PLESKII TIL MANGE MEN SIBIRISK JERN TIL ALLE!

Endelig en mulighed for, at klemme noget ”hårdskådning” ind i hverdagen. Min frustration over sibirisk jernspurv i Brantevik, og ikke mindst en azurmejse, gjorde, at hele familien gik sammen om at få far i felten – og tusind tak for dét.

Azurmejsen var et virkeligt kølleslag, og selvom jeg i dagevis havde længtes til Brantevik, smed jeg jernspurven væk, og valgte at twitche azurmejsen. Efter at have afleveret Ingeborg og Solveig til mormor og morfar i Ronneby fortsatte jeg derfor østpå til Øland.

Netop da jeg havde passeret Ølandsbroen, fik jeg en sms-besked fra Jan Speierman om at en sibirisk jernspurv netop var opdaget i København, som jeg havde forladt fire timer forinden! Det er naturligvis dejligt, at blive informeret, men i situationen følte jeg mig som en idiot. Ved 15-tiden var jeg fremme i Grönhögen. Det viste sig, at azurmejsen var fløjet ad helvede til nordpå ved tolvtiden, efter et close encounter med nogle fuglefotografer, og jeg blev anbefalet at gå en tur nordpå langs stranden. Mejsen havde nærmest udelukkende fourageret på den stenede strand, så jeg gik langs stranden, som til min overraskelse vrimlede af småfugle. Her søgte de føde i læ for den hårde østenvind. Fuglekongerne vimsede om mine fødder, gransangere, rødhalse og blåmejser opførte sig nærmest som skærpibere.

Jeg gik langs stenstranden, til den afløstes af rørsump og strandsiv. Oppe ved strandsumpen stod en gruppe fuglekiggere, og jeg fik forevist en blåhals og en plettet rørvagtel, som jo var fint, men bevidstheden om alt det jeg var gået glip af, nagede alligevel. Det var en lang vej tilbage, dog flushede jeg endnu en blåhals, og så ved man da i hvert fald, at man har været grundig.

Så var det faktisk også næsten mørkt, og jeg begyndte i stedet at lede efter et sted at overnatte.

I morges begyndte jeg igen min søgen efter azurmejsen, men efter en times søgen uden held, valgte jeg at satse på en af de fem sibiriske jernspurve, som var blevet set dagen forinden.

Den nærmeste var set ved Parboängs badeplads, og heldigvis var den hjemme. Straks efter min ankomst hoppede den frem, og sad frit fremme i tangen, hvor den pudsede sig og viste sig frem, som den virkelige ”cosmic” den er. Jernspurve og rørspurve var der også, og en overflyvende laplandsværling hørtes. Det lettede alt sammen, og jeg besluttede at droppe yderligere futile strandvandringer efter azurmejsen. I stedet kørte jeg mod Degerhamn, hvor endnu en sibirisk jernspurv var set dagen før.

På vej nordpå kom jeg gennem Albrunna, hvor jeg stødte på et typisk Ølandsfænomen, nemlig mængder af parkerede biler og fuglekiggere overalt. Tilspurgt fortalte de, at det var en hærfugl de ledte efter, men nok så vigtigt, var der også en som ytrede, at azurmejsen var ”ifrågesatt” som mulig blåmejse x azurmejsehybrid. Jeg gad ikke snuse rundt efter en hærfugl, men fortsatte til Degerhamn.

I Degerhamn stod en hel del rådvilde fuglekiggere og kiggede på en bunke grene. Den sibiriske jernspurv var muligvis inde i bunken, men der var også en fugl, som var fløjet væk fra bunken, måske, måske ikke, netop jernspurven.

Mens de andre kiggede på grene gik jeg og en anden ud i området for at lede. Min makker genfandt jernspurven, hvilket jeg nærmest måtte hive ud af ham. Svenske fuglekiggere udtaler sig kun direkte adspurgt, og da tøvende. Jeg ved sgu ikke hvad det er med dem. Jeg hev frem, at han havde set den flyve, men havde mistet den i et stort tæt urtebed inde i havnen.

Vi tilkaldte de andre, og så stod vi alle en stund og botaniserede i urtebedet, men snart diffunderede de fleste væk igen. Det var jeg godt tilfreds med, for jeg kan godt lide, at der kommer styr på fuglen. Når der er 99% chance for, at den fugl man eftersøger sidder et bestemt sted, synes jeg det er dumt, at forlade stedet. Samtidig er en crowd altid bange for, at agere for aggresivt og derfor var det godt, at ”crowden” gik. Det gav friere handlemuligheder. Vi var der jo alle for at se fuglen, og jeg foreslog derfor de to tilbageblevne, at vi trawlede igennem buskadset. Dét gav pote, og den sibiriske jernspurv fløj over på en mole, hvor den sås super fint af os, og den efterhånden tilstrømmende fuglekiggerhob, i de tidsrum den var ude af urtevegetationen.

Efter en god halv time fløj en fugl bort fra det urtebed vi observerede. Alle kiggede mod det sted den var landet. Der flaksede en fuglekonge omkring, og alle svenskerne vendte tilbage til jernspurvens tidligere opholdssted. Jeg var dog ikke rigtig tilfreds, og undersøgte i stedet det sted, hvor en fugl var set lande. Der sad ganske rigtigt den sibiriske jernspurv, og jeg tilkaldte igen twitcherne, men fortsatte selv, da jeg havde set en fugl flyve videre. Mens alle andre igen nød jernspurven var jeg var langt i forvejen, og kunne konstatere en gransanger, men jeg noterede, at jeg fik en stalker, som åbenbart havde fået det indtryk, at det var mig som bestemte hvor jernspurven var.

Under almindelig snak fik jeg forevist et billede af azurmejsen. Det bekræftede den formodning jeg var blevet præsenteret for i Albrunna tidligere. Der er tale om en klokkeklar hybrid. Grönhögen-”azurmejsen” har kun de to ydre halefjer hvide, samt en lille hvid plet i spidsen af den tredieyderste. Det er altså en såkaldet ”pleskii” altså en fugl, som er krydset med blåmejse. Den kan derfor aldrig blive godkendt af ”Raritetskomiteen” som azurmejse. Ikke at det rydder min ærgrelse over ikke at have set den af bordet.

Men det hjælper.

PLESKII TIL MANGE MEN SIBIRISK JERN TIL ALLE!

Endelig en mulighed for, at klemme noget ”hårdskådning” ind i hverdagen. Min frustration over sibirisk jernspurv i Brantevik, og ikke mindst en azurmejse, gjorde, at hele familien gik sammen om at få far i felten – og tusind tak for dét.

Azurmejsen var et virkeligt kølleslag, og selvom jeg i dagevis havde længtes til Brantevik, smed jeg jernspurven væk, og valgte at twitche azurmejsen. Efter at have afleveret Ingeborg og Solveig til mormor og morfar i Ronneby fortsatte jeg derfor østpå til Øland.

Netop da jeg havde passeret Ølandsbroen, fik jeg en sms-besked fra Jan Speierman om at en sibirisk jernspurv netop var opdaget i København, som jeg havde forladt fire timer forinden! Det er naturligvis dejligt, at blive informeret, men i situationen følte jeg mig som en idiot. Ved 15-tiden var jeg fremme i Grönhögen. Det viste sig, at azurmejsen var fløjet ad helvede til nordpå ved tolvtiden, efter et close encounter med nogle fuglefotografer, og jeg blev anbefalet at gå en tur nordpå langs stranden. Mejsen havde nærmest udelukkende fourageret på den stenede strand, så jeg gik langs stranden, som til min overraskelse vrimlede af småfugle. Her søgte de føde i læ for den hårde østenvind. Fuglekongerne vimsede om mine fødder, gransangere, rødhalse og blåmejser opførte sig nærmest som skærpibere.

Jeg gik langs stenstranden, til den afløstes af rørsump og strandsiv. Oppe ved strandsumpen stod en gruppe fuglekiggere, og jeg fik forevist en blåhals og en plettet rørvagtel, som jo var fint, men bevidstheden om alt det jeg var gået glip af, nagede alligevel. Det var en lang vej tilbage, dog flushede jeg endnu en blåhals, og så ved man da i hvert fald, at man har været grundig.

Så var det faktisk også næsten mørkt, og jeg begyndte i stedet at lede efter et sted at overnatte.

I morges begyndte jeg igen min søgen efter azurmejsen, men efter en times søgen uden held, valgte jeg at satse på en af de fem sibiriske jernspurve, som var blevet set dagen forinden.

Den nærmeste var set ved Parboängs badeplads, og heldigvis var den hjemme. Straks efter min ankomst hoppede den frem, og sad frit fremme i tangen, hvor den pudsede sig og viste sig frem, som den virkelige ”cosmic” den er. Jernspurve og rørspurve var der også, og en overflyvende laplandsværling hørtes. Det lettede alt sammen, og jeg besluttede at droppe yderligere futile strandvandringer efter azurmejsen. I stedet kørte jeg mod Degerhamn, hvor endnu en sibirisk jernspurv var set dagen før.

På vej nordpå kom jeg gennem Albrunna, hvor jeg stødte på et typisk Ølandsfænomen, nemlig mængder af parkerede biler og fuglekiggere overalt. Tilspurgt fortalte de, at det var en hærfugl de ledte efter, men nok så vigtigt, var der også en som ytrede, at azurmejsen var ”ifrågesatt” som mulig blåmejse x azurmejsehybrid. Jeg gad ikke snuse rundt efter en hærfugl, men fortsatte til Degerhamn.

I Degerhamn stod en hel del rådvilde fuglekiggere og kiggede på en bunke grene. Den sibiriske jernspurv var muligvis inde i bunken, men der var også en fugl, som var fløjet væk fra bunken, måske, måske ikke, netop jernspurven.

Mens de andre kiggede på grene gik jeg og en anden ud i området for at lede. Min makker genfandt jernspurven, hvilket jeg nærmest måtte hive ud af ham. Svenske fuglekiggere udtaler sig kun direkte adspurgt, og da tøvende. Jeg ved sgu ikke hvad det er med dem. Jeg hev frem, at han havde set den flyve, men havde mistet den i et stort tæt urtebed inde i havnen.

Vi tilkaldte de andre, og så stod vi alle en stund og botaniserede i urtebedet, men snart diffunderede de fleste væk igen. Det var jeg godt tilfreds med, for jeg kan godt lide, at der kommer styr på fuglen. Når der er 99% chance for, at den fugl man eftersøger sidder et bestemt sted, synes jeg det er dumt, at forlade stedet. Samtidig er en crowd altid bange for, at agere for aggresivt og derfor var det godt, at ”crowden” gik. Det gav friere handlemuligheder. Vi var der jo alle for at se fuglen, og jeg foreslog derfor de to tilbageblevne, at vi trawlede igennem buskadset. Dét gav pote, og den sibiriske jernspurv fløj over på en mole, hvor den sås super fint af os, og den efterhånden tilstrømmende fuglekiggerhob, i de tidsrum den var ude af urtevegetationen.

Efter en god halv time fløj en fugl bort fra det urtebed vi observerede. Alle kiggede mod det sted den var landet. Der flaksede en fuglekonge omkring, og alle svenskerne vendte tilbage til jernspurvens tidligere opholdssted. Jeg var dog ikke rigtig tilfreds, og undersøgte i stedet det sted, hvor en fugl var set lande. Der sad ganske rigtigt den sibiriske jernspurv, og jeg tilkaldte igen twitcherne, men fortsatte selv, da jeg havde set en fugl flyve videre. Mens alle andre igen nød jernspurven var jeg var langt i forvejen, og kunne konstatere en gransanger, men jeg noterede, at jeg fik en stalker, som åbenbart havde fået det indtryk, at det var mig som bestemte hvor jernspurven var.

Under almindelig snak fik jeg forevist et billede af azurmejsen. Det bekræftede den formodning jeg var blevet præsenteret for i Albrunna tidligere. Der er tale om en klokkeklar hybrid. Grönhögen-”azurmejsen” har kun de to ydre halefjer hvide, samt en lille hvid plet i spidsen af den tredieyderste. Det er altså en såkaldet ”pleskii” altså en fugl, som er krydset med blåmejse. Den kan derfor aldrig blive godkendt af ”Raritetskomiteen” som azurmejse. Ikke at det rydder min ærgrelse over ikke at have set den af bordet.

Men det hjælper.