FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

27. maj 2023

TEGN MED CCT PÅ BLOOMFESTIVAL

 


 Kl 12:00 i dag og kl. 15:00 i morgen kan du møde mig på Bloomfestivalen i Søndermarken. Det foregår som et så kaldet Wanderlust-arrangement. Vi mødes altså ved Wanderlust-mødestedet og går derfra ud i Søndermarken, hvor vi skal opleve, lære og skærpe vore sanser og vores nysgerrighed ved at tegne. 

Ved at tegne tvinger man sig selv til at se, og til at stille spørgsmål. Man bringer de ting man sanser op på det bevidste plan, og det er i al sin enkelhed noget, som kan gøre en græstue til en uforglemmelig oplevelse. Den mentale og fysiske anstrengelse, som tegneprocessen faktisk er, gør desuden oplevelsen kropslig; altsammen noget, som befordrer både hukommelse og tilstedevær.

Hvad er Søndermarken for et sted? Er der overhovedet noget at opleve? Jeg gik en runde i forgårs og så hele 98 arter i løbet af blot ca halvanden time - men så talte jeg også mig selv med. Der var alle mulige livsformer: Både karplanter, og sporeplanter og et rigt dyreliv, som omfattede både fisk, insekter, bløddyr, fladorme, pattedyr og fugle. Langt de fleste arter var vilde, spontant forekommende arter, men Søndermarkens kulturhistorie satte da også sit præg på artslisten.

Når jeg ser på et sted, i dette tilfælde Søndermarken, så prøver jeg at forstå- og opleve det i forhold til dets natur- og kulturhistorie og dets naturindhold - Er det et sted som besidder autenticitet?. Jeg er interesseret i det spontant forekommende, i det autentiske; og her kan min skrivelse stikke af til en regulær afhandling. Det skal vi undgå, så: Kort sagt, det at tegne naturen, det at se andres tegninger af den, spiller en vigtig rolle for mit natursyn. Og mit natursyn, dét er noget jeg arbejder med til stadighed. Kom og tegn, og skærp dit;  KOM OG SE!