PLESKII TIL MANGE MEN SIBIRISK JERN TIL ALLE!

Endelig en mulighed for, at klemme noget ”hårdskådning” ind i hverdagen. Min frustration over sibirisk jernspurv i Brantevik, og ikke mindst en azurmejse, gjorde, at hele familien gik sammen om at få far i felten – og tusind tak for dét.

Azurmejsen var et virkeligt kølleslag, og selvom jeg i dagevis havde længtes til Brantevik, smed jeg jernspurven væk, og valgte at twitche azurmejsen. Efter at have afleveret Ingeborg og Solveig til mormor og morfar i Ronneby fortsatte jeg derfor østpå til Øland.

Netop da jeg havde passeret Ølandsbroen, fik jeg en sms-besked fra Jan Speierman om at en sibirisk jernspurv netop var opdaget i København, som jeg havde forladt fire timer forinden! Det er naturligvis dejligt, at blive informeret, men i situationen følte jeg mig som en idiot. Ved 15-tiden var jeg fremme i Grönhögen. Det viste sig, at azurmejsen var fløjet ad helvede til nordpå ved tolvtiden, efter et close encounter med nogle fuglefotografer, og jeg blev anbefalet at gå en tur nordpå langs stranden. Mejsen havde nærmest udelukkende fourageret på den stenede strand, så jeg gik langs stranden, som til min overraskelse vrimlede af småfugle. Her søgte de føde i læ for den hårde østenvind. Fuglekongerne vimsede om mine fødder, gransangere, rødhalse og blåmejser opførte sig nærmest som skærpibere.

Jeg gik langs stenstranden, til den afløstes af rørsump og strandsiv. Oppe ved strandsumpen stod en gruppe fuglekiggere, og jeg fik forevist en blåhals og en plettet rørvagtel, som jo var fint, men bevidstheden om alt det jeg var gået glip af, nagede alligevel. Det var en lang vej tilbage, dog flushede jeg endnu en blåhals, og så ved man da i hvert fald, at man har været grundig.

Så var det faktisk også næsten mørkt, og jeg begyndte i stedet at lede efter et sted at overnatte.

I morges begyndte jeg igen min søgen efter azurmejsen, men efter en times søgen uden held, valgte jeg at satse på en af de fem sibiriske jernspurve, som var blevet set dagen forinden.

Den nærmeste var set ved Parboängs badeplads, og heldigvis var den hjemme. Straks efter min ankomst hoppede den frem, og sad frit fremme i tangen, hvor den pudsede sig og viste sig frem, som den virkelige ”cosmic” den er. Jernspurve og rørspurve var der også, og en overflyvende laplandsværling hørtes. Det lettede alt sammen, og jeg besluttede at droppe yderligere futile strandvandringer efter azurmejsen. I stedet kørte jeg mod Degerhamn, hvor endnu en sibirisk jernspurv var set dagen før.

På vej nordpå kom jeg gennem Albrunna, hvor jeg stødte på et typisk Ølandsfænomen, nemlig mængder af parkerede biler og fuglekiggere overalt. Tilspurgt fortalte de, at det var en hærfugl de ledte efter, men nok så vigtigt, var der også en som ytrede, at azurmejsen var ”ifrågesatt” som mulig blåmejse x azurmejsehybrid. Jeg gad ikke snuse rundt efter en hærfugl, men fortsatte til Degerhamn.

I Degerhamn stod en hel del rådvilde fuglekiggere og kiggede på en bunke grene. Den sibiriske jernspurv var muligvis inde i bunken, men der var også en fugl, som var fløjet væk fra bunken, måske, måske ikke, netop jernspurven.

Mens de andre kiggede på grene gik jeg og en anden ud i området for at lede. Min makker genfandt jernspurven, hvilket jeg nærmest måtte hive ud af ham. Svenske fuglekiggere udtaler sig kun direkte adspurgt, og da tøvende. Jeg ved sgu ikke hvad det er med dem. Jeg hev frem, at han havde set den flyve, men havde mistet den i et stort tæt urtebed inde i havnen.

Vi tilkaldte de andre, og så stod vi alle en stund og botaniserede i urtebedet, men snart diffunderede de fleste væk igen. Det var jeg godt tilfreds med, for jeg kan godt lide, at der kommer styr på fuglen. Når der er 99% chance for, at den fugl man eftersøger sidder et bestemt sted, synes jeg det er dumt, at forlade stedet. Samtidig er en crowd altid bange for, at agere for aggresivt og derfor var det godt, at ”crowden” gik. Det gav friere handlemuligheder. Vi var der jo alle for at se fuglen, og jeg foreslog derfor de to tilbageblevne, at vi trawlede igennem buskadset. Dét gav pote, og den sibiriske jernspurv fløj over på en mole, hvor den sås super fint af os, og den efterhånden tilstrømmende fuglekiggerhob, i de tidsrum den var ude af urtevegetationen.

Efter en god halv time fløj en fugl bort fra det urtebed vi observerede. Alle kiggede mod det sted den var landet. Der flaksede en fuglekonge omkring, og alle svenskerne vendte tilbage til jernspurvens tidligere opholdssted. Jeg var dog ikke rigtig tilfreds, og undersøgte i stedet det sted, hvor en fugl var set lande. Der sad ganske rigtigt den sibiriske jernspurv, og jeg tilkaldte igen twitcherne, men fortsatte selv, da jeg havde set en fugl flyve videre. Mens alle andre igen nød jernspurven var jeg var langt i forvejen, og kunne konstatere en gransanger, men jeg noterede, at jeg fik en stalker, som åbenbart havde fået det indtryk, at det var mig som bestemte hvor jernspurven var.

Under almindelig snak fik jeg forevist et billede af azurmejsen. Det bekræftede den formodning jeg var blevet præsenteret for i Albrunna tidligere. Der er tale om en klokkeklar hybrid. Grönhögen-”azurmejsen” har kun de to ydre halefjer hvide, samt en lille hvid plet i spidsen af den tredieyderste. Det er altså en såkaldet ”pleskii” altså en fugl, som er krydset med blåmejse. Den kan derfor aldrig blive godkendt af ”Raritetskomiteen” som azurmejse. Ikke at det rydder min ærgrelse over ikke at have set den af bordet.

Men det hjælper.

PLESKII TIL MANGE MEN SIBIRISK JERN TIL ALLE!

Endelig en mulighed for, at klemme noget ”hårdskådning” ind i hverdagen. Min frustration over sibirisk jernspurv i Brantevik, og ikke mindst en azurmejse, gjorde, at hele familien gik sammen om at få far i felten – og tusind tak for dét.

Azurmejsen var et virkeligt kølleslag, og selvom jeg i dagevis havde længtes til Brantevik, smed jeg jernspurven væk, og valgte at twitche azurmejsen. Efter at have afleveret Ingeborg og Solveig til mormor og morfar i Ronneby fortsatte jeg derfor østpå til Øland.

Netop da jeg havde passeret Ølandsbroen, fik jeg en sms-besked fra Jan Speierman om at en sibirisk jernspurv netop var opdaget i København, som jeg havde forladt fire timer forinden! Det er naturligvis dejligt, at blive informeret, men i situationen følte jeg mig som en idiot. Ved 15-tiden var jeg fremme i Grönhögen. Det viste sig, at azurmejsen var fløjet ad helvede til nordpå ved tolvtiden, efter et close encounter med nogle fuglefotografer, og jeg blev anbefalet at gå en tur nordpå langs stranden. Mejsen havde nærmest udelukkende fourageret på den stenede strand, så jeg gik langs stranden, som til min overraskelse vrimlede af småfugle. Her søgte de føde i læ for den hårde østenvind. Fuglekongerne vimsede om mine fødder, gransangere, rødhalse og blåmejser opførte sig nærmest som skærpibere.

Jeg gik langs stenstranden, til den afløstes af rørsump og strandsiv. Oppe ved strandsumpen stod en gruppe fuglekiggere, og jeg fik forevist en blåhals og en plettet rørvagtel, som jo var fint, men bevidstheden om alt det jeg var gået glip af, nagede alligevel. Det var en lang vej tilbage, dog flushede jeg endnu en blåhals, og så ved man da i hvert fald, at man har været grundig.

Så var det faktisk også næsten mørkt, og jeg begyndte i stedet at lede efter et sted at overnatte.

I morges begyndte jeg igen min søgen efter azurmejsen, men efter en times søgen uden held, valgte jeg at satse på en af de fem sibiriske jernspurve, som var blevet set dagen forinden.

Den nærmeste var set ved Parboängs badeplads, og heldigvis var den hjemme. Straks efter min ankomst hoppede den frem, og sad frit fremme i tangen, hvor den pudsede sig og viste sig frem, som den virkelige ”cosmic” den er. Jernspurve og rørspurve var der også, og en overflyvende laplandsværling hørtes. Det lettede alt sammen, og jeg besluttede at droppe yderligere futile strandvandringer efter azurmejsen. I stedet kørte jeg mod Degerhamn, hvor endnu en sibirisk jernspurv var set dagen før.

På vej nordpå kom jeg gennem Albrunna, hvor jeg stødte på et typisk Ølandsfænomen, nemlig mængder af parkerede biler og fuglekiggere overalt. Tilspurgt fortalte de, at det var en hærfugl de ledte efter, men nok så vigtigt, var der også en som ytrede, at azurmejsen var ”ifrågesatt” som mulig blåmejse x azurmejsehybrid. Jeg gad ikke snuse rundt efter en hærfugl, men fortsatte til Degerhamn.

I Degerhamn stod en hel del rådvilde fuglekiggere og kiggede på en bunke grene. Den sibiriske jernspurv var muligvis inde i bunken, men der var også en fugl, som var fløjet væk fra bunken, måske, måske ikke, netop jernspurven.

Mens de andre kiggede på grene gik jeg og en anden ud i området for at lede. Min makker genfandt jernspurven, hvilket jeg nærmest måtte hive ud af ham. Svenske fuglekiggere udtaler sig kun direkte adspurgt, og da tøvende. Jeg ved sgu ikke hvad det er med dem. Jeg hev frem, at han havde set den flyve, men havde mistet den i et stort tæt urtebed inde i havnen.

Vi tilkaldte de andre, og så stod vi alle en stund og botaniserede i urtebedet, men snart diffunderede de fleste væk igen. Det var jeg godt tilfreds med, for jeg kan godt lide, at der kommer styr på fuglen. Når der er 99% chance for, at den fugl man eftersøger sidder et bestemt sted, synes jeg det er dumt, at forlade stedet. Samtidig er en crowd altid bange for, at agere for aggresivt og derfor var det godt, at ”crowden” gik. Det gav friere handlemuligheder. Vi var der jo alle for at se fuglen, og jeg foreslog derfor de to tilbageblevne, at vi trawlede igennem buskadset. Dét gav pote, og den sibiriske jernspurv fløj over på en mole, hvor den sås super fint af os, og den efterhånden tilstrømmende fuglekiggerhob, i de tidsrum den var ude af urtevegetationen.

Efter en god halv time fløj en fugl bort fra det urtebed vi observerede. Alle kiggede mod det sted den var landet. Der flaksede en fuglekonge omkring, og alle svenskerne vendte tilbage til jernspurvens tidligere opholdssted. Jeg var dog ikke rigtig tilfreds, og undersøgte i stedet det sted, hvor en fugl var set lande. Der sad ganske rigtigt den sibiriske jernspurv, og jeg tilkaldte igen twitcherne, men fortsatte selv, da jeg havde set en fugl flyve videre. Mens alle andre igen nød jernspurven var jeg var langt i forvejen, og kunne konstatere en gransanger, men jeg noterede, at jeg fik en stalker, som åbenbart havde fået det indtryk, at det var mig som bestemte hvor jernspurven var.

Under almindelig snak fik jeg forevist et billede af azurmejsen. Det bekræftede den formodning jeg var blevet præsenteret for i Albrunna tidligere. Der er tale om en klokkeklar hybrid. Grönhögen-”azurmejsen” har kun de to ydre halefjer hvide, samt en lille hvid plet i spidsen af den tredieyderste. Det er altså en såkaldet ”pleskii” altså en fugl, som er krydset med blåmejse. Den kan derfor aldrig blive godkendt af ”Raritetskomiteen” som azurmejse. Ikke at det rydder min ærgrelse over ikke at have set den af bordet.

Men det hjælper.

TRANEFRISEN

Værket under ophængning 

Tranefrisens midtersektion, da den netop er klar, og endnu ligger på gulvet.

Mit hidtil største maleri ”Tranefrisen” kan fra 10. september til 6. november 2016 ses på Sophienholm i Kongens Lyngby. Værket er udarbejdet som triptykon, og vil på Sophienholm være ophængt på tre vægge i et rum, i modsætning til på Johannes Larsen Museet, hvor der var plads til at vise det på én væg. Tranefrisen er malet med lysægte akvarelfarver på 300 grams akvarelpapir af 100% bomuld. 

Selve udarbejdelsen af ”Tranefrisen” varede godt to måneder, ultimo marts til primo juni 2016. Idéen og tilløbene har dog stået på i årevis. ”Tranefrisen” er et koncentrat ni års erfaringer med tranerne i Pulken. Værket handler selv sagt om traner – som et ægyptisk gravmaleri er det en fortælling; den store fortælling er ankomst, rast og afrejse, dét jeg oplever under en tranevår. Indlejret er detaljeret tranesprog, tranernes pantomime af dans, trusler og positionering. Værket handler også om materiale og om komposition. Det vender jeg tilbage til.

Mit møde med tranerne i Pulken var omvæltende. Da jeg købte mit hus ved Pulken i Østskåne i 2007 vidste jeg da godt, at der overnattede nogle traner i Pulken om foråret. Det havde jeg da læst, men det var egentlig en biting. Jeg søgte et sted hvor jeg kunne se på fugle uden at skulle hjemmefra, og allerede da jeg engang i august lagde vejen forbi for at se, om huset var noget for mig, så jeg fire lærkefalke fra haven - samt at der var udsigt til vandflade - og det var sådan set alt nok. Den første vinter så jeg på gæs, svaner, elge og ørne og lærte en masse om dét. Det var spændende hver dag, en ny dato på et nyt sted, og jeg så frem til foråret, også tranerne, som jeg vidste ville komme. Omfanget havde jeg bare ingen idé om. At en fugl i den grad kan fylde et landskab, havde jeg aldrig kunnet tænke mig til. Det er en naturoplevelse af samme helt elementære kvalitet som havet eller en solnedgang. Siden da er tranen kommet til at fylde godt i mit liv. Den har gjort mig afhængig af vejret som en stenaldermand. Tranen som motiv er uudtømmeligt for mig, det befrugtes til stadighed af nye indsigter, som kommer gennem direkte skitsering i felten, gennem analyser af film og fotoserier og gennem stadige iagttagelser som stenograferes ned, ofte suppleret med de mest primitivt nedkradsede hieroglyffer.

Med ”Tranefrisen” ville jeg op i format, først og fremmest. Op hvor farven får lov at flyde og hvor akvarelfarvens muligheder kan udnyttes fuldt ud. Størrelsen giver rum for spontanitet i penselføring og valg af kolorit. Jeg ønskede at opnå den kolorit det giver, at kunne lade en hvilken som helst farve få plads, uden at den trækker det overordnede udtryk væk fra det udfaldsrum, som er mit. Jeg må, for at opleve værket som forløst, nødvendigvis ramme indenfor et område hvor min kærlighed til både motivet og farven er forløst. I det store format bliver papiret uhåndterbart; samtidig med, at akvarelmediet får sin optimale udtrykskraft, synes det, at nærme sig sin grænse. Jeg håber på at få mulighed for at bryde vejen videre.

BIRDS OF BOLIVIA ABOUT TO GO IN PRINT

Illustration of Heliactin bilopha, Birds of Bolivia.

I am excited to discover that the book Birds of Bolivia is about to go in print. The first writer is dr. Sebastian Konrad Herzog and the book is released by Ascociación Armonía, the Bolivian BirdLife partner. I participate in this project as one out of a team of a dozen illustrators. Previews of plates has been dripping during the months passed, and it looks not only promising - It looks fantastic.

Sketches from field studies in the cerrado, here i PN das Emas in central Brazil.

DENNEHER VIL JEG KALDE EN HEDEHØG FORDI...

I formiddags opdagede Frederik Rydhagen en formodet hedehøg i Härnestad, hvor den jagede nord for Ripavägen og Härnestadsgård. Samme sted genfandt jeg sidst på eftermiddagen hvad der formodentlig er den samme fugl. Fuglen lignede i mine øjne en hedehøg, let, langhåndet og slank med lang og tynd hale. Jeg tog en serie fotos til hjælp for efterbestemmelse og jeg synes stadig det ligner en hedehøg. Jeg mener steppehøg kan udelukkes pga. rødbrun bånding i armhulen, stort hvidt felt omkring øjet, udbulende bagkant på hånd og lang p1. Jeg synes heller ikke jeg kan se halskrave.
Blå kærhøg synes jeg ikke det ligner; bare formen på hele fuglen - den er alt for tynd og langhåndet. Jeg mener heller ikke, at de rødbrune bånd i armhulen passer særlig godt på blå kærhøg. Fuglen har et ret tydeligt vingebånd på oversidens greater coverts og armsvingfjerene er mørke i bundfarven, så mit bedste bud er hedehøg 2k - jeg har straks sværere ved at se, om det er en hun eller en han. Det må da for katten være en hun, men hvorfor er den så så lys på bugen?

Efter hedehøgen holdt op med at yngle i Härnestad for snart en del år siden, har den kun optrådt yderst sporadisk her. Dette er faktisk blot den anden hedehøg jeg har set i området, efter ynglebestanden forsvandt.

Noctua comes?

Ung nattergal i haven 18. juli 2016

Eftersom det kan lade sig gøre, så kommer her lige en lille statusrapport fra Pulken i højsommeren. Jeg har fornøjelse af alt det helt almindelige som sker. Det har momenter, som f.eks. den fuldt udvoksede, men samtidig totalt friske nattergal, som idag frekventerede min kvasbunke i baghaven. Den model ser i hvert fald jeg ikke så tit. Den er fed, og trækker både referencer til rødstjert og blåhals. Den var så ung, at den ikke holdt sig særlig skjult. Specielt var, at den holdt halen løftet som en gærdesmutte det meste af tiden, samtidig med, at den lod den rotere i en cirkel.

En trafikdræbt hvid vipstjert ude på vejen viste overraskende nok olivengrønne indslag i dragten. Er det et tegn på hybrider blandt forfædrene, eller har jeg været uopmærksom?

Vigulf SKAL sove til middag, men nægter. Alle kan se, at han er dødtræt, men idag var en rundtur i bil det eneste som virkede. Undervejs så vi ti projektstorke, hørte en meget sjælden lille gråsisken og stødte endelig på en adult lærkefalk, som sad på en gren i fyrreskoven nede ved Vittskövle Driva.

Nedenfor et billede af en ubestemt Noctua, som jeg ikke har set før. Jeg mener det er interposita eller comes, og bestemt ikke orbona. Hælder til comes, pga. relativt brede forvinger, Er der nogen som kan hjælpe med at sætte ret navn på min nye liver?

CARL CHRISTIAN TOFTES SOMMERPROGRAM

Tranefrisen, kompositionsskitse

NASA DUDE LIVE, sommer 2016
23. juli Fanø Free Folk Festival, Sønder Ho (kl 19:30 - 20:15)
30. juli Københavns Hovedbibliotek, (kl 18:00)
11. august Drone, Nørrebrogade, København (aften)

NASA DUDE

Nu er det på tide! NASA DUDE holder "sommertourné"; lad os kalde det dét. Line-up'et er spritnyt: Sebastian Friis Sharif (Dynablaster) på trommer , Tanja Jessen (Distortion Girls) og Kim Günther Hansen (ex. Grind, Antenne) på guitar, Mikkel Damkjær Paaske (Ensamble Orlando) på bas og så mig, som efter flere år som trommeslager og råbekor i No God, får lov at spille guitar og synge. Mikkel har sørget for, at indkøbe en guitarstemmer til mig, Kim har fixset et jack-stik, som ikke knaser. Det er i høj grad Jens "Valo" Danielsen, som har været Kirsten Giftekniv i sammenstillingen af denne konstellation af NASA DUDE, bl.a. gennem sit samarbejde med Kim og Tanja i Grind og Amstrong, ligesom både Tanja, Mikkel og jeg selv indgår i Valos "brain child" Piss Guitars.
Tanja og Kim er nogle rigtige kælegrise med deres guitarlyd og spiller med et sandt arsenal af pedaler. Mikkels basspil og Sebastians trommer er klippen i det oprørte guitar-hav. Jeg tror aldrig NASA DUDE har lydt bedre live, og det passer godt til sættet, som dels er Rocksange (med stort R) fra NASA DUDE PÅ BORNHOLM (udgivet på TimmTimm Tonträger, 2016 - kan høres på "bandcamp"), dels af dansksprogede sange, bl.a. fra Markens Liljer (Markens Liljer, fremført af Obstinate Esther, Helicopter Records 2003). Fanø Free Folk Festival har stadig enkeltdagsbiletter - Fanø har 275 års jubilæum for deres frihed fra Riberhus - jeg glæder mig til at træffe Bertel Haarder i Sønder Ho på min fødselsdag den 24. juli, måske får jeg lejlighed til at spille den anden rocksang jeg skrev, "Haarder er en gummiged", og det var sådan cirka i 1980, da jeg spillede børnerock og var guitarist i Haarders Engle. Hvem ved.

Nu havde jeg nær glemt at nævne, at der i forbindelse med Fanø Free Folk lader til at blive arrangeret en lille udstilling, med værker af undertegnede, på et galleri i Sønder Ho. Det må jeg vende tilbage til, når jeg ved lidt mere.

Kong Volmer
Dette år har foreløbig været som Kong Volmers Vilde Ridt, én lang udladning af års opsparede erfaringer. Tranevåren var, som sædvanlig "a moveable feast", og sjovt nok den måned hvor fuglekigning og spontant arbejde, trods godt 1500 gæster i privaten, fik plads. Ikke mindst tranestudier og forberedelser til det marathonløb som fulgte straks efter Tranevåren - udførelsen af det gennem år planlagte værk "Tranefrisen". "Tranefrisen" er en akvarel som måler 14,4m x 1,5m, et koncentrat af mine ni forår med tranerne i Pulken. Fra 13.april til 10. juni blev næsten al arbejdstid kastet ind i dette værk. Det hænger nu på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.  Fra 10. september kan det ses på Sophienholm og til vinter rykker det videre til Vendsyssel Kunstmuseum, sammen med udstillingen FUGL, i hvilken det indgår.

Jeg kan ikke tillade mig at breake alt hvad jeg er igang med, men kan sige så meget, at der er mindst en håndfuld projekter, som skal være klar inden løvfald. Der er flere bøger igang, bl.a. en bog som skal skrives, en udstilling ud over det sædvanlige, som jeg har fået lov at yde mit bidrag til, plakater, postkort… Mange dage er gået i vores lille københavner-ateliér på Vesterfælledvej - "Baghold", men lige nu, er det Pulken, jeg kigger udover - med en landsvale på antenne-ledningen lige udenfor vinduet. Ledningen har ikke forbindelse til noget, men hænger der alligvel, af netop den grund, at landsvalerne sidder dér sommeren igennem, år efter år.

Her i Pulken fylder landsvalerne det de bør: Et stadigt kvidder af hurtige fugle, som i antal trækker guirlander i luften. Småfuglene vimser om i haven. Havesanger og gærdesanger spiser fjeldribs i hækken. Nede i baghavens høje urter sidder skovspurve og en ung rørspurv. Dén er fed - og så forsvinder den ind i hækken. Og hvorfor nu det? Jeg tager kikkerten fra øjnene, og dér kommer rørhøgen, en 3k+ han, blot tredive meter borte. Kikkert på, rørhøgen dykker - ned i kornet - og kommer så op med en skovspurv i fangerne.

PS: Angående rørhøg, så beskriver jeg jo i blog-indlægget hvordan hannen tog en skovspurv. Senere gentog scenen sig, nu med en hunrørhøg. Hun slog ned i ca samme afstand, men kom ikke op igen. Jeg undrede mig efter et stykke tid, og gik nærmere. På to meters afstand fløj hun op, og efterlod en halvt udvokset kaninkilling - det største bytte jeg nogensinde har set en rørhøg tage! Kaninen var aflivet ved at rørhøgen havde presset en klo ind i dens hjerne, gennem højre tinding, hvilket afsløredes af en bloddråbe på nævnte sted. 
Seneste fra idag er, at Ingeborg har fanget hvad der muligvis er en Noctua interposita. Den fangedes ca 22:15 ved ærteblomster. Fotos følger.

Tranefrisen, knapt tør - detalje

Tranefrisen på gulvet i Swane-salen, Johannes Larsen Museet

Tranefrisen under ophængningen, Johannes Larsen Museet