 |
| Ringdrossel, Friseboda 17. april |
Altså, jeg føler mig lidt alene med det hele efterhånden. Der er for mange fugle at holde styr på. Det er sprudlende forår og helt umuligt, at dække det hele selv. Her skal tjekkes ænder, måger og svaler. Her er en kæmpemæssig himmel, her er eng, agerland og vandflade og jeg er skal opdage og bestemme og meget gerne dokumentere. Selvom jeg godt er klar over, at det bedste tidspunkt et være i felten er NU, regner jeg alligevel ikke med, at det betyder sådan lige præcis nu.
Det er en stor fejl.
Man regner jo ikke rigtig med, at der sker noget, når man sætter sig et kvarters tid i haven - men det er jo præcis det der gør: Nu kl. 12:58 kom en steppehøg 2k hun ud af solen - dog i forholdsvis lav højde! Den gled hurtigt nordpå i temmelig godt sidelys, forsvandt bag taget, så jeg måtte spæne ned til kartoffelstykket, for at forsøge at genfinde den. Efter lidt rod pga. to røde glenter, som kredsede dér hvor jeg forventede, at kærhøgen skulle være, opdagede jeg gudskelov, at den lå og kredsede lidt til højre, sammen med en musvåge. En slank fugl med en temmelig smal hvid overgump og med bug og undervingedækfjer holdt i en tone et sted mellem brændt rød- og blåler. Kæmpe trappetrin mellem første og anden håndsvingfjer, P2-P4 dannede spids, og P1 faldt indenfor P5. Halskrave var der ikke tid til at kigge efter, jeg anser håndsvingfjersformlen for helt essentiel, så den koncentrerede jeg mig om. Det havde været fedt at have en medobservatør, som kunne have fotodokumenteret. Hvis ikke kameraet havde ligget inde i stuen, havde jeg nok spoleret det hele ved at forsøge selv. Alt i alt var observationstiden under et minut, så det var nok godt det samme - man kan sige meget godt om Nikon coolpix, men autofokus er alt for langsom, og særlig slem er kombinationen af autofokus og en blå himmel.
Her er feltnoterne:
 |
| Steppehøg 2k hun, Pulken 18. april 2020 |
17. april 2020
Havde i går lejlighed til at studere hav- og kongeørn under samme observationsforhold som den ubestemte ørn fra den 13. Som forventet afslørede havørn sin identitet umiddelbart, allerede på vingeformen under vending i kredsflugten, og selve bevægelsesmønsteret. Den kredsede en tid meget fjernt, hvorpå den indledte et ekstremt langt glid, på kuplede vinger. Karakteristisk her var bl.a. kroppens cigaragtige form, hvortil den spidse hale bidrog. Mens jeg fulgte havørnen fik jeg en anden rovfugl ind i teleskopfeltet, den var noget længere borte, og jeg havde faktisk en lille diskussion med mig selv om, hvor vidt jeg skulle følge denne eller havørnen. At følge den fugl, som ikke var bestemt, blev det vindende argument, og den nye så også interessant ud, Den virkede langvinget, og jeg mistænkte fjeldvåge. Også denne indledte et langt glid imod mig, fra meget lang afstand, sikkert flere kilometer, og i enorm højde. Der var et eller andet, som ikke stemte med fjeldvåge. Sjovt nok lignede den til tider rigtig meget en høgeørn, hvilket måske ikke var så underligt - efter en rum tid viste det sig nemlig at være en kongeørn. Hvad der slår mig i forhold til den mulige skrigeørn den 23. er, at denne kongeørn på intet tidspunkt gav den fjerneste association til skrigeørne, trods de kuplede vinger den opviste under det meste af den meget lange observationstid.
 |
| Feltnoter 16. april 2020 |
 |
| Feltnoter 16. april 2020 |
Fuglekigning er så Gu' langt hen ad vejen et forsøg på at besvare spørgsmål, som aldrig kan besvares. Jeg komme til at tænke på en bog jeg læste en gang i min ungdom: A Prayer for Owen Meany. Her træner hvovedpersonerne konstant en helt åndssvag basketball-finte. Pludselig en dag kommer dette underlige fællestick til at ændre begges tilværelse. Er det ikke lidt det samme med disse evindelige forsøg på at trække information ud af oplevelser, som er umulige at indkredse? Fuglekigning er en slags bushido.
Mens det blæste stygt i går har dagen i dag været nærmest vindstille og derfor lunt og skønt ude. I Pulken var der ankomst af rødstjert og stenpikker, og midt på dagen var vi en tur ved Friseboda, hvor årets første løvsanger blandede sig i koret af endnu en rødstjert, hedelærker og topmejser.
Dagens bedste fugl blev en ringdrossel han, som jeg fandt under et kort stop ved en hestefold, som lignede præcis sådan et sted, hvor en ringdrossel ville slå sig ned QED.
Traner er her endnu, men antallet falder, mens flere og flere bramgæs kommer til. Et super flot motiv, når de blander sig på engen. I dag var her ca 250 af hver. I forgårs aftes taltes 650 overnattende traner.
