Juli måned har altid budt på helt
excellent småfuglelusk i haven. Havens ynglefugle suppleres af
diverse arter fra nærområdet, som nu strejfer omkring.
Kirsebærtræet og fjeldribshækken tiltrækker mange fugle, og i år er der
i tilgift opstået en super god biotop i forhaven. Årsagen er naboens fyrretræ, som væltede ind i vores have i senvinteren. Faktisk er det kun de nederste to og en halv
meter, samt selve rodknolden, som er tilbage, men der skete det, at
naboen forleden tilkaldte den lokale grøntsagsbaron “Sallads-Per”,
som med sin gravko skulle fjerne det, som var tilbage af træet.
Sallads-Per kom så med en gravko i den størrelsesorden, som kan
vælte et hus. Det lykkedes ham ikke at få fat i stubben - grabben var, med sine godt tre meter, simpelthen for bred til, at
han kunne komme til at få fat. Til gengæld fik han gravet et hul, taget en bid af kompostbunken samt smadret stubben ind i et andet fyrretræ. Det er lige den slags rod, som fuglene kan
lide. I morgentimerne er her et sandt mylder. En udsøgt fornøjelse er nattergalene, som viser sig tillidsfuldt, hvis man er lidt tålmodig. Jævnligt er der også overraskelser imellem. I den seneste uge lille flagspætte, spætmejse og ikke mindst den skovsanger, som var på besøg for et par dage siden, og som blev matrikelart nummer 181.
I dag sad jeg ca en time - en rødstjert som jeg så halvdårligt skulle lige tjekkes. Og vist var det en rødstjert, der var faktisk en hel familie. Far, mor og fire unger. Nattergalene knirkede i krattet, og snart kom også de frem, ligesom tornsanger, havesanger og gærdesanger.
Jeg hentede kameraet og fotograferede lidt på må og få hver gang noget viste sig. Havesangeren, som pikkede til kirsebær, gærdesanger, nattergal. Så fik jeg øje på en fugl, som sad og spiste fjeldribs. Hovedet var skjult, og dens to smalle vingebånd overraskede mig; så faldt tiøren dog.
For det var jo en ung karmindompap. En yderst sjælden én af slagsen. Efter at artens kernehabitat i vinter blev decimeret med tre fjerdedele, har jeg kun hørt én syngende fugl - mod de senere års normalt tre til fire. At arten trods alt har haft en vis ynglesucces i området, var en glædelig overraske.
Klokken 13 havde jeg aftalt en lille eftermiddagsekskursion med Ann-Jeanett og John Erik Ekberg. Først var vi ved Gropahålet, hvor vi så skovhullæbe af racen orbicularis, tre hullæber, som lignede glat hullæbe af racen arenaria og mængder af rød hullæbe. Derefter var vi på Sånnarna for at lede efter sortplettet blåfugl. Vi så en vortebider, Koelerion-glaucae-samfund og en hel del grenet edderkoppeurt, men efterhånden begyndte det at regne, og ingen blåfugle var på vingerne.
 |
| Rød hullæbe |
 |
| Muligvis glat hullæbe ssp arenaria |
 |
| Muligvis glat hullæbe ssp arenaria |
 |
| Vortebider |
 |
| Sånnarna, sandsteppe med bl.a. vellugtende gulaks og grenet edderkoppeurt |
Næste stop skulle egentlig have været Björkhall, men med den tiltagende regn besluttede vi i stedet at tage til Äspet. Regn er nemlig godt til vadefugle. Det viste sig at være et godt valg. Vi kiggede først fra nordsiden. Vadefladerne var tæt besat, især almindelige ryler og krumnæbbede ryler vrimlede omkring. Nede ved fugletårnet vrimlede det også med fuglekiggere, og dét er ikke normalt. Jeg blev mistænksom, og da vi mødte en fuglekigger spurgte jeg: "Har du sett den?", hvortil hun svarede: "nej inte än, men den är sett för 30 minuter sedan". Så måtte jeg jo spørge, hvad det var for en, hun kiggede efter, og det viste sig, at vi var ramlet lige ind i et twitch efter en hvidrygget ryle. Vi forflyttede os til de sammenstimlede fuglekiggere, og fik snart fuglen at se, dog på nogen afstand. Det blev et længere ophold med intens søgen og ud over en mængde vadefugle kom også arter som grønspætte og rovterne kom i notesbogen. Endelig lykkedes det så også at få den hvidryggede ryle set på nært hold. Alt i alt en dag i topklasse i Vattenriket.
 |
| Hvidrygget ryle, Äspet |
 |
