FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

6. april 2024

SULTEN RØRHØG

Rørhøg med bytte* 3. marts.

Henover et par timer blev det sommer. 

Onsdag byggede vi snemand, og han levede hele torsdag med. Fredag var tør nok til, at det igen var til at holde ud at være ude - jeg fik talt bramgæssene (2600 rastende) og i dag, lørdag, klarede det med et op, og temperaturen steg, så det pludselig var varmere ude end inde. 

Det varme vejr gav straks udbytte i form af en pæn lille rovfugleskrue - tre spurvehøge, en fiskeørn og en vandrefalk. 

Kun nogle få traner kommer ind sydfra nu, i dag bemærkede jeg blot tre mindre flokke. I dag var der flere, som valgte at stikke nordover. Her er dog stadig tusinder - mit bud er mindst 3500.

Ænder er her mange af. Jeg har talt op til 19 knarænder og 14 spidsænder. Atlingand har jeg til gengæld endnu ikke set, og det er først i dag, at viben for alvor har fløjet sangflugt over Pulken.

Elgene ser vi stort set daglig. I dag var de endda fremme midt på eftermiddagen i fuldt solskin, hvor de blev set af mange. 

*Rørhøgen på akvarellen fra min notesbog har naturligvis ikke selv nedlagt en knopsvane. Svanen har ligget død ude i søen i nogle dage, og rørhøgen var åbenbart så sulten i onsdags, at den begyndte at spise den. Jeg har ellers aldrig set rørhøge spise ådsler før, men det var også en forbandet kold dag.

I dag, lørdag fandt jeg dette elskovspar ved vores østgavl. Ildtæge, Pyrrhocoris apterus. Det må næsten være første fund i Pulken.

Vores snemand blev mere og mere tilbagelænet i dagens løb. Fuglekigning? Limbo?

Foto af en del af årets udstilling.


3. april 2024

APRILSVEJR

Endnu lidt dunkelt kl. 06:47 - Tranerne lander på matningsfältet

 I dag vågnede tranerne med sne på ryggen. Der ligger en ca tre centimeter sne over Pulken og elletræerne, som i går var dybrøde, står nu som et hvidt pust. 

Nu hvor det klarer op er der så pænt ude, at man ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med det. Sneskyerne spreder sig og der er kig til blå himmel. Lyset falder sådan, at åsen fremstår som en snedækket bjergkæde og bramgæssenes maver lyser hvidt. En spurvehøg fløj i drosselflugt langs hækken, med kurs mod naboens foderbræt. Mimikryen var ganske overbevisende - før den afsløredes som spurvehøg nåede jeg både at tænke "underlig, langhalet og stor drossel" og dværgfalk.

Tranerne vågnede sent - eller også var det mig der blev narret af sommertiden. I hvert fald stod samtlige endnu i Pulkens sydlige bassin da jeg stod op lidt over seks. Bramgæssene var derimod vågne. De havde næsten matningsfältet for sig selv, og der stod mindst 3000 stk. i skøn blanding med gråænder og gravænder. Det så ikke ud til at hue Ulf, som kører traktoren med byg til tranerne, for efter morgenens fodringsrunde, var han ovre og skræmme det par hundrede bramgæs, som stod på marken bagved vores hus og tyggede i hans vinterraps, væk. Og det er da heller ikke meningen, at tusinder af bramgæs skal spise den byg, som spredes til tranerne. Det er bare svært at styre, hvilke fugle der kommer til ens foderbræt - og nu kan jeg næsten binde en sløjfe til spurvehøgen, som jeg omtalte ovenfor.

Heller ikke Ulfs vinterraps er tiltænkt bramgæssene, men de spiser den alligevel, og i går aftes fik de fint selskab af elgkoen med sin kalv. De var pjaskvåde, så kalven havde vandkæmmet midterskilning hele vejen til puklen. Gæssene benede væk, mens elgene skred frem over ageren. Jeg er ret vild med de pudsige cocktails man bliver budt her i april, som er så vild, og vil alt: Elge og bramgæs; rørhøg i sne. Lad os se, hvad dagen bringer.

Elge og bramgæs, aften 2. april


27. marts 2024

I DAG LUKKER JEG 15:30 - OG LIDT OM ELGE, TRANER OG STORK

Stork på taget, 27. marts 2024.


 NB! I DAG LUKKER JEG KL. 15:30 - Grunden er kedelig: Jeg har mistet min telefon og må til Københhavn for at få fat i en ny.

Nå. Her er mange traner. Faktisk er der tale om en ny rekord for Pulken: 10.500 stk. Det er usædvanlig tidligt, at her er så mange. Vejret har simpelthen været gunstigt: Sydvestlige vinde og nogenlunde lunt og klart vejr.

Elgene er meget synlige i år. Jeg har ad forskellige omgange set en ko med en kalv fra sidste år og to voksne elgkøer på marken her bag huset. Andre har set dem på marken mellem vores hus og Graften og på markerne syd for Härnestadsvägen. Chancen er som sædvanlig størst morgen og aften, men nogle gange er de kommet frem også midt på dagen. I vores have ligger nogle store bunker af elglort, som afslører, at de også har ærinde her, sikkert fjeldribs-hækken, som er ved at springe ud.

Storkene viste straks interesse for redeplatformen, efter at jeg havde gjort i stand deroppe. Siden har interessen været vigende - jeg tror de er utrygge ved, at der er mennesker i haven. Det kan i midlertid ikke nytte noget, de skal trænes til at forstå, at vi andre også må være her, så da jeg opdagede, at der stod én på reden her til morgen, gik jeg en tur rundt om huset. Imens stod storken på et ben og gjorde halsen lang. Den fulgte rigtig med i, hvad jeg lavede, men blev stående.  Jeg forsøgte ikke at aflæse den, da meningen jo var, at vise den hvor ligeglad jeg er. Men jeg har set "orange M106" stå i reden i år, og mistænker at den har noget kørende med en anden orange-mærket stork.

Et eller andet er der altså på færde oppe i reden. Der er blevet bygget videre og "ordnet". Hvidkalkede pinde er blevet smidt ned, og på græsplænen ligger der tabte pinde i "storkestørrelse" - sådan omtrent lillefingertykkelse. 


18. marts 2024

UDSTILLING 23/3 - 7/4 SAMT 13/4 - 14/4; STORKEREDERENOVERING

 

CCT ordner storkereden, foto: Dan Eggers

På Härnestadsvägen 127 fejler beliggenheden ikke noget. Udsigt over Pulken, fri indflyvning fra alle fire verdenshjørner og masser af frøer og skruptudser i nabolaget. Indretningen var dog lidt mangelfuld, men det er der blevet gjort noget ved nu. I lørdags blev storkereden gjort flot og klar til indflytning: Der blev flettet flere grene på rækværket, jeg lagde pinde og græs op og endelig stænkedes det hele til med kalk, så det ser ud som om der har stået en stork og skidt i reden. Efter sigende skulle det hjælpe på storkenes lyst til at flytte ind, hvis man gør det lidt hyggeligt for dem.

Bedst som jeg skulle til at stænke kalk kom storken rent faktisk flyvende lavt i retning mod huset. Jeg lod som ingenting, og ventede med at kalke. Det kan jo ikke nytte noget, at storken ser, at det er mig, som laver klatterne. Meningen er, at den skal tro at det er en stork, der har klattet, og at reden derfor er populær, og værd at erobre. Storken bremsede lidt op da den så mig, og fløj så ind over nabohaven og videre ud mod Pulken.

Jeg tror på det - herunder ses et foto af to storke på naboens tag, som jeg tog 15. februar, og der var faktisk allerede klatter i reden, men ingen pinde og græs. Det er der så nu.

 
Da jeg kom op på taget var det første jeg fik øje på en elg, som stod nede på marken. Fire danske fuglekiggere, som kom gående ude på Härnestadsvägen, fik jeg råbt an, og gennet ind i haven, så de fik set den. Der er godt overblik fra tagryggen, som man kan se her:


Find elgen! Løsning nederst på siden.

Mens jeg arbejdede begyndte flokke af traner at trække ind fra øst. Det var strålende solskin, lunt for årstiden og der blæste en frisk vestenvind, så selvom det kun var den 16. marts, kom der traner til hele eftermiddagen. Jeg talte dem ikke, men vurderer, at der mindst var 2500 forbi Pulken. Evert havde talt over 3000 nogle dage forinden, så vi kan sikkert snart nå over 4000 rastende fugle.

 

UDSTILLING

Som nævnt i overskriften åbner jeg årets udstilling på lørdag d. 23. marts. Udstillingsperioden bliver 23. marts til 7. april samt weekenden 13.-14. april. Åbningstiden er 10:30 - 17:00. Hold dig orienteret om eventuelle ændringer her på bloggen.


Traner på vej mod Pulken, 16. marts 2024 foto: Dan Eggers

Senere på dagen kom også en elgtyr ud på marken. Billedet er taget fra vores terrassedør af Dan Eggers


FIND ELGEN løsning: Elgen står lige over den hvide bil og umiddelbart til højre for skoven i billedets venstre side.