Jeg vågnede klokken fem og hørte regn mod ruden. Det gjorde mig straks lysvågen, for denne her dag har jeg glædet mig til. Det har jo for katten ikke været til at holde ud. Alene ensformigheden har været dræbende. Blandt de ting, man har savnet på Pulken i denne sommer er gul vipstjert, karmindompap (sidst set 11. juni), en hver form for rastende vadefugle (bortset fra nogle få viber) samt noget så grundlæggende som landsvale. Den sidste burde nu have andet kuld på vej oppe under tagskægget, men svalerne har opgivet ævret, og jeg savner deres kvidder udenfor vinduet.
Pulken er tørlagt og kæret i syd ligner en udtørret oasebund, så jeg drog til Äspet for at se om der var vadefuglefald, og det var der vel egentlig ikke, når jeg sammenligner med hvad folk har set i de forudgående dage, men jeg var meget godt tilfreds alligevel, for man kunne mærke trækbevægelsen; der var udskiftning blandt rylerne, en trækkende stenvender. og en lille flok tinksmede kom ind fra havet.
Jeg kørte så til Friseboda af bare trækdrift. Naturligvis var vestenvinden ikke ligefrem produktiv, men jeg så dog en fjern vadefugleflok, en 20-30 stykker i kobbersneppe/regnspovestørrelse, 30 sydtrækkende troldænder og nogle flotte fiskende sortstrubede lommer, som lå helt inde under land.
Regnen blev ved, og først på eftermiddagen måtte jeg simpelthen ned i syd-Pulken for at se om der var kommet vandflade. Det var der ikke, men jeg gik alligevel en stor runde. Ud til Helge Å, hvor guldstånds blomstrede og hvor skægmejserne kaldte fra rørskoven. Længst ude i vest lettede jeg to svaleklirer, ja, ja, det er den rigtige vej!
Utroligt hvad man tramper op af blåfugle ude langs Graften. Jeg tjekkede én, og den var almindelig - og det regnede jo. Og så var der køerne. Dem er jeg jo bange for, og en af kalvene ville søreme gerne hen og snakke. Og så kommer alle kvierne. Og så kommer alle køerne. Og tyren står stor og sort i baggrunden. Så er man glad, når man når færisten.
Vel hjemme igen var jeg helt svedt af at gå omkring i gummistøvler og regnjakke, så jeg tog et bad. Vinduet var åbent. Og dér - pludselig synger karmindompappen!
Klokken 18 regnede det helt afsindigt. Indkørslen var en vandpyt og på Härnestadsvejen kastede de forbikørende biler kaskader ind på marken. Bøtten med tøjklemmer ude på græsplænen nærmede sig 40 mm regn, hvis man ellers kan stole på en matadormixdåse. På vej ned til syd-Pulken for anden gang i dag, hører jeg en værling sige "tzlick". Den flakser besværet op og lander nærved. Den er nærmest sort. I kikkert ligner det verdens mørkeste rørspurv, men hvorfor siger den sådan? Jeg går nærmere, og kan se på fuglens reaktion, at den knapt kan lette. Måske er den syg? Vi har fugleburet klar, vi har faktisk lige haft en trafikchokeret skovspurv i pleje, som fløj frisk ud igår. Jeg sætter efter, og har snart fanget verdens vådeste adulte han rørspurv med hænderne midt på en rapsmark. Den er ikke en skid syg, den er bare fuldkommen gennemblødt, og i kraftig fældning. Jeg må sande, at det faktisk regner så kraftigt, at småfuglene knapt kan flyve! Siden ser jeg flere rørspurve med samme adfærd, sikkert fordi de, i modsætning til f.eks. torniriskerne, er i det åbne konstant.
Da jeg når ned i syd-Pulken kan jeg konstatere, at der er vandflade! Der er allerede to dobbeltbekkasiner og en tinksmed. Nu håber jeg, at denne kedelige tørke kan blive erstattet af normalt dansk sommervejr.
Solen går dog ikke ned i en sæk, der er en rosenrød rand over Linderødsåsen. Solen sender en orange spot ind på bogryggene i min reol. Men landet virker lettet.
Her dufter.
