FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

4. september 2013

SÅ KOM HVEPSEVÅGERNE - OG GIK!


Siden augusts tidlige tyvere har jeg skævet til himlen. Efter hvepsevåger, naturligvis, og dét uden noget egentligt håb om at få lov at opleve en stor dag. Jeg skal ikke redegøre i detaljer for mine grunde til ikke at sidde hver dag i Falsterbo, men nøjes med at illustrere det med nogle bolivianske vagtler af slægten Odontophorus (se nederst i indlægget).

Men efterhånden som vejret først blev værre og siden dårligt i dagevis med hård vind og lavtryksvejr fra vest, blev det klart, at få hvepsevåger var kommet afsted. Hvepsevågesæsonen har i dette efterår simpelthen budt på en reprise af forårets tranesæson, en gedigen gang møgvejr, som har holdt trækket tilbage og akkumuleret fuglene i baglandet.

Det var efterhånden ikke så svært at gætte, at den første dag med gunstigt trækvejr ville kunne blive en stor dag ved Falsterbo, hvis vinden altså kom fra den rigtige retning, naturligvis. Efter nogle våde, blæsende dage lød vejrudsigten for 3. september 2013 på vestlig vind mellem 1 og 5 m/sek og sol fra en klar himmel.

Dagen var allerede pillet ud af kalenderen til en rekognocering af Lis Mosse og tegning af fiskeørnereden i Sandsjön, men også jeg trak i stedet mod Falsterbo og ankom kl. 09:30 til sydenden af Falsterbokanalen.

Det første som mødte mig var, at vejret vest for Höllviken var markant dårligere: diset og med lavthængende skyer. Det er dog ikke noget problem for hvepsevågerne. Jeg har tidligere oplevet samme vejrfænomen, bare værre, og da trak de ufortrødent ind i- og ind over en mur af dis lige vest for Falsterbokanalen.
Vel på plads var en armada bestående af 50 hvepsevåger det første jeg så, da jeg løftede kikkerten. De trak vest i aktiv flugt og fulgtes snart af 28 til, så af 5, så to, så 110, 49, 112 osv. De fleste gik højt nok til at passere ind og ud af de lavthængende skyer.
Frem til at den tiltagende vind og solen i forening fik bugt med disen, var hvepsevågerne absolut dominerende og de trak i aktiv flugt. Siden begyndte de at skrue og spurvehøgetrækket overgik fra at være intenst til at være uoverskueligt. Hvepsevågerne fortsatte med usvækket intensitet men trækkorridoren flyttede sig langsomt mod nord. Kl 12:40 flyttede jeg nogle hundrede meter nordpå. Da var 1505 hvepsevåger, 322 spurvehøge samt bl.a.1 hedehøg, 1 vandrefalk og 1 lærkefalk trukket vestpå - sammen med blot 3 musvåger  og 1 rød glente.

Jeg fortsatte min tælling ved Falsterbokanalen frem til 14:28. Hvepsevågetrækket fortsatte for lidt lavere blus, men stadig sådan, at der konstant var hvepsevåger på himmelen. Spurvehøgene lod til at øge i antal, det var næsten ved at være svært at overskue, nu hvor trækket gik både nord og syd for mig.
Jeg gav op før rovfuglene. Hele tiden indløb der meldinger om træktotalen på Nabben, som efterhånden kom over 4000 hvepsevåger. Jeg tillod mig at holde inde og min dagstotal af rovfugle ser således ud:

Falsterbokanalen 09:30 - 14:28
Hvepsevåge: 1764
Spurvehøg: 549
Musvåge: 12
Rød glente: 3
Fiskeørn: 9
Rørhøg: 21
Tårnfalk: 26

Så slog jeg et smut forbi Ljungen uden anden ambition end håbet om en tredie halvleg. Af vane og måske osse lidt retorisk, spurgte jeg de omkringstående, om de havde set noget idag. En dame kiggede op fra sin i-pad og sagde: "nej, det har varit rätt så lugnt". Og det er vel et udmærket sted at slutte rapportagen fra Falsterbos angiveligt største hvepsevågetrækdag siden 1973!