 |
| Værket under ophængning |
 |
| Tranefrisens midtersektion, da den netop er klar, og endnu ligger på gulvet. |
Mit hidtil største maleri ”Tranefrisen” kan fra 10. september til 6. november 2016 ses på Sophienholm i Kongens Lyngby. Værket er udarbejdet som triptykon, og vil på Sophienholm være ophængt på tre vægge i et rum, i modsætning til på Johannes Larsen Museet, hvor der var plads til at vise det på én væg. Tranefrisen er malet med lysægte akvarelfarver på 300 grams akvarelpapir af 100% bomuld.
Selve
udarbejdelsen af ”Tranefrisen” varede godt to måneder, ultimo
marts til primo juni 2016. Idéen og tilløbene har dog stået på i
årevis. ”Tranefrisen” er et koncentrat ni års erfaringer med
tranerne i Pulken. Værket handler selv sagt om traner – som et
ægyptisk gravmaleri er det en fortælling; den store fortælling er
ankomst, rast og afrejse, dét jeg oplever under en tranevår.
Indlejret er detaljeret tranesprog, tranernes pantomime af dans,
trusler og positionering. Værket handler også om materiale og om
komposition. Det vender jeg tilbage til.
Mit
møde med tranerne i Pulken var omvæltende. Da jeg købte mit hus
ved Pulken i Østskåne i 2007 vidste jeg da godt, at der overnattede
nogle traner i Pulken om foråret. Det havde jeg da læst, men det
var egentlig en biting. Jeg søgte et sted hvor jeg kunne se på
fugle uden at skulle hjemmefra, og allerede da jeg engang i august
lagde vejen forbi for at se, om huset var noget for mig, så jeg fire
lærkefalke fra haven - samt at der var udsigt til vandflade - og det
var sådan set alt nok. Den første vinter så jeg på gæs, svaner,
elge og ørne og lærte en masse om dét. Det var spændende hver
dag, en ny dato på et nyt sted, og jeg så frem til foråret, også
tranerne, som jeg vidste ville komme. Omfanget havde jeg bare ingen
idé om. At en fugl i den grad kan fylde et landskab, havde jeg
aldrig kunnet tænke mig til. Det er en naturoplevelse af samme helt
elementære kvalitet som havet eller en solnedgang. Siden da er
tranen kommet til at fylde godt i mit liv. Den har gjort mig afhængig
af vejret som en stenaldermand. Tranen som motiv er uudtømmeligt for
mig, det befrugtes til stadighed af nye indsigter, som kommer gennem
direkte skitsering i felten, gennem analyser af film og fotoserier og
gennem stadige iagttagelser som stenograferes ned, ofte suppleret med
de mest primitivt nedkradsede hieroglyffer.
Med
”Tranefrisen” ville jeg op i format, først og fremmest. Op hvor
farven får lov at flyde og hvor akvarelfarvens muligheder kan
udnyttes fuldt ud. Størrelsen giver rum for spontanitet i
penselføring og valg af kolorit. Jeg ønskede at opnå den kolorit
det giver, at kunne lade en hvilken som helst farve få plads, uden
at den trækker det overordnede udtryk væk fra det udfaldsrum, som
er mit. Jeg må, for at opleve værket som forløst, nødvendigvis
ramme indenfor et område hvor min kærlighed til både motivet og
farven er forløst. I det store format bliver papiret uhåndterbart;
samtidig med, at akvarelmediet får sin optimale udtrykskraft, synes
det, at nærme sig sin grænse. Jeg håber på at få mulighed for
at bryde vejen videre.
