TRANEVÅR 2017 UDSTILLING 20. MARTS – 17. APRIL KL. 10:30 – 17:00 VELKOMMEN!

25. august 2014

POMERANSFUGL


Fint orkestreret dag i felten.
Et twitch, som bare lykkes med det samme, kan være, nåh ja - som man håbede på - men hvis det får et forløb, kan det blive en symfoni!

Jeg var ved at være sulten. Sulten fordi sommeren har sluppet sit greb. Ikke på grund af emnet; pomeransfugl. Det kan let afskrives, for jeg har i sommerens løb været fuldstændig ligeglad med at ofre ørkenpræstekrave på Måklappen, stribet ryle i Adinal Våtmark med meget mere.
Og det er blot blandt andet, for jeg har i sommerens løb end ikke gidet gå ned i syd-Pulken.
Hvad jeg derved er gået glip af, af vadefugle, ved ingen, for vandstanden har været fin, og trækket bemærkelsesværdigt (jeg hører jo spover, strandhjejler m.m. trække over).
Men pyt; der har været rigeligt med naturoplevelser på tomten. Bleskift, skyer, et døende æbletræ, irissommerfuglens besøg ved landsvalernes klatter på husmuren. Sommerfuglegruppen, som jeg har sammen med Solveig og Ingeborg - vi er ude med net og rødvinssnore - og Solveig formåede endda at løse et bestemmelsesproblem, som jeg havde opgivet, ved på egen hånd at bestemme Rivula sericealis - endda selvom jeg sagde til hende, at dét dér var en småsommerfugl, og den kan ikke bestemmes. Det kunne hun, og beviste derved, at jeg havde taget fejl. Sådan er sommeren.

Men når efteråret melder sig bliver jeg nærmest utidig, af at se skyerne tårne sig op. I den seneste uge har jeg tjekket svalan igen og igen og én ting, som har sat lus i skindpelsen, er meldinger om rastende pomeransfugle ved Svedberga på Kullahalvön.
Jeg har aldrig set en ung pomeransfugl, og jeg kan jo godt se, at dét er en åbenbaring, så jeg har ventet på, at der skulle komme juvenile pomeransfugle mellem de mange rapporterede adulte fugle. Det skete igår, hvor der pludselig kom udskiftning i korpset - de 8 adulte som havde rastet i en uges tid, blev pludselig til 31 fugle, inkl. nogle ungfugle - og dét var dråben.

Derfor kørte jeg imorges til Svedberga, i håb om endelig at se en ung pomeransfugl.
Det var ikke svært at se, hvilken mark, som var den rigtige. En ørkenagtig ærtemark skilte sig ud, og så helt rigtig ud. En afsøgning af marken afslørede rastende hjejler, et par store præstekraver og mængder af smukke stenpikkere, men umiddelbart ingen pomeransfugle. Jeg panorerede igen og igen, uden at finde det jeg søgte, men pludselig fik jeg en spidsvinget kærhøg ind i kikkertfeltet. Den var langt borte, og forsvandt desværre mod vest, uden at blive bestemt.
Jeg fik parkeret lidt mere reglementeret og steg ud, for at afvente hvad der ville ske. Inden jeg nåede ret meget, kom en kærhøg pludselig flyvende lavt ind fra sydvest. Pludselig var den meget tæt på og var umiskendeligt en pindetynd adult hun hedehøg!
Hvilken lettelse. Jeg er en af den slags birdere, som ikke tror på, at det kan ske for mig. Jeg var helt klar på at dyppe pomeransfugl, og affinde mig med den hæder, som man kan høste, ved at gøre hvad man kan, uden at ens forehavende lykkes. Det har jeg prøvet så tit, så derfor er det stort for mig, at ædle en hedehøg.
Så nu var jeg faktisk allerede glad. Jeg fik nogle elendige billeder af fuglen, men det øjeblik, hvor den var nærmest, står stadigvæk mejslet i mit sind.

Efter et kvarters tid ankom andre fuglekiggere, bl.a. en lokal skådar, som ville gå en tur ud over markerne, i håb om at få nogle billeder af pomeransfuglene. Jeg klistrede mig straks på ham, hvis han ellers ikke havde noget imod det, hvad han jo dårligt kunne afslå, uden at virke perfid.
Så det var ok.
Et stykke nede ad en markvej, fik han en hjejle i kikkerten, og jeg var åbenbart så sulten, at det lykkedes mig, at spotte én, to, fire…10! pomeransfugle, som gemte sig temmelig perfekt i ærtemarken.
Jeg lod fotografen få et solidt forspring, før jeg fulgte ham i jagten, og jeg endte med at trække det længste strå, for hver gang han skræmte pomeransfugleflokken op, kom de nærmere på mig.
Og endelig sad jeg dér, og kunne nyde 10 adulte og to unge pomeransfugle på 20-50 meters afstand!

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive, hvordan det føles, at få et ønske opfyldt. De adulte pomeransfugle var flotte nok; der var hunner i næsten intakt sommerdragt og fugle med en blanding af grå vinterrygfjer og mørke sommerfjer. Men ungfuglene! Det der helt friske, som de har over sig - som stenpikkerhannens efterårsdragt - øjenbrynsstribens varmtoning mod nakken, farvens dybde. Skønhed er svær at beskrive objektivt. Hele tiden kom flokken nærmere, jeg blev alene med dem og hørte i det fjerne et brus, hvad dét nu var? Pågatåget?. Jeg nød pomeransfuglene, men endelig blev bruset så stærkt, at jeg kiggede op.

Det var ikke toget, men derimod op imod 5000 bramgæs, som fløj lavt over mig.
Det tog sin tid.

Jeg har svært ved at komme i tanker om en mere overvældende fugleoplevelse, end det jeg oplevede idag: Først suspense, som munder ud i, at en sjælden rovfugl afslører sin identitet, så pomeransfugleflokken, som efter en tid afslører to ungfugle, det jeg havde ønsket mig - og så på klodshold! - og endelig en sky af bramgæs. Derpå havde jeg faktisk fået nok.

Til aften gik jeg så ned i syd-Pulken, hvor jeg kunne tælle 80 traner, 2 unge sortklirer, 15 store præstekraver, 5 almindelige ryler, en mudderklire, en sortspætte og 40 gule vipstjerter.

Slut med dén sommer, og jeg ser frem til hvepsevågerne!