Vandrefalken sidder i timevis på et muldvarpeskud ude i engen. Eller på noget andet. Noget skal det være, så den kan sidde ordentligt for de lange vinger. Når den sidder sådan, er den en glimrende model. Det er kun lyset som ændrer sig, som timerne går, ellers sker der ikke meget. En gylpebolle kommer der måske, eller vinden vender, og med den falken. Ligesom det er med ugler, kunne man også tænke sig, at se dens potentiale forløst.
Den flyvende falk er noget andet. Jeg opdager den gerne helt tilfældigt, enten fordi jeg leder efter noget andet, eller fordi jeg leder efter bare et eller andet. Ikke planløst, for afsøgning af himlen med kikkert eller teleslkop er den eneste vej frem, hvis man skal gøre sig håb om at opdage det fugletræk, som går rigtig højt. F.eks. lommer eller ederfugle. Helt deroppe, hvor mågerne blot udløser en hvid reflektion når de vender, ligger vandrefalken. Nærmest inde i himlen, som var den et helt andet sted.
Men det er den ikke. Der oppe fra må den kunne se nærmest til Mariannelund, og her klokken 13:55 må den befinde sig omtrent over vest-pulken. Den slår ikke en eneste gang. Armene er let sænkede og hånden er stemt imod den håndgribelige luft, hvis pres får vingespidsen til at svirpe let opad. Den er så langt borte, at dens farver er dæmpede af selve luftrummet, men den hvide kind lyser alligevel mod den sorte hætte, og formen står klart frem, mod det skummetmælksblå.
Hvis jeg slipper den af syne finder jeg den ikke igen. Det er sikkert. Fuglene ude i engen har altid et øje for, hvad der sker over dem, men vandrefalken har de ikke set. Så dykker den.
Ikke mod Pulken, som ellers er nærmest, men bort fra mig, et langt dyk, som på grund af den høje udgangsposition, alligevel er hazarderet stejlt. Først som et anker, men snart som en dråbe, vingerne næsten sammenfoldede, mens den accelererer med gravitationen som hjælpemotor. Den forsvinder ned bag Graftens ellegalleri, og et øjeblik senere ryger viber, stære og grågæs op. Det bytte falken havde udset sig, har befundet sig omkring markoversvømmelsen ovenfor Sjögård. Jeg venter på, at den skal komme op over elletræerne igen, men det er forgæves.
En time senere får jeg øje på den igen. Jeg bliver opmærksom på nogle krager, som er forsamlede på engen i syd-Pulken, på en måde som udstråler rastløs forventning og uro. Og fordi de netop er dér, gider jeg hente teleskopet. Syd-Pulken er stedet hvor vandrefalk, duehøg, dværgfalk og havørn helst spiser deres bytte. Lidt af vejen, men med udsyn. Vandrefalken står krumbøjet i modlyset, flår, så overkroppen rykker voldsomt bagover, og sætter næbbet i igen, så halen ryger i vejret. Gad vide, hvad den fik?
Senere er jeg ovre ved Sjögård-oversvømmelsen. Det er en rigtig fin lokalitet, som er opstået her, rent midlertidigt. Vandet falder, først lå her trold- og hvinænder, sidst jeg var her gik en stor kobbersneppe og stak i dyndet og nu er vandet faldet yderligere, så der er store, sjappede banker. Først letter fire store præstekraver. Og det er altså her rødbenene fjæler sig. I Pulken har jeg kun hørt et enkelt fløjt i dag, og her er viber. Langs bredden tæller jeg 40 krikænder, så en stor flok hætte- og stormmåger, og der, en dobbeltbekkasin. Men der er flere. De ligner umiddelbart mudder og strå, men næbbene går som symaskiner. Bevægelsen afslører dem. Der er 20! Og der er en strandskade. Et par knarænder svømmer ude på vandfladen. Det var altså her vandrefalken hentede sin frokost.
