 |
| Traner langs Härnestadsvägen 2018-03-12 |
Vårvinteren er ved at fordampe. Tågen tager til over dagen. Sneen har tyngde. Isen rådner på markerne og rapsen fylder den af fugtighed nærmest håndgribelige luft med en dunst af hengemt kål. Lyset er viljeløst og uden retning, men i dette grå rum står birken netop så klart frem, i alle detaljer. Vindstille er det, og musvittens vingeslag bliver et bulder. Skovspurvenes sang en provokation.
Fire traner gik ganske nærved vejen, da jeg før var ude. I tågen gælder andre regler, og de lod mig passere uden at gøre mine til flugt.
Og hvad har vi i vente? Bortset fra i morgen, hvor vinden skal blive let og nordvestlig, og hvor tågen er spået at holde ved, er der lovet østenvind i de følgende 10 dage. Tranerne har endnu god tid, men med det klare vejr, som er forudsagt for næste weekend, ville det undre mig, om ikke nogle ville tage turen over Østersøen. Det som går mig mest på, er isen. Jeg håber, at dagene vil blive tilstrækkelig lune, til at nattefrosten ikke kan nære den. Foreløbig har isen spoleret svanernes gennemtræk for mig. I mildt vejr er det ellers en dagligt tilbagevendende fornøjelse, at have sang- og pibesvaner liggende i de åbne vandflader til ud på formiddagen. Svanetrækket er forårstrækkets ouverture, en vellyd og et skuespil, som jeg i år har måttet savne.
Nede i Europa venter krikænderne, skeænderne, alle vadefuglene. Viberne venter på at indtage engen og fylde natten med sang. Gid isen ville slippe.
