Nu laver jeg en test, for at se om google gider at lade mig uploade billeder. Det kommer med en lille historie.....
En stor fugl med langt, gulligt næb, sort ansigt, stirrende øje og rødt i nakken? Så langt kunne beskrivelsen godt passe på en trane, men den passer også ok på både grønspætte og sortspætte. Sortspætterne har interesseret sig for min nabo Rebeckas fyrretræ. Eller nærmere højstub, for det er, eller var, en skovfyr som stod og hældte, og som er blevet kappet på midten, netop til glæde for spætter, svampe, insekter og hvad der ellers lever af dødt ved.
Det tidlige forår er spættetid. I forgårs hørte jeg for første gang i år en lille flagspætte tromme. Visse år hævder flere par territorium her. Også vendehals optræder af og til i området, dels som en ret sjælden trækgæst og muligvis også som ynglefugl - jeg har i hvert fald set en vendehals flyve til et spættehul nede ved Egeside Gård, lige syd for åen, modsat Pulken.