CARL CHRISTIAN TOFTE BLOG: TRANEVÅR FORTSAT - SAMT EN ÆNDRING I ÅBNINGSTIDER

Efter nogle dage, hvor jeg troede, at tranetrækkets kulmination måtte være overstået, fik vi igår endnu en dag med voldsomt tiltræk. I hård nordvestlig vind, og under en klar blå himmel, kom flokke ind lavt over haven, hvor flere grupper af udstillingsgæster holdt picnic i det lune forårsvejr.
Fågelklubbens tælling nåede om aftenen op på 8000 rastende traner.

Hundredevis af ænder raster nu i Pulken, og bidrager, sammen med tranerne, til at gøre det lettere at opdage, hvornår der er havørne i luften. Tranernes lydniveau stiger pludselig markant og alle Pulkens andefugle letter og cirkler over vandfladerne. Dette sker gentagne gange i dagens løb.

Vi er til gengæld løbet tør for hits, sådan lige pt. Steppeørnen er ikke set siden i forgårs. Det gælder også for en sortstrubet bynkefugl, som har holdt til på Sånnarna - sandsteppen vest for Åhus. Mine egne aktiviteter i felten er for tiden begrænsede til haven, inklusive hyppige afsøgninger af Pulken. Det jeg kan håbe på at finde herfra, er arter som amerikansk pibe- og krikand, sort glente og den slags, men det har ikke givet pote endnu.

Jeg passer udstilling, og glæder mig over de mange gode samtaler jeg har i den forbindelse. For mig er tranevåren en tid præget af glædelige gensyn med gamle venner og mødet med nye mennesker. Til tider opstår situationer, hvor jeg pludselig holder foredrag om traneadfærd for store grupper; og generel travlhed råder. I ugens løb har jeg af og til haft "dobbelt arbejdstid": Først udstillingsaktivitet, og derefter arbejde med at male til ud på de små timer. Det kan man jo ikke i længden, og da jeg har en række deadlines i starten af april, bliver jeg nødt til at foretage en ændring i mine åbningstider, så jeg kan få noget arbejde fra hånden. Derfor holder jeg ikke åbent mandag til torsdag i næste uge, hvilket kommer til at fremgå af min skiltning på Pulkens parkeringsplads.

Jeg har dog ikke tænkt mig at afvise eventuelle besøgende, for jeg har opnået den paradoksale glæde i livet, at mange vitterlig giver udtryk for, at der gennem min persons middelmådige misogynisme, selvmedlidenhed og idiosynkrasi alligevel - og det i kraft af min kunst - er trængt en kærlighedens lue, som gør, at de faktisk gerne vil mødes og udveksle med mig. Det sætter jeg pris på. Til gengæld kan man i de fire dage ikke regne med, at jeg er hjemme, ligesom eventuelle besøgende vil kunne blive mødt af et vist mål af roderi; malerklatter, borde tværs gennem stuen og den slags, som mit arbejde medfører.