FLERE FOTOUDOKUMENTEREDE KLYDECLAIMS FRABEDES

Fuglestudier i syd-Pulken 8. juli 2019, krumnæbbet ryle og spidsand.

Der er fire årstider, men langt flere sæsoner, og de skifter umærkeligt, men definitivt. Nu havde vi lige skærsommer, det var som om landet hvilede i fjorten dage, fuldt udfoldet og friskt. Nu er vi allerede videre og det varme vejr er afløst af rigtig atlantisk højsommervejr med frontpassager og regnbyger.  Det er som om flere tidsaldre er passeret, siden jeg skrev her sidst, så det ville være på sin plads, at prøve at skrive en kort opsummering om det sene forår og forsommeren. Jeg vil begynde med situationen lige nu; så får vi se hvor langt jeg når.

Selvom det var varmt og solrigt i juni holder Pulken en fin vandstand i år. Faktisk var det måske lige sådan en varm, tør periode som skulle til, for her skulle ikke være meget mere vand, før vadefuglene ville vælge et andet sted at raste. Nu er her i midlertid både mudderbanker til rylerne og store områder med en vanddybde på vel en 5-10 cm, hvor især klirerne render omkring blandt opvoksende hestehale og vejbred-skeblad. Scenen er således sat, og regnbygerne sørger for resten, ved at slå overtrækkende vadefugleflokke ned, så de vælger at raste. Her er konstant mange, og artsfordeling og antal veksler over dagen, efterhånden som nye vadefugle ankommer og andre trækker videre.
I løbet af den seneste uge er bl.a. følgende arter noteret - max. antal i parantes:

lille præstekrave (d. 8/7 2)
almindelig ryle (d. 7/7 83) - et meget højt tal i Pulken.
krumnæbbet ryle (d. 8/7 3),
brushane (d. 8/7 10) - så sent som i morges var her faktisk en spillende hane; det er sent, og dens kammerater var da også rimelig ligeglade.
tinksmed (d. 1/7 108) - ikke noget skidt tal.
svaleklire (d. 6/7 16) - svaleklirens yndlingssted er en mudret rende mellem sivene i pulkens centrale kær, og hvis man ikke har været omkring dét sted, ved man ikke hvor mange svaleklirer her er.
hvidklire (d. 7/7 15)
sortklire (d. 8/7 4)
rødben (d. 7/7 5)

Regnen hjælper som sagt til, og jeg har da også stået og spejdet lidt op i regnen efter trækkende vadere. Det bedste jeg har fået ud af det, er to hjejler. Oplevelsen består i at kigge op i regnen i håb om at se trækkende vadefugle, og så rent faktisk se to hjejler. Det er hverken sjældent eller usædvanligt - det specielle er oplevelsen af, at være i kontakt med tid, sted og vejr. At forvente noget, og at dette så rent faktisk indtræffer. Så ved man hvor man er.

Også i Äspet er der fuldt af vadefugle. Den 6/7 talte jeg hele 475 almindelige- og 15 krumnæbbede ryler dér, og i går talte Greger hele 830 almindelige ryler! Mens Äspet er velbesøgt af fuglekiggere har jeg stort set Pulken for mig selv i denne tid, De to lokaliteter supplerer ellers hinanden ganske godt. Nok er Äspet uomtvisteligt førende hvad angår ryler og andre kystbundne arter, men arter som svaleklire, tinksmed og hvidklire er faktisk talrigere i Pulken. Jeg gør hvad jeg kan for at dække lokaliteten alene, men den er svær at overskue! I dag skulle jeg f.eks. sidde ca halvanden time i syd-Pulken før jeg opdagede, at der var tre, og ikke to, krumnæbbede ryler og to, og ikke én, små præstekraver - og for at få et reelt overblik over mængden af tinksmede skal man have hjælp af en rørhøg.

Mens vi er ved vaderne ser jeg daglig omkring 10 viber. Pt. er de fleste viber i Pulken nok fra lokalområdet. Ynglefuglene er her endnu, og mindst ét par fører unger. En anden ynglefugl er dobbeltbekkasinen, som stadig spiller, hvilket også gælder skovsneppe. Spørgsmålet er, om ikke også det unge rødben, som går omkring i syd-Pulken, er "närodlad", som jo er så populært.


Via de lokale vadere kan jeg måske snige mig videre til de øvrige ynglefugle. Blandt dem er et af flagskibene karmindompappen. Artens kerneområde ligger langs Härnestadsvägen, nærmere bestemt mellem de to ellelunde, ca 600 m øst for Pulkens parkering. Her synger i år to hanner, begge røde; den ene mere end den anden; og en hun har jeg også set. Jeg er jævnligt der ovre, bl.a. i håb om at se ungfugle. Jeg kalder stedet Trekantområdet, afledt af mit tidligere navn til stedet:"Rørtrekanten". Det er et skønt sted, høslætenge, rørskov samt både våd- og tør eng, her og der under tilgroning med pil og rødel. Andre fugle i dette overdrevslandskab er græshoppesanger og nattergal (begge med to territorier i år), samt kærsanger og bynkefugl (begge med ét territorium i år). En art som også plejer at yngle her, er rødrygget tornskade, men den lader til at mangle.

Pulken har to andre overdrevsområder, som tidligere har huset alle de ovennævnte arter. Det ene er sydenden af den mark, som om foråret agerer midlertidig parkeringsplads. Her hørte jeg i går karmindompap, og bynkefugl holdt territorium i foråret. Det andet ligger langs kanten af elleskoven i Pulkens sydvestlige elleskov. Også her er der et bynkefugleterritorium i år, og det strækker sig ud i engen, hvor jeg tit ser bynkefuglene sidde i de tjørnebuske, som jeg en gang gav navnet "Pyramiderne", fordi de lignede pyramider. De blev klippet i bund for nogle år siden, men er nu igen på vej op.

På ture rundt i engene har jeg kigget lidt på hvordan floraen arter sig i år. Den 24. juni gik jeg hurtigt gennem skjallerengen i sydøsthjørnet, Blot ni blomstrende individer af pukkellæbe kunne jeg finde (mod ca 1000 andre år). Til gengæld er det lykkedes at finde hele tre nye voksesteder for arten, så tællingen er alligevel foreløbig oppe på 165 individer. Det drejer sig om næsset i det centrale kær (4), engen mellem stenten i sydvest-Pulken og "Krebseklo-kæret" (107) og endelig et lille rundt vandhul midt på "Pyramideengen" (54), langs kanten af hvilket også vibefedt er talrig. De to sidstnævnte steder blomstrer også sumphullæbe netop nu, foreløbig har jeg fundet 252 individer, langt de fleste i blomst. Ultimo maj fandt jeg mængder af en anden sjælden engplante, nemlig slangetunge. Det var nede i sydøsthjørnet. Man finder den lettest inden skjaller og hjertegræs bliver for højt.

Det er tydeligt, at planterne indtager forskellige mikrohabitater i engen. Den eng som adskiller søen i syd-Pulken fra det centrale kær er et godt eksempel. På de højestliggende dele er der så tørt, at der vokser harekløver og bidende stenurt, men blot den mindste terrænsænkning gør, at skjalleren tager over. Ind imellem kommer så dele, som lyser hvidgrønt på den specielle måde som gør, at man kan se, at det er et kalkrigkær. Her får man våde knæ, når man kryber om og studerer floraen, og det er her, at arter som vibefedt, "rosett-jungfrulin", sumphullæbe og pukkellæbe dukker op. 

Et sted ude i engen sidder der en vagtel. Kun i stille vejr lader den sig høre, helst sidst på den lange aften, men sidst jeg hørte den var i forgårs, halvsyv om morgenen. Tænk, om man en gang kunne få den at se! Min drøm er, en dag at støde på en hun med kyllinger, som hjuler afsted i hjertegræsset, men ind til dét sker, må man nøjes med at gætte på, om det er en tilfældig gæst, eller en travl far, som
slår derude.

                                                                 ***

Efter to dårlige somre viser Pulken sig i år fra sin bedste side. Pulken er netop så fin en lokalitet fordi den er dynamisk - modsat f.eks. Alsønderup Enge, som straks efter den blev naturgenoprettet havde nogle fantastiske år, men nu er blevet en stabil og temmelig ordinær nordsjællandsk slettesø med toppet lappedykker, skarv og rapænder. Dynamikken gør, at man kan komme ud for lidt af hvert; det kan være knald eller fald. Sidste sommer var den rene elendighed i Pulken. Alle vandflader var tørret fuldstændig ud. Søbunden i syd-Pulken lå forvandlet til en puslespilsudgave af sig selv. Man var heldig, hvis man så én svaleklire. Til gengæld gjorde tørken også kål på en del af de vandplanter, som havde nået at etablere sig i den alt for våde sommer 2017. Ja, den var heller ikke noget videre at tale om. Vandplanterne havde det alt for godt, og man blev nervøs for, at der ligefrem skulle komme fisk ind og etablere en tusindbrødrebestand.Vadefugle var der heller ikke mange af, da vandet simpelt hen var for dybt.

Jeg ved godt, at det kan være lidt svært, men på billedet ses altså både gravand og klyde. Se om du kan gætte, hvad der er hvad. Svaret er nederst i blogindlægget (*).

Flere fotoudokumenterede klydeclaims frabedes
Det kunne godt være overskriften på en opsummering af foråret, for efter i tolv år ikke at have set en klyde i Pulken undrede det mig noget, at folk, fra og med 22. april, begyndte at rapportere klyder her. Det kunne ikke andet end pirke lidt ved en mistanke om, at der var tale om "stor klyde", altså den med rødbrunt brystbånd, røde ben og rødt andenæb. Men endelig en dag lykkedes det. Den 3. juni fik jeg langt om længe set to stk. klyder i syd-Pulken, hvorved jeg også rundede vadefugleart nr. 30 på lokaliteten.

Andre højdepunkter har været, at man gennem en stor del af forsommeren har kunnet høre både flod-, græshoppe- og savisanger i Pulken-Yngsjön-Egeside-Reservatet. I selve Pulken har plettet rørvagtel kunnet høres. Lille flagspætte så jeg i haven her forleden, det er en art, som efterhånden er gået hen og blevet temmelig sjælden her. Äspet har også haft sit forsommerhit, en flot amerikansk krikand han, som blot rastede nogle få timer. Jeg nåede lige, at få den set, så jeg kunne tegne nogle skitser.
Ellers har her jo været alt det, her skal være. Atlingand har kunnet ses til ind i juni, gravand har ynglet med mindst to par og i forsommernætterne har lydbilledet været nattergal, gøg, stor regnspove, vibe, sivsanger, rødben og dobbeltbekkasin. Fiskeørn har været- og er endnu en daglig gæst, tårnfalk yngler i en gammel kragerede i et af naboens fyrretræer og lærkefalk må yngle et sted i nærheden. Senest så jeg den d. 30. juni og 1. juli, begge dage ved 19-tiden om aftenen, hvor den jagede fugle omkring det centrale Kær. En underlig jagt; nærmest som en kombination af dværgfalk (hidsig forfølgelsesjagt) og skovhornugle (meget langsom, søgende flugt med løftet hoved). Særlig det sidste var overraskende - og til en begyndelse noget forvirrende.

Amerikansk krikand han, Äspet.

Og nu vil jeg ned og se, hvad den seneste byge har bragt ned.

- Note 9. juli: 
Det var en helt eventyrlig aften i syd-Pulken. Tranerne var begyndt at gå til overnatning, og seks fugle stod i de grønne siv, bag et helt blankt vandspejl, hvor to store kobbersnepper fouragerede! Det er en meget sjælden fugl her, og det mest specielle er, at jeg synes det lignede ungfugle. Det har jeg dog stadig til gode, at få verificeret. De er utvivlsomt ankommet med den voldsomme tordenbyge, som passerede mellem kl. 16 og kl. 17. Det samme var en mængde hvidklirer; hele 22 stk. trippede omkring i fladvandet, sammen med et mylder af tinksmede og ryler.

Pludselig udbrød panik. En adult lærkefalk angreb og jog omkring med vadefuglene, hvorefter den satte sig til skue i en udgået el. Roen faldt på for en stund, men så var den gal igen. En ræv kom luskende langs søbredden, hvor den passerede mig på blot ca 20 m afstand.

Flere vadere kom hele tiden til nordfra, svaleklirer, strandskader, tinksmede - men så også traner, og de syntes ikke om, at jeg stod der, selvom deres artsfæller ude i sivene ikke lod til at tage notits af mig. Det var på tide at forlade stedet, og jeg gik lige i rette tid til at komme i ly af skoven, inden hundreder af grågæs, som også ville overnatte i syd-Pulken, fik øje på mig. Der var en kalden af vadefugle hele tiden, og solsortene sang, så selvom jeg er temmelig overbevist om, at jeg også kunne høre en pirol synge fra et sted mod sydvest, er jeg dog ikke helt sikker. Det må undersøges en af de kommende dage.

Her den rødeste af karmindompapperne. Bemærk, at den endda er rød på skulderen.

*Svar på gravande/klyde-spørgsmålet. Det er gravand i midten. De andre er klyder.