan ses nedenfor i dette indlæg. Med hensyn til benfarve henviser jeg til fotoet.

Prøv at tænke dig ind i denne situation: Du er sammen med venner, bekendte familie eller hvad ved jeg. Du har naturligvis kikkerten med, fordi du er feltornitolog, og kikkerten er en integreret del af dit sanseapparat. Du opdager en fugl, som lige skal tjekkes, og en af de tilstedeværende kommer med følgende kække tilråb: "Det er en pipfugl!". Jeg har oplevet dette af og til, men har egentlig slået det hen, selvom det altid har irriteret mig lidt. Nu har jeg tænkt over hvad det egentlig er som foregår, og har fundet ud af hvorfor det er irriterende. I virkeligheden handler det om en magtdemonstration. Den som kommer med bemærkningen finder det nødvendigt at hævde sig selv, ved at nedgøre noget som du finder væsentligt, og udgrænse dig som én, der er optaget af noget som ingen værdi har. For mit vedkommende er min optagethed af naturen et element i mit liv, som har styret f.eks. karrierevvalg, politisk indstilling m.m. og det er hverken uvæsentligt, fjollet eller irellevant for noget som helst. Jeg misunder på ingen måde folk hvis væsentligste ornitologiske oplevelse er lørdagskylling.

I nat trak små kobbersnepper over Pulken, fire gange hørtes deres kald fra himmelen i timerne omkring midnat, mens vi sad ved bålet. En sortandeflok trak også over. Det er godt trækvejr, stjerneklart og svag sydvestlig brise. Saturn, Jupiter og Mars stod fast og klart.

Vejret gør til gengæld, at fuglene skyder over Pulken, og da jeg var nede i Syd-Pulken i eftermiddags var der da heller ikke meget at se. Fire rødben, fem tinksmede, en almindelig ryle, 50 krikænder og en hvidklire. Det var det hele. Vandstanden er også ved at være rigeligt høj, efter nogle regnfulde dage.

Det var noget ganske andet for blot lidt over en uge siden, da her var lavvande og hvor vi havde rigtigt atlantisk sommervejr med byger og endda dårlig sigt, ind imellem. Da oplevede jeg nogle af de bedste vadefugledage i Pulken nogensinde: 9. juli talte jeg i syd-Pulken bl.a. 53 rastende hvidklirer (det er afsindigt mange) og 102 tinksmede. 12. juli rastede 116 almindelige ryler, 15 krumnæbbede ryler (dagen efter taltes hele 32 krumnæbbede af Greger Flyckt!), en rastende "indlands" lille kobbersneppe, hele 18 sortklirer og Pulkens blot tredie kærløber. Endelig sås også tre småryler, som har voldt en del uventede bestemmelsesvanskeligheder. Det er dværg- eller temmincksryler, og jeg må ærlig talt sige, at det er noget nyt for mig, at disse to arter skal volde problemer. Jeg noterede dem som dværgryler, men kom i tvivl allerede da jeg kom hjem og så lidt på mine fotos. Jeg opfattede benene som sorte, men da rylerne var nærmest brugte jeg det meste af tiden på at fotografere, fordi de var så underlige. Det kom der ikke noget særlig heldigt ud af - himmelen var overtrukket af tunge regnskyer, og der var lang tele på,  men her er de i al fald - jeg tager meget gerne imod bud på bestemmelsen. Det plejer at være så let at bestemme dværgryle fra temmincksryle, at jeg ikke har fuldkommen styr på eventuelle sekundære, men diagnostiske karakterer, så jeg øjner chancen for at lære noget. Samtidig er dværgryle en temmelig sjælden fugl i Pulken, jeg kan umiddelbart komme i tanker om at have set arten to gange om efteråret og en gang om foråret, så arten forekommer altså i Pulken nogenlunde lige så sjældent som kærløber. Her er de så:

Enormt ringe foto, men for mig at se viser det at halen rager ud bag vingespidsen. Det peger på temmincksryle.
Fuglen til venstre viser den meget kraftigt tegnede mantle. Fuglen til højre viser kronen - er det en dværg- eller temmincksrylekrone? Bemærk nedre scapularer (?)/lesser- /median coverts.


Der ses et meget lyst ansigt, lignende dværgryle, sorte fjercentre på oversiden,igen noget som peger mod dværgryle- men der er intet rustrødt at se i dragten - kun noget dæmpet orangebrunt i scapularerne, og så har den et tilsyneladende komplet brystbånd. Jeg kan gå med til, at benene ikke er sorte - som jeg oplevede dem i felten og derfor malede dem på min "analysetegning" (øverst iindlægget).

Dette kan ikke være samme individ som den på fotoet ovenfor. Men igen; udbredte sorte centre på oversiden og rustrødt mangler. Hvad skal man mene om den varmt farvede tertiær? Er det en rødbrun kant? I felten opfattede jeg den som slidt.
Her en helt normal temmincksryle, malet i maj i år, til sammenligning.


14. maj 2020

AFRUNDING AF TRANESÆSON 2020



Mine noter fra dette forår fylder nu præcis hundrede sider i notesbogen. Med det i baghovedet, er det måske ikke så underligt, at jeg I slutningen af februar havde den tanke, at det virkede overmægtigt at skulle igennem endnu et forår. En alligevel noget ejendommelige tanke om, at det var min pligt, at fiskeørnens, den hvidevipstjerts og alle de øvrige forårsfugles ankomst hertil blev registreret, at det meste blev opdaget, talt og noteret og at alt blev bestemt korrekt. Virkeligheden har været, at jeg er blevet suget ind i den fortælling, som et forår også kan være. Oplevelsen afspejles ikke ved en nøgtern artsgennemgang. Den spænding og forventning som jeg har oplevet hver gang jeg har afsøgt eng, himmel og vandflade, med de muligheder for spændende fugle, som vejr og dato har tilsagt mig, er i virkeligheden essensen af, hvad det giver mig at være i naturen. Hvad "spændende fugle" vil sige, afhænger af meget forskelligt. I februar kan det være en tidligt ankommet gruppe skeænder. Sidst i marts er klart vejr og sydvestenvind tegn til, at jeg skal opleve tranernes helt store ankomstdag. En uge inde i april bliver steppehøg en slags besættelse - og at luske sig frem til en tavs skovsanger i en af Pulkens ellelunde, er som at opdage et regulært hit.

I år har jeg mod sædvanen holdt mig for mig selv, fundet andre vinkler på at opleve naturen i Kristianstads Vattenrike. Som sædvanlig med udgangspunkt i det stykke vildmark og kulturhistorie, som er Pulken-Yngsjön-Egeside-reservatet. Jeg har koncentreret mig om at gå på opdagelse og den eneste fugl jeg er kørt efter, har været den fine "vitstjärniga" blåhals, som har slået sig ned i Hercules. Den art har jeg søgt efter i egne "hemmamarker" i et par år, så den måtte jeg opleve. Jeg er blevet overrasket på ny, over hvor rige muligheder her er. Det er stor natur. Er det ikke en rigdom, at køre ud en aften og være nogenlunde sikker på at se flere elge, sort sol og tusindvis af traner, mens rørdrummen pauker? Gu' er det det.

Det har været et forår med rørdrum og ringdrossel, sølvhejrer, vendehalse og selvlysende rosetter af melet kodriver i engen. Knarænder i antal, steppehøg, kaldende fiskeørne, elge i flok og naturligvis tranerne, som sætter scenen. Nye erkendelser, og alt sammenholdt med års erfaring fra området, så man ved, at der skulle gå tretten år, før det lykkedes at få skovsangeren på Pulken-artslisten, og at tre tyrkerduer eller en trækkende sortstrubet lom er noget, som skal nydes.

Denne sammenfatning af tranevåren bygger først og fremmest på mine egne observationer. En del tranetal er dog andres arbejde. Jeg må indrømme, at det interesserer mig mest at tælle dem først på sæsonen, inden alle de andre fuglekiggere kommer. Også antallet af sølvhejreobservationer har jeg måttet finde på Svalan, men kan tilføje, at jeg har noteret arten på mindst fem datoer og mindst 11 stk.


Blåhalsen Hercules.


Mild og våd begyndelse
Det hele begyndte godt, og vældig vådt. Ultimo februar, efter en regnfuld vinter, var kun meget lidt af Pulken oven vande. Hele Egeside lå oversvømmet af en vandflade svarende til Stora Yngsjön, som den må have set ud frem til 1774. Den højeste vandstand jeg noterede indtraf 27. februar, hvor målepinden i Graften var oppe på 110 cm over normal vandstand. Hvordan "normal vandstand" er defineret i så dynamisk et system som Helge Å, aner jeg ikke. Højt var det, og i en periode boede jeg på en ø sammen med fem harer. Vandet faldt siden støt, men endnu i dag, 15/5, er der en betragtelig vandflade også i Pulkens centrale kær, ja selv i vest-Pulken. Der gives år, hvor jeg ikke kan se vandflade fra huset allerede midt i april.

Den store lavvandede sø tiltrak store mængder af rastende måger, hvilket ellers ikke er noget man ser så tit her. Min højeste notering blev 550 rastende sølvmåger 4/3.

Pulken ved tranevårens begyndelse ultimo februar, set fra min skorsten.

Nogenlunde samme retning, blot zoomet lidt ud og to måneder senere. Atter fra skorstenen, blot 1/5.


Et hjørne som de færreste har oplevet, er den eng, som ligger mellem Pulken og Yngsjösjön. Det er vel egentlig en mark, som får lov at blive holdt åben på grund af jagt. I år var dette et sted, hvor dobbeltbekkasiner rastede.

Jeg maler et nærbillede af Yngsjöns eng 9/5. Der hvor jeg sidder er den et kalkrigkær, blomsterne er melet kodriver, og jeg kan forsikre, at jeg har sat mig meget omhyggeligt, så ingen af dem er blevet knækket.
Kredsende traner over Juleboda 19/3. I vestenvinden flyver tranerne op langs Skånes østkyst og drejer siden til venstre, op mod vinden, når de når i højde med Pulken.


Tranerne
I år foretog jeg min første optælling af overnattende traner 24/2 kl. 17:52; den løb op i 13 fugle. I de første martsdage lå antallet på ca 200 men allerede den 9/3 talte jeg 1030, og det er muligvis første gang, at over tusinde traner raster primo marts. 29/3 blev med 6700 fugle årets kulminationsdato. Altså en ganske normal dato, trods den milde vinter. Det milde vejr afspejledes til gengæld i, at meget høje antal kunne ses gennem det meste af marts. F.eks. ville Everts optælling af 3700 fugle allerede den 14/3 have været et rekordhøjt antal tilbage i 2008. De 6700 ved kulminationen i 2020 er ikke så impornerende set i forhold til sidste års suite af dage med 8000+ og en kulmination med over 10.000. Jeg vil afholde mig fra at gå ind i den gætteleg det er, at analysere grunden.

Sidste notering af over tusinde fugle blev 13/4. Det blev således en meget langvarig affære i 2020. Den ekstreme modsætning var 2018, hvor det hele, så vidt jeg husker, løb af stabelen i løbet af blot to uger. Grunden var da, at det var snevinter frem til månedsskiftet marts -april.


Typisk.


Af og til letter alle Pulkens traner på én gang. Her et lille udsnit af en fælles opflyvning, sikkert udløst af en eller anden forstyrrelse.
Stærene
Jeg har virkelig nydt stærene i år. Her har været usædvanlig mange, og jeg har haft nogle meget smukke oplevelser med dem. F.eks. i Pulken om aftenen den 20. marts: Mens det ene tranebånd efter det andet fløj ind og landede, pulserede 4700 stære i luftrummet. Læg dertil en vandrefalk mod en gulorange himmel, den krydrede duft af våd eng og den pludselige kulde, når solen taber magten og fugten rejser sig af engene og svider i næsen. Tidligt forår.

Jeg gjorde et nummer ud af at finde ud af hvor stærene egentlig overnattede, uden at det dog kunne fastslås præcist; muligvis Egeside Träsk, men andre aftener fløj de mod Lillesjö. Derved opdagede jeg, at oplevelsen af dem - og af tranerne! - ikke var mindre spektakulær set fra Yngsjösjöns enge. Her oplevede jeg dem bl.a. den 23/3 om aftenen: Minimum 8906 stære var i luften (talt på foto) - undertiden i én kæmpe flok - og da tranefodringen i Pulken endnu ikke var påbegyndt fløj tusinder af traner, som havde fourageret på markerne mellem Helge Å og Yngsjö Kapel, også forbi. Det hele skuespil foregik med en rød aftenhimmel som baggrund, noget man ikke rigtig ser i Pulken, hvor man kigger mod syd og sydvest. Men fra Yngsjöengene ser man direkte vestpå, mod gennemlyst rørskov, sorte træsilhouetter, rød himmel og en koboltblå Linderödsås. Det kan anbefales.

Traner og stære i luften over Yngsjösjön 23/3 2020
Sådan tæller man 8906 stære.


Stemmer i natten
Fra 26/3 til 2/5 har en rørdrum pauket i Yngsjösjöns rørskov. 5/4 hørtes yderligere én paukende fra en position umiddelbart syd for Helge Å, men denne må have været en trækgæst, for jeg har ellers kun hørt en ad gangen. Rørdrummens pauken har tilføjet et fint bas-element til dette forårs fuglekor, til nattens tranemurren, rødbenefløjt og vibesang. At den ikke har givet lyd i den seneste tid håber jeg betyder, at den har fået kaldt en mage ned. Vi får se.

Her vil jeg lige klemme endnu en hejre ind, nemlig sølvhejre. Arten er noteret i Pulken på 8 datoer, flest 6 rastende 5/4. Dertil sås én flyvende østpå langs Helge Å ved Yngsjösjön 2/5.

Skovhornugle hørtes første gang synge 27/2. Det viste sig at dreje sig om et ynglepar, jeg har hørt sang næsten daglig hele foråret og ved et par tilfælde har jeg endda set dem jage i haven. Den 9/5 hørtes så endelig tiggekald fra mindst én unge.

Årets første nattergal i Pulken hørtes 30/4 og primo maj har det klukket og boblet af nattergalesang, så det er svært at holde styr på antallene.


Yngsjösjön ligger fuldkommen skjult af tæt rørskov. Turen der ind går gennem denne, og bringer én i nærkontakt med sivsangere og skægmejser, akkompagneet af rørdrum og vandrikse.

Sølvhejre i det centrale kær 8/5. Grøden er ved at overtage vandfladen.


Rovfugle
Det har ikke været kedeligt at kigge efter rovfugle dette forår - der er også tærsket godt langhalm på dem i mine blogindlæg. Rød glente, havørn, musvåge og fiskeørn er almindelige arter, som jeg tjekker igen og igen, i håb om at pille et eller andet ud. Blandt de mange røde glenter er også en sort blevet set i Pulken, dog ikke af mig. Til gengæld så jeg en sort glente i Everød den 17/3. Arten har for tredie år i træk overvintret i området.

Havørn har plukket en trane i syd-Pulken. Vores hus er det røde tag i højrekanten, midt i baggrunden ses det blomstrende krægekrat ved Pulkens parkering.


Der er ingen tvivl om at Pulken er en rigtig god lokalitet for kærhøge - at få dem bestemt er så en anden sag. Steppehøg er en art, som har spøgt. Bundlinjen er én godkendt steppehøg - en trækkende  2k hun 18/4 - dertil en 2k han rastende 11/4, som jeg er nødt til at tage som en oplevelse, og endelig en meget mistænkelig hunfarvet kærhøg 1/5, som simpelthen blev set for dårligt.
Rørhøgebestanden i år kan meget vel være tre par. Mindst tre hanner er set samtidig i piletræerne i Yngsjövassen. Hannerne jager med forkærlighed lige i kanten af marken, blot 10-20 meter udenfor min hæk. Man kan simpelthen ikke lade være med at kigge på dem.
Jeg synes at jeg har set mindre til blå kærhøg i år, og mistænker at det har noget at gøre med, at dét som normalt er en eng med markmus, mosegrise og småfugle, i år har været en sø ganske meget af tiden.

Rørhøgen.


En gammel vandrefalk var i en lang periode et stort set dagligt tilbagevendende indslag. Enten kredsende højt over landskabet, eller som en karakteristisk skikkelse ude i engen.

Lærkefalken ankom tidligt, allerede 19/4 rastede en 2k fugl. Lærkefalk ses gerne hen under aften, jagende fugle ude over kæret.

Tårnfalk plejer at yngle; ofte i Schrewelius' lade; sidste år i en kragerede i et af naboens fyrretræer, men i år lader den ikke til at være her. Jeg har kun set kortvarigt rastende eller trækkende tårnfalke.

Endelig kan jeg nævne, at hvepsevågen ankom i dag 15/5.
 
Andefugle
Det milde vejr medførte usædvanlig tidlig ankomst af skeand (27/2), krikand (27/2) og spidsand (2/3). Derfor forventede jeg egentlig også at se nogle høje antal af disse arter gennem marts, men sådan skulle det ikke gå. Den store vandflade var ejendommeligt tom for andefugle, den 21 marts om formiddagen lå her f.eks. blot et halvt hundrede gravænder, intet andet! Vi skulle frem til månedsskiftet marts-april, før ænderne for alvor indfandt sig, men så var der også nogle temmelig fine noteringer, f.eks. 1/4 226 gråænder og 8/4 325 krikænder. Særlig knarand og skeand overraskede positivt. Højeste tal af knarand blev 15 rastende 7/4, og der var adskillige dage med over 10. Skeand kulminerede 17-18/4 med 67 rastende. Pibeænderne kom aldrig over ca et halvt hundrede stykker og spidsand skuffede fælt. Atlingand har jeg i år blot set et par gange, men til gengæld så jeg en han så sent som i går, så man har vel lov at håbe, at de forsøger at yngle.

Skeænder er blevet skræmt på vingerne af en rovfugl.


Jeg var her ikke meget i februar, hvor svanerne trækker igennem og skov- og tundrasædgås var stort set trukket bort ultimo februar. Jeg har således ikke set en eneste pibesvane i år, men det skyldes udelukkende mit forekomstmønster. Blisgås er noget senere end de øvrige arktiske Ansergæs og blisgås har rastet i moderat, men ganske normalt antal, flest var nok 176 5/3. Noget specielt i år har til gengæld været, at et par hundrede bramgæs har rastet igennem april måned. Det var nyt at se traner og bramgæs flyve op sammen, når havørnen passerede. Og flot.

Grågåsen lader til at have en god ynglesæson. Jeg har set op til 44 gæslinger græsse på Pulken. Deres familieforhold er ikke helt lette at udrede, da de triller omkring mellem en mængde voksne grågæs, men adskillige par er involveret. På en tur ind i Yngsjövassen stødte jeg på tre af deres aflagte reder; blot et tilfældigt transekt. Det giver en fornemmelse af, at her er en hel del par.

Knopsvane har til syneladende forsøgt at yngle i år, En fugl har konstant ligget det samme sted i kæret, så jeg antager, at den har ruget. Der bliver dog ikke noget ud af det, for i dag blev den rugende fugl ædt af en havørn. Jeg har naturligvis forsøgt at komme ud til åstedet. De første ti meter gik meget godt, men da jeg trådte op på det, som jeg troede var en ø, viste det sig at være en flydende måtte af sumpplanter. Tak for kaffe! det skulle jeg ikke nyde noget af. Det får vente, til man kan gå tørskoet derud.

Havørn spiser knopsvane 14/5. Her kan man rent faktisk se, at den er ved at plukke hvide fjer af; den har en i næbbet.


Vadefugle
Jeg har endnu ikke noget overblik over hvor mange vibepar her er, men fra terrassen kan jeg da se fem rugende fugle. Her må være en del flere, de lader til at have et godt år.
Rødbenene parrer sig, her er en 2-3 par. Her er et par store regnspover, de gør ikke meget væsen af sig. Lader nærmest til at være nataktive. Jeg mistænker, at reden er et sted ude i vest-Pulken. Mindst to dobbeltbekkasiner synger, mindst én "trækkende" skovsneppe flyver i skumringen, og så virker det som om lille præstekrave har oprettet revir i syd-Pulken. Muligvis to par.

Klirerne raster i mindre antal. Hvidklire lader til at have det godt med den høje vandstand og ses daglig, gerne en hel håndfuld. Sådan er det absolut ikke hvert forår. Sortklirer er her også og naturligvis tinksmede. Svaleklire er mærkværdigt fåtallig.
Brushanerne har svigtet Pulken i 2020. Blot enkelte haner nu og da mod sidste års danseopvisninger og topnoteringer. Vejret har nok været for godt under hanetrækket i april/primo maj, så de er strøget direkte over. Nu trækker hønerne igennem, i mere normale antal, i går rastede 25.

Blandt det løse må en stor kobbersneppe fremhæves. Den rastede 20-22/3, først i Pulken og siden i en markoversvømmelse ved Sjögård. Arten er akkurat årligt forekommende i Pulken. Andre vadere har bl.a. været enkelte trækkende små regnspover og hjejler.

Småfugle m.m.
Lille flagspætte har jeg i år kun noteret på én dato, det er ikke acceptabelt. Vendehals sås i Pulken 1/5 i forbindelse med et stort småfuglefald, som bl.a. også omfattede rødstjerter, skovpibere og løvsangere. 14/5 opdagede jeg endnu en gang vendehals, denne gang ved Egesidegård, tværs over åen fra Pulken. Der var muligvis to fugle, og omstændighederne var ikke fri fra at tyde på, at det kan være et revir. Skovsanger sås i Pulken både 30/4 og 1/5, der er tale om blot 3. og 4. fund på lokaliteten.

Feltnoter 30/4 2020.


Overdrev ved Egesidegård 14/5. Her synger vendehalsen.
Vendehalsens klatter ligner nærmest asken fra en røgelsespind, jeg foretrækker absolut klatten for pinden.


Skægmejse har fortsat en bestand i Yngsjövassen. Det kræver lidt tid at finde dem, men fine er de. 9/5 rastede hele 6 stenpikkere og 7 bynkefugle i tilknytning til stenmuren ved Pulkens parkering. 
Ringdrossel sås 17/4 ved Friseboda. Droslerne har ganske svigtet Pulken i år, f.eks. blot én notering af misteldrossel og ikke over 10 rastende sangdrosler. Forklaringen må søges i, at de enge de plejer at fouragere på var alt, alt for våde.

Mega fed ringdrossel nær Friseboda 17/4

En husrødstjert 10/4 er blot andet fund i Pulken.

Ellers er de fleste af de sædvanlige ynglende småfugle ved at have indfundet sig. Jeg venter stadig på rødrygget tornskade og karmindompap, græshoppesanger og kærsanger, men skovpiber, engpiber, hvid- og gul vipstjert, bynkefugl, tornirisk, gråsisken, sanglærke, tornsanger, gærdesanger, havesanger munk, sangdrossel, rødstjert, nattergal, gøg, sivsanger med mange flere er nu på plads.

                                                                  *******

Det er nu det sene forår, majs midte er nået og selvom det jo er den samme historie, er et nyt kapitel nået. Fortællingen om forårstrækket fortsætter, men tranevåren er definitivt forbi. Jeg har savnet jer i år - jeg håber snart vi kan ses igen.

15/5-2020

Carl Christian Tofte



 






1. maj 2020

LUSK


Og så i et grantræ!

En virkelig god dag, hvor hele 75 fuglearter noteredes i Pulken-Yngsjön-Egesidereservatet. Om morgenen perfekt vejr til småfuglelusk, nemlig diset, regn og nærmest vindstille.
Først gik jeg gennem rørskoven ind til Yngsjösjön, hvilket gav nærkontakt med sivsangere, skægmejser og rørdrummen, som hørtes på meget nært hold. Det var faktisk virkelig spændende at gå gennem rørskoven, rigtig vildmarksfølelse. Jeg skal vende tilbage til det, ved en senere lejlighed.

Derefter lusk i Pulken. Mange afrikatrækkere, især i den lund- og overdrevsagtige, sydlige del af "p-plads-marken". 14 løvsangere, 4 rødstjerter, 3 skovpibere og da jeg var kommet helt ned i det aller sydøstligste hjørne sad en vendehals og pillede i toppen af en knækket stamme, faktisk mindre end en meter fra den pilebusk, hvor jeg sidste år fandt hvidhalset fluesnapper. Den sad der et godt stykke tid, men så sit snit til at forsvinde mens jeg forsøgte at finde kameraet frem. Siden hørtes den synge en enkelt gang, nu fra pilebuskene inde i rørskoven.  Jeg begynder at få et godt øje til det hjørne. Det er også helt der nede droslerne altid er flest; jeg må nok til at komme der lidt oftere.

Pulkens sydøstligste hjørne. Det var i pilebusken nede i kanten af rørene, at jeg så hvidhalset fluesnapper sidste år, og i toppen af den knækkede stamme, lige foran busken, at der sad en vendehals i dag. Stedet er også godt til skægmejse, karmindompap, græshoppesanger og drosler.


På tilbagevejen troede jeg næsten ikke mine egne ører, da jeg kom til granlunden. En skovsanger både sang og kaldte, og viste sig fint. Den jeg så i går var tavs og sad i en anden lund, så jeg tror det er en ny fugl - og blot fjerde fund i Pulken.

Pragteksemplar af skovsanger.


Denne morgenluskning varede faktisk frem til 13:15  og efter en fin afslutning, en jagende 2k lærkefalk, måtte jeg have en lur.

Om aftenen var jeg ude igen. Fiskeørnen fløj parringsflugt, sortklire og atlingand noteredes, jeg trampede lidt efter bekkasiner. Så i det aller sidste lys lettede alle bramgæssene. Forklaringen viste sig snart - en meget bleg, næsten grå "hunfarvet" kærhøg. Spidsvinget og med smal hvid overgump og store, halmgule "glentefelter" på overarmen. Jeg satsede butikken på at få et par fotos, men det vigende lys var åbenbart for stor en mundfuld for kameraets autofokus. Den røg lige i skraldespanden. Mit håb er, at den lige nu sover et sted i Yngsjövassen, der har jeg i hvert fald sat den stævne i morgen tidlig.

I skumringen jagede over tyve store flagermus over syd-Pulken. Jeg formoder det er brunflagermus. Alt i alt en af de mest spændende dage jeg har oplevet på Pulken.

VALBORGS AFTEN


Lærkefalk, Pulken 30/4 2020

30. april; det er Valborgs aften, Walpurgis Nacht hedder det på tysk, og det vil måske ringe en klokke hos nogle. I Sverige er det noget man fejrer. Man tænder bål og drikker sig i hegnet, altså sådan nogenlunde tilsvarende dansk Sankt Hans.

Jeg har ingen planer om at kaste mig ud i den slags løjer, jeg vil meget hellere tidligt ud imorgen og luske. Det skal blive 1-5 m/s fra sydøst i nat, og hvis det fortsætter med at være diset, bliver det spændende. Der behøver egentlig ikke ske noget, blot dét, at man tror på, at der er sandsynlighed for at finde en fugl lidt ud over det sædvanlige, er sådan set nok. Man bliver jæger.

Også i dag har jeg lusket omkring, efter at være ankommet først på eftermiddagen, til en lærkefalk, som i det grå lys faktisk så ud som i felthåndbøgerne. Efter en uges paranoia i København var det skønt at gennemtrampe det meste af Pulken i regn og jævn sydøstenvind, som havde stuvet de rastende fugle sammen i læsiden af de forskellige lunde. Spændende også at se engen, det giver mulighed for at filosofere lidt over hvilke muligheder den frembyder i år. Hvor kunne en tredækker f.eks. finde på at slå sig ned? I år er engen nærmest som en golfbane, bortset fra måske syd-Pulken, så dér vil jeg prøve at lytte.

To rastende sortklirer, to hvidklirer, 28 tinksmede og en hel del krikænder er nok alle trækgæster, men et par knarænder kunne godt blive ynglefugle - og er en spidsandrik mon en "ventehan", som har en rugende hun til at ligge et sted? Tranesæsonen er ovre, og jeg gik omkring i dens efterladenskaber: Tranefjer og tranespor. En invalid trane, som har en vingeskade, har jeg nu kendt i mindst et par uger. Magen finder sig fortsat trofast i, at rejsen ikke går videre. I en af lundene ligger to tranekadavre. Det ene kendte jeg godt, det var en fugl, som muligvis blev præderet af havørn - da det var friskt sad der i al fald en yngre havørn ved det. Det andet har en ræv været i gang med. Fjerene var afbidt.

Nattergalen er kommet og rørdrummen pauker. Men det mest spændende i dag har alligevel været to arter, som jeg aldrig før er stødt på i Pulken. Først en lille gedde, som lå død på engen nær åen, måske fanget i et udtørret vandhul. Den lugter godt nok som dét, man finder mellem tænderne, men jeg har taget den med hjem og hængt den til tørre. En minikrokodille, ligner den. Den anden art er skovsanger, Det er helt sikkert en trækgæst - og blot tredie fund i Pulken, og altså ny Pulken-art for mig. Skovsanger er, når den er tavs, notorisk svær at luske sig til, så jeg var ikke mindre begejstret, end hvis det havde været en vendehals. I virkeligheden mere. Småfuglene sad tæt i læsiderne, og lundene i Pulken er så smalle, at man ved at bevæge sig langsomt og roligt efterhånden driver dem ud i et hjørne, uden at skræmme dem. Løvsangerne flagrer omkring én, pludselig hopper en rødstjert frem. To munke er der også - det er alligevel overraskende, hvor meget der havde gemt sig.

Det er en vidunderlig årstid. Elletræernes knopper er i gang med at briste, skovbunden er dybsort våd jord med et tæt broderi af vorterod. Deres blomster er lukkede i regnen, men så meget des mere lyser kabbelejerne. Og så er der hæg. Den har sin tid nu.


Carl som coronakriger i København, 29/4 2020

Elleskov, syd-Pulken 30/4 2020

23. april 2020

FINSKT-RINGMÄRKTA SPETSBERGSGÄSS PÅ PULKEN!

Spetsbergsgås, fältskiss från 4 mars 2020


Nu har det kommit svar från Ringmärkningscentralen på NMR vidrörande avläsning av två spetsbergsgäss. Avläsningen gjordes i Pulken 4 mars och gässen betade på ett fält strax N om Graften, där de sågs fint från min infart (se även blogginlägg från detta datum). I korthet kan jag berätta, att fåglarna betedde sig som et par, att de ringmärktes på samma datum i Tyrnävä, strax SO om Uleåborg (odlat slättlandskap ser det ut som på satellitfoto) och att det rent faktiskt rör sig om en hona och en hane. Detaljer nedan:


Helsinki
Ring: ML 08830 (identifierad från andra märken)

Ringmärkt:
_____________________________________________________________________________________________
Art: Spetsbergsgås Anser brachyrhynchus
Kön/status: Hona 
Ålder: Förfjoling eller äldre 
vinge: 428 mm
Datum: 2019-05-01
Plats: FINLAND, OULU/ULEÅBORGS LÄN, TYRNÄVÄ
Koordinater: 64o 50 ́N 25o 34 ́E
Andra märken: Halsring 4N VIT 


Återfynd: 
————————————————————————————————————————————————   
Datum: 2020-03-04 (kl 14)
Plats: SVERIGE, SKÅNE, YNGSJÖ, PULKEN
Koordinater: 55o 53 ́N 14o 12 ́E   
Fynddetaljer: Kontrollerad i fält. Fågeln identifierad från halsring(ar) med eller utan inskription. Tillsammans med
halsmärkt L A7 (vit med svart text).
Art: Spetsbergsgås 
Kön/status:
Ålder: 
Färgring 4N VIT ———————————————————————————————————————————————— 
Förfluten tid: 308 dagar, Avstånd / riktning (orthodrome): 1171 km / 217° SW 




Helsinki
Ring: ML 08832 (identifierad från andra märken)

Ringmärkt: 
_______________________________________________________________________________________________
Art: Spetsbergsgås Anser brachyrhynchus
Kön/status: Hane
Ålder: Förfjoling eller äldre vinge: 460 mm
Datum: 2019-05-01 (kl 08)
Plats: FINLAND, OULU/ULEÅBORGS LÄN, TYRNÄVÄ
Koordinater: 64o 50 ́N 25o 34 ́E 
Andra märken: Halsring LA7 VIT  

Återfynd: 
————————————————————————————————————————————————  
Datum: 2020-03-04 (kl 14)
Plats: SVERIGE, SKÅNE, YNGSJÖ, PULKEN 
Koordinater: 55o 53 ́N 14o 12 ́E
Fynddetaljer:Kontrollerad i fält. Fågeln identifierad från halsring(ar) med eller utan inskription. Observerades
tillsammans med halsmärkt 4N (vit med svart text).
Art: Spetsbergsgås 
Kön/status:
Ålder: 
Andra märken: Färgring LA7 VIT ———————————————————————————————————————————————— 
Förfluten tid: 308 dagar, Avstånd / riktning (orthodrome): 1171 km / 217° SW

22. april 2020

STEPPEHØG 2K HAN FORÅR VS BLÅ KÆRHØG 2K HAN FORÅR

Pallid harrier 2 CY male, spring (top left and right) and hen harrier 2 CY male, spring (bottom left)

Jeg har læst op på 2k han steppehøg og 2k han blå kærhøg. Det viste sig, at 2k hanner om foråret er overraskende dårligt belyst, de er f.eks. sjældent illustreret i felthåndbøger og de er svære at finde fotos af på nettet. Selv i Klaus Malling Olsens- og min egen Rovfugle i Felten og Dick Forsmans The Raptors of Europe and the Middle East kunne man ønske sig en grundigere behandling. Jeg er kommet frem til, at det bedste kendetegn under feltforhold faktisk er fuglens størrelse, form og proportioner. Den eneste skudsikre karakter jeg kan få øje på, er hånbdsvingfjersformelen. Værd at være opmærksom på er, åbenbart, desuden armhulen - steppehøg erstatter en del armhulefjer med hvide adult-type fjer. Men om blå kærhøg helt konsekvent ikke gør dette, har jeg ikke kunnet læse mig til.

Jeg kommer efter disse studier til at ændre min rapportering i artportalen, af fuglen jeg observerede 11. april, fra stäpphök? til det som fuglen faktisk bestemtes til, nemlig stäpphök. En ting ved denne fugl, som jeg er kommet til at tænke over, er desuden selve flugtmåden - den var utrolig svær at følge, fløj lynhurtigt og lavt, kastede sig i luften og skjulte sig i terrænnet som en spurvehøg. Blå kærhøg har, ud fra hvad jeg har oplevet, i sin flugtmåde mere til fælles med rørhøg.

Det er ikke mindst vingeformen, som afslører en blå kærhøg, faktisk hvad enten fuglen er i fældning eller ej. Jeg kan ikke mindes, at en kærhøg, som jeg har været i tvivl om bestemmelsen af,  har vist sig at være en blå kærhøg. Artens karakteristiske vingeform ses fint på mine fotos nedenfor af en 2k han fra Pulken 25. februar 2020:

Blå kærhøg 2k han, Pulken 2020.02.25 - bemærk håndens form; en stor, bagudvinklet lab.

Blå kærhøg 2k han, Pulken 2020.02.25 - den brede hånd er igen karakteristisk, det er desuden en fugl med en vis fylde. Ikke nogen lille, spinkel sag.


Blå kærhøg 2k han, Pulken 2020.02.25 - bemærk den markante halskrave. Blegede individer, som ikke, som denne, har tilbragt vinteren i Norden, kan være foruroligende lig steppehøgehanner i tilsvarende dragt. Proportioner og "bulk" er dog ikke noget, som blegning kan ændre på. 
Steppehøg 1k, Pulken 2014.09.20 - sammenlign med den blå kærhøg ovenfor.  Helt anderledes slim-line. Denne fugls vingeform er næsten fuldkommen magen til vingeformen hos den steppehøg som trak over Pulken 18. april, dog havde sidstnævnte endnu kortere p1.
Steppehøg 2k han, Pulken, 2020.04.11 - bemærk vingeform og statur. Jeg kan tilføje, at den var markant lille. Sammenligningsgrundlaget for vurdering af størrelse er de rigtig mange observationer af rørhøge, blå kærhøge og hedehøge, som jeg gennem årene har set afpatruljere den samme mark, i samme afstand og fra samme obsposition.
Den grå hale må betyde, at de centrale halefjer er skiftet til 1. adult dragt. Jeg bemærkede ikke halskrave, da jeg koncentrerede mig om håndsvingfjersformel, men i øvrigt er halskraven, ud fra hvad jeg har erfaret, ikke en iøjnefaldende karakter (selv hos ungfugle), og jeg synes karakteren er en del overvurderet under feltforhold. Især da i forhold til blå kærhøg, som deler karakteren.