Nu bryder isen op i Skærgården. Isen brister over småskærene, som nu rager op, sorte, med ispuslespil op ad siderne. De små skalleslugere ligger kønsopdelt. Sorte flokke og hvide flokke. Hvor de blander sig bliver der ballade. De store skalleslugere lyser voldsomt op, toppede ser man næsten ikke her i den indre skærgård mellem Norje og Pukavik, som opviser en mærkelig blanding af velkendt og eksotisk; elletræer og rørskov minder om en Sjællandsk sø, så pludselig en flad, renskuret helle, et svenskrødt bådehus og enebærbuske som holder vagt over et stenet næs. Troldænderne danner tætte flåder og ser man efter finder man bjergænder. Næppe to bjergænder er ens, når man ser bort fra de få hanner i pragtdragt. Og så er der gråænder overalt. De står langs iskanten og kaster et formildende skær over hele sceneriet. Hverdagsænderne.
Ronnebyåen var farlig og sort med en rivende strøm som til tider udspyede både isflager og træstammer. Her havde hverdagsænderne selskab af en hidsig kineser, en mandarinand som jog med dem, pustede sig op og eksploderede i små, hidsige fløjt, da vi var ude med brødposen. Smuk er den, så det gør ondt, sådan en mandarinandrik og så kan den være så kategori D som den vil. Den grimmeste mandarinand jeg i mit liv har set, var den der var vild og krydsbar og lå i i en kinesisk flod.
