TRANEFRISEN

Værket under ophængning 

Tranefrisens midtersektion, da den netop er klar, og endnu ligger på gulvet.

Mit hidtil største maleri ”Tranefrisen” kan fra 10. september til 6. november 2016 ses på Sophienholm i Kongens Lyngby. Værket er udarbejdet som triptykon, og vil på Sophienholm være ophængt på tre vægge i et rum, i modsætning til på Johannes Larsen Museet, hvor der var plads til at vise det på én væg. Tranefrisen er malet med lysægte akvarelfarver på 300 grams akvarelpapir af 100% bomuld. 

Selve udarbejdelsen af ”Tranefrisen” varede godt to måneder, ultimo marts til primo juni 2016. Idéen og tilløbene har dog stået på i årevis. ”Tranefrisen” er et koncentrat ni års erfaringer med tranerne i Pulken. Værket handler selv sagt om traner – som et ægyptisk gravmaleri er det en fortælling; den store fortælling er ankomst, rast og afrejse, dét jeg oplever under en tranevår. Indlejret er detaljeret tranesprog, tranernes pantomime af dans, trusler og positionering. Værket handler også om materiale og om komposition. Det vender jeg tilbage til.

Mit møde med tranerne i Pulken var omvæltende. Da jeg købte mit hus ved Pulken i Østskåne i 2007 vidste jeg da godt, at der overnattede nogle traner i Pulken om foråret. Det havde jeg da læst, men det var egentlig en biting. Jeg søgte et sted hvor jeg kunne se på fugle uden at skulle hjemmefra, og allerede da jeg engang i august lagde vejen forbi for at se, om huset var noget for mig, så jeg fire lærkefalke fra haven - samt at der var udsigt til vandflade - og det var sådan set alt nok. Den første vinter så jeg på gæs, svaner, elge og ørne og lærte en masse om dét. Det var spændende hver dag, en ny dato på et nyt sted, og jeg så frem til foråret, også tranerne, som jeg vidste ville komme. Omfanget havde jeg bare ingen idé om. At en fugl i den grad kan fylde et landskab, havde jeg aldrig kunnet tænke mig til. Det er en naturoplevelse af samme helt elementære kvalitet som havet eller en solnedgang. Siden da er tranen kommet til at fylde godt i mit liv. Den har gjort mig afhængig af vejret som en stenaldermand. Tranen som motiv er uudtømmeligt for mig, det befrugtes til stadighed af nye indsigter, som kommer gennem direkte skitsering i felten, gennem analyser af film og fotoserier og gennem stadige iagttagelser som stenograferes ned, ofte suppleret med de mest primitivt nedkradsede hieroglyffer.

Med ”Tranefrisen” ville jeg op i format, først og fremmest. Op hvor farven får lov at flyde og hvor akvarelfarvens muligheder kan udnyttes fuldt ud. Størrelsen giver rum for spontanitet i penselføring og valg af kolorit. Jeg ønskede at opnå den kolorit det giver, at kunne lade en hvilken som helst farve få plads, uden at den trækker det overordnede udtryk væk fra det udfaldsrum, som er mit. Jeg må, for at opleve værket som forløst, nødvendigvis ramme indenfor et område hvor min kærlighed til både motivet og farven er forløst. I det store format bliver papiret uhåndterbart; samtidig med, at akvarelmediet får sin optimale udtrykskraft, synes det, at nærme sig sin grænse. Jeg håber på at få mulighed for at bryde vejen videre.

CARL CHRISTIAN TOFTES SOMMERPROGRAM

Tranefrisen, kompositionsskitse

NASA DUDE LIVE, sommer 2016
23. juli Fanø Free Folk Festival, Sønder Ho (kl 19:30 - 20:15)
30. juli Københavns Hovedbibliotek, (kl 18:00)
11. august Drone, Nørrebrogade, København (aften)

NASA DUDE

Nu er det på tide! NASA DUDE holder "sommertourné"; lad os kalde det dét. Line-up'et er spritnyt: Sebastian Friis Sharif (Dynablaster) på trommer , Tanja Jessen (Distortion Girls) og Kim Günther Hansen (ex. Grind, Antenne) på guitar, Mikkel Damkjær Paaske (Ensamble Orlando) på bas og så mig, som efter flere år som trommeslager og råbekor i No God, får lov at spille guitar og synge. Mikkel har sørget for, at indkøbe en guitarstemmer til mig, Kim har fixset et jack-stik, som ikke knaser. Det er i høj grad Jens "Valo" Danielsen, som har været Kirsten Giftekniv i sammenstillingen af denne konstellation af NASA DUDE, bl.a. gennem sit samarbejde med Kim og Tanja i Grind og Amstrong, ligesom både Tanja, Mikkel og jeg selv indgår i Valos "brain child" Piss Guitars.
Tanja og Kim er nogle rigtige kælegrise med deres guitarlyd og spiller med et sandt arsenal af pedaler. Mikkels basspil og Sebastians trommer er klippen i det oprørte guitar-hav. Jeg tror aldrig NASA DUDE har lydt bedre live, og det passer godt til sættet, som dels er Rocksange (med stort R) fra NASA DUDE PÅ BORNHOLM (udgivet på TimmTimm Tonträger, 2016 - kan høres på "bandcamp"), dels af dansksprogede sange, bl.a. fra Markens Liljer (Markens Liljer, fremført af Obstinate Esther, Helicopter Records 2003). Fanø Free Folk Festival har stadig enkeltdagsbiletter - Fanø har 275 års jubilæum for deres frihed fra Riberhus - jeg glæder mig til at træffe Bertel Haarder i Sønder Ho på min fødselsdag den 24. juli, måske får jeg lejlighed til at spille den anden rocksang jeg skrev, "Haarder er en gummiged", og det var sådan cirka i 1980, da jeg spillede børnerock og var guitarist i Haarders Engle. Hvem ved.

Nu havde jeg nær glemt at nævne, at der i forbindelse med Fanø Free Folk lader til at blive arrangeret en lille udstilling, med værker af undertegnede, på et galleri i Sønder Ho. Det må jeg vende tilbage til, når jeg ved lidt mere.

Kong Volmer
Dette år har foreløbig været som Kong Volmers Vilde Ridt, én lang udladning af års opsparede erfaringer. Tranevåren var, som sædvanlig "a moveable feast", og sjovt nok den måned hvor fuglekigning og spontant arbejde, trods godt 1500 gæster i privaten, fik plads. Ikke mindst tranestudier og forberedelser til det marathonløb som fulgte straks efter Tranevåren - udførelsen af det gennem år planlagte værk "Tranefrisen". "Tranefrisen" er en akvarel som måler 14,4m x 1,5m, et koncentrat af mine ni forår med tranerne i Pulken. Fra 13.april til 10. juni blev næsten al arbejdstid kastet ind i dette værk. Det hænger nu på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.  Fra 10. september kan det ses på Sophienholm og til vinter rykker det videre til Vendsyssel Kunstmuseum, sammen med udstillingen FUGL, i hvilken det indgår.

Jeg kan ikke tillade mig at breake alt hvad jeg er igang med, men kan sige så meget, at der er mindst en håndfuld projekter, som skal være klar inden løvfald. Der er flere bøger igang, bl.a. en bog som skal skrives, en udstilling ud over det sædvanlige, som jeg har fået lov at yde mit bidrag til, plakater, postkort… Mange dage er gået i vores lille københavner-ateliér på Vesterfælledvej - "Baghold", men lige nu, er det Pulken, jeg kigger udover - med en landsvale på antenne-ledningen lige udenfor vinduet. Ledningen har ikke forbindelse til noget, men hænger der alligvel, af netop den grund, at landsvalerne sidder dér sommeren igennem, år efter år.

Her i Pulken fylder landsvalerne det de bør: Et stadigt kvidder af hurtige fugle, som i antal trækker guirlander i luften. Småfuglene vimser om i haven. Havesanger og gærdesanger spiser fjeldribs i hækken. Nede i baghavens høje urter sidder skovspurve og en ung rørspurv. Dén er fed - og så forsvinder den ind i hækken. Og hvorfor nu det? Jeg tager kikkerten fra øjnene, og dér kommer rørhøgen, en 3k+ han, blot tredive meter borte. Kikkert på, rørhøgen dykker - ned i kornet - og kommer så op med en skovspurv i fangerne.

PS: Angående rørhøg, så beskriver jeg jo i blog-indlægget hvordan hannen tog en skovspurv. Senere gentog scenen sig, nu med en hunrørhøg. Hun slog ned i ca samme afstand, men kom ikke op igen. Jeg undrede mig efter et stykke tid, og gik nærmere. På to meters afstand fløj hun op, og efterlod en halvt udvokset kaninkilling - det største bytte jeg nogensinde har set en rørhøg tage! Kaninen var aflivet ved at rørhøgen havde presset en klo ind i dens hjerne, gennem højre tinding, hvilket afsløredes af en bloddråbe på nævnte sted. 
Seneste fra idag er, at Ingeborg har fanget hvad der muligvis er en Noctua interposita. Den fangedes ca 22:15 ved ærteblomster. Fotos følger.

Tranefrisen, knapt tør - detalje

Tranefrisen på gulvet i Swane-salen, Johannes Larsen Museet

Tranefrisen under ophængningen, Johannes Larsen Museet 

VEJRFUGLE

Natligt snefald efterlod de frosne vandflader hvide. Vinden var i midlertid sydvestlig, og tøvejret trak i dagens løb mørke faner i den snedækkede is. Pulken i kold østenvind er et frossent øde, begivenhedsløse dage, hvor fuglene er som sunket i jorden, men idag var her en duft af nylig tøet jord, græssende sædgæs og sangsvaner på himmelen.
Og så klokken 14, da jeg kiggede op fra "årsbokslut", den store, årligt tilbagevendende, skæbnesvangre blækregning, traner!
Tidlige traner, en flok på 10. Der var både dans og duetråb og senere sås en trane i "paradeflugt", en adfærd, som jeg har indtryk af nærmest kun ses på ynglelokaliteten. Disse tidlige traner er efter al sandsynlighed lokale ynglefugle. Det må de være. Det er ikke den første milde vinter jeg oplever i Pulken, og min erfaring er, at selvom de lokale ynglefugle ankommer nok så tidligt, så skubbes kulminationen af de nordligere ynglefugles træk kun marginalt. Den venter jeg ikke før vi når ultimo marts.

Grønirisk og musvit har sunget idag, men småfugle ser man ellers ikke meget til i en have med græs, muldvarpeskud og nogle birketræer. Først om aftenen giver de sig til kende, når de søger nattesæde. I svalerederne under tagskægget overnatter de lokale gærdesmutter. I tusmørketimen bliver de pludselig meget synlige, når de sidder på den ledning som slår en sløjfe lige udenfor mit vindue. Ledningen forbinder en parabol med ingenting. Parabolen hænger der som en mulighed; ledningen fordi den om sommeren er svalernes foretrukne siddeplads, og om vinteren altså gærdesmutternes. I går var en af smutterne endda kommet ind i stuen, hvor den havde søgt nattesæde i mappen med mit danske årsregnskab for 2017. Der blev den naturligvis forstyrret, og den måtte indfanges med insektnet og lukkes ud.

Ud over den obligatoriske blækregning er jeg nu i gang med at forberede min tiende forårsudstilling i Pulken. Og det er ikke den eneste udstilling jeg forbereder, den 18. marts åbner Geocenter Møns Klint for sæsonen, og der har jeg i år fået lov til at udstille Tranefrisen, min 15 meter lange akvarel. Jeg vil gerne supplere tranefrisen med andet materiale fra Møn, så jeg har malet lidt i området, bl.a. nedenstående lille akvarel fra Jydelejet Fald, den er malet i frostvejr, så det var ikke helt let. Farverne frøs hurtigt til farvede iskrystaller, som snarere end at smøres rundt, måtte skubbes omkring: