 |
| Vadefuglemylder i syd-Pulken. Her en tegning fra juli 2020. |
Der er spurvehøge i luften og på engen blomstrer
djævelsbid mellem kastede trane- og gåsefjer. Vandstanden er
faldet betragteligt mens det har været varmt. Mudderbankerne breder sig i
syd-Pulken, og her er det nu mest unge vadefugle, som flokkes. I dag bl.a.
fire smukt tværstribede sortklirer, 39 brushaner, 45 tinksmede og
hele 56 dobbeltbekkasiner. Dertil enkelte præstekraver,
almindelige ryler osv.
Vadefuglene er mere forvirrede over mit nærvær
end egentlig sky. Flyver op og tager en panisk runde, blot for straks
efter at lande kun et stenkast fra mig. Tranerne er mere sky, ser
mig, i det de hen under aften flyver til for at overnatte i
vandfladen. De går i stedet ned ude i vest-Pulken. Jeg går hjem, så
de kan komme til, og skumringen genlyder af traneskrig, grågæs og
bramgæs. Værre var det ikke.
Tranerne samler sig i Pulken i denne
tid og hen under aften kan op mod en halvandet hundrede stykker ses.
Deres antal plejer at tage til videre gennem august og september,
indtil de første kolde oktobernætter sender dem sydpå. Bramgæssene
er endnu et efterårstegn. Da vi for fire uger siden var en tur oppe
på skærgårdskysten nord for Åhus lå de afslåede på havet, tæt
samlede som en flåde. Lokale ynglefugle med deres store gæslinger, som netop havde den alder, hvor de ligner kejserpingviner. Nu kan de flyve igen og når på deres fourageringstogter bl.a. også Pulken.
I øvrigt gik jeg i dag glad og fro ned til
syd-Pulken i shorts og t-shirt. Man plejer ikke at møde stort mere
end et par myg og måske en bremse, så det tænkte jeg var ok. Lidet
anede jeg, at jeg ville blive modtaget af tusindvis af “knott”.
Mitter, tror jeg de hedder på dansk. Det er noget jeg ikke har været
udsat for tidligere. Deres stik gør ikke mere ondt, end at jeg på
ingen måde lod mig forstyrre, men jeg skal da love for, at det
brænder nu, jeg er kommet hjem. Særlig hårgrænsen og tindingerne
har de været glade for, kan jeg mærke, og mine arme og ben er
plettede som en gepard, bare i rødt og hvidt! Noget andet man lige
skal være opmærksom på, når man går ud i Pulken, er kreaturene.
Pulken er inddelt i to folde, med én flok i hver. Jeg noterer mig
altid hvor de er. For det meste holder de sig væk, men af og til
bliver de så glade for at se én, at de pludselig kommer
galopperende. Særlig ungdyrene kan blive helt overstadige og
nærgående, på en måde, som ikke er ulig Tigerdyret. Det er
småfarligt, og det er en god idé, at have en flugtvej, f.eks. at
holde sig nær et hegn, så man hurtigt kan være udenfor deres
rækkevidde. Af og til er der dog ingen anden udvej, end at få dem
til at gå væk. Det virker, at gå resolut imod dem og bede dem gå.
Frem for alt skal man bevare roen. At løbe væk fra dem er en dårlig
idé. For det første er det umuligt, og faren er, at de kan opfatte
det som en opfordring til leg.
Det er som om vejret snart ikke længere
kan holde sammen på sig selv. Midt på eftermiddagen lød ét
tordenskrald, men ingen regn faldt. Der er ingen svalhed at finde,
her på sletten - den gennemtræk i huset, jeg forsøgte mig med i
eftermiddags, gjorde det bare endnu varmere indendøre.
På markerne bag huset er rugen høstet
og høet slået. Det første har tiltrukket mængder af kragefugle og
vel et halvt hundrede traner, mens storkene spankulerer omkring i det
nyslåede hø. Over det hele svæver glenter og musvåger, slår ned
og snapper en godbid. Meget sky er de ikke. Glenten er på jorden
noget af en strimmel, kortbenet og langhalet, som den er.
I dag har en tornskade holdt til
omkring bålpladsen i baghaven. Bålpladsens sten er gode
udkigsposter for en tornskade og baghaven er i øvrigt holdt bevidst
“rodet”, det er noget jeg gør mig umage med: Der er en ordentlig
dynge grene, partier med kort- og langt græs og køkkenhaven er, ud
over grønkål og gulerodstoppe, mest bar jord, hvor græskar og
kartoffelplanter nu er godt i gang med at visne bort. Jeg har jævnet
de fleste myretuer, dels så vi kan få plads til noget fodbold, dels
for at komme førnen til livs. Her er meget af en
græsart som på svensk hedder knylhavre. Myrerne slæber sand op i græstuerne, som med årene bliver højere og højere. Som man kan tænke sig, bliver det umuligt at slå, og så danner der sig et tykt lag vissent græs. Knylhavren trives fint med det, det samme gør tidslerne, men det har taget overhånd og det truede efterhånden med helt at fortrænge gul snerre, håret høgeurt, læge-oksetunge, hvid okseøje og hvad her ellers var meget af tidligere. Det er jeg træt af. Nu har myrer og knylhavre deres reservat og de fleste tidsler er hevet op. Kun tornet tidsel, som har en meget begrænset udbredelse i Sverige, har jeg fredet; så må stillitserne tage til takke med dén.
Landsvalerne troede jeg en overgang helt havde opgivet Härnestadsvägen 127, men midt i juli slog et par sig ned inde i udhuset. Det var sent, men åbenbart tids nok. Nu har de to fine, nyudfløjne unger!
Men nu er det nat, klokken har passeret ingenting, og før jeg skal sove, vil jeg gå ud og se, om jeg kan få øje på Svanen og rette teleskopet mod det sorte hul ved Cygnus X-1.
