21. august 2018

SENSOMMERSENSATIONER








Stillehavslom, grenen, 16-08-2018


Og jeg valgte, at blive hjemme i dag. Vinden var uregerlig - de nærmere vindmøller viste sydøstenvind, dem på Linderødsåsen viste nordvest. Jeg havde i tankerne, at køre til Friseboda, for at se på træk, men p.g.a. den ubestemmelige vindretning valgte jeg i stedet at arbejde.

Men selvfølgelig holder jeg øje. Jeg sidder en stund på terrassen, og pludselig, ved ærteblomsterne, materialiseres et syn - Macroglossum stellatarum - Duehale!
Det er en stund, som man tager vare på. Man ser og ser - ved, at den snart er væk.
Det er muligvis den sjældneste sommerfugl, som jeg har registreret i haven, en observation, som lægger sig til andre fantastiske arter, som har vist sig her; f.eks. iris, sørgekåbe, sagittata og venosata


Duehale, Härnestadsvägen 127, 21. aug. 2018




I dag har jeg talt præcis 100 traner i Pulken. Her er stadig tørt, men jeg skal sige, at jeg endnu ikke har været nede i syd-Pulken. Jeg tænker, at jeg ved mere i morgen. Til gengæld vil jeg gerne dele min seneste, store fugleoplevelse, stillehavslom på Grenen. Her følger min dagbog fra sidste torsdag:



16.08.2018
Så i går aftes er jeg inde og tjekke DOF-basen. Det var første gang efter flere dages travlhed, og hvad ser jeg?

Der har ligget en stillehavslom ved Grenen siden 13. august.

Stillehavslom er vigtig af flere grunde. For det første har jeg aldrig set den før, for det andet er det en art, som jeg tror, at vi kommer til at se mere til i fremtiden, og for det tredie er stillehavslom endda en art, som er set ved selveste Ålakusten, min hjemmelokalitet.

Selvom jeg forsøger at skyde det fra mig, så inficerer den fugl min hjerne i en sådan grad, at jeg den følgende morgen vågner ti minutter i fire. Jeg har noget arbejde, jeg skal aflevere, så jeg kører direkte på arbejde og får det færdigt. Kl 05:40 er jeg klar, og springer ind i bilen. Kursen er sat, Skagen.
Jeg når den første færge.

Klokken 11:57 er jeg på plads på Grenen, og klar til at gå i krig med havet ud for Sønderstrand.
Når man ankommer til et hav, fuldt af fugle, virker det uoverskueligt. Det ændrer sig efter et par timer. Man får en fornemmelse af, hvor de forskellige arter kan forventes, man lærer, at nogle retninger giver indsyn på langs af dønningerne, mens et kig på tværs af havets malende bølgekværn kun giver korte glimt af de fugle, som ligger aller nærmest.

Efter min ankomst går der ikke så lang tid, før jeg flytter mig op til Bunkeren. Her sidder bl.a. to fuglekiggere, som har set stillehavslommen samme morgen. Desværre blev den skræmt af to kitesurfere, som fik den til at svømme til havs.
Fandens!

Og timerne går. En almindelig kjove, lys fase med de lange halefjer intakte, kommer nær nok på, til at være dagens første bud på reel underholdning. Storkjover er her også; én har endda held til at snappe en lang fisk ud af gabet på en svartbag. Hundreder af suler fisker i revet, men jeg holder ikke rigtig øje med alle disse tildragelser - min opmærksomhed er rettet mod havoverfladen, hvor både rød- og sortstrubet lom under tiden dukker op.

Folk kommer og går. Efterhånden som det lider mod aften, går de fleste, og ved halv femtiden er vi kun to tilbage; min makker er faktisk ved at pakke sammen.
Netop da opdager jeg, langt ude, en sortstrubet lom sammen med en "Sortstrubet lom-type", som bare mangler den hvide lårplet. Den virker desuden mindre, men er det "optical size illusion", et synsbedrag? Denne fugl viser på intet tidspunkt hvid lårplet. Jeg stirrer og stirrer, og er sådan set sikker på, at dette er stillehavslommen - det kan bare ikke verificeres, og detteher ser ud til, at kunne blive noget som vil nage mig til evighed. Hvor er de voksne? Jeg har virkelig brug for hjælp.

Heldigvis begynder folk nu at ankomme. Lommen er nu væk igen, men jeg leder alle på sporet af det sted, hvor jeg så den sidst.

Pludselig dukker et gult hår op over klitten. Det er Stine Aastrup, og glad bliver jeg. Det er ikke for at forklejne mine medobservatører, men Stines værd i felten kender jeg. Jeg sætter hende ind i situationen, og hun spejder med.

Vi kan desværre bare ikke genfinde lommen, men efter en stund siger Stine: "Jeg prøver lige, at kigge et andet sted, end alle jer andre". Efter at have udtrykt denne tanke rejser hun sig, og kigger mod syd.

"Carl Christian! - se lige her!", råber hun. "Prøv at se, denneher lom - den har hvidt hele vejen op ad halsen, og så har den den dér lille hvide kind!" Jeg iler til, og kigger i hendes teleskop. Det er stillehavslommen!
Min lettelse ved at se Stine ankomme var ikke ubegrundet - hun har genfundet stillehavslommen, simpelthen fordi hun foretog et bevidst, klogt valg. Og den ligger helt tæt på land - en kæmpe lettelse for mig, og et fedt, fedt studieobjekt. Man kan se nok så mange billeder af en fugl, men dét, at se den i levende live, giver så utrolig meget mere.

1. august 2018

SOMMERFUGLE





Ja, dette er altså en slags hveps. Den har jeg heller ikke set før, men den er da et flot supplement til havens bestand af biulv og almindelig sandhveps.

Hvis varmen ikke har været godt for andet, så lader det da i al fald til, at stor- og især lille kålsommerfugl har haft noget ud af det, for aldrig har jeg da set så mange af dem. Det er i det hele taget et lidt sært år på sommerfuglefronten her i Pulken. Jeg har set to nye randøjearter i haven, skovrandøje og den som på svensk hedder svingelgräsfjäril - Lasiommata megera. Iris har jeg derimod ikke set i år, og papilionaria, som ellers plejer at være talrig, er også totalt fraværende.

Til gengæld har gammaugle været helt utrolig talrig - i flokkevis, kunne man sige - sværmende omkring ærteblomsterne på terrassen. Nye natsommerfugle er også kommet til. En mistænkt Fuliginosa slap desværre fra mig, før den kunne verificeres. Til gengæld lykkedes det endelig, at få set ziczac, og så har jeg en stribe fotos af andre arter, som skal bestemmes. Den jeg er mindst glad for, er nok en ny art melmøl. "Den store flotte" har jeg jo set her før, og denne kan vi så passende kalde  "den lille flotte" - i modsætning til "den lille grimme", som er så almindelig i københavn.

Ellers er det varmen, som gør størst indtryk. I dag 33° C i Ronneby, da jeg hentede pigerne kl 16. I Härnestad holdt det sig på moderate 28°C kl 13.

26. juli 2018

VILDSVIN OG MADDIKEKASKADER













Sorte ådselgravere på vildsvin. Härnestadsvägen i dag.




Bilen har været på værksted. Det er altid tidsskrævende, for det involverer langvarig venten på bussen og vandringer op og ned ad Härnestadsvägen. Det gode ved det er, at netop disse påtvungne ophold på steder, som jeg plejer at fare forbi i bilen, altid giver nogle værdifulde naturoplevelser. I morges ventede jeg således ca. en time på Nyponvägen, hvor jeg hørte grønspætte og havde fine obs af topmejse samt ikke mindst af en skovsanger, som er en art, der har det med at synke i jorden efter sin sangperiode.Vandringen fra Yngsjö og hjem langs Härnestadsvägen bidrog med det tredie bynkefuglepar i år i Pulken-Yngsjön-Egesidereservatet - samt en konstatering af, at også rødrygget tornskade har ynglet med succes i år. Dertil så jeg et bil-logo ligge og blinke i vejkanten. Jeg sparkede til det for at få det vendt. Nissan. Det tænkte jeg ikke yderligere over.

Først på aftenen måtte jeg så til det igen. Jeg vandrede ad Härnestadsvägen mod busholdepladsen i Yngsjö, og da jeg nåede Nissan-logoet lugtede jeg lig. Det måtte undersøges, og en smal sti i det høje græs ledte mig snart til et trafikdræbt vildsvin. Nu kunne jeg lægge to og to sammen, og koble det til de sorte bremsespor på vejen.

Da jeg endnu senere endelig var tilbage med bilen spurgte jeg børnene, om de ville se det døde vildsvin. De var straks fyr og flamme, og Solveig, Ingeborg, Vigulf og jeg drog på togt. Snart var vi ved dyret. Nu fik jeg lejlighed til at se nærmere på liget, mens Ingeborg og Solveig filmede og fotograferede. Stanken var nærved ulidelig, efter en lang, hed solskinsdag, men børnene var bandsatte på at dokumentere og observere. Da jeg nu alligevel måtte stå og vente rettede jeg kikkerten mod grisen, hvilket jeg ikke havde gjort tidligere i dag. Liget myldrede af liv! Maddiker stod som vulkanudbrud ud af alle sår og kropsåbninger. Der var en maddikecrowdsurfing i gang, som jeg ikke kan forklare. Ovenpå svinet, gennem den stride pels, kravlede store, sorte biller med orangerøde følehornsspidser og et haleparti, som stak langt ud bag dækvingerne - hovsa! det var da noget jeg kunne genkende fra forårets opgave for "Verdens Skove"!  Vel hjemme igen kiggede jeg på mine fotos fra arbejdsprocessen - det var sorte ådselgravere, jeg havde set!

Netop dette er noget af det bedste ved mit arbejde. Jeg er tvunget til at researche på både det ene og det andet. Af og til også noget, som jeg aldrig inden har skænket opmærksomhed. Når jeg så pludselig møder det i virkeligheden, har jeg allerede en oplevelsesramme på plads, som gør, at jeg er i stand til at se hvor fantastisk det som udspiller sig, rent faktisk er. Det er lige præcis dét som gør, at jeg nu har den største lyst til at vende tilbage til den døde gris i morgen for at se, om jeg kan finde flere spændende arter. En "ligrøver" f.eks. Hvem vil ikke gerne se sådan en?



Detalje fra plakaten "Kadaverfauna", udført for Verdens Skove i foråret 2018. Her ses sort ådselgraver sammen med sommerfuglene iris og det hvide c.



21. juli 2018

GENSYN MED MYRELØVEN

Det er så varmt. Jeg arbejder fra tidlig morgen til henad middag. Om eftermiddagen er vi på stranden, og det vil i år sige Friseboda. Først var det mig, som ville derhen for at se på lommer, nu er det børnene som er faldet for stedet og ikke accepterer alternativer.

Det er også fint, for der er hele tiden nyt at se. For nogle dage siden var Solveig og jeg så svineheldige at se en lampret komme ind i Segeholmsåns udløb, hvor den vimsede rundt som skudt ud af en kanon i nogle få minutter, før den vendte tilbage til havet. Det var nyt for os begge, og et dyr jeg har ønsket mig at se, siden jeg sidste år tegnede alle Danmarks ferskvandsfisk.

I går var Vigulf og jeg så henne og kigge på informationsplancherne, som Vattenriket har sat op. Et af slagnumrene var myreløven. Den havde jeg nærmest glemt, men det er jo et fantastisk dyr, som jeg gerne vil vise børnene. Vi prøvede lidt halvhjertet - det bliver det automatisk, når nogle har bare tæer i den grå klit, så i dag gik jeg selv en tur for at spejde. Jeg fandt 17 myreløvefangstgruber ganske tæt på stranden ( og 21 brune sandspringere). I nogle af gruberne lå der rent faktisk rester af myrer, så jeg tænkte, at de var aktive. Derefter gik jeg ned til havet og hentede børnene.

Drømmescenariet var, at se myreløven i aktion, så først gik vi hen til det myrebo, som Vigulf fandt igår ("løvemyrer", som han kaldte dem), for at samle lidt lokkemad. Så gik vi ud i sandheden til myreløverne. Vi var onde nok til at slippe myrerne ned i fangstgruberne, men det fungerede ikke skidegodt. Eller jo, den ene af myrerne var det meste af et minut om at komme op, men selvom den flere gange rodede rundt helt nede i vulkanens epicentrum, kom intet angreb. Jeg begyndte at tvivle på, om fangstgruberne overhovedet var i brug.

Det kræver nok en David Attenbouroughsk tålmodighed, at få myreløvens jagt at se, og netop ikke, at man har tre børn på henholdsvis 4 1/2 og 10 år stående omkring myreløvegruben. Vi overgik til  "quick and dirty". Jeg sagde "èn, to, tre", og stak næverne ned i sandet - "læg det op i sommerfuglenettet!", sagde Solveig - og det virkede! Sandet blev siet fra. Der var den, myreløven!

Efter at have studeret den blev den sat ud på samme sted, og vips var den nede i sandet igen. Hvor gammel var du, da du så en myreløve første gang?, spurgte Ingeborg og Solveig. "Jeg var vel fem og fyrre", svarede jeg. -  "og vi er kun ti år - og vi har allerede set den!"





18. juli 2018

REGN

Jeg vågnede klokken fem og hørte regn mod ruden. Det gjorde mig straks lysvågen, for denne her dag har jeg glædet mig til. Det har jo for katten ikke været til at holde ud. Alene ensformigheden har været dræbende. Blandt de ting, man har savnet på Pulken i denne sommer er gul vipstjert, karmindompap (sidst set 11. juni), en hver form for rastende vadefugle (bortset fra nogle få viber) samt noget så grundlæggende som landsvale. Den sidste burde nu have andet kuld på vej oppe under tagskægget, men svalerne har opgivet ævret, og jeg savner deres kvidder udenfor vinduet.

Pulken er tørlagt og kæret i syd ligner en udtørret oasebund, så jeg drog til Äspet for at se om der var vadefuglefald, og det var der vel egentlig ikke, når jeg sammenligner med hvad folk har set i de forudgående dage, men jeg var meget godt tilfreds alligevel, for man kunne mærke trækbevægelsen; der var udskiftning blandt rylerne, en trækkende stenvender. og en lille flok tinksmede kom ind fra havet.

Jeg kørte så til Friseboda af bare trækdrift. Naturligvis var vestenvinden ikke ligefrem produktiv, men jeg så dog en fjern vadefugleflok, en 20-30 stykker i kobbersneppe/regnspovestørrelse, 30 sydtrækkende troldænder og nogle flotte fiskende sortstrubede lommer, som lå helt inde under land.

Regnen blev ved, og først på eftermiddagen måtte jeg simpelthen ned i syd-Pulken for at se om der var kommet vandflade. Det var der ikke, men jeg gik alligevel en stor runde. Ud til Helge Å, hvor guldstånds blomstrede og hvor skægmejserne kaldte fra rørskoven. Længst ude i vest lettede jeg to svaleklirer, ja, ja, det er den rigtige vej!

Utroligt hvad man tramper op af blåfugle ude langs Graften. Jeg tjekkede én, og den var almindelig - og det regnede jo. Og så var der køerne. Dem er jeg jo bange for, og en af kalvene ville søreme gerne hen og snakke. Og så kommer alle kvierne. Og så kommer alle køerne. Og tyren står stor og sort i baggrunden. Så er man glad, når man når færisten. 

Vel hjemme igen var jeg helt svedt af at gå omkring i gummistøvler og regnjakke, så jeg tog et bad. Vinduet var åbent. Og dér - pludselig synger karmindompappen!

Klokken 18 regnede det helt afsindigt. Indkørslen var en vandpyt og på Härnestadsvejen kastede de forbikørende biler kaskader ind på marken. Bøtten med tøjklemmer ude på græsplænen nærmede sig 40 mm regn, hvis man ellers kan stole på en matadormixdåse. På vej ned til syd-Pulken for anden gang i dag, hører jeg en værling sige "tzlick". Den flakser besværet op og lander nærved. Den er nærmest sort. I kikkert ligner det verdens mørkeste rørspurv, men hvorfor siger den sådan? Jeg går nærmere, og kan se på fuglens reaktion, at den knapt kan lette. Måske er den syg? Vi har fugleburet klar, vi har faktisk lige haft en trafikchokeret skovspurv i pleje, som fløj frisk ud igår. Jeg sætter efter, og har snart fanget verdens vådeste adulte han rørspurv med hænderne midt på en rapsmark. Den er ikke en skid syg, den er bare fuldkommen gennemblødt, og i kraftig fældning. Jeg må sande, at det faktisk regner så kraftigt, at småfuglene knapt kan flyve! Siden ser jeg flere rørspurve med samme adfærd, sikkert fordi de, i modsætning til f.eks. torniriskerne, er i det åbne konstant. 

Da jeg når ned i syd-Pulken kan jeg konstatere, at der er vandflade! Der er allerede to dobbeltbekkasiner og en tinksmed. Nu håber jeg, at denne kedelige tørke kan blive erstattet af normalt dansk sommervejr.

Solen går dog ikke ned i en sæk, der er en rosenrød rand over Linderødsåsen. Solen sender en orange spot ind på bogryggene i min reol. Men landet virker lettet.
Her dufter.


11. juni 2018

KALKRIGKÆR















'
Hvid vipstjert, 1k, stadig varm, men stendød.
salepgøgeurt

gøgelilje

En pletvinge - hvilken?

amandus
En ugle, som jeg ikke før har set. Det ser lidt barskt ud, men den led ingen overlast.


Jeg er skide bange for køer.
Og jeg er skide bange for flåter.
Sommeren er nærmest mediterran, men jeg har lange underbukser under mine shorts, og de er stoppet godt ned i sokkerne.
Jeg har også gummistøvler på, og i hånden et sommerfuglenet. Dét er et billede, og Gärdsköpinges forsamlede ungdom - to drenge - kigger langt efter mig, mens jeg stiger ind i volvoen og svinger ud fra genbrugspladsen.
Det er utroligt så mange aviser postkassen opsamler i løbet af en maj måned.

Målet er Mosslunda, eller Vä Utmark, som det også hedder. Her ligger et helt fantastisk kalkrigkær, og at det stadig eksisterer er en solstrålehistorie - i 1970'erne blev det i Kristianstads kommunalplan udpeget til at skulle være losseplads - området var jo "tassemark", helt umulig for både skov- og landbrug. I 1980'erne var planerne heldigvis endnu ikke bragt til udførelse - og så opdagede man, at her voksede 3500 salep gøgeurter samt bl.a. bakkegøgeurt, plettet gøgeurt og melet kodriver. Området blev fredet og bliver nu plejet med bl.a. sen afgræsning, som skal gøre det ud for det høslæt, som engang var normen.

På vejen ned mod kalkrigkæret kommer man først igennem Tjörnelyckan, Her blomstrer nu den smalbladede klokke, og man river sine lægge på de mange vildroser, som er græsset godt ned, og derfor gemmer sig i græsset. Bynkefuglene varsler, og man kommer over et stengærde, hvorefter engen forude lyser i den særlige hvidgrønne farve, som karakteriserer kalkrigkæret. Det er en særlig nuance, som jeg også kender fra Pulken, Gyestorpskäret og Yngsjön; hvad det er som skaber den ved jeg faktisk ikke, men vi er ovre i noget star eller sådannoget. Det er i hvert fald meget karakteristisk, og nu skal man for alvor til at passe på hvor man træder. Plettet gøgeurt (ssp. maculata, tror jeg det må være) og kødfarvet gøgeurt står tæt. Melet kodriver er ved at være afblomstret og det samme er knoldet mjødurt, hvis smukke, svenske navn er brudbröd. Det normalt våde kær er helt tørt - i bunden af høllerne er grunden krakeleret i polygoner. Så tørt har jeg aldrig før oplevet Mosslunda.
Men gøgeliljerne er på deres højeste. De er dog et nærstudie, som jeg ikke orker; dem nyder jeg blot. Salepgøgeurt må jeg lede lidt efter. Det viser sig, at de desværre alle er afblomstret i det hede forår, og flere er endda godt på vej til at sætte frøkapsler. På de indtørrede, visne blomster ser man tydeligt de karakteristiske længdestriber. Jeg tæller 36, men de er lidt svære at spotte i deres vissenhed, og der er også andet at se - en blåfugl, en art jeg ikke har set før. Den blå farve er næsten som morphoens. Det er en amandus! Ikke en sjældenhed, men i dag så jeg den.
'
Og der var en pletvinge, og der var en ugle, der er så meget at se og opleve - og sommeren har alt for travlt i år.

I haven har jeg slået græs, da kom vipstjerten. Rapsen er for længst afblomstret og gået i frø. Den danner en forbløffende jævn, grøn flade, hvor frøæderne sætter sig til skue. Rørspurv, tornirisk, karmindompap og stillits.

I går gik jeg en tur langs Tolebäcken. Her sang flodsanger og kærsanger, sortmålere lettede overalt og pludselig også fem røde glenter og to ravne. En gusten stank; resterne af et opbrækket vildsvin, en bunke henrådnende indvolde, afskårne klove, en sky af spyfluer. Pragtvandnymfderne søgte nattesæde i bækkens rørbræmme. Senere var aftenen forbavsende stille - jeg havde ventet nattergale, men en sivsanger fik lov at optræde som solist.

Og så var jeg lige ude at hente post. Overraskelse. Renhållningen i Kristianstad har byttet mine to skraldespande ud med et nyt "fyrkammearersystem" - men hvad er nu det? der er ingen huller i kompostafsnittet - det kan få følger, for hvordan skal nu de hundreder af små fluer, som det gamle system, med lufthuller, tiltrak, komme ind? Jeg må ud med boremaskinen, for line-upèt af fluesnasppere, rødstjerter og nattergale vil jeg nødig undvære. At det er nær vejen lever og dør vi med. En endnu varm 1k hvid vipstjert lå allerede derude. Det er den, jeg har tegnet.



11. april 2018

TRANEOPTÆLLING OG LUKKEDAGE

Jeg er simpelthen gået hen og blevet syg, og holder derfor lukket til og med fredag.

Jeg var ellers rundt i området her til morgen for at få et overblik over situationen. Der var traner på følgende steder:
Pulken - ca 30
Yngsjö Kapell - 283
Frisebodavägen - ca 150
Ripavägen, Härnestad - 308

Ruten var Härnestadsvägen - väg 118 - Frisebodavägen. Derfra via Söderäng til Vittskövle, videre til Sjögård og derfra Ripavägen og videre op til Hovby. Endelig tilbage til Pulken via Åhus og vej 118.

Det giver i alt ca 770 traner i området. Stänkeryggen og Everöds Ängaväg besøgtes ikke, og der kan der eventuelt stå traner.

Venlig hilsen

Carl Christian Tofte