GRØDE

Én ud af seks sølvhejrer, som rastede i morges.

Femte april har, uden egentlig at byde på noget vildt usædvanligt, faktisk været en usædvanlig god dag. Jeg tænker, at det varmegennembrud man kan fornemme, har en finger med i spillet, og i dagens løb er vinden endda drejet om i sydøst. Der er virkelig grøde i luften. Det begyndte med en kop kaffe på terrassen, og en konstatering af, at den ultralokalt sjældne tyrkerdue igen i år er at finde i haven. Jeg troede egentlig, at arten var udpræget standfugl, så det undrer mig lidt, at den kan være væk hele vinteren, og så pludselig dukke op den femte april. Men det kan den altså. Årets første brushane rastede og så hørtes paukende rørdrum ovre fra Yngsjösjön. Det giver håb om, at fuglen som hørtes i sidste uge rent faktisk har oprettet territorium.

Et kig ud ad vinduet ved halvottetiden afslørede nogle hvide skikkelser ude i vandfladen - seks sølvhejrer havde slået sig ned. Det blev således en dag med tre hejrearter (med fiskehejre forstås), og det er vist første gang jeg oplever det i Pulken.
Sølvhejrerne skulle der kigges nærmere på, og jeg kunne så samtidig notere ankomst af gransanger og to syngende sumpmejser. Det sidste var glædeligt, for det tyder jo på, at det ikke er en art jeg skal savne i haven i fremtiden. Der var jo det med den måske rudedræbte, som har naget. På en kold januardag med dybt snedække kan sumpmejse og skovspurv snildt være de to arter, som optræder på foderbrættet.

Noget over tretusinde traner fylder godt op i Pulken, og ud på formiddagen begyndte flokke at tage højde for at stikke videre nordpå. Det er ikke bare tranerne der er bevægelse i. Ikke blot hver  morgen, men henover dagen, optræder ænderne i nye konstellationer. På et tidspunkt lå ti knarænder og 16 skeænder og snappede insekter i luften. Senere fik de selskab af 22 pibeænder.

Stor regnspove og vibe synger, sangdroslen med, ovre fra elleskoven, og engpiberen har oprettet det sædvanlige territorium ovre ved p-pladsen. Stærene tøffer omkring i græsplænen og river i køkkenhavens indtørrede melonstængler. Jeg antager, at de vil stoppe dem op i tagryggen.

Tidligt på aftenen var pludselig alle tranerne på vingerne. En enorm oval af tusinder af store fugle, og voldsomt skrigeri. Hvorfor, må blive gætteværk. Ræv er det ikke, hund muligvis, eller måske en optimistisk ung havørn. Forstyrrelser af mennesker er sjældne, men når det endelig sker, er det gerne lystfiskere, som er gået i land i vest-Pulken fra båd. Det giver ikke umiddelbart sig selv, at der er fågelskydd og adgangsforbud, når man kommer fra vandsiden, så det er ikke for at pege fingre.

Omkring solnedgang kørte vi ned til Helge Å syd for Yngsjö, og gik ned mod träsket. To elge var fremme på marken. Hvad jeg tager for dværgflagermus - små og i ret lav, akrobatisk flugt - og for brunflagermus  - store, smalvingede, højtflyvende i lange, lige baner - var ude at jage. Så hørtes rørdrummen, og nu i lange serier, hvor også indåndingen kunne høres, først fra nord, men så fra vest - og så igen fra nord! Der var to!