Jeg har er kommet til at annoncere, at jeg holder lukket den 29. marts. Det tager jeg i mig igen! Der er åbent som sædvanlig kl. 10:30 - 17.
I dag, hvormed jeg mener 28. marts, selvom det nu er over midnat, har jeg været ude for at se lidt andet end gæs og traner. Jeg har ikke spildt tiden, men har bl.a. brugt dagen på at skitsere småfugle. Billedet ovenfor er en feltskitse fra i dag.
Det er altså et lidt underligt forår. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad der er gået af tranerne. For at tage det fra begyndelsen, så havde jeg regnet med, at de ville komme temmelig sent i år. Af samme grund udskød jeg åbningen af min forårsudstilling til 24. marts. Jeg plejer at åbne ca en uge tidligere. At tranerne kom sent, kom til at holde stik, men nu synes jeg bestemt, at her burde være kommet flere. For tiden er her i omegnen af 4000. Normen er, at der hvert år kommer en eller flere dage, hvor trækforholdene er optimale, og på sådanne dage ankommer tusindvis af traner. I år er det ikke indtruffet, selvom vejret egentlig har været ganske udmærket. I snart to uger har venstenvind været stort set enerådende, og vestenvind skal der til, for at tranerne finder vej til Pulken i større tal.
Så må jeg jo prøve, om jeg kan sætte fingeren på, hvad der har været galt. Det eneste jeg kan komme på er, at vinden har været for kraftig. Jeg vil mene, at vindstyrken er en faktor, som vil betyde mindre og mindre som dagene går. Nu skriver vi 26. marts og det betyder, at tranerne begynder at have lidt travlt. Ud fra disse betragtninger burde der f.eks. i dag kunne ankomme mange traner til Pulken. Vejret her i Pulken er lige nu som følger: Frisk til hård vind fra VSV, ingen nedbør, god sigt >10 km og 6/8 skydække.
Det er i hvert fald på tide, at forsøge sig med årets første trane-vejrudsigt. Den tilsiger, at alle dage frem til og med onsdag i den kommende uge byder på næsten optimale trækforhold for tranerne. Det gælder til dels også i dag, hvor Stettin og Rügen dog har haft overskyet vejr. Mandag og tirsdag tilsiger vejrudsigten svag til jævn vind fra VNV-NV samt vekslende skydække med indslag af sol. Onsdag bliver vinden nordlig på Rügen, mens vejrudsigten for Stettin til gengæld er optimal. Så er spørgsmålet naturligvis om tranerne p.t. befinder sig i Nordtyskland eller ”på Nordpolen”.
Nå, der ankommer i hvert fald traner lige nu, hvor klokken er blevet 11:55.
Et PS bliver nødvendigt: Nu klokken 12:50 er der igen stork oppe på mit tag. Denne gang en fugl, som jeg ikke mindes at have set før. Dens farvering så jeg kun kortvarigt, da den gik nede i engen, og nu vil jeg gå ud i haven igen, af frygt for at skræmme den væk. Men den står altså oppe i redeplatformen nu, og så vidt jeg opfattede det er dens farvekode, på venstre tibia, regnet fra oven, gul-rød-sort. På højre (?) tibia sad en sort ring med nummer. Det er nok ved at være på tide, at fortælle historien om storkene, men det må blive ved en senere lejlighed.
Jeg kan tilføje, at "Storkenyt" er mit øgenavn for DOF's blad Fugle & Natur - og det er ikke pænt ment. Nu er jeg så altså selv blevet kolportør af storkenyheder; sådan kan det gå.
 |
Overskriften er et citat, som jeg snappede op i forbindelse med baltimoretrupialen, som endnu befinder sig i nordvestskånske Förslöv, og da det er kloge ord, kan de ikke siges for tit. Nu er den gal igen, og denne gang måtte jeg til Vollsmose, en fuglelokalitet som vel ikke behøver nærmere præsentation. For svenske læsere kan jeg uddybe, at det er Danmarks svar på Linköping - jeg ved jo, at I opererer efter en lidt anden skala i Sverige, og der kan vi jo ikke rigtig følge med.
En ting, som jeg med stolthed kan sige
at jeg selv har en aktie i er, at et nyt, helt nødvendigt, supplement til feltudrustningen er blevet introduceret; nemlig wienerstigen. Vi skal igen tilbage til trupialen i Förslöv, for i forbindelse med at jeg twitchede den, blev jeg af den lokale fågelklubb i Nordvestskåne opfordret til, at orientere eventuelle danske twitchere om parkeringsforhold og den slags. I Förslöv erfarede jeg, at høje hække var en udfordring, så i min orientering til de danske fuglekiggere anbefalede jeg, at medbringe en skammel. Det blev taget til efterretning, og der blev endda overkompenseret, idet de tilrejsende danskere medbragte wienerstiger. En af mine favoritkommentarer fra kommentarsporene på FB lyder: "Varför är det bara dom danska skådare, som har med sig trappstege?". Svaret er naturligvis, at de har fulgt min opfordring, og lagt lidt til. Jeg forventer, at fuglekiggere på tur i fremtiden vil få en eller anden til at nynne den gamle sang "Skorstensfej'ren gik en tur".
Turen til Vollsmose blev vellykket. Den sortstrubede jernspurv kom i bogen efter 10 minutters venten. Den er meget sjælden og meget flot. Virkelig en af dem, som man bare er nødt til at se.
Når sådan en super sjælden fugl fra Centralasien dukker op på et foderbræt i udkanten af Odense i slutningen af marts, kan man godt regne med, at den nok har siddet i nærheden hele vinteren. Andre eksempler på fugle, som har fulgt dette mønster er f.eks. rubinnattergalen i Trollhättan, adskillige sortstrubede drosler og baltimoretrupialen i Förslöv. Wienerstigen er nok kommet for at blive.
 |
| Trækkende vandrefalk 22. marts 2023, Pulken |
22. Marts 2023.
I dag lidt over middag gik en stork omkring nede i vandkanten. Den drak lidt, rystede sig lidt og gik så ud på det dybe og vaskede sig. Den var også noget tilsølet. Jeg prøvede på at aflæse den, mens jeg talte med Hanne Christensen (ROC's mor). Det var lidt svært at se andet end ringens farve og sort krimskrams, da den jo nu stod i vand til livet. Jeg havde dog set, at den havde orange ring med nummer, samt en metalring. Den kombination har jeg set før. Nemlig på ”vores” stork; en fugl klækket i Skånes Viby.
Lidt senere stod vi i stuen. ”Nu kommer storken flyvende”, siger så Hanne pludselig. Det gjorde den. I lav højde med kurs mod huset, og da den var inde over haven, lagde den an til at lande på hustaget.
Da var klokken 12:33, og så var jeg godt klar over, at det virkelig var ”vores” stork, som var vendt hjem fra de varme lande.
Det næste spændingsmoment, noget som jeg simpelthen var nødt til at finde ud af, var om den var landet på skorstenen, hvor den byggede sidste år, eller på storkerede-platformen, som blev sat op lige før nytår. Vi gav den lige lidt tid til at se på boligforholdene, så kiggede jeg ud. Den stod på redeplatformen – og det er noget jeg er meget meget glad for. Dels har jeg nemlig brug for den skorsten, dels hælder det nu i retning af, at opsætningsoperationen, med lift, møje og besvær, ikke var forgæves.
Storken fløj straks sin vej, da den så mit fjæs, men det er der ikke noget at gøre ved. Hvis vi skal leve sammen, må den vænne sig til folk, for i de næste uger kommer haven til at være fuld af udstillingsgæster. Det må den simpelthen finde sig i, eller finde et andet sted. Men mon ikke den kommer igen – nu er den fløjet tusinder af kilometer med kursen indstillet på Härnestadsvägen 127. Så må der skulle mere end synet af mig, til at skræmme én væk.
Hanne kunne fortælle, at det normalt er hanstorken som ankommer først, så det giver jo et fingerpeg om kønnet. Det giver jo så en vis sandsynlighed for, at ”Vildstorken”, den umærkede fugl, som var anden halvdel af parret i fjor, er en hunstork. Jeg krydser fingre for, at storke-sagaen fortsætter.
Andre obs denne dag var en fed 2k
vandrefalk, som trak østpå 11:44. Den kredsede forholdsvis lavt så
for en gangs skyld kunne den virkelig nydes i skop. Blot et minut
senere trommede en lille flagspætte ovre i Gamla Fåran, her var tre
revirer i fjor, efter at arten har været borte i nogle år, så det
er da dejligt, at der åbenbart er lille flagspætte i pulken igen i
år.
Om formiddagen kørte jeg en runde for at se hvor tranerne var blevet af. Der stod blot et par stykker i Pulken, og "Grågæssene" var nemlig at vente, og de skulle jo gerne se nogle traner.(der er noget der hedder DOF-ungdom, så Grågæssene må vel være DOF-alderdom?!). Langs vej 118 og på Härnestads marker talte jeg 550. Traner trak desuden over det meste af dagen. Kun få gik ned i Pulken, men om aftenen væltede de ind fra alle kanter, så mange af de trækkende er åbenbart landet i oplandet. Jeg talte dem meget hurtigt ved 18-tiden og nåede straks under 2000. Så kørte jeg mod Danmark. Klaus Malling Olsen havde nemlig skrevet og fortalt mig, at en sortstrubet jernspurv var set i Vollsmose. Det kunne jeg ikke sidde overhørig. På vej vestover fortsatte strømmen af traner mod Pulken. Det er halvsent at tranevåren nu virkelig går i gang, men det er hvad jeg havde regnet med. Marts begyndte koldt.
 |
| Pulken 14/3 2024. Traner i små grupper ankom fra ca 12:30 |
I går blev den kulde, som har ligget over os i de seneste uger, brudt. Pludselig havde vi 9° C og en vild vestenvind, og det satte gang i tranetrækket. I det små, så klart, det er endnu ret tidligt på sæsonen, men på markerne langs Everöds Ängaväg rastede dog 129 stykker, og enkelte småflokke kom indtrækkende mod Pulken i løbet af eftermiddagen. Den hårde vind gjorde, at de kom lavt, faktisk under trætopshøjde.
I dag er vejret fortsat mildt, og i forhold til i sidste uge, hvor sangsvaner og gråænder var næsten enerådende, er billedet helt ændret. Årets første knarand er ankommet, og krikændernes ”plytt”-kald høres hele tiden. Også pibeænderne er ankommet, der hænger lærker under den grå himmel og stærer i hundredevis spadserer omkring, og skiftes til at gå forrest. I formiddag for alle Pulkens fugle til vejs under vild opstandelse. Den havørn, som daskede forbi, som de gør så tit, syntes jeg ikke kunne være forklaringen, og efter lidt tids afsøgning af himmelen opdagede jeg den virkelige grund: En duehøg. En time senere kom duehøgen forbi på ny, med samme virkning.
Siden ved halvettiden i dag er traner i mindre grupper kommet indtrækkende fra øst. Frem til kl. 14 blev det til 3+4+5+5+7+8+5+17+7+2+4. Den talrække kan måske give et billede af, hvordan dette tidlige træk ser ud. I dag er vestenvinden knapt så hård, så de har mere højde end i går.
Ved 18-tiden cyklede jeg ud for at følge indflyvningen af overnattende traner og svaner. Optællingens resultat var 409 traner og 215 sangsvaner. I det sidste lys landede bramgæssene. De kom i én tæt flok, og landede lige nedenfor fugletårnet.
Kort sagt ser det ud til, at Pulken er ved at ryste vinteren af sig. Endnu er vi lidt bagud, f.eks. med tanke på, at her i fjor rastede 1000 traner allerede 10. marts. I år har kulden lagt en dæmper på det hele, men med dette første varmepust fra sydvest ligner årstiden nu sig selv; tidligt forår.
FORÅRSUDSTILLING 2023: 24. MARTS - 16. APRIL, ÅBENT/ÖPPET 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN!
 |
| Sortgrå ryle, Lange Mole, Agger Tange november 2022 |
Om jeg ville udsmykke en toiletbygning på Agger Tange? lød en forespørgsel fra Nationalpark Thy.
Jo, bestemt.
Arbejdet var berammet til en gang i løbet af efteråret, og da vi nåede oktober begyndte det at være på høje tid, for hvis man skal male i en uopvarmet bygning med svagstrøm, hvor der yderligere bliver lukket for vandet i tilfælde af frost, så skal man ikke vente for længe.
Før jeg kunne komme i gang var jeg dog først nødt til at ligge syg i en ti dages tid. Jeg formoder, at det er de forudgående års megen renlighed, som har gjort mig til et skravl. Og værre blev det, da jeg fra min sygeseng erfarede, at der var både Yellow Warbler, schwarz' løvsanger og hvidbrynet løvsanger i Agger.
Den tolvte oktober følte jeg mig frisk igen, men da noget tilsvarende allerede havde snydt mig et par gange under forløbet, lod jeg endnu en dag gå, selvom det var svært. Men den 14. kom jeg så afsted. Dels for at måle op, og nok så meget for at nå at gøre dét, mens der stadig var chance for Yellow Warbler - og det var der, og den var der!
 |
| Yellow Warbler var heldigvis stadig pp. |
I øvrigt en skøn, lun efterårsdag med en usandsynligt dårligt set, men ok hørt hvidbrynet løvsanger, med trækkende og rastende pibesvaner samt blandt andet en dværgfalk, som fik tusinder af hjejler til at vælte omkring over tangen.
Næste skridt var skitsering og godkendelse af skitser. Jeg havde fået det præsenteret som en opgave ud i "kunstformidling", som jeg forstod således, at der gerne måtte være en fortælling indlejret. Jeg tog udgangspunkt i en oplevelse jeg en gang havde på Agger Tange, det har været i maj måned. Oppe på selve dæmningen blev jeg hidsigt angrebet af en klyde, som, stedet taget i betragtning, må have været ude at lufte afkommet. Min idé var, at male så man nærmest blev overfaldet af fugle, når man åbnede dørene til toiletterne. Klyde var selvskrevet, og efter lidt research valgtes også havterne.
 |
| Fra skitseforløbet |
Endelig faldt alt på plads, og den 31. oktober kørte jeg igen til Nationalpark Thy, nemlig til Lodbjerg Fyr, hvor jeg boede under hele arbejdsperioden.
En ting jeg håbede på var, at komme til at opleve fugle omkring fyret, et fænomen jeg tidligere har malet til Nationalpark Thy, men aldrig rigtig oplevet - ud over en nat, hvor jeg kørte over Storebæltsbroen på vej til Blåvand. Da flaksede mængder af fugle omkring de oplyste pyloner, og døde og kvæstede fugle lå på vejbanen, men den oplevelse var jo hurtigt overstået, i sagens natur.
Derfor stod jeg om natten mellem 31. oktober og 1. november og iagttog fyret. Det var overskyet og tåget, og lyskeglerne så ud som om der blev blæst scenerøg igennem dem. Da kom en ugle flyvende ind i lyset. Den cirklede om fyret og fløj så ud over heden, mens den hele tiden holdt sig i lyskeglen. Allerede dét, var heftigt, og næste morgen, længe før solopgang var jeg på plads igen. Jeg iagttog fyret i 25 minutter og nu var der mere at se; drosler, ubestemmelige småfugle, noget mellemstort - en sneppe, måske? - og stære, og de sidste kom endda ind og lanbdede på gelænderet omkring selve lampen. Heldigvis kom ingen til skade i den forbindelse, og jeg er meget glad for at have oplevet fænomenet. Der er et eller andet ekstraordinært ved det. Nattrækkerne, som søger til lyset, i et øjhebliks forblindelse. Under resten af min tid på fyret var nætterne klare, eller i det mindste uden tåge, og selvom jeg holdt øje, så jeg det ikke igen.
 |
| En stær er landet på gelænderet ved lampen på Lodbjerg Fyr. Inden daggry 1. november 2022 |
Efter råd fra Jessica droppede jeg at overføre skitserne til væggene. I stedet tegnede jeg løs på fri hånd. Der skulle lige en smule overvindelse til, men min kalkyle gik ud på, at hvis man overfører nøje, så får man en lidt død blyantsstreg. På fri hånd får man håndens søgen forærende, streger, som leder efter formen, og de er altid langt de mest interessante blandt streger. Heldigvis kunne jeg sagtens finde ud af det, så lærte jeg dét.
Og der var mere som skulle læres. Akrylfarver har jeg ikke rigtig arbejdet med før - og akryl skulle det være; det havde jeg fået at vide af Danske Malermestre, som kunne fortælle, at sprøjtespartlet fibergibs altid vil være malet med akryl; man må slet ikke arbejde i alkyd mere, og akryl vil også holde farven bedre end linoliebaseret olie. Godt nok, men farven opførte sig på sin særlige måde, og det var ikke så helt let, og efter et par havterner besluttede jeg mig til, at jeg hellere måtte vaske hele molevitten med grundrens.
 |
| Carl Christian vasker hele molevitten med grundrens |
Det var ikke så dumt at arbejde ude på Agger Tange. Høj himmel, blæst og frit udsyn til stor natur - og når jeg ind imellem havde brug for en pause, blev der kratlusket. Jeg havde en fidus til stenbunkerne nord for Lange Molevej, hvor jeg godt kunne forestille mig en ørkenstenpikker, til klitterne, som burde vrimle af ørkensangere, og til de lave, vindblæste krat, hvor brun løvsanger burde være garanteret. At det ikke blev helt til lige dét, gør knapt så meget. Det var sindsoprivende spændende at snige sig omkring og forsøge at lokke fuglene ud af krattene, eller at gemme sig bag en sten, og med rystende kikkert afsøge en grusflade - HOV! HVAD ER DET??? åh ja; en rørspurv. Meeen... - HOV HVAD ER NU DET!??? ah - en tornirisk.
Der var fine oplevelser med vandrikse, som spadserede på grusvejen, med bjerglærker, en stedfast husrødstjert, sortstrubede bynkefugle, forstås, og f.eks. skovsnepper, som der var et reelt fald af en af dagene - da jeg inden daggry kørte fra Lodbjerg til Lange Molevej så jeg hele fem, og lusk på tangen gav yderligere to.
 |
| Bjerglærker ved stenbunkerne |
 |
| Sortstrubet bynkefugt |
Jeg havde godt nok bemærket, at der stod ringmærkningsnet her og der, men i den hårde søndenvind dukkede ingen ringmærker op. Ikke før den 10. november. Da holdt en rød varevogn parkeret, og i håb om,at kapre nogle insidertips om tangens fugleliv, gik jeg op til den. Det viste sig at være Arne Urvang, og det første han gjorde var, at stikke denneher ud ad vinduet:
 |
| En sibirisk gransanger i A. Urvangs hænder |
Ture ud ad Lange Mole gav nærkontakt med sortgrå ryler, stenvendere, rødstrubede lommer og skærpibere, i lagunerne lå smukke spidsænder og af vadefugle var der endnu en del store regnspover, små kobbersnepper, almindelige ryler og rødben. En sen rørhøg sås 10/11 og dagen efter blev jeg noget overrasket, da en storlom passerede dæmningen, kommende inde fra Krik Vig, mens jeg kørte sydpå ad dæmningen. Jizzet var på en prik, som jeg kender det fra islommerne på Grenen, men da jeg havde parkeret og fårt kikkerten frem, sås den lige bagfra, hvorpå den drejede ind i et modlys så strålende, at jeg antager at selv en hvidnæbbet lom får sort næb, så den forbliver en skråstreg.
I øvrigt krydredes arbejdet af diverse besøg af folk fra Nationalparken, diverse turister samt personalet fra A. og K. Appel, som var i gang med at bekæmpe rynket rose med en gravko. Og ikke mindst af Hans Henrik, som er pedel på Lodbjerg Fyr. Her har han været så super sød, at komme ned med varm suppe, som jeg spiser siddende i min bedste stol:
Hvilket leder frem til nogle billeder af, hvad jeg rent faktisk brugte aller mest tid på, nemlig at arbejde. Sent i processen, det var efter vinden var gået i øst og det var blevet koldt, kom jeg endelig på, at det lille bitte toilet burde have nogle dværgterner. Det løste samtidig spørgsmålet om, i hvilken grad der var brug for tekst. Teksten indskrænker sig til tre artsnavne: Havterne, klyde og dværgterne, men det krævede, at dværgternens dragtudvikling også blev malet, så hver arts navn nu står ved respektive arts dragtudvikling. Billeder vil forklare alt:
 |
| Ja, her er der så i mellemtiden blevet skrevet "klyde" |
Det sidste jeg synes jeg mangler, er et par billeder fra processen:
Alt i alt var det en kæmpe fornøjelse at løse en fuldkommen fri opgave på et fedt sted og i øvrigt i godt selskab. Hvis der er andre der skal have malet hvad som helst, som kræver, at jeg befinder mig i naturen hele dagen lang, er der en god chance for, at jeg siger ja tak til opgaven.
Juli måned har altid budt på helt
excellent småfuglelusk i haven. Havens ynglefugle suppleres af
diverse arter fra nærområdet, som nu strejfer omkring.
Kirsebærtræet og fjeldribshækken tiltrækker mange fugle, og i år er der
i tilgift opstået en super god biotop i forhaven. Årsagen er naboens fyrretræ, som væltede ind i vores have i senvinteren. Faktisk er det kun de nederste to og en halv
meter, samt selve rodknolden, som er tilbage, men der skete det, at
naboen forleden tilkaldte den lokale grøntsagsbaron “Sallads-Per”,
som med sin gravko skulle fjerne det, som var tilbage af træet.
Sallads-Per kom så med en gravko i den størrelsesorden, som kan
vælte et hus. Det lykkedes ham ikke at få fat i stubben - grabben var, med sine godt tre meter, simpelthen for bred til, at
han kunne komme til at få fat. Til gengæld fik han gravet et hul, taget en bid af kompostbunken samt smadret stubben ind i et andet fyrretræ. Det er lige den slags rod, som fuglene kan
lide. I morgentimerne er her et sandt mylder. En udsøgt fornøjelse er nattergalene, som viser sig tillidsfuldt, hvis man er lidt tålmodig. Jævnligt er der også overraskelser imellem. I den seneste uge lille flagspætte, spætmejse og ikke mindst den skovsanger, som var på besøg for et par dage siden, og som blev matrikelart nummer 181.
I dag sad jeg ca en time - en rødstjert som jeg så halvdårligt skulle lige tjekkes. Og vist var det en rødstjert, der var faktisk en hel familie. Far, mor og fire unger. Nattergalene knirkede i krattet, og snart kom også de frem, ligesom tornsanger, havesanger og gærdesanger.
Jeg hentede kameraet og fotograferede lidt på må og få hver gang noget viste sig. Havesangeren, som pikkede til kirsebær, gærdesanger, nattergal. Så fik jeg øje på en fugl, som sad og spiste fjeldribs. Hovedet var skjult, og dens to smalle vingebånd overraskede mig; så faldt tiøren dog.
For det var jo en ung karmindompap. En yderst sjælden én af slagsen. Efter at artens kernehabitat i vinter blev decimeret med tre fjerdedele, har jeg kun hørt én syngende fugl - mod de senere års normalt tre til fire. At arten trods alt har haft en vis ynglesucces i området, var en glædelig overraske.
Klokken 13 havde jeg aftalt en lille eftermiddagsekskursion med Ann-Jeanett og John Erik Ekberg. Først var vi ved Gropahålet, hvor vi så skovhullæbe af racen orbicularis, tre hullæber, som lignede glat hullæbe af racen arenaria og mængder af rød hullæbe. Derefter var vi på Sånnarna for at lede efter sortplettet blåfugl. Vi så en vortebider, Koelerion-glaucae-samfund og en hel del grenet edderkoppeurt, men efterhånden begyndte det at regne, og ingen blåfugle var på vingerne.
 |
| Rød hullæbe |
 |
| Muligvis glat hullæbe ssp arenaria |
 |
| Muligvis glat hullæbe ssp arenaria |
 |
| Vortebider |
 |
| Sånnarna, sandsteppe med bl.a. vellugtende gulaks og grenet edderkoppeurt |
Næste stop skulle egentlig have været Björkhall, men med den tiltagende regn besluttede vi i stedet at tage til Äspet. Regn er nemlig godt til vadefugle. Det viste sig at være et godt valg. Vi kiggede først fra nordsiden. Vadefladerne var tæt besat, især almindelige ryler og krumnæbbede ryler vrimlede omkring. Nede ved fugletårnet vrimlede det også med fuglekiggere, og dét er ikke normalt. Jeg blev mistænksom, og da vi mødte en fuglekigger spurgte jeg: "Har du sett den?", hvortil hun svarede: "nej inte än, men den är sett för 30 minuter sedan". Så måtte jeg jo spørge, hvad det var for en, hun kiggede efter, og det viste sig, at vi var ramlet lige ind i et twitch efter en hvidrygget ryle. Vi forflyttede os til de sammenstimlede fuglekiggere, og fik snart fuglen at se, dog på nogen afstand. Det blev et længere ophold med intens søgen og ud over en mængde vadefugle kom også arter som grønspætte og rovterne kom i notesbogen. Endelig lykkedes det så også at få den hvidryggede ryle set på nært hold. Alt i alt en dag i topklasse i Vattenriket.
 |
| Hvidrygget ryle, Äspet |
 |