AFRUNDING AF NATURMØDET

 

Et afgræsset overdrev i Danmark, i forgårs.

Det er på tide at følge op på Naturmødet. 

Baggrunden for den debat jeg arrangerede på Naturmødet var, (se evt. også  mit blogindlæg fra 18. maj i år), at debatterne i samfundet vedrørende biodiversitet respektive klima lader til at foregå fuldkommen parallelt. I klimadebatten er kvæget en ren skurk, som søges elimineret; i debatten om biodiversitet tales der hele tiden om naturnationalparker og om rewilding. Det jeg frygter er, at summen af disse to ting bliver dels et landbrugsland uden græssende kvæg - og en, der af følgende, voldsom forarmning af Danmarks biodiversitet - dels nogle små naturnationalparker hér og dér, hvor man kan rejse hen og se "Danmarks Big Five: Vilde heste, havørn, bison, spættet sæl og kronhjort". 

Samtidig hører jeg qva mit arbejde, hvor jeg har en stor berøringsflade til grønne organisationer, Naturstyrelsen, Kommuner og grønne fonde, en del om, hvor svært det er at skaffe kvæg til naturpleje. Kort sagt, nogen må slå et slag for kvæget i landskabet - slå et slag for, at det bliver etableret i offentligheden, at (blandt andet) Danmarks biodiversitet og naturtyper er afhængige af kvægafgræsning. Med fremtidsudsigter for det konventionelle kvægbrug, som peger mod lukkede systemer indendøre, valgte jeg at tage fat i det økologiske kvæg, hvis fremtidige skæbne endnu ikke er afgjort.

Jeg finder det nemlig fuldkommen åbenbart, at der skal være græssende dyr i landskabet. Græs opstod for omkring 40 milioner år siden. Snart efter opstod de første græsædende pattedyr, og lige siden har disse dyr været en naturlig del af verdens lysåbne habitater. Artssammensætningen har naturligvis varieret i forhold til klima, tid og geografi, men de hører til, og er en vigtig faktor i den lysåbne natur. I vores egen tidsperiode, Holocæn, er tamkvæget blevet en af de vigtigste arter for disse lysåbne habitater. Kvæg er noget vi har meget af, der er et økonomisk incitament til at avle kvæg og producere mælk, og natur og biodiversitet har brug for, at der blive afgræsset. Kvæget er derfor den oplagte art at satse på. Fint med mig, at der kommer bisoner og vilde heste i naturnationalparkerne - men hvis der skal være dyr i landskabet i en skala som batter noget, skal kvæget på banen. Der skal skabes mulighed for, at landbrugerne kan etablere en naturnær, økologisk driftsform som de kan leve af. Heldigvis har jeg erfaret, at der blandt kvægholdere findes folk med et engagement for at opnå netop dette, som ikke er mindre end det jeg selv kan mønstre.

Den debat, som jeg havde troet snarest ville blive en konstruktiv diskussion af, hvordan vi får kvæget til fortsat at virke til fordel for biodiversiteten i landskabet, blev noget helt andet:

Fra professor i agroøkologi Jørgen E. Olesens side blev det en stadig argumenteren for hvorfor biodiversitet for det første ikke angik hans forskningsområde, og hvorfor det i hvert fald ikke var noget der havde noget som helst med landbruget at gøre. Jeg kan blot sige, at det, som forsker, at køre ud af sin egen tangent, mens man stædigt holder sig for ørerne og siger "tra-la-la-la-la", når det påpeges, at andre forskningsfelter og erkendelser har relevans for ens eget forskningsfelt, er en holdning som står for fald. De problematikker Jørgen E. påpegede var alle relevante - men at der er problemer, som skal løses, er jo  ikke et argument for, at undlade at tage hensynet til biodiversiteten i betragtning. Et argument var, at der ikke er plads til natur i landbrugslandet, og at vi har brug for dyrkningsfladen for at garantere fødevaresikkerheden. Til dette påpegede Michael Kjerkegaard, næstforperson i Økologisk Landsforenings Kød- og Naturgræsserudvalg, at der f.eks. bliver dyrket energi-raps. Jeg synes ikke, at jeg behøver uddybe. Jørgen E. hævder, at landbrug ikke har noget med natur at gøre, men jeg må pointere, at den biodiversitet vi oplever i Danmark i dag er her i kraft af 6000 års landbrug - græsning, høslæt, styning, stævning osv. - som har gjort, at den biodiversitet som gennem årmilioner er tilpasset lysåbne habitater, har kunnet trives i Danmark også under Holocæn.

Phd i Biologi Pil Birkefeldt Møller Petersen argumenterede for, at man ikke skulle udnytte kvæget til slagt m.m. men i stedet, f.eks. gennem EU-lovgivning, skulle udbetale landbruget penge for at lade dyr afgræsse natur. Hvis man ser den film, som blev optaget af vores debat, vil man sikkert kunne se på mit kropssprog, hvor træt jeg blev af dét input. Danmarks biodiversitet har nemlig brug for løsninger, som kan implementeres hurtigt. Med al respekt for EU, som jeg er en stor tilhænger af, tror jeg, at tidshorisonten for implementeringen af dét Pil foreslår, er længere end naturen kan tåle at vente. Må jeg, mens vi venter, foreslå nationale mærkningsordninger med Ø-mærket som forbillede; jeg vil med glæde betale mere for oksekød fra dyr, som har plejet natur - helst hele deres liv, eller som f.eks. har græsset på økologiske stubmarker og brakmarker, aller helst uden kløvergræsindsåning og naturligvis uden medicinering mod indvoldsorm.

Vilje til umiddelbar handling oplevede jeg fra panelets landmand Michael Kjerkegaard. Han har allerede implementeret hensynet til biodiversitet i sin økologiske bedrift (han har Herefordkvæg) og efterlyser dels dialog med agroøkologisk institut på Aarhus Universitet (som Jørgen E. Olesen er leder af), dels vejledning fra biologer i implementering og justering af driften. Michael arbejder med holistisk afgræsning, og selvom holistisk afgræsning, af nogle, er blevet oversolgt som bidrag til en løsning af klimakrisen, kan jeg ikke se andet, end at metoden har udmærkede effekter. F.eks. arbejdes der med, at dyrene skal nedtrampe en vis procentdel af vegetationen, så der løbende dannes muldlag. Nu siger du måske: "Men Morten DD siger jo, at Muld Er Gift!?", men sagen er, at man ved at supplere muldlaget løbende, undgår at skulle ompløje de fenner, som kvæget afgræsser, hvilket ellers er normalpraksis. Det kan kun være positivt for den flerårige urteflora. At det kaldes holistisk afgræsning kan måske få en eller anden til at stejle, men i praksis minder det ikke så lidt om gammeldags stribegræsning, hvor dyrene flyttes sucessivt, så udpining undgås. Michael arbejder med en indsået græs, iblandet kløver og andre urter, for at sikre en proteinrig kost til kvæget. Det er naturligvis ikke optimalt i mine øjne, men han arbejder dertil med rene naturarealer, som bliver afgræsset målrettet, med sikring af biodiversiteten for øje. Man kan måske betragte det som et slags "inmark-utmarksystem" (jeg kan bedst formulere det på svensk), hvor et tilsået areal er en slags "ager", mens de rene naturarealer fungerer som overdrev.

Der foreligger en rapport, jeg ved ikke om jeg må linke, men måske kan du selv finde den, spørg evt. Michael Kjerrkegaard selv: Naturpleje ved holistisk græsning i Vejle Ådal –indflydelse på biodiversitet og jagtbart vildt Udarbejdet af Lars Bo Nielsen1), Lisbeth Nielsen2), Anna Bodil Hald2)og Bo Levesen1) Med bidrag fra Michael Kjerkegaard3), Morten D.D. Hansen4) og Rasmus Ahlmann Nielsen5) 

1)Vejle Kommune, 2)Natur & Landbrug ApS, 3)Økologisk landmand, 4) Naturhistorisk Museum Aarhus, 5) Danmarks Jægerforbund

At erfare den vilje til at tage affære, som Michael udtrykte, var afgjort et opløftende og konstruktivt element i debatten. Jeg håber, at der er nogen som tager den fremstrakte hånd, som tilbydes af de landmænd, som har jorden, dyrene og viljen til at skabe biodiversitet - i naturområder så vel som i agerlandet.

Det var ikke så lidt jeg lærte af at deltage i Naturmødet. Ikke mindst erfarede jeg, at der er divergerende meninger om, hvordan udledning af klimagasser fra kvæg egentlig bør beregnes. Der er huller i vores viden. Hvordan kulstoflagring i jordbunden i et græslandsøkosystem foregår er endnu ikke fuldt udforsket, og hvordan ser f.eks. "klimagas-regnskabet" for et intakt græslandsøkosystem med store græsædere, orme, bakterier, planter, insekter og svampe egentlig ud? Der lader til at være basis for rigeligt med forskning for både biologer, biokemikere og agronomer.

Der er brug for en reformation af befolkningens naturengagement. Som sagerne står minder den afståen fra at spise oksekød, som griber om sig, ikke mindst blandt de unge, meget godt om den afladshandel, som til sidst blev Martin Luther for meget. Ligesom katolikkerne, i Luthers øjne, valgte en forkert vej til frelse, ved at poste penge i kirken, mod luftige garantier om kortere ophold i Skærsilden, yder "Bolognese-fornægteren" det forkerte offer. Kræv i stedet en kødsovs, som er en del dyrere, fordi den er opbygget af hulkravet kodriver, trævlekrone og knoldet mjødurt, så du med fred i sjælen kan tænke på de gødningsbiller, sommerfugle og viber, for hvilke oksen i løbet af sit liv har skabt livsgrundlag. Et sådant krav fordrer naturligvis, at befolkningen bliver oplyst.