BOLIVIAS DVÆRGHORNUGLER OG DERES SKOVE

Øverst til venstre: Maranõndværghornugle, grå- og rødbrun fase. Øverst til højre: Brasiliansk dværghornugle, brun- og rødbrun fase. Nederst fra venstre: Guatamaladværghornugle, brun- og rødbrun fase, tågeskovsdværghornugle og yungasdværghorugle.

Dværghornuglerne her er netop udgivet som plakat af Verdens Skove. De er malet til håndbogen Birds of Bolivia, som snarest vil blive udgivet af Asociación Armonía, den bolivianske partnerorganisation i Birdlife International. I anledning af plakaten vil jeg her, efter bedste evne, forsøge at give dem et par ord med på vejen. Jeg synes nemlig dværghornuglerne, som repræsentanter for forskellige skovtyper,  har en historie at fortælle.

De bolivianske dværghornugler af slægten Megascops, er et udmærket eksempel på, hvordan nærtbeslægtede arter fordeler sig i Bolivias forskellige skovtyper. Én art er generalist, mens de øvrige i større eller mindre grad er specialister. De specialiserede arter okkuperer hver især forskellige habitater, for nogle arters vedkommende defineret af højden over havet, med en margin på ned til 50 højdemeter!

Dværghornuglerne er ca 25 cm fra næb- til halespids. De lever hovedsagelig af insekter.

Dværghornuglerne er svære at udforske, de er nataktive og samtidig med at de forskellige arter ligner hinanden temmelig meget, varierer de enkelte individer indenfor arten. De fleste arter har både en rødbrun, en grå og en brun form (farvefase/fase). Med dna-analyse og bedre kendskab til de forskellige arters stemmer er nye arter blevet erkendt, og det er meget sandsynligt, at der gemmer sig flere ubeskrevne arter af Megascops i Sydamerika. 

Netop fordi familien er mangelfuldt udforsket, er der en god chance for, at nogle af de bolivianske dværghornugler skifter navn på et tidspunkt. Ét eksempel er den brasilianske dværghornugle, hvor de bolivianske fugle tilhører racen usta. Denne race er muligvis en selvstændig art. Derfor har jeg, i mit arbejde med at illustrere Bolivias fugle, malet udfra eksemplarer indsamlet i Bolivia - der skulle nødig dukke en forkert art op i Birds of Bolivia. Som forlæg har jeg benyttet fugleskind, men mit arbejde begynder i felten, med oplevelsen af fuglene i naturen. Nedenfor ses et blad med feltskitser fra Rio Napo i Ecuador og et foto af brasilianske dværghornugler, indsamlet i Bolivia, fotograferet i Naturhistoriska Riksmuseet i Stockholm.

Feltskitser, bl.a. af Megascops watsonii watsonii, Ecuador.

Skind af Megascops watsonii usta, Naturhistoriska Riksmuseet, Stockholm.

Maranôn dværghornugle Megascops choliba

Maranõndværghornuglen er familiens generalist. Den er vidt udbredt i Sydamerika. Arten er tolerant hvad angår habitat og findes i mange skovtyper i den lavere, østlige del af Bolivia. Desuden findes den i de tørre regnskyggedale, der i Bolivia, som noget unikt, strækker sig næsten op til trægrænsen. 

I Bolivia er dette den eneste dværghornugle man støder på i skovtyperne CERRADO, CHACO og diverse tøre skovtyper. 

80-2350 m.o.h.

Brasiliansk dværghornugle Megascops watsonii usta

Er især knyttet til Amazonbækkenets lavlandsregnskov, men kan også optræde i galleriskov m.m. 

100-1050 m.o.h.

Guatemaladværghornugle Megascops guatemalae napensis

Findes i fugtig og halvfugtig skov langs Andesbjergenes fod.  

300-1000 m.o.h.

Tågeskovsdværghornugle Megascops marshalli

Findes i Yungas-tågeskov, gerne på bjergkamme ("Yungas" betegner bjergskovene på Andesbjergenes østskråning i Bolivia og Argentina). Kendes kun fra nogle få lokaliteter i Peru og Bolivia.

1550-2600 m.o.h.

Yungasdværghornugle Megascops hoyi

Yungas-tågeskov. Er udbredt i den sydlige Yungas, fra det centrale Bolivia til det nordlige Argentina.

1000-2800 m.o.h.

NOGLE BOLIVIANSKE SKOVTYPER

Lavlandsregnskoven - Amazonia

Amazonbækkenets lavlandsregnskov kan opdeles i mange forskellige skovtyper. Skoven på det tørre land kaldes terra firme, sæsonvis oversvømmet skov kaldes varzéa, mens man langt nedstrøms ad Amazonfloden, i Brasilien, desuden har permanent oversvømmet regnskov - igapó. Jordbunden spiller også ind. På sandet bund findes lavere skov - sandy soil forest. Det er blot nogle af inddelingerne og Amazonregnskoven rummer et væld af mikrohabitater. Generelt er lavlandsregnskoven åben i bunden. Ufremkommelig er den kun i en smal stribe langs floderne, hvor bambuskrat breder sig og omkring faldne træer. Sådanne steder vokser et tæt tæppe af lianer hurtigt frem. Billederne nedenfor viser terra firme skov ved Rio Madre de Dios i det sydlige Peru.

Terra firme-skov ved Rio Madre de Dios, Peru. Som man kan se, danner slyngplanter en tæt mur. Når den er gennemtrængt, er skovbunden inde i skoven ikke meget sværere at færdes på end den er i en dansk bøgesal.

Terra firme-skov set lidt fra oven, i baggrunden Rio Madre de Dios, Peru.

Cerrado

Cerradoen dækker Det Brasilianske Højland, en geologisk betegnelse som inkluderer en del af det østlige Bolivia, samt det lave, våde område Gran Pantanal. Cerradoregionen ligger syd for Amazonas regnskov. Typisk cerrado er en halvåben, lav skov, og da der ofte opstår skovbrande, f.eks. p.g.a. lynnedslag, har træerne oftest tyk, korkagtig bark. Cerradoens træer er faktisk afhængige af disse brande. De er tilpassede til at kunne overleve dem. Brandene skaber store, åbne græssletter, som langsomt igen overtages af træer. Langs floderne vokser mere sammenhængende galleriskov, og, særlig i fugtige områder findes palmeskove. 

Palmeskov i et sumpet område.
Parque Nacional das Emas, Goias, Brasilien. 

Typisk, halvåben cerrado - "cerrado sensu stricto", træerne er ca 3-5m høje.
 Parque Nacional das Emas, Goias, Brasilien. 

Chaco

Chacoen er en tør skovtype, som er udbredt fra det sydlige Bolivia gennem Paraguay til Argentina. Chacoen er, groft sagt, en slags træbevokset halvørken, ekstremt varm og med tørke det halve af året.  Karakteristiske indslag er søjlekaktusser og lave, tornede træer. 

Billedet her er taget i et område, hvor chaco og cerrado mødes. Søjlekaktussen er et
typisk chaco-element.
Ecoton mellem chaco og cerrado, Lomas de Arena, Santa Cruz, Bolivia.

Nogle steder danner chacoens træer et mere samlet kronetag, som på billederne her.
Chaco i Jardin Botánico, Santa Cruz, Bolivia.

Nogle steder danner chacoens træer et mere samlet kronetag, som på billederne her.
Chaco i Jardin Botánico, Santa Cruz, Bolivia.

Tør skov i Yungaens regnskyggedale

Skovene på Andesbjergenes østskråning kaldes i Bolivia og Argentina for "Yungas". Tågeskoven dominerer billedet, men en undtagelse er de bolivianske regnskyggedale. Regnskyggedalene er skarpt afsat i terrænet - overgangen fra tør skov til tågeskov kan være så markant, at man dårligt kan tro det. F.eks. i Siberia ovenfor Santa Cruz. Man kommer op gennem en tør dal og ser foran sig en bjergkam, halvt skjult i tågen. Over nogle få hundrede meter, nær kammen, ændrer vegetationen sig fra tør kaktusskov til fugtigt lavt krat. Idet man kommer ind under kammen, er man pludselig inde i tågen og straks begynder den våde tågeskov. 

Regnskyggedalene er i de lavere dele dækket af tør skov. I skovbunden (som ofte er temmelig stejl!) vokser Bromeliaceae og Tillandsia dækker træernes grene - samt elledninger! Efterhånden som man kommer opad bliver skoven lavere og der kommer flere og flere kaktusser. 

Tør skov i regnskyggedal umiddelbart ovenfor Santa Cruz, Bolivia

Tør bjergskov, vel ca 2500 m.o.h., langs vejen mellem Santa Cruz og Cochabamba, Bolivia. 

Sappho-komet, en kolibri som er ganske almindelig i de Bolivianske regnskyggedale.

Yungaens tågeskove - bjergregnskoven

Skovene på Andesbjergenes østskråning kaldes i Bolivia og Argentina for "Yungas". Mest udbredt i Yungas-regionen er fugtig og våd bjergregnskov. Træerne er dækket af epifyter - orkidéer, mosser, laver, bregner og bromelier (planter af bananfamilien) dækker træerne. I Andesbjergenes "foothills" er skoven højvoksen og adskiller sig mest fra lavlandsregnskov ved at mængden af epifyter er meget større.

Som man bevæger sig op ad bjergsiderne bliver træerne lavere, og epifyterne bliver talrigere. Ved trægrænsen er skoven nærmest et uigennemtrængeligt krat af forkrøblede småtræer, som er så fuldstændig dækket af epifyter, at de enkelte træer ligner groteske arabesker.  

Våd, subtropisk skov i Andesbjergenes "foothills", nær Villa Turnari, Bolivia. Bemærk en flyvende solitary eagle i midten.

Våd, subtropisk skov i Andesbjergenes "foothills", nær Villa Turnari, Bolivia. Floderne i denne højdezone er rivende strømme. I forgrunden ses Cecropia sp.

Våd, subtropisk skov i Andesbjergenes "foothills", nær Villa Turnari, Bolivia.  Grenene er rigt bevoksede med epifyter, bl.a. store, flotte bromelier. Til venstre en han andesklippehane.

Epifytbeklædt gren i våd yungas-tågeskov i den tempererede zone, ca 2300 m.o.h. 

Våd, tempereret yungas-tågeskov, ca 2300 m.o.h. De fleste træer er ca så høje som i en dansk bøgeskov.

Et træ i våd yungas-tågeskov nær trægrænsen, fuldstændig sovset ind i mos og bregner.. 

Skovsø i våd yungas-tågeskov nær trægrænsen (ca 2600 m.o.h.?). Træerne er ca  5m høje.

Polylepis-skov

Når jeg ovenfor taler om trægrænsen, mener jeg egentlig den våde og fugtige yungas-tågeskovs øvre grænse. Over denne grænse ligger puna-zonen og Altiplanoen, højsletten, som, trods sin karrighed, har været et vigtigt område for en række højkulturer, b.la. Inka-riget. Selvom Altiplanoen er domineret af puna-vegetation, ørkenagtig, tør og med pudeplanter på fugtige steder, finder man faktisk skov hist og her. Nogle botanikere mener, at  Skovene heroppe "over trægrænsen" faktisk var vidt udbredte, men netop forsvandt p.g.a. kulturpåvirkning. Disse bjergskove består især af træer af slægten Polylepis, lave, krogede træer med sølvgrå blade og tyk, flagende, rødbrun bark.

Polylepis-skov med Buddleia sp. - sommerfuglebuske - i bunden dækker forbavsende store områder langs vejen mellem Santa Cruz og Cochabamba, Bolivia.

Polylepis sp. langs vejen mellem Santa Cruz og Cochabamba, Bolivia. Som man ser drives der svedjebrug heroppe i højlandet, og det er Polylepis-skov, som er blevet futtet af i baggrunden.