Hættemågerne klumper sig sammen i den hårde vind.
Som de står der, i kanten af den skrumpende markoversvömmelse ved Sjögård, med den våde jord som baggrund, forsvinder hætten næsten, og det mest iøjnefaldende bliver den hvide nakkes fine halvmåne.
Det er fugle, som af slagregnen er tvunget ned til rast, hættemåger på vej nordøstpå.
Hættemågen er en fugl med mange ansigter, og mest holder jeg af dem under trækket, hvor de, i hvert fald for mig, skifter karakter fra at være fjollede fugle, som flokkes med duerne omkring pølsevognen (det kan de nemlig også være), til at åbenbare sig som graciøse rejsende. De hættemåger jeg husker bedst, oplevede jeg en forårsmorgen ved den lille mose Roten i det indre Halland, hvor jeg stod og iagttog urfuglenes spil. En flok hættemåger dumpede pludselig ned fra himmelen og fyldte i et kvarters tid det veldefinerede rum, mosefladen og den omkransende skov, med et i sammenhængen fremmedartet lydbillede. Det gjorde måske netop, at jeg hørte de måger så meget tydeligere, så de stod klart for mig som fremmede fugle på rejse, som hører sig selv til.
Også i Pulken holder jeg øje med hættemågerne. De er her udprægede trækgæster, og det er heller ikke det samme som at se dem bag den pløjende traktor. Trækket forlener fuglene med en helt særlig eksklusivitet.
Men jeg tænker endnu tit på den ene af havens to sumpmejser, som fløj mod ruden i vinters. Jeg varmede den i hænderne, og den levede. Lagde den så i den lille hule under en tagsten. Senere var den væk, og når jeg nu hører sumpmejsekald, ser jag altid efter, om der er to. Men jeg ser altid kun én. Måske var bruden ude den dag?
