Hvordan skal jeg kunne komme i gang med at lave den selvangivelse, når Valo bliver ved med at bombardere os med digte? Som dette:
A pinch of pain, a dash of spit
Pickled tongues that cannot speak
The wine is tears, the bread is dread
Congealed regret, a bitter spread
Det er et lille uddrag, det har ligget og ulmet i hovedet på mig, og da en basgang meldte sig som det første her til morgen, kom den dér besættelse over mig, som hedder inspiration. Det er noget uafrysteligt, som gør, at man halvanden time senere har en ny yndlingssang. Vokset ud af pludselige indfald, men antændt af versenes hakkende og hvæsende raseri. I skulle prøve at høre det.
Men aller først var der én ting, som skulle undersøges: Er der stork i reden eller ej? Jeg har travlt, jeg arbejder, fuglekigning har begrænset sig til et par totaloptællinger i Pulken, hvilket er ærgreligt, for hver gang man går ud, er der ét eller andet fantastisk. I går holdt f.eks. et par agerhøns til i kanten af haven. At der kunne være stork i reden fik jeg en fornemmelse af, da en flok cykelryttere bremsede ind ude på Härnestadsvägen og stirrede op mod reden, og i aftes så jeg efter: Jo, der ligger sg'u en stork der oppe. Og her til morgen var den der også. Det kan betyde to ting: En ene og alenestork, som er skruk, eller at der ruges. Det er spændende nok, lige meget hvad.
Fred får man aldrig. Bedst som jeg lyttede til sangen kom elgene spadserende ude i solskinnet. Mor og barn. Mon ikke de har ventet på, at virakken på parkeringspladsen skulle høre op? Det tror jeg nok, for selvom begge græssede, stod moder jævnligt vagt, i flere minutter ad gangen stirrende, lyttende, altid mod p-pladsen. Det er dér det farlige foregår. Hunde, folk der filmer og himler. Det er klinget af. Nu er her kun fem-sekshundrede traner og vel en fire tusinde bramgæs. Her er også en fasan. Dobbeltbekkasinen er ankommet - det er sent! Det er noget underligt noget, og hvordan skal vi klare os uden viben? Krikænderne triller omkring på mudderet, det ser godt ud. Og mens jeg lavede kaffe kom så en gammel havørn forbi i trætopshøjde. Jeg bliver hele tiden distraheret med den selvangivelse.
