FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

31. marts 2018

SVANER; ELGE; SØLVHEJRE OG EN NY PROGNOSE










Elgko 30.03.2018

Efter et par dage med først snefald og siden nærmest snestorm, fik vi igår opklaring og strålende sol. Jeg troede egentlig, at svanetrækket havde sneget sig forbi Pulken mens her var helt islagt i februar, men det viser sig nu, at være løgn. I går morges lå hele 309 sangsvaner og 11 pibesvaner i Pulken, hvor de havde overnattet. Det er antal, som hører slutningen af februar til. Det er tydeligt, at svanetrækket er forsinket af februar-martskulden.

Tranerne havde en skidt tid, mens snestormen rasede. Hundreder stod på overnatningspladsen hele dagen, og det skulle ikke undre mig, om nogle af fuglene nærmest ikke har spist i to døgn. Da det igår så var klart vejr var alle mand af huse for at finde noget spiseligt - de sås nærmest ikke i Pulken før sent om aftenen.

Til gengæld var her meget andet spændende: pibesvane 11, sangsvane 309, ankomst af engpiber (i hvert fald for mig), pibeand 153 - hvilket er mange i Pulken, knarand 2 par og til aften to "nye" elge, nemlig en ko og en kalv. Nu kan jeg se, at den enlige elg, som vi efterhånden har set mange gange, er en kalv fra sidste år. Et underholdende indslag var, da en rørhøg havde fået fat i noget godt. En glente var helt henne og tage fat i dens klør, men rørhøgen holdt fast. Efterhånden blandede en glente til og en havørn sig i jagten på rørhøgen. Det gik i vilde cirkler - hvor havørnen slet ikke kunne følge med. Det var som at se en smartcar udmanøvrere en volvo 850 . det er havørnen som er volvoen.

Idag har budt på årets første sølvhejre her, og tranerne har også i dag været ude at fouragere. 1400 er set nede langs Furubodavägen og en gruppe er set ved Everöd. Det giver alt i alt mindst det dobbelte af det antal som skal have overnattet i Pulken i nat (jeg har hverken talt traner i går aftes, hvor jeg handlede, eller i morges, hvor jeg skitserede svaner).

Og det bringer os frem til traneprognosen:

Traneprognose
Jeg fik sagt noget knapt så pænt om dmi.dk den anden dag, men i dag havde jeg så besøg af en meteorolog, som rent faktisk skriver på dmi-hjemmesiden, og han viste mig, at jeg skal finde Stralsund under BYVEJR. Jeg burde holde op med at være så kæk - så ville jeg også slippe for at skulle føle mig dumsmart. Men således hjulpet kan jeg se, at mandag eventuelt kan betyde tiltræk af traner hertil, selvom vinden er en kende for langt oppe i nordvest. Onsdag, torsdag og fredag er der sol og søndenvind over Stralsund, og det kan meget vel betyde et stort influx af traner til pulken.


De sjældne taffelænder 27.03.2018