 |
| Et portræt af mig, i min trekronor r-shirt. |
 |
| Østlig turteldue, Kivik, 7. april 2017. |
Den 7. april. En dag som begyndte godt, men endte helt ad helvede til. Jeg er, naturligvis, fuldstændig pissed off. Jeg orker ikke, at udtrykke hvad jeg føler, og egentlig angriber mørket i verden mig hver eneste dag. Jeg er ikke så skide glad, for jeg er ikke dum. Lad det portræt af mig, som ledsager dette indlæg, være et billede på mine følelser for det svenske samfund, som jeg selv er fuldstændig indvævet i. Indvævet i på enhver tænkelig måde.
Jeg var så spændt imorges, for jeg skulle ned og se den østlige turteldue i Kivik. Jeg vågnede abnormt tidligt, og kunne konstatere, at det tager ca 30 minutter, at køre fra Pulken til Kivik. Håkan W. havde på www.artportalen.se været så venlig, at skrive den eksakte adresse, så jeg vidste præcis hvor jeg skulle hen. Duen var set på en foderplads inde i en privat have, og det er jo en svær situation. Jeg gjorde mit bedste for IKKE at rette mit blik mod husets vinduer. "Knepigt", kunne man udtrykke det på svensk. Men så kommer en enormt flink mand ud af huset. "Du är tidigt ute", siger han, og fortæller mig, at duen plejer at gemme sig nede i en lille granplantage, hvorfra den normalt flyver op i hans egetræ, og derefter over på foderpladsen i baghaven. Bedste tidspunkter plejer, ifølge ham, at være sen formiddag, og igen ud på eftermiddagen.
Nu var klokken blot ca syv, morgen, og det var jo åbenbart ikke så optimalt. Jeg blev sulten, og klokken otte var jeg nede i ICA og købe morgenmad. Så gik jeg tilbage igen, og satte mig på en kampesten med udsyn over granplantagen. Intet skete. Efter en rum tid tænkte jeg, at det måske var tid til at tjekke, om duen havde sneget sig uden om mig, og hen til foderpladsen. Det havde den ikke lige præcis - men næsten! Da jeg kom et par skridt længere op ad vejen og kiggede ind i æbleplantagen bag huset, så så jeg en mørk, opflyvende due, med hvide haletegninger. Den landede mellem æblerækkerne. Det var den. Skånes, måske første? østlige turteldue. En fint tegnet lille due. Den gråblå, sortstribede halsplet, var ikke til at tage fejl af. Jeg var måske ikke så interesseret i at se arten "an sich", jeg har jo set den både i Tårbæk og i Kina, men det var så utroligt spændende endda, for denne lille due må jo være kommet med efterårets massive østenvind. En del af den store fortælling om fugletrækket og et helt håndgribeligt bevis på Österlens helt ekseptionelle potentiale for den eventyrlystne fuglekigger.
Desværre var den blot fremme i ca fem minutter. Pludselig lettede den, netop som endnu en fuglekigger ankom. Måske blev den skræmt af en rød glente, for dem var der mange af. Så ventede vi igen en tid, mens mange flere "skådare" ankom. Efter en time var der pludselig en mindre alarm igen - en gulirisk sad nu og spiste fuglefrø på foderpladsen! Det er tungt. Gulirisk er en meget sjælden svensk ynglefugl, og den er i tilbagegang. Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem kl. 10:35, var da også, at sikre mig, at der var rigeligt med frø i foderhusene. Jeg talte også tranerne, blot lidt hurtigt. Jeg endte på 2750.
Siden sad jeg hjemme og knoklede med noget meget kedelig bogføring. Så tændte jeg radioen, og fik et chosk.
