Ugleaften i Egeside

Spurveugle ved Tolebäcken 12.03.2012

Jeg har gjort hele huset rent idag, så inden jeg kom afsted for at købe ind var klokken blevet så mange, at jeg liiige ville se til uglerne her omkring Pulken-Yngsjön-Egeside-reservatet, som det så tungeflænsende hedder. Jeg havde knapt så meget som parkeret vest for Sjögård før mosehornuglen lettede fra et sted nærved på engen og gav sig til at jage vældigt aktivt langs de levende hegn, lydløst og suverænt. Da dette nu var gået så godt, blev jeg nødt til også at prøve spurveuglen ved Tolebäcken én gang til.

Jeg havde lidt bange anelser da jeg gik ud langs Tolebäcken. Sidst hørte jeg kun spurveuglen - og kun dens "dompapkald", som godt nok lød præcis som det skulle, men der var bare dét ved det, at vandrikserne havde reageret kraftigt på mit playback af spurveuglesang sidst og et eller andet sted var jeg lidt nervøs for, om en vandrikse mon kan sige præcis som en spurveugle. Det er selvfølgelig en skør tanke, men jeg kunne lige se det for mig: En fyr tager ud og stringer en dompap til at være en spurveugle, hvorefter jeg ugen efter tager ud og hører noget som i virkeligheden er en vandrikse, præcis som invasionen der blev væk (april-invasionen af hvidvinget terne i 2008 som nu lader til at have været en massepsykose, hvor folk fejlbestemte fjordterner til hvidvingede terner). Skandale, skam og ansigtstab, ville det være; i hvert fald lovede jeg mig selv at jeg idag ikke ville rapportere en spurveugle som jeg kun havde hørt kalde.

Første alarm var solsorte og sjaggere som varslede kraftigt i et pilekrat. Jeg masede mig derind og trådte en skovsneppe op, men fandt ingen spurveugle. Et nyt forsøg med playback fik igen vandrikserne til at reagere, men fra en anden retning, inde fra ellesumpen, lød også et par fløjt, nøjagtigt som spurveuglens lidt spidse og langtrukne version af et dompapfløjt. Da imidlertid ingen ugle dukkede frem, bestemte jeg mig for at holde de par fløjt for mig selv.

Spejdende mod trætoppene gik jeg tilbage langs bækken, næsten helt tilbage til vejbroen kom jeg, og regnede ikke længre med at få nogen spurveugle at se, da jeg pludselig fik øje på en umiskendelig spurveuglesilhouet:, en lille snemand, som en mandarin ovenpå en appelsin, og med bagudstrittende hale, siddende på en død, vandret gren lige over stien. Jeg nåede lige at få kikkerten på og drikke indtrykket af spurveugle mod gul himmel, inden den lettede og i spætteagtig flugt fløj over bækken, hvor den forsvandt i pilekrattet. Den var god nok!

Uhyre lettet og tilfreds spejdede jeg en stund efter uglen, men fik i det tiltagende mørke kun hørt en enkelt stigende, lidt flagrende trille.
Nu har spurveuglen efterhånden holdt til ved Tolebäcken i mindst 14 dage, pudsigt, at den har slået sig ned her i Egesides ellesumpskov. De talløse fuglekasser som er sat op langs bækken, er nok en del af forklaringen.