FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

14. april 2023

DET ER SAGT FØR, MEN: PULKEN STYRE!

 


 

Ovenfor ses et foto af mit tegnebord, som udmærket afspejler dagens hændelser. Efter at have besøgt Äspet sammen med Peter Ruegaard, et besøg som bød på et gensyn med den amerikanske krikand samt hele 45 - femogfyrre - rastende nordiske lappedykkere i sommerdragt, gik vi ud til Pulkens fugletårn for at kigge på de godt 9000 traner. Mit teleskop blev dog snart indstillet på vandfladen, hvor ænderne sås super fint. Spidsænder, krikænder, atlingænder, knarænder m.m. i smukke pragtdragter på nært hold. En sølvmåge fangede min opmærksomhed, og jeg studerede den en rum tid. Til sidst faldt det mig noget langweiligt, og jeg panorered videre. Snart efter sagde det BUM Carlo. Dér stod en ægyptisk gås, som blev min Pulken-art nr. 202. Så var det bare med at komme hjemad, og efter en løbetur kunne jeg notere matrikelart/tomtkryss nr. 184.

Den ægyptiske gås var så god som den kan blive, en fugl uden ringe, og sandsynligvis en art som det kan blive svært at få på listen i de kommende år, da den jo er dødsdømt i EU. Oplevelsen ved at finde endnu en sjælden fugl i Pulken fejlede ikke noget, og i artportalen kan jeg se, at min radio-silence-strategi kører udmærket. Det bedste jeg ikke har kunnet finde selv i Pulken i dette forår, er foreløbig almindelig ryle. 

Bank under bordet, ta i trä. Den udtalelse kan hurtigt hævne sig.

Jeg cyklede ud til Peter efter at have fået mit tomtkryss, og foretog lidt yderligere mågestudier. Se fotos nedenfor.

Dagen begyndte tåget, så selvom jeg var på plads før solopgang lykkedes det ikke at få tjekket gæs. Det var bare hvid mur, så jeg gik hjem igen, men hørte dog en lille flagspætte tromme ovre fra elletræerne ved Graften. Senere lettede tågen, og så blev det, som sagt, spændende. Øvrige obs fra dagen, som bør  nævnes, er at Peter fandt årets første landsvale, årets første rødstjert samt en vandrefalk, som jagede stære foran fugletårnet, Jeg fandt årets første bysvale, talte 533 krikænder i Pulken, som er mange, og her til aften raster to sølvhejrer. 

 

 Og måger 

Det er den til venstre, som jeg mistænker for at være en kaspisk måge fordi: den er langnæbbet, slank og langhalset, har mørkt nakkebånd, næsten hvidt hoved, tilsyneladende ubåndede armsvingfjer og tilsyneladende mørke tertialer med hvid spids. 

Jeg er alligevel meget i tvivl fordi: Den har mørkt felt om øjet, den er ret lille, den er temmelig grumset på undersiden og dens undervinger forekommer mig at være alt for mørke til en kaspisk.

Desuden synes jeg egentlig at fuglen til højre, som jeg aldrig ville mistænke for at være andet end en sølvmåge, har en temmelig identisk dragt. Den har blot et helt andet udtryk, som siger klassisk sølvmåge. Hjælp ønskes.