VÅRUTSTÄLLNING UNDER TRANVÅREN 2021: 13 MARS - 18 APRIL, ÖPPET EFTER AVTAL - RING +45 31 69 47 26. ÄNDRINGAR KAN FÖREKOMMA - ANNONSERAS I SÅ FALL HÄR.

5. maj 2021

PULKEN RYDDER FORSIDEN

 

 

CCT*

Pulken ryddede forsiden den 3. maj. Dagen igennem så det ud til, at alt hvad der kunnne krybe og gå af twitchere var en tur forbi. Der var en del, som fik børneart og Kristianstad Kommune fik ny kommuneart. Stor tak til Ulf Börjesson, som låste bommen til markvejen op så også kørestolsbrugere kunne komme helt tæt på dagens popstjerner, to stylteløbere, som gav opvisning i Pulkens sydøsthjørne. I dagens løb kunne de ses helt ekstremt godt – altså lige bortset fra perioder med varmeflimmer – men der var heldigvis også skyede perioder og bygepassager, og da kunne fuglene virkelig studeres.  


Artportalen, fugle, Skåne 3. maj.

Men det var ikke sådan det begyndte. Kort efter daggry sad jeg på terrassen og var klar til at tælle de overnattende bramgæs. Bramgæssene overnatter for tiden i syd-Pulken og denne morgen fløj de ud kl. 05:18. Da bramgåseforestillingen var til ende, var det egentlig min tanke, at filme brushanespil. I denne tid raster omkring et halvt hundrede brushaner og noget fære høns. En del af hanerne har etableret spilleplads på små græspolde i det centrale kær. Fra terrassen kunne jeg se dem stå der ude, men pludselig tog pokker ved dem, og hele flokken røg i vejret og fløj mod syd-Pulken.

Det passede mig udmærket, for “beteshagen” i syd-Pulken er et super giftigt sted, ikke mindst på denne årstid, hvor jeg tidligere bl.a. er stødt på arter som vendehals og hvidhalset fluesnapper. Jeg var faktisk næsten lidt ked af at skulle udskyde morgenlusk i beteshagen for at filme brushøns, og det slap jeg så for nu.

I syd-Pulken standsede jeg ved stenten – hele brushaneflokken trillede omkring i engen på nært hold og der var to store regnspover som sang. Det sidste var interessant, da Nordöstra Skånes Fågelklubb netop i år inventerer ynglende stor regnspove; jeg har derfor lovet, at holde øje med eventuel yngel i Pulken. I håb om at kunne spotte en rugende regnspove slog jeg teleskopet op, og afsøgte engen.

Den eneste store regnspove jeg kunne få øje på var en han som gik rundt og fouragerede, så teleskopet drejede over på brushanerne, som udøver en vis magnetisme på mig. De bliver i denne tid smukkere og smukkere som dagene går. Bedst som jeg nyder brushanerne får jeg i uskarpheden bag dem øje på en kulsort ryg og et hvidt hoved, som stikker op bag en græstue. Dén kombination siger umiddelbart stylteløber, men straks efter forsvinder fuglen bag tuen. Jeg prøver nu med håndkikkert, og ser fuglen på lang afstand – på dette tidspunkt befinder den sig aller længst mod vest i søen i syd-Pulken, så afstanden er ca 250 m. Benene er også lyserøde, det ér sgu' en stylteløber og min første indskydelse er, at det i hvert fald er noget, som skal fotodokumenteres. Kameraet bøvles frem, der zoomes frem og tilbage. Hvor katten er nu den fugl? Et par skud bliver af hvidkravede brushaner. Er jeg gået helt kold?

 

Første forsøg på fotodokumentation af stylteløber.

Stylteløberen er et øjeblik ikke rigtig til at finde. Jeg leder febrilsk i håndkikkert – og får øje på den, nu ca 100 m længre til venstre, men er der ikke to? Det får vente. Der skal dokumenteres og jeg fyrer nogle skud af, filmer så. 

 

Første forsøg hvor det faktisk lykkedes, at fotodokumentere stylteløber.


 

Der er to! og den ene er tilsyneladende en på-fugl, men det er svært at afgøre, for de står lige foran en gravand, og er således så velcamouflerede, som stylteløbere nu en gang kan blive. Langt senere, da jeg ser min rystende og følelsesladede dokumentationsvideo igennem viser det sig, at det er lykkedes at filme en parring!

Da dokumentationen er i orden melder jeg fuglene ud. Det vil sige, at jeg skal have fat i en af vennerne, for jeg birder i mere eller mindre radio silence. Dels fordi jeg hader at downloade app's og pille ved elektronik, dels fordi det er sjovest at finde fuglene selv - bortset fra, når man går glip af noget. Klokken er nu 05:39. Folk svarer ikke nødvendigvis på det tidspunkt, men Janne er heldigvis vågen – han er allerede nået halvvejs til Nordkap for at twitche en eller anden fugl, men holder ind til siden og melder to stylteløbere i Pulken ud på diverse platforme.

Nu er der styr på situationen, og jeg kan nyde stylteløberne i fred. De flyver en lille tur, men lander i sydøsthjørnet, nu meget nærmere og jeg bevidner forskellige stylteløberceremonier – redemarkering, redebygning osv. Stylteløberne lader til at kunne lide stedet, de kan i hvert fald lide hinanden. Det er ren idyl.

Efter et stykke tid trækker beteshagen dog for meget, fuglene er meldt ud, er tæt på og lyser langt væk, så jeg tænker, at eventuelle twitchere må kunne klare sig herfra. Så lusker jeg af, spiller blåhalsesang langs rørkanten (den må jo komme en dag). Så ringer Greger og spørger bl.a. om jeg har en idé til hvor han kan parkere. Han regner med, at p-pladsen vil blive fyldt hurtigt. Jeg svarer, at han altid kan parkere i min have, men er noget skeptisk med hensyn til parkeringskaos. Jeg kan godt nok se, at en person nu er på vej ned mod syd-Pulken, men foreløbig er jeg ene hane.

Det viser sig, at Greger's forudsigelse kommer til at holde stik, for da jeg noget senere, efter at have spoilet en ædelart for stakkels Thomas (“Har du sett dom?” - “Vad då dom?” - “Styltlöpare!” - “Är här en styltlöpare!? - jag skulde bara njuta majmorgonen” - “Jå, - förlåt! - jag trodde du var här för att twitcha”) vendte næsen hjemad, var den lille parkeringsplads allerede overfyldt, og der holdt biler op langs Härnestadsvägen.

Resten af dagen gik en stadig strøm af twitchere mellem P-pladsen og syd-Pulken, og med så mange birdere på stedet kunne jeg mærke en vis nervøsitet indfinde sig. Det er den dér radio-silence. Normalt bliver det som ses i Pulken i temmelig stor udstrækning set af undertegnede. Traneturismen er ingen undtagelse, for da er her godt nok mange mennesker til stede, men de opdager sjældent noget man ikke kan undvære at se – bortset fra Evert, men han ringer heldigvis, hvis han finder noget. Nogle hundrede skarpe kikkerter på en majdag i Pulken kan snildt risikere at opdage en steppehøg eller en rødstrubet lom, som jeg intet får at vide om, pga. radio-silence.

Derfor var jeg også ekstra aktiv i dagens løb. Endnu en tur gennem beteshagen gav forårets blot anden observation af lille flagspætte samt fire lille gråsisken og en vandrikse, ligesom jeg opdagede to store kobbersnepper i syd-Pulken, i sig selv en art, som kan redde en dag på Pulken.

Et sammenkog af dagens højdepunkter bliver: Stylteløber: 2, stor kobbersneppe: 2, lille flagspætte: 1, brushane: 64 (talt af ThL), sølvhejre: 1, atlingand 4, lille gråsisken 4 og ankomst af gøg, nattergal og græshoppesanger. Dertil det sædvanlige team af sivsangere, rødben, regnspover, dobbeltbekkasiner, rørhøge, havørne, traner og skeænder med meget mere.

16. april 2021

SAFARI

Sådan ser det ikke ud i april, men i mangel af friskt materiale må dette maleri illustrere sandsteppen.
 

Jeg har været på Kumlan i dag; en tur i sandsteppen og ligge på maven med to par briller på og omvendt kikkert som lup. Set på grusbräckan og tofsäxingen, klitkambunken, den sjældne, som ganske rigtig har smalle, indrullede, blågrønne blade med tydelige nerver. Behåringen var først til at se med tre lag optik. Lille flagspætte sad og trommede ved Julebodaån, en sortspætte med rød kalot var der, skrigende grønspætter. Hedelærkerne jodlede løs oppe i himlen.

Og så hjem igen. I dag fik jeg endelig en gang set en vandrefalk tage et bytte. Det er faktisk første gang det sker. Brushanerne danser nu, når de gider; igår var her 11 haner og en høne, idag lidt færre men mens jeg sad i haven her til eftermiddag og kiggede på dem skete det: Ind fra højre kommer en vandrefalk strygende. Jeg når akkurat at følge med, den flyver i to meters højde, en flok stære letter og BANG, falken snupper én, det er blot en meter over jorden eller så, og ikke det voldsomme dyk. Snarere samme teknik som i går dværgfalken benyttede. Skjult tilflyvning, hurtighed og overraskelsesmoment. Som i én lang bevægelse fortsatte falken bare, nu med en stær i fangerne, og forsvandt mellem elletræerne mod syd.

Så var køleskabet tomt igen. Det er sådan noget jeg opdager, når jeg skal til at lave aftensmad og nu smager fiskepindene i fryseren ganske udmærket, men det kan også blive for meget med de fiskepinde.

Det måtte blive en tur til Degeberga; der er osse tilbud på påskmust. 

Man kan vælge flere veje til Degeberga, rundt om mosen må man, og her til aften endte det med at blive hele vejen rundt. Udturen gik ad Vittskövle til, ned langs vestsiden af träsket, der kommer jeg ikke så tit; her kunne vel være elg eller noget. På en mark nord for Tolebäcken fik jeg øje på en sort klump, sådan ca vildsvinestor. Det var en so, det var til at se. Patterne sad på rad, ganske lange og tydelige. Efter at have iagttaget vildsoen en stund kom forklaringen på patværket. Vildgrise piblede frem af vildnisset, den ene efter den anden. Små brune dyr med længdestriber og opstoppertryner. Fjorten stykker, og efter dem endnu en vildso. Ikke et hverdagssyn skønt mosen er fuld af dem.

Videre fremme sprang en dåhjort over vejen, og efter slottet kommer skoven. Jeg standsede i udkanten med udsigt over en græsklædt ådal. En skovsneppe røg op; på engen tre dåer og en råbuk. 

Efter endnu engang at have vakt opsigt og rædsel med mit mundbind i Coop Degeberga valgte jeg vej 118 og elgchancen til hjemturen. Det blev til to, en tyr, vil jeg tro, og en ko, den sidste liggende fladt på vommen, fordybet i afgrøderne. Det er den nok vel undt, det er til at se, at lodsejeren her er jagtinteresseret. Infrastrukturen til den del er på plads, det er som i jægerstenalderen: Mindst tre hochsitser med indlagt el, fönsterbleck og vinduer der kan åbnes. Tjærede træer, ophængte tønder med korn, roer i dynger og vildtkameraer.

Nu skal vi læse et digt, tak til moster Kirsten og onkel Erik for at have beriget mit liv også med Philemon Arthur and the dung, som var den reference de umiddelbart kom i tanker om første gang de hørte den musik jeg selv producerer... Hvis du også vil høre melodien findes der garanteret råd for dét med:

 

NATUREN

- Philemon Arthur and the dung (sådan ca 1972) 

I dag är det den trettonde mars, vi har skrivit en ny låt, det tog tre minuter, och nu är den klar; hålla er i häcken och ta emot:

Ser du stjärnan på himlen där?

Det är grannens gatubelysning

Hör du fågeln som sitter där?

Det är grannens transistorradio

Tänk vad naturen är underbar! Tänk vad naturen är fin!

Känner du lukten från havet och skogen?

Det är grannens septitank

Hör du vågorna som slår mot stranden?

Det är grannens vattenklosett

Tänk vad naturen är underbar! Tänk vad naturen är fin!

       



14. april 2021

FIELD DAYS - EN LILLE TUR NORDPÅ

Tjuren er faldet sådan nogenlunde til ro og sidder model. Feltskitse 13/4 21

Hold da helt op en tur jeg har været på. Jeg begyndte i går morges kl. 03:48, hjemme på terrassen, med paukende rørdrum. Efter rent faktisk at have spist morgenmad gik turen nordpå mod Ullared, ikke med Gekås som mål, men derimod en spillegal tjur, som har været rapporteret på artportalen i nogen tid. Klokken 08:09 var jeg fremme ved en lille eng, som godt kunne passe på beskrivelsen. Der gik et par traner. Traner lyder så anderledes i skoven, bl.a. fordi de da er på ynglepladsen og derfor ofte anvender det mægtige "Lokalisationskald" - det, hvor halsen bliver tyk og der kommer et vældigt trompetskrald, som giver ekko i skovrummet. Tjuren kunne jeg ikke umiddelbart få øje på, men efter en ventetid på ca 30 sekunder lød et bulder fra højre. Det var tjuren, som kom flyvende. Den landede vel en 30 meter borte og stillede sig an. Nu begyndte den at nærme sig i nogle bueformede løb, og med rejst hale og oppustede halsfjer. Jeg ved godt hvad dét betyder, det betyder, at man om et øjeblik har en tjur til at stå og hakke én i lårene, så jeg satte mig ind i bilen og fandt akvarelfarverne frem.

Det er når tjuren ser sådan her ud, at man skal passe på. Feltskitse 13/4 21

 

Det lod til at stille den nogenlunde tilfreds, for den stillede sig nu an med halen i vifte og strittende skæg, sådan omtrent  en fem-syv meter borte. Efterhånden faldt den til ro, og sad faktisk ganske fint model. Så skød der ligesom noget i den, den skulle vise hvem der bestemte og gik til angreb. Efter at have sat bilen på plads med nogle næbhug fløj den op på taget, hvor jeg kunne høre den traske omkring. En rum tid.

Jeg tænkte, at det var bedre at lade den have lidt fred, så måske vi kunne mødes igen lidt senere.

Efter at have spejdet lidt efter nogle topmejser en kilometers penge ude ad skovvejen vendte jeg tilbage. Nu stod tjuren i den anden ende af marken og nu spillede den rigtigt! Til så stor en fugl har den en meget lille stemme. Ud fra luftfotoet på nettet kan jeg se, at den har været 80 m borte og selv på denne korte afstand kunne blot dele af sangen høres, nemlig noget klikken og "ploppet". Det som på svensk kaldes hissningen kunne slet ikke høres. Jeg kan regne ud, at jeg må have været meget tæt på, de gange jeg ellers har hørt tjur i skoven. Tjurens sang er en tretrinsraket, først en klikkende remse, så "ploppet" og endelig hissningen, som er en elektronisk hvæsen, som kan minde lidt om husskadesang eller søgen efter en radiokanal. Forbandet sky er de. Godt der derfor gives sådanne vanvittige kokke, for denne var til at se. At se en spillende tjur er simpelthen noget af det mest spektakulere den skandinaviske natur kan opvise. Det er for mig på højde med at opleve visse paradisfugle, blomsten af hvad der sker, når hunner af en dyreart udelukkende vælger udfra skønhed.

I fuldt spil. Feltskitse 13/4 21

 
Detailstudie af tjurens ansigt. Feltskitse 13/4 21

Fra Böttås ved "Furesøen" - det må den nærliggende sø jo faktisk have heddet, den gang Halland var en del af Danmark, kørte jeg til Kråxhult, en gang min morfars ateliér, nu familie-ødegård. Kråxhult er sjovt nok nabo "by" til min kollega Johannes Larsens Bockshult. Udelukkende et ejendommeligt sammentræf, for som helt ung naturinteresseret anede jeg ikke en pind om dét. 

Jeg overnattede med elvarme og en flaske vand i husets mindste rum.

I morges var jeg igen tidligt på færde. Det frøs fire grader og alt var dækket af rim. Målet var Stormossen, en yndlingslokalitet siden jeg som vel 15-årig vovede mig der ud første gang. Forhåbningen var, at der ville være urfuglespil på mosen, som før i tiden; det var dog næsten et årti siden, at jeg var der sidst. 

Stormossen er en velvoksen højmose. Jeg plejer at gå der ud fra landsbyen Håknaryd, som ligger på en bakke. Fordelen med det var i sin tid, at man så havde et stort grantræ, som stod ved et af husene, som pejlemærke når man skulle ud af mosen igen. Man kunne først se det, når man var midt ude i mosen, for dels er der en skovbevokset laggzone og den næste halve kilometer er  bevokset med spredte, forkrøblede fyrretræer, som dog er høje nok til, at man bare må gå frem efter næsen. Nu er det græntræ så væltet, men det plejer at gå udmærket endda.

Ved Håknaryd stod en fin elgko i morgensolen, og nippede til et ungt løvtræ. Umiddelbart var der ingen urfugle at høre, men efterhånden som jeg banede mig vej gennem fyrretræerne kunne jeg høre dem skogre der ude. Det er tungt at gå i sådan en mose, det gynger og svupper, man snubler i lyngris, en tue, som ligner blødt jomfruhår, viser sig at skjule en træstub, så man pludselig skal bære sin vægt på et bøjet ben. Hele tiden spejder man - hvor er de? Hvis først man kommer til at skræmme kokkene op, er løbet kørt. Så kan man se dem sidde lidt i en grantop, men det er pisse ærgreligt. Nogen større skade tror jeg dog næppe det gør. Jeg er nok sådan ca den eneste der kommer i Storemossen, og det med års mellemrum. I øvrigt er jeg skrap til ikke at skræmme dem. Således heller ikke i dag. Det første man ser af dem er de ultrahvide underhaledækfjer, som bevæger sig gennem de tilrimede kæruldstængler og den brune pors. Med en kikkert på træder også de metalblåsorte, velproportionerede kroppe frem, og i morgensolen er de orangerøde kamme et signal som er til at få øje på. Det er så smukt. Det er næsten for meget. Hvordan kan det være nødvendigt, at noget skal være så smukt? Det ved kun de to urhøns, som lagde vejen omkring spillepladsen, hvor op til syv kokke spillede. Imens kunne mindst én yderligere kok høres. Der er en farveklang så udsøgt i de helt overdrevent flotte urkokke, den hvidorange kæruld, de minimale fyrretræer, den dybbrune porse og klokkelyngens skiftninger mellem brunt og de grålige blomsterstande. 

Urufugle. Feltskitse 14/4 21

Flere urfugle. Feltskitse 14/4 21

 

Og mens tjuren er et tyst bekendtskab er lydsiden til urfuglespillet en oplevelse i sig selv. Smid en spillende regnspove og det lokale tranepar oveni.

Den sidste hane forlod spillepladsen 08:17, og efter jeg var kommet i land begyndte jeg tilbageturen til Pulken. Dog med to stop: Først Ödegärdet i udkanten af Unnaryd, en lokalitet jeg længe gerne har villet besøge. Her er en rest af de bøgeskove som en gang dækkede det meste af Halland; ikke en urskov, skoven er fuld af "odlingsrösar" fra jernalderen, altså sten ryddet fra agrene og lagt i bunke. Og de ligger der endnu. Praktiske Gris har ret. Ödegärdet var delvis åbent frem til senmiddelalderen (mener jeg det var). Men i dag er skoven gammel nok til at rumme en meget rig flora af mosser og laver, bl.a. en del gammelskovsindikatorer og rødlistede arter. Jeg har ikke en pind forstand på den slags, men jeg kan godt dykke ned i lavfloraens koralrev og blot nyde. To arter var dog formidlet, nemlig "bokvårtlav" og "lunglav". Den sidste faldt jeg for, så den måtte males. Ödegärdet vokser på en basisk bjergart og skal have en interessant flora også af "højere planter "; det så man dog ikke så meget til endnu. 

Lunglav på bøgestamme, Ödegärdet. Feltskitse 14/4 21

 

Næste stop var Hästhultskogen ved Lidhult. Efter en gammel, naturskovslignende bøgeskov fandt jeg det relevant at besøge en tilsvarende nåletræsskov. Hästhultskogen væltede for en stor dels vedkommende i stormen Gudrun, men det er blot en del af naturens gang, så selvom de enorme, flere hundrede år gamle graner for en stor dels vedkommende nu ligger ned, er skoven lige god for dét. Den rummer ifølge en informationstavle i dag 250 kubikmeter dødt ved pr hektar!

Jeg gik tværs igennem, hvilket heller ikke var helt let. Det så ud til, at fyrretræerne havde været bedre til at modstå Gudrun, rigtig mange af dem stod endnu mellem noget der lignede en juletræsplantage som trængte til at tyndes ud. Hvad der for femten år siden lignede en bunke tændstikker var nemlig nu ved at blive gemt af unge rødgraner. Visse steder var skoven nogenlunde opretstående, og jeg syntes det var spændende at se, hvordan træerne havde mange forskellige højder, ganske som det skal være i en naturlig skov. Ved en af de mange væltede træer var gruset, rødlig jord blottet under roden. Her havde en tjur hentet sin kråseflint for nylig og kvitteret med lillefingerstore "tjurklatter". De ligner gåselort, men er grove - tjurer lever af fyrrenåle og den slags.

Klokken 16 var jeg endelig hjemme igen hos mine to hekseringe, hundrede muldvarpeskud, og rørdrummen, som pauker derude i rørskoven et sted. Jeg kunne tælle 1400 traner inklucive den leucistiske.

Det blev sådan set en hel pilgrimsrejse, jeg kan ikke komme uden om, at trane, tjur, urfugl og elg har en særlig plads hos mig, jeg kan næsten ikke forstå, at de er virkelige. De er for mig en slags koncentrat af skoven, den ville ikke være det samme uden dem.


12. april 2021

ENDELIG ØSTENVIND




Det hjalp på det at komme lidt ud. Nu har jeg i snart en måned været bundet til min pind og selvom jeg har en af verdens bedre udsigter kan det godt blive noget trivielt. I går gik vinden om i øst og det betød vandstuvning i Hanöbugten. Resultatet udeblev ikke. I Pulken steg vandet voldsomt, især i det sydlige bassin, som står i forbindelse med selve åen gennem rørskoven. Dette fyldtes til kanten og tiltrak en mængde vadere og ænder. Da der råder "fågelskydd", altså adgangsforbud til Pulken, fra 1. marts til 20. april kræver en totaltælling af det sydlige bassin at man må kæmpe sig igennem ellesumpen i Gamla Fåran for at finde et sted hvor man kan overskue det hele, men det var sandelig det værd! I Gamla fåran trådte jeg en skovsneppe op; sikkert en lokal ynglefugl, og da jeg var igennem hørte jeg paukende rørdrum fra Yngsjösjön. Det var herligt at konstatere artens tilbagekomst til lokaliteten, hvor den også hørtes sidste år - det er blot tredje år jeg oplever den paukende dér. I dette tørre forår havde jeg ikke ventet den. 

Ikke så snart havde jeg hørt én rørdrum før jeg var lige ved at træde på én til, denne gang en død. Hvordan denne fugl var kommet af dage ved jeg ikke. Ræv var ikke en mulighed, for fjerene var ikke overbidt. Måske sult, men den lugtede altså kraftigt af rådden fisk.

Det havde regnet kraftigt om natten og var endnu overskyet og regntungt. Jeg har sagt det før og siger det igen: Selvom man kan synes, at det er skønt at være ude i solskin, så er netop sådant vådt vejr det bedste når det gælder rastende fugle og i går var ingen undtagelse. Vaderne var velrepræsenterede, mindst 17 brushaner, to svaleklirer og hittet stor kobbersneppe, som lige akkurat er årligt forekommende i Pulken.

I alt 159 krikænder er ikke meget, men det er foreløbig største dagstotal i år. 2021 har været det dårligste år hidtil med hensyn til rastende ænder. Dagen bød også på hidtil højeste notering af skeand - sølle 13 fugle, mod sidste forårs op til 60+. Det mest utrolige er dog, at knarand slet ikke har vist sig i år. Sidste forår var der dage med ca 20 knarænder, så det er ærlig talt ejendommeligt. Det kan ikke være gavnligt, at det centrale kær er ved at udvikle sig til tæt rørskov. Det næste som kommer til at ske er, at pil og rødel indvandrer. Det får de naturligvis ikke lov til, men i mine øjne er tidspunktet hvor der skal sættes ind nu; det vil forhåbentlig sige næste vinter, for det kræver nok isdække.

I går talte Nils Waldemarsson 2700 traner; jeg mødte ham lige inden han gik i gang og mit gæt var 2500... er der noget at sige til, at jeg ikke rigtig gider at tælle dem? Yderligere tranenews er, at den leucistiske fugl stadig er her! Altså har den rastet i 11 dage. Hvordan skal vi nu forklare Roine Strandbergs iagttagelse fra Fjälkinge den 8. april af en fugl som så nærmest identisk ud? Enten er den kommet tilbage eller også er der to. Det virker næsten for ejendommeligt at fise afsted nordpå og så komme retur efter et par dage, eller hvcad? Irriterende er det, for der er så mange spørgsmål som knytter sig til det enkelte individ og så få ringmærkede traner.


11. april 2021

FORÅRET KALDER - I DE KOMMENDE DAGE ÅBENT EFTER AFTALE

 

Atlingand og dobbeltbekkasin, Pulken 10. april '21
 

I det næste par dage holder jeg åbent efter aftale. Den eneste forskel i forhold til hidtil er, at jeg ikke nødvendigvis er hjemme i åbningstiden. Ring derfor til mig først; enten er jeg hjemme, eller vi kan lave en aftale. Tlf: +45 31 69 47 26. Det er foråret som kalder. Fint er her i Pulken, men verden er også anemoner, urfugle og højmoser; og hvordan ser der ud i sandsteppen? Jeg vil gerne have mulighed for at se lidt også på dét, Ring til mig, så finder vi ud af noget. Husk på, at jeg ikke bliver sur men derimod glad, for at få besøg - ellers ville jeg ikke være så tilgængelig som jeg er. Min åbenhed kommer af ønsket om at bidrage til, at så mange som mulig får evnen til at opleve naturen på egen hånd og af min glæde ved at dele oplevelser med andre. Man skal ikke forveksle det med amatørisme; jeg er præcis lige så højrøvet som de fleste andre professionelle kunstnere, men i modsætning til flertallet af dem, har jeg faktisk noget at have det i. Bid spids på den.

Du ved garanteret, at jeg maler fugle, men jeg laver også så meget andet. Bl.a. er jeg igen begyndt at indspille musik. Efter nogle år hvor min primære musikalske aktivitet har været at spille trommer i bandet NO GOD er jeg i gang med at indspille til en ny udgivelse, denne gang en soloudgivelse med NASA DUDE, som er det bandnavn jeg har udgivet mine egne ting under siden 1995. Disse ting kan man ikke høre endnu, men min seneste udgivelse kan du høre her: https://timtimtontraeger.bandcamp.com/album/nasa-dude-p-bornholm

Desuden er der endnu en udgivelse under vejs, også NASA DUDE. Den er planlagt som et firedobbelt album med indspilninger fra de sidste ca 30 år. Hvis alt går vel burde således noget i retningen af 100 uudgivne numre blive tilgængelige indenfor en nogenlunde uoverskuelig fremtid.


9. april 2021

10K+ LEUCISTISK TRANA OCH NY DÄGGDJURSART PÅ TOMTLISTAN!

 

Denna leucistiska trana har rastat på Pulken 2-8 april i år. Ovan är den fotograferat den 8 april på Matningsfältet. Samma datum blev den sett sräcka förbi Fjälkinge, alltså en veckas rast på Pulken, minst. 

Fågeln, om det nu är samma, blev sett första gången våren 2014, och då förväxlade jag den med prärietrana, en historie som man kan hitta på denna blogg om man går till inläggen från 2014. Vad angår fågelns identitet, så är det helt klart en trana, den har bara ett utseende som, om den ses tillräckligt dåligt, kan påminna om ett par andra tranarter (inte minnst om man vet, att det i dagarna innan har rastat en leucistisk prärietrana nära Rügen). 

Jag är ganska övertygad om att fågeln som jag fotade 8 april är samma fågel som i 2014. Fördelningen av vita dräcktinslag är snarlik, döm själva utifrån mina kort från 2014 nedan. Fågeln har setts vid minst ett ytterligare tillfälle på Pulken, kommer inte ihåg när, men det är således minst tredje våren, att denna trana använder Pulken som rastplats under sitt vårsträck. I 2014 var fågeln ihopparat med en annan trana. Om detta var fallet även i år fick jag inte reda på.  I '14 var det tydligt, att den var en väldigt lågt rangerande fågel i "tranherakin". Den fick ta en del stryk och dess låga position sågs tydligt genom att den oftast hade halsfjädrane resta och ofta utförda beteendet "Cower". Detta beteende är illustrerat allra övers i detta inlägg. I år var saken en annan. Inga tendenser till Cower eller resta halsfjädrar. Fågeln verkada hava gott självförtroende, numera en erfaren fågel som inte tar skit. I 2014 var den redan adult och alltså senast kläckt i 2012. Dess ålder är fölgeligen 10 k+.

Pulken 2014, leucistisk trana. Bemärka tjock hals (= låg status) samt fördelning av vitt.

Pulken 2021 - liknar ganska bra, eller hur? Här framstår den mörka halsteckningen betydligt tydigare än på kortet oven. Jag vurderar att det här är ljusförhållanden som spelar in. Att halsen även här förefaller ganska tjoch beror på att fågeln just har skakat sig - som man ser är kroppen fortfarande en rund bulle efter skakandet.


Pulken 2014. Här kan det se ut som att den leucistiska fågel utsätts för ett rejält "Hoppspark", men dess reaktion innehåller elementet "Gape" - den gapar - vilket kan tyda på, att den faktiskt dansar med sin make, som då är fågeln som sparkar. Detta, i sitt ursprung, kampelement ingår tilsammans med annat agonistiskt beteende också i själva dansen.
  

DÄGGDJURSNYTT

Vad mycket job det är, detta skrivande från Pulken. Jag kan inte låta bli att tänka på, att jag i år har haft 70 (sjutti) utställningsgäster. I coronafri år har jag normalt haft 1000+ gäster när vi har hunnit så här långt in i tranvåren. Men det är väl bara att krya på. I år tycks det vara ett mål i sig själva bara att genomföra, inte minst för att insistera på dansk-svensk integration och på Öresundsregionen, som jag har hört på TV är något som faktiskt eksisterar. Den finns i alla fall härhemma om någon saknar den.

Ljuspunkter givas dock och 00:54 i natt intraff t.ex. en länge väntat begivenhet. Jag var ute i kulingen för att kolla att trampolinen stod stadigt och då hände det: Värsta igelkotten spadserade in i min trädgård ute från infarten och det är för min del en ny däggdjursart för både tomten och Pulken. Tomtlistan är då på 19 arter däggdjur, alltså numera:

1 Dovhjort, 2 rådjur, 3 kronhjort, 4 älg, 5 vildsvin, 6 mink, 7 grävling, 8 räv, 9 åkersork, 10 vattensork, 11 skogssork, 12 mindre skogsmus, 13 kanin, 14 fälthare, 15 igelkott, 16 mullvad, 17 stor fladdermus, 18 dvärgfladdermus och 19 människa. 

Pulkenlistan omfattar dessutom: Vattennäbbmus, iller, småvessla och brun råtta, alltså 23 arter. Den sista kan jag fint vara utan på tomtlistan - råtta är som tur är bara sett som ihjälkört borta vid Brovalla, något som säkerligen hör ihop med en närliggande hönsgård, vilket man jo vet är en rått-magnet. Man kan undra varför bara én näbbmusart har noterats. Det närmaste fyndet jag har gjort av andra arter är dvärgnäbbmus på Ripa Sandar. Närmaste ekorre har jag sett i Yngsjö, varifrån i övrigt även närmaste mig bekannta fyndet av varg kommer. Medan ekorre knappast tar sig hit med det första (liksom t.ex. heller inte tofsmes) är det säkert bara en tidsfråga innan någon har den turen att se varg på Pulken. Andra arter som det bör spanas efter är utter. Den har setts både upp- och nedströms. Vessla och mård är ytterligare arter som borde komma hit någon gång.
 

8. april 2021

I DAG MÅLAR JAG VID PULKENS FÅGELTORN

 


I dag medverkar jag i Vattenrikets livesändning från Pulken, vilket betyder att jag kommer att vara ute vid fågeltornet. Själva sändningen är mellan kl. tolv och 13, det utgår i alla fall jag ifrån. När jag arbetar börjar det alltid med en massa blyertsritning, vilket är knappt så roligt att titta på, som när jag faktiskt målar. Därför går jag ut till fågeltornet typ nu, så att det redan finns något på pappret när Vattenrikets sändning börjar. 

Från senaste dagarna har det roligaste på fågelfronten varit en observation av gulhämpling från Yngsjö 6/4. Det rörde sig om en sjungande, som tyvärr satt dold, en hona samt möjligen en mer fågel. Jag träffade på dom strax söder om Helge Å mellan gamla Järnvägsbron och väg 118 och har stor lust att eftersöka dom på nytt. Tyvärr hade jag i går alldeles för brottom. Kanske blir det en chans senare i dag. Något annat som det börjar bli dax för är svarthakedoppingar i häckningsdräckt. Det är tid för en sväng ner till stranden. Yngsjö Strand är inget dåligt ställe för arten. Min högsta räkning där är 21 fåglar (var det inte så det var?) och det var netop i april. Doppingarna spelade då ute på havet, väldigt spektakulärt. Vackra är de.