 |
| Stillehavslom, grenen, 16-08-2018 |
Og jeg valgte, at blive hjemme i dag. Vinden var uregerlig - de nærmere vindmøller viste sydøstenvind, dem på Linderødsåsen viste nordvest. Jeg havde i tankerne, at køre til Friseboda, for at se på træk, men p.g.a. den ubestemmelige vindretning valgte jeg i stedet at arbejde.
Men selvfølgelig holder jeg øje. Jeg sidder en stund på terrassen, og pludselig, ved ærteblomsterne, materialiseres et syn - Macroglossum stellatarum - Duehale!
Det er en stund, som man tager vare på. Man ser og ser - ved, at den snart er væk.
Det er muligvis den sjældneste sommerfugl, som jeg har registreret i haven, en observation, som lægger sig til andre fantastiske arter, som har vist sig her; f.eks. iris, sørgekåbe, sagittata og venosata
 |
| Duehale, Härnestadsvägen 127, 21. aug. 2018 |
I dag har jeg talt præcis 100 traner i Pulken. Her er stadig tørt, men jeg skal sige, at jeg endnu ikke har været nede i syd-Pulken. Jeg tænker, at jeg ved mere i morgen. Til gengæld vil jeg gerne dele min seneste, store fugleoplevelse, stillehavslom på Grenen. Her følger min dagbog fra sidste torsdag:
16.08.2018
Så i går aftes er jeg inde og tjekke DOF-basen. Det var første gang efter flere dages travlhed, og hvad ser jeg?
Der har ligget en stillehavslom ved Grenen siden 13. august.
Stillehavslom er vigtig af flere grunde. For det første har jeg aldrig set den før, for det andet er det en art, som jeg tror, at vi kommer til at se mere til i fremtiden, og for det tredie er stillehavslom endda en art, som er set ved selveste Ålakusten, min hjemmelokalitet.
Selvom jeg forsøger at skyde det fra mig, så inficerer den fugl min hjerne i en sådan grad, at jeg den følgende morgen vågner ti minutter i fire. Jeg har noget arbejde, jeg skal aflevere, så jeg kører direkte på arbejde og får det færdigt. Kl 05:40 er jeg klar, og springer ind i bilen. Kursen er sat, Skagen.
Jeg når den første færge.
Klokken 11:57 er jeg på plads på Grenen, og klar til at gå i krig med havet ud for Sønderstrand.
Når man ankommer til et hav, fuldt af fugle, virker det uoverskueligt. Det ændrer sig efter et par timer. Man får en fornemmelse af, hvor de forskellige arter kan forventes, man lærer, at nogle retninger giver indsyn på langs af dønningerne, mens et kig på tværs af havets malende bølgekværn kun giver korte glimt af de fugle, som ligger aller nærmest.
Efter min ankomst går der ikke så lang tid, før jeg flytter mig op til Bunkeren. Her sidder bl.a. to fuglekiggere, som har set stillehavslommen samme morgen. Desværre blev den skræmt af to kitesurfere, som fik den til at svømme til havs.
Fandens!
Og timerne går. En almindelig kjove, lys fase med de lange halefjer intakte, kommer nær nok på, til at være dagens første bud på reel underholdning. Storkjover er her også; én har endda held til at snappe en lang fisk ud af gabet på en svartbag. Hundreder af suler fisker i revet, men jeg holder ikke rigtig øje med alle disse tildragelser - min opmærksomhed er rettet mod havoverfladen, hvor både rød- og sortstrubet lom under tiden dukker op.
Folk kommer og går. Efterhånden som det lider mod aften, går de fleste, og ved halv femtiden er vi kun to tilbage; min makker er faktisk ved at pakke sammen.
Netop da opdager jeg, langt ude, en sortstrubet lom sammen med en "Sortstrubet lom-type", som bare mangler den hvide lårplet. Den virker desuden mindre, men er det "optical size illusion", et synsbedrag? Denne fugl viser på intet tidspunkt hvid lårplet. Jeg stirrer og stirrer, og er sådan set sikker på, at dette er stillehavslommen - det kan bare ikke verificeres, og detteher ser ud til, at kunne blive noget som vil nage mig til evighed. Hvor er de voksne? Jeg har virkelig brug for hjælp.
Heldigvis begynder folk nu at ankomme. Lommen er nu væk igen, men jeg leder alle på sporet af det sted, hvor jeg så den sidst.
Pludselig dukker et gult hår op over klitten. Det er Stine Aastrup, og glad bliver jeg. Det er ikke for at forklejne mine medobservatører, men Stines værd i felten kender jeg. Jeg sætter hende ind i situationen, og hun spejder med.
Vi kan desværre bare ikke genfinde lommen, men efter en stund siger Stine: "Jeg prøver lige, at kigge et andet sted, end alle jer andre". Efter at have udtrykt denne tanke rejser hun sig, og kigger mod syd.
"Carl Christian! - se lige her!", råber hun. "Prøv at se, denneher lom - den har hvidt hele vejen op ad halsen, og så har den den dér lille hvide kind!" Jeg iler til, og kigger i hendes teleskop. Det er stillehavslommen!
Min lettelse ved at se Stine ankomme var ikke ubegrundet - hun har genfundet stillehavslommen, simpelthen fordi hun foretog et bevidst, klogt valg. Og den ligger helt tæt på land - en kæmpe lettelse for mig, og et fedt, fedt studieobjekt. Man kan se nok så mange billeder af en fugl, men dét, at se den i levende live, giver så utrolig meget mere.
