Endelig en mulighed for, at klemme
noget ”hårdskådning” ind i hverdagen. Min frustration over
sibirisk jernspurv i Brantevik, og ikke mindst en azurmejse, gjorde,
at hele familien gik sammen om at få far i felten – og tusind tak
for dét.
Azurmejsen var et virkeligt kølleslag,
og selvom jeg i dagevis havde længtes til Brantevik, smed jeg
jernspurven væk, og valgte at twitche azurmejsen. Efter at have
afleveret Ingeborg og Solveig til mormor og morfar i Ronneby
fortsatte jeg derfor østpå til Øland.
Netop da jeg havde passeret
Ølandsbroen, fik jeg en sms-besked fra Jan Speierman om at en
sibirisk jernspurv netop var opdaget i København, som jeg havde
forladt fire timer forinden! Det er naturligvis dejligt, at blive
informeret, men i situationen følte jeg mig som en idiot. Ved
15-tiden var jeg fremme i Grönhögen. Det viste sig, at azurmejsen
var fløjet ad helvede til nordpå ved tolvtiden, efter et close
encounter med nogle fuglefotografer, og jeg blev anbefalet at gå en
tur nordpå langs stranden. Mejsen havde nærmest udelukkende
fourageret på den stenede strand, så jeg gik langs stranden, som
til min overraskelse vrimlede af småfugle. Her søgte de føde i læ
for den hårde østenvind. Fuglekongerne vimsede om mine fødder,
gransangere, rødhalse og blåmejser opførte sig nærmest som
skærpibere.
Jeg gik langs stenstranden, til den
afløstes af rørsump og strandsiv. Oppe ved strandsumpen stod en
gruppe fuglekiggere, og jeg fik forevist en blåhals og en plettet
rørvagtel, som jo var fint, men bevidstheden om alt det jeg var gået
glip af, nagede alligevel. Det var en lang vej tilbage, dog flushede
jeg endnu en blåhals, og så ved man da i hvert fald, at man har
været grundig.
Så var det faktisk også næsten
mørkt, og jeg begyndte i stedet at lede efter et sted at overnatte.
I morges begyndte jeg igen min søgen
efter azurmejsen, men efter en times søgen uden held, valgte jeg at
satse på en af de fem sibiriske jernspurve, som var blevet set dagen
forinden.
Den nærmeste var set ved Parboängs
badeplads, og heldigvis var den hjemme. Straks efter min ankomst
hoppede den frem, og sad frit fremme i tangen, hvor den pudsede sig
og viste sig frem, som den virkelige ”cosmic” den er. Jernspurve
og rørspurve var der også, og en overflyvende laplandsværling
hørtes. Det lettede alt sammen, og jeg besluttede at droppe
yderligere futile strandvandringer efter azurmejsen. I stedet kørte
jeg mod Degerhamn, hvor endnu en sibirisk jernspurv var set dagen
før.
På vej nordpå kom jeg gennem
Albrunna, hvor jeg stødte på et typisk Ølandsfænomen, nemlig
mængder af parkerede biler og fuglekiggere overalt. Tilspurgt
fortalte de, at det var en hærfugl de ledte efter, men nok så
vigtigt, var der også en som ytrede, at azurmejsen var ”ifrågesatt”
som mulig blåmejse x azurmejsehybrid. Jeg gad ikke snuse rundt efter
en hærfugl, men fortsatte til Degerhamn.
I Degerhamn stod en hel del rådvilde
fuglekiggere og kiggede på en bunke grene. Den sibiriske jernspurv
var muligvis inde i bunken, men der var også en fugl, som var fløjet
væk fra bunken, måske, måske ikke, netop jernspurven.
Mens de andre kiggede på grene gik
jeg og en anden ud i området for at lede. Min makker genfandt
jernspurven, hvilket jeg nærmest måtte hive ud af ham. Svenske
fuglekiggere udtaler sig kun direkte adspurgt, og da tøvende. Jeg
ved sgu ikke hvad det er med dem. Jeg hev frem, at han havde set den
flyve, men havde mistet den i et stort tæt urtebed inde i havnen.
Vi tilkaldte de andre, og så stod vi
alle en stund og botaniserede i urtebedet, men snart diffunderede de
fleste væk igen. Det var jeg godt tilfreds med, for jeg kan godt
lide, at der kommer styr på fuglen. Når der er 99% chance for, at
den fugl man eftersøger sidder et bestemt sted, synes jeg det er
dumt, at forlade stedet. Samtidig er en crowd altid bange for, at
agere for aggresivt og derfor var det godt, at ”crowden” gik. Det
gav friere handlemuligheder. Vi var der jo alle for at se fuglen, og
jeg foreslog derfor de to tilbageblevne, at vi trawlede igennem
buskadset. Dét gav pote, og den sibiriske jernspurv fløj over på
en mole, hvor den sås super fint af os, og den efterhånden
tilstrømmende fuglekiggerhob, i de tidsrum den var ude af
urtevegetationen.
Efter en god halv time fløj en fugl
bort fra det urtebed vi observerede. Alle kiggede mod det sted den
var landet. Der flaksede en fuglekonge omkring, og alle svenskerne
vendte tilbage til jernspurvens tidligere opholdssted. Jeg var dog
ikke rigtig tilfreds, og undersøgte i stedet det sted, hvor en fugl
var set lande. Der sad ganske rigtigt den sibiriske jernspurv, og jeg
tilkaldte igen twitcherne, men fortsatte selv, da jeg havde set en
fugl flyve videre. Mens alle andre igen nød jernspurven var jeg var langt i forvejen, og kunne konstatere en gransanger, men jeg
noterede, at jeg fik en stalker, som åbenbart havde fået det
indtryk, at det var mig som bestemte hvor jernspurven var.
Under almindelig snak fik jeg forevist
et billede af azurmejsen. Det bekræftede den formodning jeg var
blevet præsenteret for i Albrunna tidligere. Der er tale om en
klokkeklar hybrid. Grönhögen-”azurmejsen” har kun de to ydre
halefjer hvide, samt en lille hvid plet i spidsen af den
tredieyderste. Det er altså en såkaldet ”pleskii”
altså en fugl, som er krydset med blåmejse. Den kan derfor aldrig
blive godkendt af ”Raritetskomiteen” som azurmejse. Ikke at det
rydder min ærgrelse over ikke at have set den af bordet.
Men
det hjælper.
