FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

20. juni 2021

TOGT MED RYLEN 11. TIL 16. JUNI 2021

 


  Fra Rylens stævn, mod Gabet 12.06.21. CCT, akvarel på papir, A4


Netop hjemvendt fra togt med Johannes Larsen Museets ekspeditionsbåd Rylen. Om bord var vi billedkunstner og skipper Jens Bohr, Ingeborg Siri Tofte-Hjort, Solveig Dagny Tofte-Hjort og jeg. Endnu påvirket af sejladsen duver jeg fra side til side.

Det at sejle fører én ind i en tilstand af opmærksomhed på nuet. Hav, vind, nedbør, navigation, landgangsforhold, bølgehøjde – alt kalder på ens umiddelbare opmærksomhed, og når man sejler med Rylen i det danske ørige er Johannes Larsen og Achton Friises Danmarksbeskrivelse en stadig reference. Dette skaber tilsammen et prisme hvorigennem eventuelle forandringer i naturen, i menneskeliv og i natursyn henover det forløbne århundrede bliver tydelige. Dét man måske tager for givet, bliver synligt; tiden bliver tydelig. Rylen har herved en væsentlig rolle at spille i dansk kunst, en rolle hvis aktualitet aldrig svinder ind. Rylen er netop ikke en nostalgisk mindestue over Johannes Larsen og Achton Friis, men derimod et arbejdende værksted, et opmærksomhedens laboratorium.

Det var et togt i kølvandet på Johannes Larsen og Achton Friis, i hundredeåret for starten på deres ekspedition rundt til de Danskes Øer. Vi besøgte først Vigelsø i Odense Fjord, derpå Vejlø Kalv og Bogø, med et kig til Mejlø, hvor landgang i dag ikke er tilladt i fuglenes yngletid. Disse tre øer ligger i den havbugt som i dag kaldes Lillestrand, men som på Friis' og Larsens tid kaldtes Korshavn. Navnet Korshavn er i dag kommet til specifikt at betegne den naturhavn, som findes i havbugtens nordligste ende, umiddelbart syd for Fyns Hoved og i læ af krumodden Korsør. Også her var vi i land, og vi foretog desuden en kort rekognoscering af strandengen syd for Pughavn og Fællesstrand. Endelig besøgtes Romsø. På næsten alle lokaliteter blev der tegnet og malet og der blev taget noter om fuglelivet og floraen, vel at mærke i udvalg; en række planter, som jeg ikke kan bestemme med lethed, er ikke noteret, f.eks. mælder, skræpper, pileurter og de fleste græsser. På øerne og på Korsør har jeg tilstræbt at notere alle fuglearter, mens noteringen i øvrigt har fokus på, hvad jeg har fundet bemærkelsesværdigt. Hvor det skønnedes relevant forsøgte jeg, efter bedste evne, at bestemme lokaliteternes naturtype ud fra bogen “Danske Naturtyper i det Europæiske NATURA 2000 Netværk” - de er i teksten noteret som følgende eksempel: 1220 Flerårig vegetation på stenede strande.

Jens Bohr havde forinden sendt mig Johannes Larsens (JL) optegnelser om det fugleliv han mødte i forsommeren 1921. Hvad dét angår er det ikke småting, som er forandret i løbet af det århundrede, som ligger imellem hans optegnelser og mine. Det generelle billede, nemlig at det er gået kraftigt ned ad bakke for det åbne lands fugle, sås bekræftet: Rødben, gul vipstjert og agerhøne, arter som JL noterede på flere af de lokaliteter som også vi besøgte, savnedes i dag helt. JL's noter er ganske grundige og det lader til, at han har noteret (næsten?) alle fuglearter han stødte på. For visse arters vedkommende må man desuden tro, at alle individer er noteret. Det gælder bl.a. arter som krage, toppet skallesluger og fiskehejre (1!). Disse er i dag så talrige, at jeg simpelthen ikke orker at holde styr på dem. Det samme gælder ederfugl: I hele området fra Korshavn i nord til Vigelsø i syd noterede JL kun: “Ud for Dalby 4-5 etårige ederfugle”. I samme område så vi ederfugle talrigt over alt, inklusive adskillige ungeførende hunner. Vi så desuden en række arter, som i 1921 var store sjældenheder, bl.a. knarand, husrødstjert og knopsvane. Det samme kan siges om skarv, som i dag er karakterfugl ved Danmarks kyster - vi så den ynglende på både Vigelsø og på en af de kunstige holme i sejlrenden i Odense Fjord. JL så 0 (nul). Tejst så vi omkring klinterne på Mejlø (min 2 par), Fyns Hoved (2 fugle) og Romsø (min 8 fugle); JL nævner intet om tejst. Endelig kunne jeg have undt JL at opleve de tre havørne, som jagede måger på Bogø – skarpt forfulgt af rørhøg og duehøg. I 1921 et nærmest utænkeligt sceneri.

Her følger mine noter fra togtet, illustreret med arbejder udført på diverse lokaliteter og ombord på Rylen, dels af Solveig og Ingeborg, dels af mig selv.


11.06.21

Rylen, mellem Romsø og Fyns Hoved

Afgang fra Kerteminde 18:30. Rylen står nordud i Bæltet, først for storsejl og fok, nu med motorhjælp. Planen er, at gå ind i Odense Fjord inden den frontpassage, som er i vente lørdag til søndag. Ederfugle letter for boven, splitterner i luften, et marsvin var oppe nogle gange ret nærved. På Fyns kyst flot stenstrand med rigelige mængder af blomstrende strandkål. Bagved blomstrer hvidtjørnen og dufter helt herud.

 

  

Klintekyst på Hindsholm ud til Romsø Sund 11.06.21. CCT, akvarel i notesbog                    



 
Mod nord, malet fra Rylens fordæk mens brådsøerne stod ind 11.06.21. Ingeborg Siri Tofte-Hjort, akvarel i notesbog


Korshavn

Anløb Korshavn sent, efter at have rundet Fyns Hoved i høj søgang. En tejst fløj nær forbi. Vi malede siddende på dækket, Ingeborg et havbillede, malet siddende i sprøjtet fra brådsøer. Solveig malede landskabet inde på kysten, jeg også.

Korshavn ligger i læ af en krumodde (Korsør, også Korsøre), et smukt eksempel på bl.a. naturtypen 1220 Flerårig vegetation på stenede strande. Et tæppe af strandmalurt på indersiden af krumodden, den eksponerede yderside er en rullestensstrand med flotte strandkål. Mod Korshavn et tæt tæppe af strandvejbred, noget strandmalurt, hindebæger (at dømme efter blade og vinterstandere må det være lav hindebæger) og kødet hindeknæ. Også en siv, som ligner harril, dog er dækbladet undertiden længere end blomsterstanden, jeg kan bare ikke finde et alternativ der passer bedre end harril.

I det tørre malurt-tæppe vokser en uhyre smuk nellike, som jeg aldrig mindes at have set. Lysegrøn og rank med en lang, ret tæt, aksformet blomsterstand. Hvide blomnster, klæbrig (klæbrig limurt. Ifølge Store Nordiske Flora meget sjælden i DK!).

Korsør/Korshavn er et godt sted at opleve naturtyperne 1220 Flerårig vegetation på stenede strande, 1330 Strandenge og 1150 Kystlaguner og strandsøer. Selve Korshavn må være 1160 Større lavvandede bugter og vige, dog er vanddybden nogle steder ned til 8 m.


12.06.21

Korsør/Korshavn

I 1220 Flerårig vegetation på stenede strande – det er muligt, at jeg her inkluderer 1210 Enårig vegetation på strandvolde; jeg finder det svært at udskille sidstnævnte:

Klæbrig limurt: 700+ blomstrende skud (enårig)

skovløg: almindelig på tørreste del af strandvolde

strandvejbred: hist og her

Kamchatka-rose: hist og her

strand-arve: almindelig

benved: enkelte

strand sennep: hist og her

(strand-)engelskgræs ssp: almindelig

strandkål: almindelig

lancetbladet vejbred: ret almindelig

bidende stenurt: almindelig

strandmalurt: bestanddannende hvor der er grønsvær, på rullesten mere spredt voksende

strandkamille: ret almindelig

diverse mælder.


I 1330 Strandenge:

sandkryb: almindelig

lav(?) hindebæger: almindelig

strandvejbred: almindelig - bestanddannende

almindelig salturt: ret almindelig på bart sand/grus

kødet hindeknæ: almindelig – bestemt bl.a. på, at nedre stængel ikke er forveddet

(læge-)kokleare ssp: almindelig

(strand-)engelskgræs ssp: ret almindelig

strand-trehage: almindelig - bestanddannende

strandmalurt: almindelig – bestanddannende

Cf. harril: almindelig - bestanddannende


Fugle:

engpiber: 1 ad, 1 1k

husrødstjert: 1

hvid vipstjert: 1

havterne: 2

sanglærke: 2 syngende

dværgterne: 1fiskende i Pugesø

tornsanger: 1 syngende

munk: 1 syngende

Stod ind i Odense Fjord, på Borges Grund en adult sildemåge. Ederfugle, skarver, sølvmåger, stormmåger, svartbage, enkelte hættemåger og hav/fjordterner.

 

Klintebjerg, overfor Vigelsø

Fortøjringspladsen på Vigelsø er optaget. Afventer. Det gav lejlighed til at bestemme en korsblomstret, som sås bestanddannende på flere småøer mens vi stod ind i fjorden. Nemlig hjertekarse. Den er Ifølge Store Nordiske Flora temmelig sjælden i DK.

Fjordterne: 1

havterne: 4


Vigelsø

Vi fik lov at fortøjre på nordsiden af molen på Vigelsø. Rundvandring på øen.

Skarv: koloni

I skarvkolonien var partier af underskoven helt døde (bl.a. på den slåede sti samt omkring en lille sø). Ellers underskov af mandshøje stor nælde hyld, enkelte vild kørvel og rød kornel; det hele overskidt og spøgelseshvidt. Gylp af skarv fundet, indeholdende: 2 stk. ca 15 cm lange kutling sp, en håndfuld trepiggede hundestejler og en ca 10 cm lang aborre.

 











Skarver, Vigelsø 12.06.21. Solveig Dagny Tofte-Hjort, skitser i notesbog








 






Skarver, Vigelsø 12.06.21. Ingeborg Siri Tofte-Hjort, skitser i notesbog





Skarv, Vigelsø 12.06.21. CCT, skitser i notesbog

Langs Vigelsøs kyst østkyst (Gåsebadet) en smal bræmme med strandvejbred, strandtrehage, harril(?), strandkogleaks, kokleare ssp, kødet hindeknæ m.fl. Indenfor denne zone vokser strandmalurt, så en bræmme bukketorn, så skov. På øens vestkyst findes en mere udviklet strandeng 1330 strandenge med plads til flere zoner – altså også nogle tørrere længere fra selve vandkanten. Her sås bl.a. kvan (hist og her) hjertekarse (almindelig) og længst oppe på strandvolden skovløg (almindelig).

Skoven er plantet tidligt i 1990'erne ('91-'94 ca) og ganske anonym, bortset fra en død stub, hvor op ad en lårtyk vedbend (Hedera helix) voksede. Meget smukt. På denne stub (vel ca 2 1/2 – 3 m. lang) voksede flere arter epifytisk, bl. Græs sp og noget kurveblomst, muligvis en svinemælk, alternativt en tidsel. På- og langs de slåede stier gennem skoven voksede nogle interessante arter, bl.a. dunet vejbred, kamgræs (talrig) samt en af baldrianarterne og æblerose var faktisk ny for mig! Nord for molen findes en rågekoloni. Ungerne udfløjne; sad med forkærlighed på molen nær Fodermesterhuset.

Diverse observationer:

æblerose

dunet vejbred

lancetbladet vejbred

bellis

kamgræs

almindelig hyld

skarv: koloni opdilt i tre delkolonier

vild kørvel

spansk kørvel

skovløg

kvan

klyde: 1

strandskade: flere par

stor regnspove: 9 rastende (trækgæster i flok)

knarand: 1 han

gråand: par

gravand

råge: vel en hundrede stykker inklusive mange 1k

fiskehejre: ca 5

tornsanger: syngende

gøg: syngende

gulspurv: syngende

vikke sp

hvidkløver

knopsvane: par med min 2 unger, hundreder rastende

engriflet hvidtjørn

musvåge: 1

brunelle sp

NB. I kanten af den slåede sti på vestsiden af Vigelsø så jeg nogle blomstrende bruneller. Jeg bemærkede, at blomsterstanden sad et stykke over de øverste stængelblade, vel omtrent én til halvanden cm, og jeg tænkte, at det var noget som burde tjekkes i floraen. Det har jeg gjort nu, efter at være kommet hjem, og det er faktisk et af kendetegnene for den meget sjældne storblomstrede brunelle. Jeg synes ikke det er nok til en sikker bestemmelse, men det bør undersøges.

Retur til Klintebjerg.


13.06.21

Vigelsø

Efter en meget sen start sejlede vi fra Klintebjerg til Vigelsø. Solveig og Ingeborg malede udsigten fra molen (eller dæmningen, kunne man måske kalde den), nær Fodermesterhuset mod sydvest, og derefter malede de havbunden med sten, muslinger, tang m.m. Nord for molen. I øvrigt var det interessant, at der i opskyllet på molen lå en del ålegræs, en art som er under genindvandring i Odense Fjord. Ifølge Jens forsvandt ålegræsset fra fjorden på et tidspunkt. Hvorvidt dette har en forbindelse til, at der for hundrede år siden lader til at have ynglet langt flere terner i fjorden (og i Lillestrand) end i dag – og dét trods den intensive ægindsamling, som Friis beskriver, kan jeg kun gisne om, men det er da en mulighed.



Kystnær havbund, blade af hindebæger sp, blæretang, Vigelsø 13.06.21. Solveig Dagny Tofte-Hjort, akvarel i notesbog
     


Sten, fjer, tang og muslinger på havbunden, Vigelsø 13.06.21. Ingeborg Siri Tofte-Hjort, akvarel i notesbog

 

 Selv gik jeg om til skarvkolonien, egentlig for at male underskoven. I min søgen efter et egnet sted at sidde fandt jeg en 1/5 udvokset død skarvunge. På den så jeg to ådselbiller af en art, som jeg tidligere har set i Pulken, da på en død rørdrum. De er ret store, vel ca 1,5 cm lange og af form som en trilobit. Thorax er fladtrykt og orangebrunt, dækvingerne gråsorte med brede furer i længderetningen. Desuden en ådselgraver Nicrophorus sp, som desværre gravede sig ind i skarven før jeg kunne få kameraet frem. Jeg havde ikke lyst til at stikke fingrene i det stinkende ådsel. Men fint at se, at også disse arter findes på lokaliteten.

Det viste sig desværre umuligt, at finde en egnet vinkel, hvor jeg uden at forstyrre skarverne kunne male uden at blive overgylpet, så det endte med, at jeg trak ned til stranden ved Gåsebadet. Herfra malede jeg kolonien, som aftegnede sig som en hvid by mod det grønne.

Selve strandzonen her var domineret af strandtrehage, strandvejbred, kødet hindeknæ og sandkryb. Derpå et bælte strandmalurt, så bukketorn.



Skarvkoloni, Vigelsø 13.06.21. CCT, akvarel på papir 36x26 cm

Ved 18-tiden stod vi nordpå med Egensedybet og Otterup Havn som mål, men ud for Lindøværftet blev kursen lagt om mod nord én bøje for tidligt. Odense Fjord er generelt naturtypen 1160 Større lavvandede bugter og vige, men at den også rummer naturtypen 1170 Rev, fik vi nu at føle. Dér sad Rylen på Harehage, med sten under kølen agten for midtskibs, så rorets “trappetrin” ragede mindst en decimeter op over vandet. Med bådshagen loddedes vanddybten til godt en meter. Vi forsøgte at vugge ved at hive i vantene (er det ikke dét, de hedder?), men kunne ikke få hende fri. Søredningen tilkaldtes, og da de holder til i Bregnør, nåede de frem til vores position mellem Roholm og Flintholm efter blot godt tre kvarters venten. Efter lidt spænding om udfaldet kom vi af grunden. Kursen sattes atter vestpå mod Klintebjerg, hvor vi overnattede. En “hare” er i øvrigt, i denne forbindelse, ikke noget blødt pelsdyr. Det er en sten – ligesom i Hareskoven.

Sæl sp: 6




Ederfugl, fra Rylens dæk, Odense Fjord 13.06.21. CCT, akvarel på papir A4

 

Klintebjerg, aften

Klyde: 2 flyvende mod syd

taffeland: 19 flyvende mod syd

havterne: ca 5 fouragerende

toppet skallesluger: par

rørhøg: 1 han

På Skalø, den lille holm vest for Vigelsø, er en sølvmågekoloni. Store (ca 2-3/5 udvoksede) unger fra ca 8-10 par sås i strandkanten. Også mindst ét par svartbage med to 3/5 udvoksede unger. Også strandskader, gravænder og endelig rugede en stormmåge i en rede anbragt på en pæl ved molen på Vigelsø.

Sen aftensmad i Klintebjerg. Nu må vi simpelthen også sove – vi skal i morgen til Korshavn og ind i Lillestrand.


14.06.21

Fra Klintebjerg til Korshavn

Ederfugle.

Skarvkoloni på stenbunke med bøje ved sejlrenden.

Efter Gabet, hvor vi gik ind og tog ny proviant ombord, som Helle havde handlet ind, og hvor jeg fik en snak med Søren, som er bådsmand ved lodsvæsenet, og som har lagt navn til Søholm, syd for Gabet, sås mest sølvmåger og enkelte skarver og svartbage. Dog en enkelt sildemåge.

Gåtur om eftermiddagen ad Fynshovedvej mod øst, langs Korshavn. Så over campingpladsen til østkysten, op til Horseklint og tilbage ad vejen med samme navn langs strandengene ud til Fællesstrand og Pughavn.



Strandvegetation, Korsør ved Korshavn med strandmalurt, klæbrig limurt og engelskgræs. Overflyvende havterne, 14.06.21 CCT, akvarel på papir 36x26 cm


Strandvolde langs Fynshovedvej ud mod Korshavn

vild asparges: fåtallig på den tørreste del af strandvolden, hvor denne er græsdækket

skovløg: meget almindelig, karakterart på den tørreste del af strandvolden

strandbede: almindelig – nu har jeg tjekket det, og trods min hårdnakkede modstand må jeg erkende, at Jens har ret. Det er strandbede. Særlig almindelig på rullestens-strandvoldene (=1220 Flerårig vegetation på stenede strande)

Strandvejbred: yderst almindelig i “saltmarsken” (1330 Strandeng)

klæbrig limurt: ca 700 på Korsør – de vokser så smukt på tør bund midt i strandmalurten

engelskgræs ssp: almindelig

(læge-?)kokleare ssp: almindelig i “saltmarsken” (1330 Strandeng)

strandvejbred: bestanddannende i “saltmarsken” (1330 Strandeng)

Cf. lav hindebæger: almindelig i “saltmarsken” (1330 Strandeng)

kødet hindeknæ: meget almindelig i “saltmarsken” (1330 Strandeng)

strandmalurt: bestaddannende, fladedækkende karakterart på mere tør strandeng og grønsværsdækkede strandvolde (1330 Strandeng), mindre talrig på rullestens-strandvoldene (1220 Flerårig vegetation på stenede strande)

strandkål: talrig og iøjnefaldende på rullestens-strandvoldene (1220 Flerårig vegetation på stenede strande)

krybende potentil

Cf. harril: almindelig og bestanddannende i “saltmarsken” (1330 Strandeng)

almindelig pimpinelle: fåtallig på tørre, græsdækkede strandvolde

hjertekarse: ret talrig


Et enkelt sted havde strandvolden snarest karakter af naturtypen 6120 Meget tør overdrevs- eller skræntvegetation på kalkrigt sand. Denne skrænt lå på sydsiden af Fynshovedvej, ud mod Korshavn. Her voksede:

liden museurt: en del

stribet kløver: fåtallig – en art jeg i øvrigt kun har set på sydside af Rævebjerg i Odsherred

harekløver: fåtallig øverst på skrænten – måske kan tilstedeværelsen af denne kalktrangsplante undergrave mit forslag til naturtype?

Bidende stenurt: ret almindelig

 

Strandenge ud mod Fællesstrand og Pughavn, langs vejen Horseklint

tidlig skjaller: fåtallig

klæbrig limurt: hundreder

Cf. rank frøstjerne: bestand på ca 100 blomstrende skud. Lignede grangivelig rank frøstjerne, bladene dobbelt fjersnitdelte, opret stillede. Om de enkelte blades grund kan siges at være kileformet synes jeg er svært at vurdere. Nogle, javist, andre, njaeh... Men jeg har svært ved at se, at det kan være andet

engelskgræs ssp: almindelig

almindelig kællingetand: almindelig

syre/rødknæ: bestanddannende

strandmalurt: bestanddannende

gåsepotentil: almindelig

Den våde del af engen, den som er domineret af strandvejbred, strandtrehage, hindebæger og hindeknæ, er let at genkende som 1330 Strandeng, og denne naturtype omfatter også den tørrere strandeng, hvor strandmalurt danner tæppe. Mod land bliver vegetationen gradvis til hvad jeg ville kalde strandoverdrev. Naturtypen her svær at sætte en nål i, måske bare rigtig herlig natur.

Fugle:

splitterne: ca 15

havterne: ca 4

canadagås: flok overflyvende

stor præstekrave: par på Korsør

lille gråsisken: syngende

tornirisk: par

solsort

strandskade

ederfugl



Klæbrig limurt, gul snerre m.m. Korsør ved Korshavn 14.06.21. CCT, blyant på papir 26x36 cm

 

15.06.21

Korshavn, Korsør, morgen

Efter vore to ophold her kan følgende ynglefugle konstateres på Korsør (mulig/sandsynlig/sikker):

Landsvale: sikker - min. 1 par

hvid vipstjert: sikker - 1 par

stor præstekrave: sikker - 1 par

husrødstjert: mulig

tornsanger: sikker – 1 par

sanglærke: sandsynlig – snarest 2 par

strandskade: mulig

gravand: mulig

Af fouragerende fugle ses konstant havterne, ederfugl og sølvmåge. Dværgterne sås ved et tilfælde fiskende i Pugesø. Rørhøg set ved et par tilfælde, tårnfalk mere regelmæssigt – op til to stk. Ingen af disse lader til at yngle på selve Korsør.

Lettede anker med Lillestrand som mål. Passerede nær forbi klinten på Mejlø (naturtype 1230 Klinter eller klipper ved kysten). På selve klinten sad et tejstepar og yderligere ét par lå på havet, nær kysten. En (af to) tårnfalk landede på klinten, det forekommer ikke usandsynligt, at den yngler der. Stor digesvalekoloni i øverste del af klintens østende, mindst 30-40 fugle i luften foran redehullerne. Der er en tydelig lagdeling af klinten netop der: Nederst moræne og ovenfor dette en smallere, vel maksimalt halvanden meter høj, zone, som også ligner moræne, men af en anden farve. Her var redehullerne. Øverst et smalt “muldlag”.


Tejst, blyant på papir. CCT
                                                              

Vel inde i løbet mellem Mejlø og Bogø kunne vi konstatere, at forholdene var gode til et besøg på Vejlø Kalv. Det er noget Jens allerede udtrykte et ønske om i 2017, da vi var på togt sammen første gang, et ønske jeg siden da har delt. Achton Friis skriver nemlig om Vejlø Kalv: “- Det er et lille Stykke dansk Urskov, her findes, den har saaet sig selv og Mennbeskehaand har aldrig rørt den.”. Det skal naturligvis tages med dét gran salt, at Friis skriver med “bred pensel”, og f.eks. i De Danskes Land også skriver om Vejlø Kalv: “...her stod...store Kynger af blomstrende Hindebæger”, vel at mærke på basis af et besøg 25. maj 1921. Hindebæger blomstrer juli-september. Dog, en dansk urskov vil man gerne se, så vi begav os ind på det lave vand i gummibåd og nåede, i modsætning til Friis og Larsen, tørskoede frem. JL nævner i sine noter, at de vadede i land gennem blød bund med “Ålegræs Jastera mana” - det må være almindelig bændeltang (=ålegræs) Zostera marina, der menes. Det så vi intet til. Bunden er i dag for størstedelen sandbund, her og der med enkelte blæretang (1160 Større lavvandede bugter og vige).

Solveig og Ingeborg satte sig straks til at male, Jens begyndte en rundvandring langs stranden og jeg begyndte med en registrering af floraen i de forskellige zoner fra strandkanten og ind mod midten af øen.


Vejlø Kalv

Zoner, 1) er nærmest kysten etc.

  1. havstokken: Strandvejbred, sandkryb, hindebæger sp, strandasters – hvor af én i blomst, strandbede

  2. græsser og strandmalurt

  3. vild asparges – meget talrig, bredbladede græsser, skovløg – meget talrig, hjertespand – kun ved det lille “næb” mod øst

  4. vild kørvel, Cf. Agertidsel, stor nælde, kodriver sp, hjorterod – interessant! Hjorterod er én af “Storebæltsarterne” og findes i Danmark kun i det tørre og varme bæltklima; ligesom f.eks. fransk bredpande

  5. klint på nord- og vestsiden vel ca 2-3 m høj. På syd- og østsiden stejl skrænt. Her vokser buske, nogle steder dog også skovtræer, i øst således eg sp og på sydøsthjørnet småbladet lind. Hyld, rose sp, tjørn sp, vedbend (jeg har efterfølgende bestemt den sikkert til Hedera helix ud fra fotografier bladstængels længde = bladpladens længde. Der var en vis variation i de fertile skuds bladform, men flertallet var elliptiske), slåen, ene (!) - på sydvesthjørnet, vild kaprifolium, benved – angående denne så kiggede jeg kun kortvarigt på den. Friis nævner vrietorn og jeg kan have taget fejl i skyndingen. En af disse buske havde spind med små, gule (sommerfugle?) larver med sorte hoveder og sorte prikker. Vegetationen nogle steder fuldkommen uigennemtrængelig, særlig sydsiden var én tæt mosaik af diverse arter. Spektakulært.

  6. Skoven: Blandskov af småbladet lind og eg sp. Træerne ikke særlig høje, 10-15 m vil jeg skyde på, men gamle. En død højstub af småbladet lind var ikke mere end ca 20-25 cm i diameter. Den ringe træhøjde kan skyldes, at det er en lille ø; i følge Friis 1,5 tønde land. Vedbend Hedera helix almindelig, men ikke dominerende på nogen måde, vild kaprifolium hist og her. Også et enkelt træ som mest af alt lignede pære i vækstform og bark (gråbrun med revner på kryds og tværs) – dette træ nåede tilsyneladende op i kronetaget. Busklaget bestod af tjørn sp, hvoraf enkelte var deciderede småtræer, rose sp, hyld, stikkelsbær, brombær sp. I skovbunden var der to typer vegetation: Under hovedsagelig eg sp på øens østside fandtes en tæt bestand af ørnebregne, muligvis tredelt egebregne og nogle stor konval. Jorden her virkede morbundsagtig, muligvis humus; føltes let trævlet. Under ege-lindeblandskoven var skovbunden dækket af urter: Stor konval – talrig, vild kørvel – talrig, liljekonval – talrig, snerle sp, stor nælde – ret almindelig, hundegræs – ret almindelig. Glemte desværre at undersøge jordbunden her.

Øen giver et udmærket billede af skovbilledet, ja hele landskabsbilledet, i Danmark under Atlantikum. Dét man ser her, er Ertebøllejægernes landskab. Danmarks ældste båd, en udhulet lindestamme, dateret til ca 7200 år før nu, er faktisk fundet i Korshavn, nogle hundrede meter nord for Mejlø! Skoven på Vejlø Kalv passer, som naturtype betragtet, ikke rigtig på noget som helst. Lidt paradoksalt, eftersom skoven her nok er det mest naturlige jeg nogensinde er stødt på i Danmark. Om der virkelig er tale om et relikt, med en kontinuitet som går tilbage til Atlantikum, ved jeg selv sagt ikke. Men jeg skal love for at det ligner. I en folder fra Fyns Statsskovdistrikt, findes et kort, visende “land i stenalderhavet” (gul signaturfarve) og “hævet havbund” (grøn signaturfarve). Kortet er noget gnidret, men viser Vejlø Kalv som en grøn ring med hvidt i midten, altså noget svært at aflæse! Det kunne tyde på, at korttegneren har glemt at farve midten gul. Hvis dét er tilfældet er muligheden for, at der rent faktisk er tale om et relikt i hvert fald til stede. Det burde undersøges. Det artsudvalg og generelle billede vi mødte svarer ganske nøje til hvad Friis beskriver. Vejlø Kalv er en perle af de helt sjældne.

Først så Jens et dyr: “Det passede til øens størrelse; en dværghjort!”. Midt på øen sprang den så pludselig op, mens jeg var ved at filme. Det var et Rålam. Jens var nede på stranden, og så det komme styrtende ud af skoven og direkte ud i vandet, hvor det rundede “næbbet” og forsvandt; det er vel gået i land igen på nordsiden.

Jeg tegnede dels en skitse af strandens vegetationszoner ved “næbbet” på østsiden, dels en kuglepensskitse i linde-ege-blandskoven. Ikke mange fugle på øen; to præderede æg – ringdue og sandsynligvis ederfugl, kaldende bogfinke, to strandskader, en overflyvende hvidklire, en krageunge. Men da jeg var færdig med at tegne hørte jeg pludselig havørnen kalde.



Vejlø Kalv 15.06.21, blandskov af småbladet lind og eg, i busklaget hvidtjørn og hyld, i skovbunden stor konval og vild kørvel. CCT, kuglepen i notesbog.



Tue på lavt vand, blåmusling, hindebæger, Vejlø Kalv 15.06.21. Solveig Dagny Tofte-Hjort, blyant i notesbog



           
Havbund, lavt vand ved Vejlø Kalv 15.06.21. Ingeborg Siri Tofte-Hjort, akvarel i notesbog



Vejlø Kalv 15.06.21 egedomineret parti, muligvis på morbund. I skovbunden ses ørnebregne, stor konval og muligvis almindelig egebregne, i busklaget hyld.

 


Vejlø Kalv 15.06.21 parti domineret af småbladet lind. I skovbunden stor konval, brombær sp, græsser. Som det fremgår er træerne lave af vækst.

 


Vejlø Kalv 15.06.21 småbladet lind og eg, vedbend. I skovbunden stor konval, almindelig kørvel m.m.

 


Vejlø Kalv 15.06.21 skovbryn med småbladet lind, eg sp, vedbend, hyld, rose sp.


Vejlø Kalv 15.06.21 Strandvegetation med bl.a. hjorterod, strandmalurt og skovløg.


Bogø

Da vi i gummibåden sejlede tilbage mod Rylen efter besøget på Vejlø Kalv kom en havørn - sandsynligvis 2k, da den var slidt hvid på partier af ryggen – flyvende fra Mejlø mod Bogø. Ivrigt mobbet af en mindre rovfugl. Det viste sig at være en duehøg! Snart efter slog havørnen ned bag bakkekammen på det nordlige Mejlø, og en sky af måger fløj i vejret i vildt raseri. Den var tydeligvis slået ned i en mågekoloni. Efter nogle minutter kom et par adulte havørne ad samme rute. De slog også ned i mågekolonien, den ene med udstrakte fangere. Også en rørhøg blandede sig i ørnemobningen. Vel 5-10 minutter senere kom den unge havørn flyvende fra Bogø, med en gammel svartbag lige over ryggen. Den forsvandt tilbage mod Mejlø og snart efter fulgte de to gamle.

Efter frokost gik vi i land på Bogø. Her blev vi straks optagede af at plukke ederdun, som lå overalt i strandkanten. Langs stranden fandt vi flere forladte ederfuglereder, to fra i år, hvor æggeskaller viste, at ungerne var klækket, og adskillige bare pletter i strandmalurten, spor af tidligere års reder.

På selve den smalle sandstrand fandt vi en sølvmågerede med tre æg, så, nærved, men inde i malurten, en svartbagerede, og her så man naturens drama udfoldet: Reden indeholdt ét uklækket æg, ét æg, hvor ungern var død under klækningen og lå død med æggehinden om kroppen, endnu i fosterstilling, men ved siden af reden, lidt inde i strandmalurten fandt vi den sødeste lille svartbageunge, 1/5-2/5 udvokset.


Bogø, diverse observationer:

Havørn: 2 adulte i par, 1 2k-3k fouragerende

rørhøg: 1 han, 1 hun

duehøg: 1

sølvmåge: en koloni med hundreder, rede med 3 æg

svartbag: 2+ adulte, rede med 1 æg 1 død 1/5 udvokset pull, 1 1-2/5 udvokset pull

ederfugl: ca 150, 2 klækkede reder fra i år, ca 5 fjorgamle reder

toppet skallesluger

gravand: par med 6 1/5 udvoksede pull

gærdesanger: 1 syngende


Mejlø, diverse observationer – set fra Rylen og Bogø:

Dværgterne: 1

havterne: 5-10

stor præstekrave: par

strandskade: 4-6

tejst: min. 4 omkring klinten

huldue: 11 rastende i flok nær klinten – yngler de i den?

tårnfalk: par


Vi sejlede fra Bogø ca 17:45.



Rylen opankret ved Romsø, 16.06.21. Ingeborg Siri Tofte-Hjort, akvarel i notesbog

Bogø-Romsø

Vi gik for motor rundt om Fyns Hoved til Romsø. Sidst på eftermiddagen løjede vinden nemlig af til noget nær havblik. Det gav gode muligheder for at se efter marsvin, Solveig lagde ud med at få øje på en voksen med en lille unge ud for Fyns Hoved. Flere fulgte snart.

Marsvin: 1 adult og 1 pull, 3 adulte, 3 adulte

tejst: 2 i par nær Fyns Hoved

splitterne: 3


Romsø

Vi ankrede op ved Romsø, nord for vestrevet. Inde på Romsø græssede mange dådyr, en spættet sæl lå på en sten nær stranden og en gammel havørn landede i en trætop.

Iagttagelser fra Rylen liggede for anker:

Havørn: 1 adult

fasan: 3

dådyr

vibe: 1

strandskade

ederfugl

marsvin: 1

spættet sæl: 1


16.06.21

Romsø

Fra Rylen sås om morgenen:

Spættet sæl: 1

tejst: 8

havterne: 3+

fjordterne: 1+

splitterne: 1+

skarv

ederfugl

strandskade

ringdue: kurrende

digesvale



Tejste på helt lavt vand med opstikkende "tangtrolde", Romsø 16.06.21. CCT, akvarel på papir, A4

Romsøs kyst er præget af klinter, både aktive og klinter med mere eller mindre grønsvær. Det er naturtypen 1230 Klinter eller klipper ved kysten og til denne naturtype må, så vidt jeg kan skønne, overdrevet som omkranser øens centrale, skovdækkede del regnes. Dådyrene holder vegetationen helt lav, dog brudt af større bevoksninger af brombær sp, som til gengæld er gennemkrydset af tæt græssede “hjortestier”, eller hvordan man nu skal udtrykke det. Hundetunge er almindelig i dette overdrevslandskab, jeg har aldrig før set denne art i sådan mængde. Det er tydeligt, at dådyrene undgår den. kamgræs er overordentlig almindelig – det typiske billede er, at man ser ud over græsplænekort græs, og op stikker overalt blomstrende aks af kamgræs. En anden almindeligt forekommende art i dette kortgræssede overdrevslandskab var almindelig mælkurt. Særlig på et areal med mange tuer af en eller anden myre – det lignede præcis rød engmyres tuer – var også hjertegræs almindelig.

Kysten var for en stor del rullestensstrand. Dér hvor vi gjorde landgang var vegetationen sparsom, blot smalle bræmmer af strand-vejbred. Mange større sten på stranden og ude i havstokken. Her voksede særlig blæretang og savtang.



Romsø 16.06.21, rullestensstrand og blokke, stille vand med opstikkende tang, digesvaler. CCT, akvarel og kuglepen i notesbog



Romsø 16.06.21, klint ved stranden bevokset med græs og urter. Solveig Dagny Tofte-Hjort, akvarel i notesbog

 

I land sås følgende:

Hvepsevåge: 1 – kredsende lavt, derpå lod den til at fortsætte mod sydvest, men den kan have gået ind på øen igen.

Digesvale: mindst tre kolonier . Talrig

hundetunge: almindelig

kamgræs: nærmest karakterart

almindelig mælkurt: almindelig – både lyserøde, blå og hvide set

hjertegræs: almindelig i “myretueengen”

gul iris: talrig i mindst én af de små damme

gåsepotentil

Cf. tornet tidsel

havørn: 1 adult kom ind fra havet på øens nordvestside, med et bytte i fangerne

strandskade

fasan

dådyr

ederfugl: almindelig, også med ællinger

toppet skallesluger

sølvmåge

tornsanger: 1 syngende

havesanger: 1 syngende

gærdesanger: 1 syngende

munk: 2 syngende

rødstjert: 1 syngende

stær: <10

huldue: 5 syngende, to set

ringdue: min. 2 syngende

solsort: flere syngende


Som sædvanlig kastede Ingeborg og Solveig sig straks over arbejdet, mens Jens og jeg først rekognocerede. Jeg fik malet en lille skitse af stranden med rullesten, blokke, tang og et par digesvaler. Det var stadigvæk vindstille da vi gik ombord i Rylen, men motoren reagerede ikke på det første par startforsøg. Endelig lykkedes det dog, og sidst på eftermiddagen lettede vi anker. Undervejs til Kerteminde malede jeg en skitse af tejste i det blikstille vand med opstikkende “tangtrolde”. Afmønstring.

 


Fra venstre: Solveig Dagny Tofte-Hjort, Jens Bohr og Ingeborg Siri Tofte Hjort ombord på Rylen 12.06.21



Carl Christian Tofte maler, Rævebjerg, Vejrhøjbuen 07.06.21. Foto Solveig Dagny Tofte-Hjort