11. juni 2018

KALKRIGKÆR















'
Hvid vipstjert, 1k, stadig varm, men stendød.
salepgøgeurt

gøgelilje

En pletvinge - hvilken?

amandus
En ugle, som jeg ikke før har set. Det ser lidt barskt ud, men den led ingen overlast.


Jeg er skide bange for køer.
Og jeg er skide bange for flåter.
Sommeren er nærmest mediterran, men jeg har lange underbukser under mine shorts, og de er stoppet godt ned i sokkerne.
Jeg har også gummistøvler på, og i hånden et sommerfuglenet. Dét er et billede, og Gärdsköpinges forsamlede ungdom - to drenge - kigger langt efter mig, mens jeg stiger ind i volvoen og svinger ud fra genbrugspladsen.
Det er utroligt så mange aviser postkassen opsamler i løbet af en maj måned.

Målet er Mosslunda, eller Vä Utmark, som det også hedder. Her ligger et helt fantastisk kalkrigkær, og at det stadig eksisterer er en solstrålehistorie - i 1970'erne blev det i Kristianstads kommunalplan udpeget til at skulle være losseplads - området var jo "tassemark", helt umulig for både skov- og landbrug. I 1980'erne var planerne heldigvis endnu ikke bragt til udførelse - og så opdagede man, at her voksede 3500 salep gøgeurter samt bl.a. bakkegøgeurt, plettet gøgeurt og melet kodriver. Området blev fredet og bliver nu plejet med bl.a. sen afgræsning, som skal gøre det ud for det høslæt, som engang var normen.

På vejen ned mod kalkrigkæret kommer man først igennem Tjörnelyckan, Her blomstrer nu den smalbladede klokke, og man river sine lægge på de mange vildroser, som er græsset godt ned, og derfor gemmer sig i græsset. Bynkefuglene varsler, og man kommer over et stengærde, hvorefter engen forude lyser i den særlige hvidgrønne farve, som karakteriserer kalkrigkæret. Det er en særlig nuance, som jeg også kender fra Pulken, Gyestorpskäret og Yngsjön; hvad det er som skaber den ved jeg faktisk ikke, men vi er ovre i noget star eller sådannoget. Det er i hvert fald meget karakteristisk, og nu skal man for alvor til at passe på hvor man træder. Plettet gøgeurt (ssp. maculata, tror jeg det må være) og kødfarvet gøgeurt står tæt. Melet kodriver er ved at være afblomstret og det samme er knoldet mjødurt, hvis smukke, svenske navn er brudbröd. Det normalt våde kær er helt tørt - i bunden af høllerne er grunden krakeleret i polygoner. Så tørt har jeg aldrig før oplevet Mosslunda.
Men gøgeliljerne er på deres højeste. De er dog et nærstudie, som jeg ikke orker; dem nyder jeg blot. Salepgøgeurt må jeg lede lidt efter. Det viser sig, at de desværre alle er afblomstret i det hede forår, og flere er endda godt på vej til at sætte frøkapsler. På de indtørrede, visne blomster ser man tydeligt de karakteristiske længdestriber. Jeg tæller 36, men de er lidt svære at spotte i deres vissenhed, og der er også andet at se - en blåfugl, en art jeg ikke har set før. Den blå farve er næsten som morphoens. Det er en amandus! Ikke en sjældenhed, men i dag så jeg den.
'
Og der var en pletvinge, og der var en ugle, der er så meget at se og opleve - og sommeren har alt for travlt i år.

I haven har jeg slået græs, da kom vipstjerten. Rapsen er for længst afblomstret og gået i frø. Den danner en forbløffende jævn, grøn flade, hvor frøæderne sætter sig til skue. Rørspurv, tornirisk, karmindompap og stillits.

I går gik jeg en tur langs Tolebäcken. Her sang flodsanger og kærsanger, sortmålere lettede overalt og pludselig også fem røde glenter og to ravne. En gusten stank; resterne af et opbrækket vildsvin, en bunke henrådnende indvolde, afskårne klove, en sky af spyfluer. Pragtvandnymfderne søgte nattesæde i bækkens rørbræmme. Senere var aftenen forbavsende stille - jeg havde ventet nattergale, men en sivsanger fik lov at optræde som solist.

Og så var jeg lige ude at hente post. Overraskelse. Renhållningen i Kristianstad har byttet mine to skraldespande ud med et nyt "fyrkammearersystem" - men hvad er nu det? der er ingen huller i kompostafsnittet - det kan få følger, for hvordan skal nu de hundreder af små fluer, som det gamle system, med lufthuller, tiltrak, komme ind? Jeg må ud med boremaskinen, for line-upèt af fluesnasppere, rødstjerter og nattergale vil jeg nødig undvære. At det er nær vejen lever og dør vi med. En endnu varm 1k hvid vipstjert lå allerede derude. Det er den, jeg har tegnet.