Jeg skulle hjem fra København idag og kom meget sent afsted. Da dagen således alligevel var ødelagt var det jo oplagt, at twitche Gråhovedet værling ved Gislövs Stjärna. Det var alligevel ikke til at komme udenom. Jeg medgiver, at jeg er glad for, at jeg ikke længre bliver aldeles utidig, når en eller anden sjældenhed finder det for godt at dukke op, men jeg er sgu osse glad for, at der stadigvæk er visse ting som hiver i mig. Dette var noget som hev. En fugl, som jeg først skal slå op i en bog, for at vide hvad er, er jeg da nødt til at se.
Gislövs Stjärna var et smukt sted, superb løvskov med anemonetæppe og bingelurt i bunden, men jeg var hurtigt ude på overdrevet, hvor en temmelig stor forsamling af fuglekiggere gjorde det umuligt at gå fejl af retningen. Det blev alligevel en temmelig lang, anspændt venten før dyret dukkede frem - og imens skulle man høre på de omkringståendes "jag är nöjd"eller "det blir inte bättre" med flere jubeludbrud.
Men endelig, dér var den, en underlig fugl, der lignede noget jeg har set i Kina (hvad et kig i notesbogen efter jeg var kommet hjem også afslørede, at jeg havde).
I engen voksede opret kobjælde, en blomst det er svært at blive træt af. På vej tilbage mod bilen gik jeg et sving ud over området for liige at se, flere kobjælder - og dér, pludselig en sø - og fra søen det fineste kor af klokkefrøer! Det i sig selv, havde faktisk været hele turen værd.
Af én af mine mange gæster under tranevåren fik jeg fortalt, at de svenske klokkefrøer er danskere, som er blevet sat ud og nu trives i det skånske.
Hjemad gik det, og vel hjemme så jeg årets tredie sølvhejre i Pulken.
Jeg kan li at sidde på terrassen og kigge på årets tredie sølvhejre.
Svalen er kommet. Gøgen kukker. Ingen traner.
